fbpx

Killing Joke - Pumpehuset

Killing Joke - Pumpehuset

Post-Punk er nu ikke en genre som jeg er særlig vild med. Jeg synes til tider at det kan være lidt for halv kikset musik. Men alligevel er der nogle få bands, som jeg elsker indenfor genren såsom Joy Division og New Order. Killing Joke er ofte blevet smidt i den kategori, men alligevel har der været elementer af Industrial og Metal i deres senere udgivelser. Killing Joke er mit favorit band indenfor genren, og eftersom de ikke har spillet i Danmark siden 2011 og jeg er blevet kæmpe fan af deres musik, så kunne jeg simpelthen ikke misse deres koncert på Pumpehuset.

 

Death Valley High
Det første band på scenen i aften var amerikanske Death Valley High. Når man tænker genremæssigt, så er de nok flere tusinde kilometer væk fra Killing Joke. Jeg vil nok beskrive deres musik som en lidt mildere form for Marilyn Manson. Det behøver jo ikke at være en dårlig ting, da jeg selv er ret stor Manson fan. Bandet gik på scenen til en lidt halvfyldt sal, og der var et par mennesker oppe foran. Bandet begyndte at spille, og det hele fungerede ganske fint og publikum begyndte at komme tætte på scenen. Lyden var også god, og energien på scenen var også til stede. Alligevel synes jeg at deres musik virkede en anelse ensformig, og det virkede lidt som om at deres musikere vidste hvad de lavede, men havde et utroligt usikkert blik i øjnene og det hele virkede lidt halvhjertet efter noget tid. Jeg prøvede inderligt også at kunne lide musikken, men det blev sgu desværre en langt fra mindeværdig koncert for mit vedkommende.
Karakter: 2 ud af 6

 

Killing Joke
Metallica, Soundgarden, Nine Inch Nails. Disse grupper har alle sammen nævnt Killing Joke som en af grundende til at de eksisterer. Killing Joke nåede aldrig at få den kæmpe store succes som de nok fortjente, men alligevel har de det vel også fint med at være kendt som et kultband. Jeg havde lidt skepsis af hvad jeg kunne forvente da jeg læste om deres seneste optræden på Roadburn, hvor Jaz Coleman slet ikke kunne synge, hvor guitarist Geordie Walker brændte fuldstændig af på lydtårnet, og deres roadie var ved at komme op at slås med en fra publikum. Man blev selvfølgelig en lille smule bange når man så at deres roadie stod helt forrest imellem publikum (spoiler alert der skete ingenting). Men da bandet entrerede scenen forsvandt alle de bange anelser jeg havde før koncerten. På scenen foran mig stod ikke bare det band som har inspireret mig og mit eget band rigtig meget, men også et utrolig veloplagt band som virkede utrolig glade for at være i København, og hvor Coleman og Walker virkede hverken sure eller opslidte. Numre som Eighties, War Dance og The Hum satte gang i publikum og salen var nu næsten godt fyldt op. Walker virkede til at være i et meget godt humør, og Jaz Coleman virkede intens og skræmmende som altid. Der var ikke så meget snak imellem numrene, men vi kunne ikke slippe for at høre på Colemans had til kristendommen og hvordan Edward Snowden var fantastisk, og til sidst men ikke mindst at Hillary Clinton var en kælling og nummeret I Am The Virus blev dedikeret til hende. Det, som egentlig var ret sjovt var, at se alle de forskellige mennesker som var kommet til koncerten. Der var både Punkere, Hipstere, Metallere og de helt gamle rødder, som har fulgt bandet siden 1978. Der var heller ikke så meget bevægelse fra medlemmerne. Walker og bassist Martin Glover havde deres egen safezone på scenen og forlod det lige engang imellem for at synge backup vokal på nogle af numrene. Coleman marcherede på scenen lidt halvmajestætisk imens han havde det blik i øjnene, som om at han ville dræbe os alle sammen indenfor de næste ti minutter. Man vidste selvfølgelig at det ikke ville ske, men hold nu op hvor virkede det overbevisende og ægte. Det ændrede sig selvfølgelig når publikum lavede en masse larm og hans smil var fra øre til øre. Det nummer som mange nok havde ventet på, var klassikeren The Wait som Metallica lavede et cover af på Garage Inc. pladen. Det er selvfølgelig et meget godt cover, men da man hører den originale besætning spille sangen så er var der kun en ting, som jeg tænkte under hele nummeret, og det var: F*ck Metallicas version. Den er ingenting i forhold til den her". Og jeg elsker Metallica, men da Killing Joke spillede den og viste os hvordan skabet skulle stå blev Metallicas version gjort til skamme. Pssyche var nummeret som var det sidste indtil de vendte tilbage og spillede to ekstranumre. SO.36 var det første, og så kom nummeret Pandemonium, som er fra deres comeback plade med samme navn. Det sidst nævnte nummer fik mig til at smide armene i vejret og synge med på det utrolig catchy omkvæd. I forhold til at det er første gang jeg hørte nummeret så var det uden tvivl mit højdepunkt. Bandet takkede af for i aften og forlod scenen.

Jeg vidste da jeg forlod spillestedet og havde tændt en cigaret, at jeg havde vidnet noget udover det sædvanlige. Fire mænd i slut halvtredserne give den endnu mere gas og spille mere intenst end bands i tyverne var noget af et syn. Jeg tror det eneste kriterie jeg kan komme i tanke om er, at jeg synes at tiden fløj afsted alt for hurtigt. Det kan selvfølgelig også have noget med at gøre, at jeg hyggede mig så meget, at det virkede som om at det var overstået meget hurtigt. Det er selvfølgelig ikke noget som trækker ned i karakter, men for mit vedkommende var de mere end velkomne til at spille i to timer i stedet for halvanden, men forhåbentligt bliver det sådan næste gang.
Karakter: 6 ud af 6

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Killing Joke + Support: Death Valley High
  • Karakter: Karakter: 4.0
  • Koncert dato: Torsdag, 24 November 2016
  • Koncert sted: Pumpehuset
  • By: København
  • Genre: Industrial
  • Samarbejdspartner: Beatbox Entertainment, Pumpehuset

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.