fbpx

Morbid Angel, Pumpehuset Fremhævet

Morbid Angel, Pumpehuset

Man kan diskutere, om ikke der er ved at gå inflation i det hér koncept med at spille et helt album live i den ene eller anden anledning. Givet: Der er stadig mange fantastiske skiver, det kunne være pissefedt at opleve live i deres helhed, men eksklusivitetsgassen må efterhånden siges at være gået af sensationsballonen, alt andet lige. Sådan har jeg det i hvert fald. Og dermed er mine forventninger til selv fremførslen af kongeskiven "Covenant" ('93) af dødsguderne Morbid Angel faktisk næppe nær så høje, som de fleste andres vel er.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg efter at have stiftet Soundcloud-bekendtskab med aftenens opvarmningsband, Reverie, vælger at gemme min opmærksomhed til hovednavnet og skåne Reverie for, hvad der ellers var blevet en lidet flatterende omtale. Det er trods alt jul, og så'n. Så tjek dem selv ud og bedøm selv.

Det er et ildevarslende soundscape, der ledsager Morbid ind på scenen, da lysene dæmpes i den gamle vandværksbygning. "Good evening, Copenhagen. This is COVENAAAAAAANT!" Frontmand David Vincents velkomst gjalder ud over forsamlingen og initierer en jubel, der ikke når at dæmpe sig inden de første, ondsindede toner i "Rapture". Yes, mand. Dette hér er lyden af vaskeægte 24-karats dødsmetal med en personlighed, som ingen andre bands indenfor genren kan bryste sig af. Den begejstrede udveksling af indforståede smil hos mit følge tiltager under "Pain Divine", og der går ikke længe, inden jeg må stikke kasketten i lommen og slippe garnet løs. Rapture, indeed!

I løbet af gårsdagen har jeg set nogle beklagelser over lyden til koncerten; over at det hele skulle have været alt for højt og rodet. Dette er ingenlunde tilfældet nede omkring mixerpulten, hvor alting klinger så godt som klokkeklart. Ikke bare genren, men også lyden på den meget mellemtonedominerede "Covenant" taget i betragtning. Alting får nyt liv hér. Selv den normalt så skønne "World of Shit (The Promised Land)" får under disse omstændigheder en saltvandsindsprøjtning, vi ikke anede, den overhovedet kunne bruge.

Selvom bandet næppe efter de flestes mening har overgået sig selv i de 21 år, der er gået, siden "Covenant" blev udgivet, kompenserer deres gloende live-energi og tighte sammenspil i høj grad herfor. Trommeslager Tim Yeung har måttet lægge røv til en del ris, og jeg fatter ikke helt hvorfor. Nej, manden er ikke Pete Sandoval, men han er i stand til at eftergøre dennes feeling i tilstrækkelig grad på de mest essentielle steder, og frem for alt spiller han, med ét ord, sindssygt. Det samme må siges om andenguitarist Destructhor, der formår at give sin ellers allestedshyldede kollega Trey Azagthoth i scenens modsatte side nogle halsbrækkende soloer at leve op til.

Der er dog ingen tvivl herfra om, at det er Vincent, der er the man i foretagendet. Mandens resonante basstemme er som et tordenskralds ekko i Grand Canyon, og hans gigantiske, kulsorte bakkenbarter ligner noget, man ville kunne slå en mand ihjel med. Så når David Vincent lægger sine forstyrrende dystre baslinier, og én af verdens absolut bedste dødsmetalplader fremføres så skudsikkert som hér, tilgiver man ham gerne for hans sidespring (og dertilhørende kropsnære latex-trøje) i det aparte industrial-outfit Genitorturers samt hans kreative dødfødsler på Morbids seneste studieskive, den udskældte "Illud Divinum Insanus" ('11). Bevares, vi har allesammen vores forskellige perioder.

