fbpx

Rock the Coast 2019 - fredag

Rock the Coast 2019 - fredag
Rock the Coast

Det er en dejligt varm og solbeskinnet dag i Fuengirola på Spaniens sydkyst. Ja, altså, det er det så godt som hver eneste dag hernede, skal jeg hilse og sige. Og flere grunde behøver man såmænd ikke som dansker for at stå i nationalregistret som ‘udvandret’, skal jeg ydermere hilse og sige.

Og hvor er det dog ekstra dejligt, at der findes nok lokale sjæle, der både er tilstrækkeligt venlige, ressourcestærke og passionerede udi den fede, hårde rock, til at de gider stable et så prægtigt arrangement på benene, som debutfestivalen Rock The Coast hermed har givet mig et første- og andenhåndsindtryk af at være.

Man skal ikke ret mange meter ind på den forholdsvist minimalistiske festivalplads for at orientere sig om det vigtigste: hovedscener dér; ølboder dér og dér. Sådan, mand. Og så lige med Middelhavet og badestranden som backdrop. Palmer, bjerge, hoteller, lyseblå himmel og ultramarineblåt ocean.

Og hvad festivalområdet ikke har i længde, har det i højde: Marenostrum er en slotsplads komplet med gammel middelalderfæstning øverst på en stejl græsbakke, hvori der stadig er indlejret elementer fra noget, som jeg bilder mig ind er borgruin. Halvdelen af koncerterne foregår inde i selve borggården.

Prikken over i’et: inden første band tanker jeg og mit følge lige op på fadøl til €4 — svarende til 30,- kr. — for 1/2 liter. Altså 40% billigere end på Copenhell, hvis ledelse med andre ord bør tage noter, hvis de skulle falde over nærværende reportage.


Folkemetalfænomenet Аркона (Arkona) er kommet hertil fra Rusland for at åbne ballet. Og dét formål egner genren sig aldeles glimrende til, selv på modersmålet og i al sin esoteriske indspisthed, komplet med piccolofløjte, brune lærredsdragter og så’n. Musikkens standardmodus er den thrashede ende af Faanefjell. Den kvindelige vokalist Masha “Scream” lever op til sit tilnavn ved udover en fornuftig sangstemme altså tillige at besidde et sejt, bistert rottweilerråb og -growl. (Er det bare mig, eller kommer der flere og flere kvindelige growlere i disse år?)

Arkona er bedst, når de giver kreativiteten lidt los og således vover at vige fra deres hovedspor til de mere Finntroll’ske, polkainspirerede områder af genren. De har både drejelire og sækkepibe med; jeg havde gerne hørt mere til begge dele. Det er ikke fordi, jeg husker ret meget af musikken, og det skyldes altså hverken de slaviske tekster eller de enkelte par fad, jeg får klemt ned på de tre kvarters tid.

Indenfor genren overgår Arkona hverken landsmændene Грай (Grai) eller СатанаКозёл (SatanaKozel) i dansabilitet eller memorabilitet. (Er det lige prætentiøst nok at bruge så’n et par substantiver og namedroppe to russiske folkemetalbands på kyrillisk indenfor samme sætning??) Men Arkona er alt andet lige et professionelt og energisk foretagende, og de får sat gang i både lidt headbanging og lidt kædedans. Godt arbejde af et første band at være. Og jeg skal gerne give dem et ekstra lyt, — altså, hvis chancen nogensinde byder sig.

(Karakter: 4 ud af 6)

 


Der var engang, hvor man gjorde nar af Blaze Bayley. “Blæsebælgen”, kaldte vi ham. Og hey, jeg står sgu ved det. For hér 20 år efter mandens tid i Iron Maiden, hvor han besøger Rock the Coast kun for at fremføre numre fra den blandt fans gerne så uglesete periode, står det klart, at det intet havde med hverken talentmæssig umodenhed eller en både personligt og professionelt presset Steve Harris at gøre dengang. Selve Bayleys klang egner sig simpelthen bare ikke til Harris’ sangskrivning, som den gør til mandens gamle hovedband, Wolfsbane.

Imidlertid har den stakkels Bayley måttet affinde sig med sit liv på nogle områder, der gør hele hans historie og person til en rørende, sympatisk skæbnefortælling. Én ting er, at han blev uigenkaldeligt kendt som manden, der ikke kunne fylde skoene ud fra forgængeren Bruce Dickinson. (Hvem fuck havde i øvrigt kunnet dét, og hvem fuck havde ikke taget tjansen alligevel?!) En anden er, at det rent kosmetisk er gået den samme vej for den engang så flotte fyr som for den endnu tidligere forgænger, Paul Di’Anno: 30-40 ekstra kilo og skaldethed i et uhelbredeligt omfang. (Det var muligvis nemt at være bandets kønneste flankeret af Janick Gers og Dave Murray dengang; i dag havde det været umuligt for ham). Og i 2008 mistede han sin hustru, som han få måneder forinden havde giftet sig med efter et forhold på knapt 20 år. — Og dermed al lyst til at fortsætte liv og karriere hvis det ikke havde været for netop hendes formaning om at gøre det.

