fbpx

Guns N' Roses - Telia Parken Fremhævet

Guns N' Roses - Telia Parken

”Not In This Lifetime”-tour: nej, det var nok ikke mange der havde forventet at Axl og Slash kunne begrave deres stridigheder efter så mange år – men her står vi. Ikke siden 1993 har Guns N’Roses været i omegnen af København for et ”klubshow”, og koncerten på Roskilde for 11 år siden bliver der stadig snakket om, og ikke i positive vendinger. Så der er lagt op til den helt store tilgivningssession, men sådan endte det altså ikke...

Guns N’Roses:
Hvilket andet band har animerede pistoler på en storskærm, der affyrer kontinuerlige ”skud” under buldrende volumen – for så, i direkte overgang, at sætte ”Looney Tunes” temaet på, som lyset dæmpes? Hvor skizofrent dét end måtte lyde, bliver det kun værre da ”It’s So Easy” brager ud af højtalerne: hvad/hvem er det meningen man skal lægge mærke til? Er det guitaren, vokalen, trommerne – lyset eller fyrværkeriet – eller måske de to (!) pianister/backing vokalister? Jeg medgiver, at Guns N’Roses har behov for to guitarister – så langt vil jeg gerne gå. Men de to pianister? Man undres... Har bandet nogle sange med keyboard, hvor det ikke er Axl selv der er manden bag? Og er der behov for anden backing vokal, end fra rytmegruppen? Jeg er ikke sikker på det første, men svaret på sidstnævnte er et klart nej.

Det hjælper selvfølgelig heller ikke på det, at lyden er rod af buldrende trommer og skinger guitar: et stort virvar af visuelle og auditive indtryk, eller sagt på en anden måde: Parken slår til igen - igen. Man kunne så håbe at det blot var i begyndelsen, et vilkår man generelt må affinde sig med – men nej, den ellers udødelige klassiker ”Welcome To The Jungle” retter ikke op på rodet. I stedet er det en regulær slagtning, og det bliver her tydeligt at vi i aften står med flere udfordringer. Parkens lyd er ét, men Axl’s stemme er så sandelig også værd at bide mærke i: forpustet, halvgammel, ude af træning – måske en blanding af alle tre, men faktum er, at det lyder helt håbløst, hvis man kender sangen og/eller har en tone i livet.

Resten af besætningen gør heldigvis en hæderlig indsats, og jeg tror at alle forsamlede nu forstår (eller bekræfter hinanden i) hvorfor holdningen var, at der ikke var nogen Guns N’Roses uden Slash. Jeg ved virkelig ikke hvad de ville gøre uden ham og hans overlegne evner. Med det sagt er det stadig med en vis distance, at han fremfører sit værk: jeg føler aldrig jeg kommer ind under huden på manden, på trods af at han mere eller mindre altid er i centrum. Den sidste del af trioen, Duff, er i samme stil nonchalant og cool, som han spankulerer selvsikker rundt. Det er dog rytmeguitaristen Richard Fortus, der altså lidt overraskende besidder mest showmanship i aften: han gør en reel indsats for at vise gejst, og poserer gerne for både kameraer og nysgerrige blikke.

Man skal ikke undervurdere nostalgiens kraft – og i aften er den i top. Men det er stadig urimeligt ringe, selvom enkelte bandmedlemmer forsøger at levere varen. At Axl spæner rundt på scenen som en anden dreng i frikvarteret, kan ikke bruges som undskyldning for hans vokalpræstation – og ligegyldigt hvad er det et dødt blik der møder os, komplet tømt for energi. Handler det kun om pengene, eller hvad? Hvis dét her er standarden, så bør stikket være blevet trukket før touren overhovedet satte i gang. Det ville heller ikke skade at hilse på publikum, måske bare en enkelt gang – kommunikation i det hele taget ville være værdsat. Det føles som en envejsforbindelse, og nok kan man holde folk hen med guitarlir og klassikere fra bagkataloget, men ikke for bestandigt. Ridserne i lakken fremstår hastigt klarere, også for dem på gulvet, ser det ud til.

