fbpx

I'll Be Damned - Copenhell 2016

I'll Be Damned - Copenhell 2016

På en hvilken som helst respektabel festival er det stadigvæk morgen, når klokken er 12.30 om dét, der normalt betegnes som “eftermiddagen”. Omend det både er naturligt og forventeligt, at et upcoming band får spilletid hér, er det på flere måder lidt synd, at landets vigtigste rockkomet, I’ll Be Damned, bliver første band på Pandæmonium denne lørdag. Folk er ikke rigtig mødt op endnu. Og det kan mærkes på flere af dem, der er her, at de har et par dages festeri faretruende tæt bag sig.

Først og fremmest er bandet dog presset af varmen. Især leadguitarist Kristian Sloth har til tider lidt det samme udtryk i ansigtet, som Frodo har, når ringens magi trækker ham i retning af bevidstløshed. (Hvis du ikke fanger dén reference, er det i øvrigt dit eget problem.)

Selvom også den evigt sprælske ceremonimester Stig Gamborg er en kende mindre sprælsk i dag end normalt, får den stadig al den gas, den kan tage. Manden dyrker den preacher-rolle, der efterhånden er blevet selve hans scenepersona, og det havde han nok ikke gjort, hvis ikke det netop havde virket efter hensigten. Under “Schizophrenic Homos” skråler han lige et vers på en rundtur ude blandt publikum. Der er andre bands, der benytter sig af den samme gimmick, men det er Gamborgs vedholdenhed omkring den, der både gør den til hans egen og får bandet til at stå ud blandt andre ambitiøse rockkometer.

Det ender altsammen med at gå op i en højere enhed, hvad der både siger en del om I’ll Be Damneds kampgejst og sangenes styrke. I’ll Be Damned er nemlig den type band, der giver los, hvad end de spiller for tusindvis af mennesker til kæmpearrangementer eller for halvanden mand og en døv kat i en udestue. Energien i “Right For the Money” er vanvittig, omstændighederne taget i betragtning. Og sangenes kvalitet ligger langt over, hvad man normalt hører fra landets undergrund. Selv “Believe It”, som jeg ellers studsede lidt over, da jeg hørte debutalbummet sidste år, giver pludselig en vis tiltrængt mening.

Crowden øges lige så stille undervejs. Hvis jeg var der uden at kende bandet og hørte “Drainage” for første gang, ville jeg sateme også hen og høre mere. De første fadøl hældes ned; stemmebåndene løsnes lidt op. Ja, vi ender gudhjælpemig med at have en fest. Hér midt om morgenen. “Hold kæft, hvor har jeg det varmt! Har I det varmt?!”, spørger Gamborg retorisk til gjaldende respons. Ikke for at smalltalke om vejret som enhver anden idiot, men for at antyde, at koncerten er ved at nå det klimaks, vi sagtens ser komme. Det afsluttende hit “Fever” lader derpå ingen strube inaktiv. Ligesom titlen i åbningsnummeret “People Who Hate People (Come Together)” er som skrevet med Copenhells primærmålgruppe for øje, sidder også omkvædet i showlukkeren som fod i hose med os metalheads: “Goddamn, I feel fine/knowing that I’ll never walk a straight line”.

Under andre omstændigheder kunne denne koncert have udgjort I’ll Be Damneds definitive indtog i hovedstaden, på Copenhell og på den danske metalscene, og ikke “bare” en vanligt fed optræden for de dedikerede fans og venner. Men hvis jeg kender bandets arbejdsmoral og Copenhells bookere ret, skal I’ll Be Damned nok være sikret et gig på Hades om 3-4 års tid. (Læser du med, Jeppe Nissen?) Jeg glæder mig til fortsat at følge deres himmelflugt i mellemtiden.

 

Liste over hele vores dækning af Copenhell 2016!

  • SHINEDOWN_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • ILL BE DAMNED_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • HELHORSE_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet fra Copenhell 2016!

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.