fbpx

Halestorm, Nothing More Fremhævet

Billeder af HEADBANGERphotography
Billeder af HEADBANGERphotography

For ca. 2 år siden gav Halestorm en overbevisende koncert i Pumpehuset, hvor især den vilde trommeslager stjal dele af showet igennem en humoristisk trommesolo og et stort engagement (læs anmeldelsen her).
Nu er de så tilbage igen, og denne gang i det noget større Amager Bio. Man må formode at de rammer landet i forbindelse med den snarlige udgivelse af nyt album, men hvad end grunden er, har Halestorm tidligere leveret kun glimrende shows – og når Nothing More ligeledes er en del af pakken, er det sgu svært at sige nej til.


Nothing More:
Fra hovednavnet til opvarmningen er amerikanerne i Nothing More et markant anderledes indslag, der genremæssigt spænder over både progressiv og alternativ metal, hvor der både kan høres inspirationer fra Linkin Park, Incubus og System Of A Down. De har eksisteret siden 2003 og udgivet 6 albums, men det er først med den selvbetitlede skive fra 2014, at der for alvor er kommet skub i sagerne. Den blev også udgivet af Eleven Seven Music Group, hvoraf de tidligere 5 albums blev udgivet udelukkende af bandet selv.

Nothing More endte med på sin vis at tage kegler, selvom jeg dog skal indrømme at jeg havde min tvivl til at begynde med, da en meget ”videnskabelig” spoken-word intro lyder over anlægget i det sekund lyset dæmpes. Herefter kommer bandet til syne, hvor forsangeren tiltrækker sig mest opmærksomhed ved allerede her at have smidt trøjen, så hans ustyrligt veltrænede overkrop ikke er til at overse. Han lægger ud med at banke heftigt på et mindre trommesæt sat midt på scenen, også skydes ”Christ Copyright” derefter i gang.

Nothing Mores plan må være at bombardere publikum med indtryk, for i de næste 40 minutter når jeg aldrig rigtigt andet end overfladisk at overveje musikken – der sker simpelthen for mange ting. I de første 2 sange styrter forsangeren rundt på scenen, flagrer med arme og ben og kaster med vandflasker. Det er et syn i sig selv, selvom han ikke decideret ser ud til at have det sjovt; han har bare en fest.
Også er det allerede tid til en bassolo, men en usædvanlig én af slagsen; bassen bliver placeret i et underligt stativ, så den vender opad mod loftet. Herefter kommer bassisten ind og begynder at spille på den, men ved at stille sig ovenpå førnævnte mindre trommesæt, og så ellers banke på den med fingrene. Guitaristen kommer kort efter ind og deltager i festlighederne – og til sidst viser forsangeren sig at gøre det samme, også endda med trommestikker. Dette er alt imens den ”rigtige” trommeslager lægger bunden. 
Jeg synes ellers jeg kan sige jeg har set meget, men det her er alligevel noget.

Derefter følger nogle flere sange, nogle flere videnskabelige spoken-words imellem dem, og nogle få takkende ord fra forsangerens side. Det er også på dette tidspunkt at jeg noterer mig, at lyden er en anelse dårlig, da bassen desværre er vanvittigt overstyret. Guitaren har det med at drukne, og især vokalen halter bagefter. Det hele får altså et noget rodet udgangspunkt, men sidstnævnte er dog også delvist for egen regning, da der ikke rammes særligt præcist ift. studieindspilningerne. 
”Mr. MTV” fremføres, på trods af de ellers bombastiske omkvæd, i en noget tam udgave, og det er tydeligt at pladen er gjort lige dét vildere end hvad forsangeren kan (eller vil?) præstere live. 
Til gengæld er de 4 musikere spot-on i deres rytmiske sans, og især trommeslageren misser ikke en eneste takt.

Vi når hen til den sidste sang, ”Salem (Burn The Witch)”, da det her bliver klart præcist hvor imponerende planlagt Nothing Mores produktion er, og at jeg føler mig nødsaget til at genbruge sætningen: ”Jeg synes ellers jeg kan sige jeg har set meget, men det her er alligevel noget.”
Kort inde i sangen stiller forsangeren sig igen bag det mindre trommesæt og hamrer løs på det. Guitaristen og bassisten lægger deres instrumenter fra sig, og slår derefter med i takt på en tromme hver, der er fast placeret i scenens to sider. Fint nok, men efter de har gjort det, tager de dem ned og stiller sig herefter sig ved forsangerens side – som så udfører en trommesolo på både sit eget sæt, såvel som de 2 ekstra trommer. Heri både løfter, sænker og drejes de 2 trommer, således at alle 3 personer er i konstant bevægelse. Det minder mig om en danseforestilling hvor alle har faste pladser i produktionen, og hvor der ikke rammes forkert en eneste gang. 
Imponerende, altså.