Jeg er næsten chokeret, for jeg må indrømme at kedsomheden sniger sig op på mig. Jeg sidder og ser et af verdens største rockbands, her på tour med et lineup fans de sidste tyve år knap har turde drømme om... og det er røvsygt. Som mit blik scanner Parken, virker det til at det langtfra kun er mig der har det sådan. Folk ser uinteresserede ud, og er til tider både uopmærksomme eller døde i ansigtet, på samme måde som Axl selv er det. Fra hvor jeg sidder, består undtagelsen af en gruppe midaldrende mænd bag mig, der på ingen måde ser ud som om de nogensinde har tænkt sig at gå hjem – og dét syn er næsten sjovere end koncerten selv.

Der er højdepunkter – bevares. ”Rocket Queen” ser publikum kortvarigt formaste sig til en omgang fællesklap, på anledning fra Axl. At han så i de efterfølgende sange, der bl.a. inkluderer et AC/DC cover, synger pivfalsk... det gør sgu ikke meget for at redde affæren. Og lige her kan vi byde den næste udfordring velkommen: den lange sætliste. Guns N’Roses er gået 100 % ind på at give fans muligheden for at høre så meget af deres materiale som muligt – det er jo prisværdigt, men der er altså tale om et band, der bider over alt for meget end de kan fortære. Når der er flere studiealbums at tage af, hvorfor så inkludere intet mindre end 8 covers, for det meste af ringe kvalitet?

Normalt ville jeg påskønne at få fuld valuta for pengene, men omvendt kan det blive en seriøs hæmsko, hvis det ender med at kun de største hits bliver reelt værdsat – når der skal ørkentraves igennem så meget fyld på vejen dertil, så taber man pusten. To timer ville have været rigeligt, og, med al respekt for Slash’ evner, så er det strengt talt ikke nødvendigt med to x guitarsolo i næsten hver sang – og da slet ikke en udenom disse. Men gudhjælpemig om de ikke fortsætter ufortrødent. Da klokken er en halv time fra midnat, er jeg for længst stået af, men det skal åbenbart vare tre timer – og for al sin nostalgiværdi og publikums øjebliksentusiasme, ødelægges ”Sweet Child O’Mine” af både Parken og Axl i uskøn forening. Heller ikke Soundgardens ”Black Hole Sun” eller Bob Dylans’ ”Knockin' On Heaven's Door” har fortjent denne mishandling, og da ”Paradise City” endelig lukker ballet, har jeg været klar til at gå i alt, alt for lang tid. ”Det bliver simpelthen ikke bedre”, tænkte jeg for en time siden, og det gjorde det minsandten ikke... Fy for en fuser.

Sætliste:
1) – It’s So Easy
2) – Mr. Brownstone
3) – Chinese Democracy
4) – Welcome To The Jungle
5) – Double Talkin' Jive
6) – Better
7) – Estranged
8) – Live And Let Die (Wings cover)
9) – Rocket Queen
10) – Whole Lotta Rosie (AC/DC cover)
11) – You Could Be Mine
12) – New Rose (The Damned cover)
13) – This I Love
14) – Civil War
15) – Yesterdays
16) – Coma
17) – Speak Softly Love (Love Theme From The Godfather) (Nino Rota cover)
18) – Sweet Child O' Mine
19) – My Michelle
20) – Wish You Were Here (Pink Floyd cover)
21) – November Rain
22) – Black Hole Sun (Soundgarden cover)
23) – Knockin' On Heaven's Door (Bob Dylan cover)
24) – Nightrain
Encore:
25) – Patience
26) – The Seeker (The Who cover)
27) – Paradise City
Kilde: www.setlist.fm

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Guns N'Roses
  • Karakter: Karakter: 2.0
  • Koncert dato: Tirsdag, 27 Juni 2017
  • Koncert sted: Telia Parken
  • By: København
  • Genre: Rock
  • Samarbejdspartner: LiveNation

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.