fbpx

Mono Goes Metal 2014 - Fredag Fremhævet

Mono Goes Metal 2014 - Fredag

Det er højt, det er hårdt, og det er hurtigt. Men det er frem for alt hyggeligt.

Til de læsere, der ikke måtte vide det, er Mono Goes Metal en årligt tilbagevendende begivenhed, der finder sted i øvelokalekomplekset Monorama lidt uden for Aarhus. Og lad det endelig være sagt med det samme, at dette mit andet besøg på landets vel nok mindste metalfestival absolut ikke bliver det sidste.

Se, selvom den gæve arrangør Leifur Nielsen gang på gang faktisk formår at sammensætte et både spændende, vidtfavnende og mættende program, er musikken på Mono Goes Metal ikke nødvendigvis den primære årsag til at deltage - heller ikke for mit eget vedkommende. For med sin beskedne kapacitet på kun, hvad, 2-300 mennesker, har arrangementet i mindst lige så høj grad, som det er en festival, karakter af at være en regulær fest. Der snakkes, drikkes, grines, krammes og rockes. Gamle ven- og bekendtskaber plejes; nye opstår. Og alt dét er mindst lige så vigtigt og vitalt som selve musikken.

Men hvorom alting er, har jeg trods alt tiltusket mig et reportergig, så naturligvis skal der anmeldes bands til en værdi af de dermed sparede 150 bobs.
Fredagens program følger hér:

 

Bersærk
Det fede ved sådan et arrangement, hvis formål er at pleje den danske græsrodsscene, er de musikalske overraskelser. Bands, man aldrig har hørt om, men som så meget desto mere ta'r røven på én. Sidste år blev jeg således helt blæst omkuld af den unge doom-trio Woebegone Obscured, og i denne omgang tilfalder æren som årets overraskelse bestemt fredagens første band, Bersærk.

Bersærk spiller noget så eksotisk som dansksproget stoner-metal. Der er klare, konkrete tråde til Queens of the Stone Age, men selve musikkens fundament er mere hen ad det gamle, rockede Cathedral. Forsanger Casper Roland Popp minder mig da også lidt om en yngre Lee Dorian. Med sin utroligt selvsikre attitude, karismatiske stage prescence og ræsonnerende whiskystemme er han bandets absolutte midtpunkt i så høj en grad, at jeg gerne ser imellem fingre med den manglende headbanging, der ellers havde været så oplagt med hans velvoksne manke og musikkens rockende tyngde.

En mindst lige så stor del af bandets personlighed består dog i de danske tekster. Det er et moment, der meget nemt kunne have været faldet til jorden, men så meget mere overbevisende er det kun. Lortet fungerer simpelthen vanvittigt godt. Guitarist og tekstforfatter Lars Evers har tilsyneladende en helt naturlig fornemmelse for fonetik; ordene klinger simpelthen sejt. Og selvom sangenes tematikker, så vidt jeg kan fornemme, gerne er centreret om okkultisme og mysticisme, er der stadig overskud til tekstlig variation numrene imellem. Hvor er det fantastisk, at man kan være så gode til noget, som ingen andre laver, og hvor er det opsigtsvækkende, at et dansksproget undergrundsband af denne beskaffenhed kan have så meget mere starquality end hele den nuværende bølge af dansksproget reggae og dancehall tilsammen.

Ca. halvvejs er bandet plaget af lidt sløvhed, og generelt kunne jeg godt savne noget mere nærvær og live-energi fra rytmegruppen. Men hold kæft, hvor har de hér gutter dog potentiale, og hold kæft, hvor jeg dog gerne så dem blive den næste store ting. Den danske metalscene kunne efter min mening netop godt trænge til en saltvandsindsprøjtning af lige præcis denne kaliber.
5/6

 

Caro
Det næste band, Caro, (er det ikke noget, man døber en golden retriever?), spiller dødsthrash af den yngre skole. Bandets gennemsnitalder ser ikke ud til at transcendere midten af 20'erne, og dét taget i betragtning er de enormt overbevisende. Energien er oppe i det røde felt fra start til slut, lyden er knivskarp, og der er vindmøller af garn på begge sider af scenekanten. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Hatesphere i deres velmagtsdage med Jacob Bredahl i front, og det skyldes ikke mindst den forfriskende kække og sympatiske vokalist Michael Olsson, hvis rent tekniske evne til afveksling ydermere er imponerende. Han growler fandme fedt.

Måske virker Caro i virkeligheden lidt for professionelle. Somme tider synes den nærmest synkrone headbanging næsten instuderet, og der spekuleres så meget i de for genren allestedsnærværende half-time-stykker, at numrene til tider tenderer stiløvelser. Jeg kunne godt tænke mig at høre bandet inkorporere noget mere variation og dynamik i deres sange.
Men den hidsige riffing kører på alt andet end automatpilot, og alt i alt hænger lortet upåklageligt sammen og får losset godt gang i publikum.
4/6

 

The Surfing Henchmen
Førnævnte arrangør Leifur Nielsen spiller selv bas i konceptbandet The Surfing Henchmen, hvis genre bedst kan betegnes som instrumental, surf-baseret hård rock'n'roll. Det er svært at beskrive deres musik mere præcist end dét, og under alle omstændigheder vil jeg gerne tale for at se dem live, når muligheden en sjælden gang imellem byder sig. De er nemlig et mægtigt underholdende liveband, der har godt fat i dén klassiske, uhøjtidelige ånd, som selveste rock'n'roll'en i høj grad er funderet på.

