fbpx

Ford T

Ford T

Klokken var omkring fem, og eftermiddagssolen denne fredag var usædvanlig varm. Jeg parkerede bilen og bevægede mig over mod Borgerstuen, et hyggeligt lille værtshus i centrum af Brønderslev. Det var der jeg havde sat Kasper Vesterå (forsanger/guitarist) og Kristian Clausen (leadguitarist) fra Ford T, stævne. Jeg satte mig med de to herrer over en kold cola, og fik en god snak med de to rockere!

 

Ford T, som først hed Ford Taunus (navnet stammer fra deres første øvelokale, ved siden af hvilket der holdt en meget gammel Ford Taunus der var helt mosgroet og uden dæk, og bandet skule jo hedde et eller andet), er oprindeligt en idé tilbage fra deres gymnasietid i 1998, hvor det bare var et hobbyband. Efter at have været adskilt i et par år, samledes grundstammen igen i marts 2003. Den oprindelige grundstamme består af Kasper Vesterå på sang og guitar, Kristian Clausen på guitar og Jeppe Aarup på bas. Den nye tilgang var Kim Sørensen på trommer. Han er bandets tredje trommeslager, og er ifølge Kasper Vesterå deres helt rigtige trommeslager. Han er som en trommeslager skal være; ”Trommeslagere er et sindssygt folkefærd! Vi har aldrig haft en tilnærmelsesvis normal trommeslager! De har alle sammen haft en lille Keith Moon (The Who, red.) inden i sig!” siger Kasper Vesterå.

Bandets klare forbilleder er navne som AC/DC, Thin Lizzy og Guns N' Roses – altså gode gamle rock n' rollbands, og deres mission er at bringe gnisten tilbage i øjet på rock n' roll, og de vil forsøge at genoplive ånden fra dengang, for de mener guitarrocken har været død. ”Det der er nu, er sådan noget flæberock, og det gider vi ikke. Vi er sgu glade for at leve, og vi føler ingen trang til at synge om et lorteliv, som de der flæbebands gør!” Det er det der er rock 'n roll ved Ford T; de er glade for at leve, de nyder livet og de lever fuldt ud! Og de ønsker at få folk til at indse at det er i orden at høre rock 'n roll, for vi lever i en tid, hvor det ikke er legalt at høre det gode gamle rock fra halvfjerdserne, firserne og midthalvfemserne. ”Det eneste rock 'n roll der er fremme nu, er skrammelrock, som f.eks. The Vines og The Strokes. Det bliver betegnet som rock 'n roll, men vi skiller os fra sådan nogle bands. Vi har bl.a. guitarsoloer, og det er ikke så meget fremme nu, for det skal helst ikke lyde som om man er vildt god til at spille. Vores musik er hard rock 'n roll. For når vi lytter til de bands vi bliver sammenlignet med, så er det sgu meget hårdere end det skrammelrock folk lytter til nu!” siger hr. Vesterå om deres stil. Men der hersker i hvert fald ingen tvivl om at Ford T er et rock 'n rollband. ”For rock 'n er en livsstil,” siger Kasper, ”Ja,” indskyder Kristian Clausen ”rock 'n roll er alt det man ikke må, men som alle gerne vil! Rock 'n roll er ligesom porno; alle ser det, men ingen snakker om det! Rock 'n roll er, at æde en hel pose chips alene eller at pifte efter en lækker pige man ser!” Kasper tilføjer: ”Rock n' roll er en mandag aften med bajere, og en tirsdag eftermiddag alene med en pose chips!” – altså det alle gerne vil, men ikke må! Og det er det Ford T vil have folk til at indse: At rock n' roll er fedt ! Og rock n' roll er ganske ligetil: ”Vi skal nok levere stemningen, hvis bare du er til koncerten! Der er så meget musik der er så indadvendt nu til dags, men vi vil bare have publikum med! Vi stiller ingen krav til at du skal sætte dig ned og gruble over teksterne, du skal bare være der, og have det sjovt! For det er bare underholdning!” siger Kristian Clausen.

Ford T går i studiet igen d. 22. og 23. maj, for at indspille en opfølgning til ”Renegade Rock” fra 2003. Pladen kommer til at indeholde fire numre, fire spritnye tracks. De har strøget mange numre de tidligere har optrådt med, for de var ikke i Fordens stil. Det var nogle numre de lavede for at prøve grænser, for ”man skal prøve grænser for at finde sig selv. Og vi er nået frem til, at vi er rockmusikere!” beretter Kasper, da han fortæller at de fremover kun vil spille eget materiale for de har været så positivt overraskede over hvor godt deres numre blev modtaget, når de optrådte. De har tidligere spillet klassikere som ”The boys are back in town” og ”A whole lot a Rosie”, men det eneste covernummer de nu kan finde på at hive frem, er ”Breaking the Law”, med Judas Priest – hvilket bestemt heller ikke ville gøre noget!

I den næste tid skulle det være muligt at opleve Ford T live, for de ønsker at kunne leve af at spille deres musik, og så gælder det jo om at komme ud og fortælle at man eksisterer! ”Jeg mener det er vigtigt at komme ud til folket, og gøre opmærksom på sig selv. Så folk i hele landet har hørt om os og måske set os, så vil et evt. album også sælge bedre. I stedet for at gøre som f.eks. The Breakers; at tage på turné og udgive en cd samtidig. Så risikerer man at populariteten først kommer, når man er taget videre på turnéen.” , siger Kasper Vesterå, der ikke vil ende som en bitter mand på et plejehjem, og ærgre sig over at han ikke tog chancen da den bød sig. Derfor satser han meget på at komme til at brødføde sig gennem musikken. Og hvis du har mulighed for det, så synes jeg du skulle tage ud og se Ford T, på et af de her steder (eller alle sammen):

14/5-04: BaS i Brønderslev, med Vixi Vox
15/5-04: Skråen i Aalborg, med Vixi Vox
17/6-04: Gyngen i Aarhus, med Vixi Vox
26/6-04: Jay Jay's i Struer
29/7-04: Tall Ships Race i Aalborg

Yderligere information

  • Band/Kunstner: Ford T
  • Interview med: Kasper Vesterå og Kristian Clausen
  • Interview dato: Onsdag, 12 maj 2004
Mere i denne kategori: « Heading South Gob Squad »

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.