Selvom "Covenant" er én af de få, velsignede udgivelser, der rent faktisk holder momentum fra start til slut, foretrækker jeg personligt side 2, som det jo altså ideelt set fucking hedder. "Blood On My Hands" burde være dét punkt på pladen - og altså også nu i aften, - hvor dampen begynder at falde; men det er tværtimod hér, hele konceptet begynder at give mening for mig. Jaja, det skyldes sikkert også en vis effekt af de fadøl, jeg har konsumeret indtil videre, men alligevel. "Angel of Disease" er knapt så stand-out i aften som på pladen, - faktisk måtte lyden gerne have været ad hoc-ændret en kende, - men den hører til blandt Morbids fremmeste numre og sender ren døds-ekstase ned gennem rækkerne. Vi er vist ellers lidt en tough crowd, ser det ud til - i hvert fald hernede fra. Og det til trods for Vincents cadeau til København som en ekstra speciel by at spille i, qua mixningen af "Covenant" i Flemming Rasmussens legendariske og nu desværre hedengangne Sweet Silence Studios, - hvor også et vist andet band ved navn Metallica fik bygget et par albums i de glade 80'ere.

Det er på én gang forståeligt og en smule foruroligende, at den afsluttende "God of Emptiness" er blevet et, om man vil, "hit" for både skiven og bandet. På den ene side er nummeret en kreativ genistreg: Vincents forskellige stemmeføringer passer perfekt til tekstens tvedelte fokalisering; B-stykkets vuggende groove er ikke bare spiseligt for udenforstående, men sgu decideret catchy; det samme gælder coda'ets gentagne "Bow to me faithfully/bow to me splendidly", der må anses som dét lettest genkendelige Morbid-moment. På den anden side er nummeret mere end almindeligt ondsindet udtænkt: Synergien mellem den hvileløse, dissonante riffing og de sporadiske, næsten abrupte trommer krydret med dystre whammy-drops og klagende hyletoner giver tilsammen en stemning, der henleder tankerne på de umenneskelige, uorganiske og overjordiske elementer hos den H.P. Lovecraft, som Vincent er så inspireret af.

For Satan (!), hvor jeg elsker det nummer. Og alting bliver kun endnu federe af, at Morbid derpå inviterer til aftenens største publikumsrespons med det mindst lige så træfsikre hit "Where the Slime Live". Jo, et decideret hit er det fandme, makaber metalsubgenre eller ej, - vi jubler og headbanger jo på livet løs.

Men netop herfra lider koncerten et mærkbart knæk. Herfra går det, som man siger, slaw-i-slaw. "Bil-Ur-Sag" er dybt antiklimatisk ovenpå netop showets klimaks; den ellers så fine "Ageless, Still I Am" formår herpå langt fra at genskabe stemningen; ej heller den ellers mere fokuserede "Curse the Flesh" fra den gennemgående kedelige "Heretic"-skive ('03). Som Vincent indvier os i, er idéen at spille et nummer fra hvert studiealbum. Jo tak, men de kunne immervæk have været bedre valgt.

Okay, min interesse bliver næsten fuldt genvakt af "Existo Vulgoré", et af de bedre tracks fra førnævnte "Illud..."-skive. Jeg havde dog klart foretrukket "I Am Morbid", der i dén grad plejer at komme til sin ret live. Til gengæld følger gode gamle "Immortal Rites" trop og udløser aftenens sidste omgang jubel og headbanging for mit vedkommende. Endnu et antiklimaks består i den afsluttende "Fall From Grace".

... For nej: Der kommer nemlig ingen ekstranumre.

Det er selvfølgelig lidt klassisk, det hér med at skulle gå ud af scenen og komme ind igen, men det er det også blevet, fordi det netop virker. Jeg savner fandme en ordentlig afslutning. Det kan godt være, at der efter "Covenant"-fremførslen død og pine skulle spilles ét nummer fra hver studieskive udover "Covenant", men var det virkelig så nødvendigt at holde rækkefølgen? Og så savnede jeg altså en "Chapel of Ghouls" eller i det midste bare en "Maze of Torment". Igen: Det er pisse kliché at ville høre fanfavoritter, men igen: De fucking virker. Og det gør det hér altså ikke helt.

Nå, men hvorom alting er, så ligger showets "Covenant"-del til en lille 5/6'er og ekstranumrene til en tilforladelig 3/6'er, så vi lander på en solid 4/6'er alt i alt.

Ringere kan dødsguder trods alt heller ikke gøre det.

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.