Netop det, at musikken er så godt som rent instrumental, er dog efter min mening desværre også bandets akilleshæl. Ikke forstået på den måde at medlemmerne ikke spiller ordentligt, men fordi jeg i dén grad savner noget vokal. Det ville virkelig være fedt at høre, hvad bandet kunne udrette med den rette stemme til at komplementere og fuldende udtrykket. Som det er nu, virker det somme tider amputeret. Ihvertfald for mig at høre.

Men alt andet lige er The Surfing Henchmen som sagt enormt entusiastiske, og alene deres sceneshow og spilleglæde smitter af på publikum. Også på mig selv, selvom jeg fortsat kan høre mere kuriositet end decideret kvalitet. Jeg kan på godt og ondt ikke få mig selv til at give bandet en middelmådig karakter, så det vil jeg helt undlade. De er nemlig nogle pisseflinke gutter. Og så kan jeg jo bruge som undskyldning for manglende bedømmelse, at jeg netop kender dem personligt. - For det er jo sjovt nok overhovedet ikke tilfældet med et eneste andet band på dennehér festival...
[ingen karakter]

 

Bone
Iflg. plakaten for dette års festival spiller fredericianske Bone speed metal. Og selvom denne genrebetegnelse ligesom bandets musik er af den gamle, sande skole, tænker jeg selv, at det måske er det hersens "blackened thrash", vi er ude i.
Det går stærkt, mand. Og frem for alt er det bistert og profant som ind i helvede; det kan man høre, selvom man ikke nødvendigvis fatter et eneste ord af den snerrende, vrængende vokal.

Bone lyder som en rundsav i en massiv stålplade. "Your worst fucking metal nightmare", skriver bandet selv på deres Facebook-profil, og det er ikke meget galt. Ordet "sygt" går igen adskillige gange i mit noteshæfte under Bone, både i forskellige konkrete sammenhænge og om musikken og udtrykket helt generelt. Bandet har bevidst skrevet sig ind i en niche, der for så vidt faktisk både er ganske original og personlig, men som på den anden side ikke nødvendigvis levner dem de helt store variationsmuligheder. Men det, de gør, gør de forbandet overbevisende, og selvom tempoet gerne er højt, er de også i stand til at spille hamrende tungt. Og med aftenens første relle moshpit er de fremmødte endegyldigt overbevist - ikke mindst jeg selv, der endnu har haft til gode at opleve bandet live. Føj for en svovldunstende helvedesild, hvor er det dog fedt, mand.
5/6

 

Unspoken
For at være ganske ærlig har jeg aldrig så meget som hørt om fredag aftens hovednavn, norske Unspoken. Men de er aftenens absolut mest professionelle act, både hvad angår lyd og performance, og de formår at overraske mig ret positivt med deres dødsmetal, selvom man ikke ligefrem kan kalde den original.
Nu jeg er i gang med at være ærlig, vil jeg også hjertens gerne indrømme, at min mentale forfatning på dette tidspunkt er mere i "øl-og-headbanging"-modus end i "stå-og-koncentrere-sig"-modus, og mine ganske få noter fra Unspoken er derefter. Men blandt alle de komplet ubrugelige fuldemandskruseduller kan jeg lige nøjagtigt tyde et "JAAAA!" og et "4/6?", så dén karakter får de da bare.
4/6?

 

Ja, det er ikke altid lige taknemmeligt at være reporter. Især ikke når der kan fås fadøl og white russians til 25,- kr. og der render 200 feststemte metalheads rundt og skåler med én hele tiden. Men sådan er Mono som sagt: Stemningen er hjertelig; humøret højt og vennerne talrige. Det er sgu egentlig ret utroligt, at det er sådan noget ondt, ekstremt og brutalt noget, vi forenes om. Men det er en helt anden diskussion.

Nå. Efter en god gang backstagehygge (ja, det lød knapt så forkert, inden jeg skrev det ned), vælger jeg i et overraskende fornuftigt øjeblik at tage relativt tidligt hjemad. Der er hele syv bands på plakaten i morgen; det kan ikke nytte noget at drikke hele natten.
Som sagt: Det er ikke altid lige taknemmeligt at være reporter.

 

Fortsættelse følger... læs vores reportage fra lørdag her.

 

Hvad var din bedste oplevelser fredag aften på Mono Goes Metal? Kommentere nedenfor.

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Mono Goes Metal 2014 - fredag
  • Karakter: Karakter: 5.0
  • Koncert dato: Fredag, 31 Januar 2014
  • Koncert sted: Monorama
  • By: Åbyhøj
  • Genre: Metal

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.