Selvom der endnu ikke er halvt så mange fremmødte, som der er plads til på festivalgrunden, tilkendegiver Bayley at være dybt taknemmelig — både for al vores respons og for sin tid i Iron Maiden. Og som dedikeret showmand får han fyret godt op under os, der nu engang er her. Selvom hverken “The Angel and the Gambler”, “Futureal” eller den indledende “Lord of the Flies” nogensinde kommer til at lyde som mere end en halvhjertet version af det både før- og sidenhen atter så mægtige Maiden, er der med tiden kommet en sælsom nostalgi over disse numre. Og altså, herregud, det var to plader, og det var fem år i 90’erne hvor samtlige metalbands, der havde haft nævneværdig succes årtiet forinden, altså var mere eller mindre karrieremæssigt udfordrede.

Derudover er det altså fedt at høre de decideret gode “The Sign of the Cross” og “The Clansman”, blæsebælgsvokal eller ej. “Man on the Edge” er for så vidt også et fint nummer, selvom den i dag er meget nedbarberet og lige ved at snuble over egne ben i et næsten thrashet tempo. Og selvom den afsluttende “Como Estais Amigos” (sic) begribeligvis aldrig er blevet smidt på anlægget af ret mange menneskers egen fri vilje, er der alligevel noget ved Bayleys historie og anledningens lokalitet, der får den til at bide sig fast i dag:

Inside the scream is silence / 
Inside it must remain

No victory, and no vanquished
 / Only horror, only pain

No more tears, no more tears

If we live for a hundred years,

Amigos, no more tears

Det er fandme vigtigt, at man viser Blaze Bayley respekt ved at møde op og rocke ud til hans repertoire, om man kan lide det eller ej. For det er mandens liv, det handler om, og ved at blotlægge det for os viser han både et mod og en ydmyghed, der kun er de allerbedste af os forundt.

(Karakter: 4 ud af 6)



Det skal ikke hedde sig, at jeg ikke giver Graveyard en chance. Begge de koncerter, jeg har set med dem, har været kedelige. Og det er sjovt, for deres musik er egentlig både meget energisk og fandme cool i al sin retrokvalitet. Så jeg VIL bestemt gerne kunne stå og synes om at overvære en optræden med dem.

Men som liveband mangler de nogle helt basale færdigheder udi sådan noget som fucking publikumskontakt og måske bare kontinuitet, — altså, så der ikke kommer de dér pauser mellem numrene hvor der bare ender med at være stilhed på på scenen og i crowden. For som det ser ud nu, må man nærmest skulle være fan på backpatch-basis for ikke at blive hægtet mere eller mindre af, når de stenede svenskere, om det så er bevidst eller ej, undlader at gøre alle de ting, som KISS gør til deres koncerter, fordi de bare fucking virker.

Jeg KAN godt lide selve Graveyards blues’ede retrogarageprotoheavyrock. Og jeg bilder mig ind, at jeg genkender titelnummeret fra den dér “Hisingen Blues”. Men koncentrationen ryger, for Graveyard er for indadvendte til at fastholde min opmærksomhed. Og så er det altså også en mulighed, at netop musikkens stenede beskaffenhed forekommer på bekostning af mere memorable elementer.

Får de en chance til, næste gang muligheden foreligger? Sikkert. Men indtil videre har mine forventninger altså kun et hattrick af 3/6’ere at bero på.

(Karakter: 3 ud af 6)



U.D.O. — af enkelte bedre kendt som Udo Dirkschneider fra Accept — har på intet tidspunkt i hele livet veget fra at smede så bundsolidt stål, at selv dybt konservative genrefæller som Saxon og Krokus må fortryde deres ellers nok så kortvarige derouter udi (i øvrigt fejlslagne) kommercielle eskapader, når de kigger i retning af onkel Udos karriere.

Ja, det er såmænd næppe noget tilfælde, at mandens seneste album (2018) bærer titlen “Steelfactory” (sic). Ligesom Udo alle dage har lydt som en hæs Dame Edna, der bliver dolket i låret med en gaffel, har han alle dage LIGNET en gammel stålværftsarbejder, der sidder på Centerpub Amagerhylden og venter på en gang biksemad til sin Wiibroe.