nothingmore amagerbiomarts2015


Da jeg får sovet på oplevelsen, når jeg frem til den konklusion at den ultrastramme produktion både er koncertens største styrke og svaghed. 
Var jeg underholdt? I dén grad. Tiden fløj forbi. Omvendt var der absolut ingen improvisation, og det var også lidt for tydeligt at det netop var en forestilling; nu skulle publikum klappe, nu skulle de synge med, nu skulle de gispe – osv. En anden betragtning er at kun ganske få så ud til at kende bandet, eller interessere sig for det (andet end når førnævnte ting skete). 
Skulle jeg opleve Nothing More igen, og skulle de kopiere dette show, ville karakteren nok være anderledes, men for nu var det mere end godkendt på trods af en ellers halvdårlig lyd.
4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Christ Copyright
2) – Mr. MTV
3) – Jenny
4) – First Punch
5) – If I Were
6) – The Matthew Effect
7) – This Is The Time (Ballast)
8) – Salem (Burn The Witch)
Kilde: www.setlist.fm

 

Halestorm:

Halestorm er et amerikansk rockband med den kvindelige forsanger Lzzy Hale som det primære varemærke. Hun og hendes bror, Arejay Hale, har skrevet deres egen musik siden de var meget unge (henholdsvis 13 og 10 år). I 1999 udgav de en EP kaldet ”Don’t Mess With The Time Man”, og her var Halestorms tidligste lineup, faktisk oven i købet med deres far på bas, blevet fastlagt. I 2003 fik de en 2. guitarist og i 2004 fandt de en ”rigtig” bassist til jobbet. Der skulle gå 5 år derfra før debutalbummet blev udgivet. 

I 2009 kom det så, det selvbetitlede album, hvor bl.a. singlen ”I Get Off” blev spillet ganske rigeligt i radioen. Sidenhen har Halestorm stort set været på tour uafbrudt over det meste af verden. I april 2012 udkom ”den svære toer”, som på ingen måde var ringere end debutalbummet. ”The Strange Case Of…” modtog generelt gode anmeldelser, og ligesom tidligere har Halestorm stort set været på landevejen året rundt. I februar 2013 vandt Halestorm en grammy for ”Best Hard Rock/Metal Performance” for sangen ”Love Bites (So Do I)”. Derved blev de det første band med en kvinde i front der nogensinde er blevet nomineret, og efterfølgende har vundet. 
Halestorms nye album udkommer til april og er kaldet ”Into The Wild Life”.

halestorm amagerbiomarts2015


Var du tilstede i går eller i Pumpehuset for 2 år siden, så betyder det ingenting – det var nemlig akkurat det samme show. Forskellene/sammenligningerne kan egentlig kortes ned til følgende:
- Lzzy Hale og trommeslageren er stadig de centrale midtpunkter, hvor bassisten og den anden guitarist nærmest virker overflødige, og gør absolut intet væsen af sig. Lzzy og trommeslageren giver den til gengæld god gas (især trommeslageren).
- Nogle ældre sange var fjernet, og 4 nye tilføjet. De nye skæringer lyder akkurat som de tidligere albums, så ingen innovation dér. 
- Trommesoloen – komplet med de gigantiske trommestikker – var den samme (omend trommeslageren stadig bør noteres for værende vanvittig på den fede måde). Som noget nyt hoppede han op og ned fra sin stol nogle gange, uden at bryde rytmen, så det er altså rimelig cool.
- Vi fik også et akustisk/roligt øjeblik kun med forsangeren i form af ”Break In” og ”Familiar Taste Of Poison” – hun strippede dog ikke denne gang. Det virkede stadig malplaceret i sættet, når folk var kommet så meget op at køre.
- Selv ”Dissident Aggressor” af Judas Priest blev spillet.
- Lzzy Hale har lige været sløj, hvilket kunne høres. Teksterne var sommetider noget nær utydelige, og hun hostede op til flere gange imellem sangene. Der manglede kort sagt noget kraft.
- Modsat i Pumpehuset, hvor volumen blot var for lav, var lyden her dårlig. Den overstyrede bass gjorde det svært at høre vokalen og guitarerne.
- Ligesom i Pumpehuset var publikum fuldstændig klar på at holde en fest, og der blev hoppet, danset og sandsynligvis råbt og skreget nogle lunger ud.

Så… Det er ligesom det der er at sige. Det er naturligvis ærgerligt at lyden halter en anelse, og at Lzzy først lige er blevet rask, men jeg grejer simpelthen ikke at man kan levere det eksakt samme show nu 2 år senere. Jeg kedede mig bravt, men når det så er sagt, så virkede det ikke til at der var mange der havde det på samme måde – og det er jo herligt! For mit vedkommende bliver Halestorm dog noget urelevant, hvis de ikke kan finde på bare ét nyt trick i løbet af 2 år. Det må kunne gøres både bedre, men også mere overbevisende – det her var bare endnu en dag, endnu et job. 
3½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Mayhem
2) – Mz. Hyde
3) – I Get Off
4) – Freak Like Me
5) – Bad Girls World
6) – Daughters Of Darkness
7) – Dissident Aggressor (Judas Priest cover)
8) – Amen
9) – Break In
10) – Familiar Taste Of Poison
11) – I Like It Heavy
12) – Love Bites (So Do I)
13) – It’s Not You
14) – Apocalyptic
15) – I Miss The Misery
Encore:
16) – Rock Show
17) – Here’s To Us
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Halestorm_9
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Halestorm_7
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Halestorm_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Halestorm, Nothing More
  • Karakter: Karakter: 4.0
  • Koncert dato: Mandag, 23 Marts 2015
  • Koncert sted: Amager Bio
  • By: København
  • Genre: Metal, Rock, Alternativ
  • Samarbejdspartner: ICO Concerts

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.