fbpx

Iron Maiden Jam, Metallica.DK

HEAVY AFTEN:
Allerede fra starten, var der lagt op til et brag af en aften på Studenterhuset. Baren emmede af firserstemning, og folk kunne ikke vente med at kaste sig rundt til metalrytmerne! I baren blev der skålet i både øl og whisky! Der var en fantastisk stemning. En stemning der bestemt ikke blev ned-tones af, at fyren i garderobe-køen ved siden af mig fik garderobebevis nummer ”666” – The Num-ber Of The Beast – til hans store skuffelse udløste dette dog ikke nogen præmie eller anden beløn-ning. Efter at have afleveret frakken, ventede jeg jo bare på det skulle gå løs. Så da lyden af Ennio Morricone’s The Ecstasy Of Gold bredte sig i lokalet, blev jeg hurtigt klar over hvad der skulle ske:

NO REMORSE:
Da ekstasen havde lagt sig, og de fire unge mænd, Mark, Thomas, Magnus og Michael, havde fundet sig til rette ved deres instrumenter, begyndte en sand parade af de største Metallica numre fra de sidste par årtier. De lagde hårdt ud med Blackened fra …And Justice For All. Derefter fulgte det ene fede nummer efter det andet. Der var noget helt gammelt og noget helt nyt. Af det gamle kan der nævnes numre som No Remorse og Creeping Death. En uundgåelig klassiker som Master Of Puppets blev også spillet, og det gjorde ikke noget at vi fik det hurtige intro-riff to gange, fordi strømmen til Marks rack forsvandt.
Jubelen ville næsten ingen ende tage, da lyden af maskingeværsalver, eksplosioner, skrig og helikopterrotorer: One var en realitet. Og under soloen til dette fantastiske nummer, kunne Magnus lire ligeså vildt som Kirk Hammett gør det på studieindspilningen. Magnus kunne stolt fejre sin 22 års fødselsdag ved at spille sin ESP Kirk Hammett Signature-guitar brændende varm. Forsanger Mark leverede også en solid præstation, både på sin Gibson Explorer, og også som sanger. Stem-men var ikke langt fra Mr. Hetfield’s. Og på numre som Enter Sandman beviste han virkelig hvad han kunne sangmæssigt.
Desværre fik man ikke bassen at høre i numre som My Friend Of Misery eller For Whom The Bell Tolls, da de ikke spillede dem, men man kunne nu sagtens høre den alligevel, på numre som Sanatarium, Disposable Heroes og Harvester Of Sorrow. Michael kan godt blære sig med at være en god bassist.
På slutnummeret ville jeg nødig have været lilletromme. For Thomas gennemtæskede den på St. Anger. Generelt fik både stortrommer, lilletromme og tamtamer bøllebank. En hårdtslående præ-station, men dog synes jeg at trommerne manglede den tyngde, der karakteriserer Lars Ulrich.
Men alt i alt var det en fantastisk koncert, og det lå ikke langt fra den ægte vare. Jeg kunne måske godt have brugt et nummer som Fade To Black eller Fuel, for at sætte prikket over i’et. Men det var fantastisk spillet af alle fire, og det ødelagde ikke helhedsindtrykket, at strømmen forsvandt i guitarrackene to gange. Det blev fejet af med et par sjove kommentarer – i rigtig James Hetfield-stil. . .

GIVE ME ED TILL I’M DEAD:
Fuld af forventning, stod jeg nu og ventede på Iron Maiden Jam. Og jeg skulle ikke vente længe, før den nok så velkendte intro fra Iron Maiden’s koncert i Rio de Janeiro blev spillet over højttalerne. Og den var knap tonet ud, da en hidsig guitar begyndte på The Wicker Man. Et nummer der er relativt nyt på deres repertoire. Og da Mikkel Sandager begyndte på lyrikken, måtte jeg tage mine ørepropper ud. Bestemt ikke fordi han sang lavt, jeg skulle bare være sikker på at det var ham og ikke selveste Bruce Dickinson, der sang. For hans vokal var fuldstændig som Dickinson’s. Jeg har før hørt folk der kunne synge med en Bruce-lignende stemme, men jeg har aldrig hørt andre end Bruce selv have så godt styr på vibratoren! Det var ganske enkelt eminent.
Og det var fuldstændig som at høre Maiden resten af aftenen. Der blev spillet det ene fede nummer efter det andet, og hele Studenterhuset kogte af lysten til at høre britisk metal! En stemning der toppede med Hallowed Be Thy Name og The Trooper. Sjældent har jeg oplevet end så fed stem-ning, en stemning der bestemt ikke blev nedtonet af, at Mikkel Sandager viftede med et Union Jack oppe op scenen. Stemningen blev bestemt heller ikke dårligere af, at den skiftende baggrund viste billeder af Eddie eller pladecovere, der blev projekteret op på bagtæppet.
Deres nye guitarist, Dennis Bach, leverede en massiv præstation med de mange tostemmige soloer, med Torsten Koefoed. Bag trommerne sad Morten Sandager og tæskede løs. Og, næsten ligeså livlig på scenen som Mikkel Sandager, var bassist, Steve Harris – nej Kasper Molin, der ka-stede sit hår og sig selv rundt på scenen.
Der var stort set ikke et eneste nummer, der var bare en lille smule afdæmpet. Hele aftenen var en kæmpestor energiudladning! Og af numre kan der nævnes Bring Your Daughter To The Slaugh-ter, Infinite Dreams, The Evil That Men Do som også er et nyere nummer på jam-bandets set-liste. Mine tanker gik til fyren fra garderoben, da de spillede The Number Of The Beast.
Aftenen sluttede med det fede nummer, Fear Of The Dark, men desværre måtte vi undvære klassikeren Run To The Hills, men jeg klager ikke.
Og det var så enden på en rigtig fed heavyaften, der måtte kompensere for, at jeg ikke fik købt billet i tide, da Iron Maiden gæstede København den 12. november sidste år. Og kompensationen var mere end udmærket. Hvis man ikke vidste hvordan Bruce Dickinson ser ud, kunne man forledes til at tro at Mikkel Sandager er pilot i sin fritid!
Iron Maiden Jam, får topkarakter for sin optræden. Publikum var virkelig med, og gui-tarspillet var eminent, men bedst af alt var nu vokalen! Det var ganske enkelt fantastisk im-ponerende!

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Iron Maiden Jam & Metallica.DK
  • Karakter: Karakter: 6.0
  • Koncert dato: Lørdag, 17 Januar 2004
  • Koncert sted: Studenterhuset
  • By: Aalborg

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.