Det er altsammen en del af dén umiskendelige proletarcharme, der bare ER over den oprindelige heavyscene. Det er fandme ikke forkælede strandvejsbørn eller vandkæmmede økonomistuderende, der spiller ægte heavy; det er folk med intet andet end et mere eller mindre drænende håndværkergig til daglig, som bare skal glemmes i den korte, magiske stjernestund. Og selvom Udo hverken har genopfundet eller opfundet ret meget andet end måske lige pigsqueal’et og den kubiske kropsbygning, har han lavet så meget mere end rigeligt med kvalitetshegn til netop så’n en times stjernestund som hér.

Det er især karrierens relativt ældre numre, der står ud for mit vedkommende. “Independence Day” kunne snildt have været den største Accept-klassiker fra genforeningsperioden i 90’erne. “Vendetta” er tungere end ret meget andet, som Accept nogensinde stod bag. Og selvom jeg sagtens kan se, hvordan “Man and Machine” må kunne virke lidt fjollet for udenforstående, er den ren fryd, når man, som jeg, i store træk lever og ånder for stadionheavy med rå løg og ekstra ost.

Selvfølgelig er debutskæringerne “Animal House” og den afsluttende “They Want War” noget af det tætteste, den gode Udo i sit soloforetagende kommer på at have de deciderede hits, som den helt klassiske Accept-periode kastede af sig. Det kan virke uretfærdigt at holde fast i sammenligningen med hovedbandet, men det VAR sgu dér, mandens største hymner blev støbt. Og der havde jo lissom heller ikke været nogen nævneværdig Robert Plant, hvis der ikke var blevet dannet et Led Zeppelin.

Den størst tænkelige anke må således være, at vi ikke lige får en “Metal Heart” eller “Balls to the Wall” — eller i det mindste “I’m a Rebel” — at gå op i ølteltet på. Men altså, fred være med det, og tak til onkel Udo for at dedikere sit liv til true metal.

(Karakter: 4,5 ud af 6)



Indrømmet: jeg har ikke det store forhold til UFO, udover altså at der var engang, hvor de havde en bette guitarist ved navn Michael Schencker med i folden, og dengang lavede de nogle ganske forrygende skæringer. Ikke mindst dén “Doctor, Doctor” som Iron Maiden kører over PA’et inden showstart, og som jeg således har hørt langt flere gange end nogen andre UFO-numre, og som således er blevet UFO’s største hit, og som således runder deres sæt af på denne, gruppens 50-års afskedstour.

Den 71-årige, mere og mere skilpaddelignende forsanger Phil Mogg minder da også mere om noget, man normalt ville finde indsvøbt i et hæklet tæppe i en gyngestol på et plejehjem end på en scene foran tusindvis af skrigende fans. Hans professionelle rutine kan mærkes, men hans attitude virker mere som en distingveret engelsk lord i en Jane Austen-roman end om nogen rockstjerne.

Så meget desto tungere lyder visse af numrene til gengæld. Især klassikeren “Love to Love”, hvis massive distortionsound anno 2019 vel må tilskrives den forholdsvist nyligt tilføjede eks-Alice Cooper-guitarist Vinnie Moore. (Ikke ulig den nutidige klang hos de dér kamptatoverede, påfaldende-ikke-ret-meget-over-40-årige gutter der turnerer rundt og somme tider kalder sig Thin Lizzy nu om dage.)

Men det klæder sgu numrene med et ekstra skud testosteron, synes jeg. I dag virker de klassiske UFO-numre fra glansperioden lidt mere som koryfæer end som de evergreens, de måske i højere grad var blevet til, hvis gruppens solide midt-til-slut-70’er-lineup havde holdt sammen, — ligesom det gjorde hos de samtidige og sidenhen mere navnkundige protometallere Scorpions og Judas Priest.

Men anyway, udover førnævnte klassikere er det fedt endelig at høre “Only You Can Rock Me”, “Lights Out” og “Rock Bottom” live. Ja, og for den sags skyld også alt det andet. (Det er hård rock, jo.) Og så virker det altså på publikumsmodtagelsen af ikke mindst nævnte numre, som om de lokale rockkoncertgængere er væsentligt mere dedikerede end de danske, — et element der præger størstedelen af de shows, jeg får overværet i weekendens løb.

(Karakter: 4 ud af 6)



Nå. Apropos Scorpions, så er de jo ligesom aftenens hovednavn. Dog må jeg indrømme, at jeg som udgangspunkt bruger nogle numre på at lure, hvorhenne det bedst kan betale sig at stå i madkø, når man holder pris, kvalitet og ventetid op mod hinanden. (Ved et sammentræf bliver vinderen i øvrigt den tyske pølsebod!) Og så må man da hellere prøve om de dér whisky-og-cola-drinks nu virkelig også er så stærke igen. (Det var de.)

