fbpx

Huldre - Copenhell 2017

Billeder af Jill Decome
Billeder af Jill Decome

Folkemetal er ikke en genre, jeg normalt dyrker. Men når øllet flyder som fra Heidruns yver i Valhal, og når folkemetallen samtidig fremføres for mig så knivskarpt, velklingende og professionelt, som den bliver af Huldre, så elsker jeg fandme folkemetal lige så højt som de ting, der gør denne verdslige Midgårds-eksistens alt besværet værd.

For knivskarpt, velklingende og professionelt er lige, hvad det som minimum er, da Huldre indtager en ad hoc-skovbeklædt Hades med den fabelagtige “Ulvevinter”. Og netop fabler er lige, hvad den næste time byder på. Fabler, sagn, myter, viser — i det hele taget indblik i den melankolske og mørke del af Dannevangs middelalder.

Huldre er vokset siden først og sidst, jeg stiftede bekendtskab med dem for ret præcist 2,5 år siden. Og det klæder dem at være groet ud fra undergrunden, som de træer der omgiver dem, og op foran tusindvis af feststemte vikingeefterkommere. Som jeg før har sagt, er Huldre fandeme så et af Danmarks mest imponerende bands. Og det er der lykkeligvis mange flere, der har opdaget i mellemtiden.

Nye skæringer som den flotte “Fæstemand” og den mesterligt gennemførte “Varulv” får den halve Copenhell til at give genlyd af fællessang. Gamle fanfavoritter som “Trold” og “Spillemand” får nær betongrunden til at flække under støvletramp og kædedans. Ja, det er faktisk svært at se, hvordan det hér band overhovedet kan gøre noget forkert, når de bare bliver ved med at skrive så overbevisende sange og i det hele taget være så skudsikre i deres udtryk.

Enkelte synes måske, det er for meget med fortællingerne mellem numrene. Som min gode kollega Casper Villumsen hos Devilution har påpeget, så tenderer de lange udredninger af sangenes baggrundshistorier af og til en kende børneteater. Nanna Barslev (Nanna hin Fagre, om man vil) er bestemt heller ikke den arketypiske metalfrontfigur. Men altså, gudskelov for dét, da!

Frem for alt elsker jeg også bare, at det hér simpelthen er så fucking gennemført. Min brandert, som jeg i showets anledning har hamret omhyggeligt op lige under level ‘Godzilla’, burde måske råbe på mere hegn og mindre snak. Men fandme nej. Huldre gør tingene på deres måde. Og når musikken spiller, — hvad den jo for hulen gør langt størstedelen af tiden, — så er det hér band ikke bare en normalt crowdplease’ende størrelse. De er simpelthen et af Danmarks bedste livebands nogensinde.

Hvad metal angår, tilhører Huldre landets absolutte elite. Og hvad folkemetal angår tilhører de verdens absolutte elite. Og så er det i øvrigt en superfed overraskelse, hvordan Nanna hin Fagre (jo, den holder!) nu også har implementeret noget growl-tilnærmelse i sin i forvejen så smukke røst.

Når jeg lige lader der mangle 1/2 stjerne fra topkarakteren, så er det fordi, jeg er sådan en irriterende røvballeanmelder, der godt kunne tænke mig, at Huldre rent sangskrivningsmæssigt såmænd bare satsede 1/2 ulvetand mere på at opdyrke melodier frem for stemning. Stilen og atmosfæren er 100% intakt, hooks’ene er det kun omkring 95% af tiden. Men det er sandelig heller ikke fordi, mindre ikke kan gøre det.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • Memoriam_6
  • Forfatter: Jill
  • ROB ZOMBIE_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • ROB ZOMBIE_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Huldre
  • Karakter: Karakter: 5.5
  • Koncert dato: Lørdag, 24 Juni 2017
  • Koncert sted: Copenhell, Refshaleøen
  • By: København
  • Genre: Folk Metal
  • Samarbejdspartner: Copenhell

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.