Det er først under fjerde nummer, “The Zoo”, at jeg kommer lidt ind i Scorpions-showet. Og selvom det er superprof med flere scenesetups og større storskærms- og lysshow end nogen andre optrædende, går der lige lidt tid, inden sættet falder helt i hak for mit vedkommende. Nye numre som jeg ikke kender. Langt medley med helt gamle numre fra de dér plader som jeg ikke engang har kunnet opdrive.

Det er faktisk først midtvejs, under balladerne — den flotte “Send Me an Angel” og den uundgåelige stadionbasker “Wind of Change” — at jeg og Scorps endegyldigt connecter i aften. For helvede, klassikere ER altså klassikere af mangen en årsag, og det er dem, man vil høre, når man er på +10K-personers præmisser og har tyret fad i timevis. Det er ikke månedens Gaffa-demo på Stengade, det hér.

Herfra er sættet lidt som en gave, der bliver ved med at give. Livsbekræftende er det ikke mindst at høre “Bad Boys Running Wild”, et af alle tiders kvintessentielle hard rock-numre, på et sted hvor publikum som før nævnt bare virker mere passionerede end i Danmark. Den derpå følgende “Tease Me, Please Me” symboliserer for mange +50-årige fans nok et forfald til ond, ond kommercialisme, men for mig betyder det i store træk, at man rent faktisk kan huske nummeret, hvilket altså er ret fedt, når man er så mange mennesker samlet for at rocke til det. Og så kommer der altså en “Blackout” bagefter, der vidt og bredt regnes som et ret stort guldalderværk indenfor det dér heavy metal.

Inden da skal Mikkey Dee naturligvis have en trommesolo, hvor han hejses 20 meter op i luften og bades i spotlights fra alle retninger. Han har lige så meget ild i røven som gennem de sidste 40 år, og det er endnu et livsbekræftende element. Blandt disse tæller tillige den bette charmetrold Klaus Meine, der på uimodståelig vis tager brodden (sorry!) af hele foretagendet med sin ikoniske omvendte læder-sixpence, sit nuttede Tommy Wiseau-grin og sin omtrent halvanden hundelort høje statur. Tænk engang at denne gruppe nogensinde har været kontroversiel.

Jeg er egentlig ved at forlade pladsen efter hovedsættets konklusion, “Big City Nights”. Togene til Málaga holder op med at gå kl. 00:20 (supersmart når man er på festival). Men dammit, jeg nægter at befinde mig på det ene sted i verden, hvor der nu i aften bliver spillet “Rock You Like a Hurricane”, uden også rent faktisk at ROCKE til “Rock You Like a Hurricane”. Så jeg overlader natten til skæbnen og får både “Rock You Like a Hurricane” og inden da endnu en fællessang i lige så uundgåelige “Still Loving You”.

(Karakter: 4,5 ud af 6)



Det viser sig i øvrigt, at der alligevel er tid til at nå toget bagefter, — hvilket så igen betyder, at jeg ikke får set Europe og Carcass. Ja, sådan kan det gå, når man er blevet for magelig til andet end sin egen seng, og arbejder for meget til at arrangere smarte ting som lokal soveplads. (Ikke at jeg gider retfærdiggøre min relativt fremskredne modenhed for meget; natten til søndag tilbringer jeg forskelige steder i Fuengirola…)

Som man måske har fået fornemmelsen af, har første dag været en hyggelig øl- og solrig affære i selskab med andre danskere, der også kan se det smarte i at opsøge fuld valuta for pengene ved at kigge udenfor DK’s grænser. Rock the Coast er langt billigere end Copenhell selv inklusive flybilletter, garanteret regnfri, langt mere solbeskinnet, og med mindst lige så høj programkvalitet pr. tilbragt dag. Selv fredagens lige lovligt friske brise har ikke skæmmet lyden overhovedet, og dét er altså mere, end hvad man kan sige om de forhold, jeg husker fra Copenhell.

Rent programmæssigt må fredagen siges at have haft et solidt bundniveau uden de store udsving. Og som det skulle vise sig, — og som jeg havde forventet, — skulle det blive lørdagen, der bød på de bedste musikalske oplevelser.


Se anden del af vores reportage hér.


(Samtlige billeder er © Rock the Coast og Irene Serrano.)

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Rock the Coast Festival 2019
  • Karakter: Karakter: 4.5
  • Koncert dato: Fredag, 14 Juni 2019
  • Koncert sted: Marenostrum
  • By: Fuengirola, Spanien
  • Genre: Hard Rock, Heavy Metal
  • Samarbejdspartner: Madness Live!

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.