fbpx

Fear Factory, Misery Index, M.A.N

Jeg ankommer til spillestedet kl. 17.45, mere end en time før dørene åbnes for pøblen. Jeg skal nemlig interviewe Jason fra Misery Index. Mit første audio interview for Revolution Music. Det gik dog ganske fint og interviewet er at finde andetsteds her på siden.

Kl. er nu 20.00 og svenske M.A.N. er på vej ind på scenen. Et par hundrede er dukket op på dette tidspunkt, og showet går ligeså stille igang.

M.A.N. er nu i fuld gang, og folk er rimelig godt med. Lyden var meget ringe i de første par numre, men det blev dog forbedret i løbet af sættet. Bandets stil er meget nymoderne, desværre ikke lige min kop te. Det virker på mig som om at de gør mindst ligeså meget ud af deres påklædning og frisurer, som de gør på deres musik. De ligner simpelthen noget der er løgn. Kjole, dreadlocks, læder og make-up. De har dog deres momenter. Numre som "Fold & Disgusted" og "Handcuffed" fungerede godt live. Et par gode rykke-stykker og et par ganske catchy omkvæd fik da undertegnet til at gynge lidt med hovedet. Bandet mangler en guitarist. Det virkede lidt tyndt live bare med en. Jeg ved godt at det virker på et album, men i en live-situation er det meget få bands der kan få det til at fungere (Dimebag...R.I.P). M.A.N's forsanger Tony JJ har fornyeligt fået tjansen som vokalist i Mnemic, og jeg sagtens forstå valget, da manden var det absolutte højdepunkt i M.A.N (hihi... dobbeltkonfekt). Han synger fandeme godt, og virker gennemført proffesionel.
Alt i alt var bandets koncert en bestået præstation, og dette skyldtes mest Tony JJ, som virkelig er en ganske god frontfigur.

Efter M.A.N's halvtime lange sæt var det nu tid til at høre Misery Index. Jeg havde glædet mig meget til at tjekke dem ud, da jeg har fulgt to af medlemmernes karrierer i flere år, da de spillede i Dying Fetus. Jeg er bekendt med to af deres skiver, og glædte mig nu til at høre hvordan det fungerede live.

Misery Index gjorde deres entre, og nu var der omtrent 400+ i salen. De stod ligesom mig og glædte sig til at høre de brutale toner fra Baltimore, Maryland. Åbningsnummeret var "The Imperial Ambition", og det tydeligt at høre at lyden nu var blevet væsentligt bedre, dog langt fra perfekt. Trommelyden var ikke optimal. Man siger at det første indtryk er det væsentligste, og man må sige at de gjorde et allerhelvedes godt indtryk på mig! Der var skrald lige fra starten af. Grind, blastbeats hurtige stortrommer og tunge breakdowns, helt perfekt! Deres blanding af N.Y dødsmetal, grind og hardcore fungerede perfekt live. Frontmanden Jason Netherton's bas-spil og vokal var gennemført og fuldstændig upåklageligt. De to guitarister Sparky Voyles (ex-Dying Fetus, samme som Jason) og Mark Kloeppel spillede godt sammen og havde en god energi på scenen. Mark Kloeppel havde også en rolle som, ikke bare backing-vokalist, men nærmere en slags anden vokalist. Det må man sige at han klarede godt. Bandet har fået en ny trommeslager (for tredie gang). Den 22 årige Adam Jarvis, der før i tiden var grydebanker i All Will Fall, imponerede mig meget. Hvis man er til hurtige dødsmetal trommer, og jeg tænker på grind, blastbeats, stortrommer og bopti (du-ga), så er den unge Jarvis virkelig noget for en. Det eneste der haltede for ham var små fills, rundgange og lign, det andet spillede han til punkt og prikke, han var simpelthen en fryd at høre og kigge på. Han levede sig så meget ind i musikken at man skulle tro at det var løgn. Vrede og krampagtige ansigtsudtryk under grinds og blasts (det skulle jo gå så hurtigt som muligt, sejt!), fremtræden underlæbe i de tunge stykker og en ukontrolleret heeadbangen i rykke-stykkerne. En korthåret ung fyr der ligner en prettyboy fra en eller anden amerikansk ungdomsserie, men med så meget hammer på! Hold kæft, hvor var han cool! Bandets sæt bestod af 10 numre af gennemført brutalitet. Af højdepunkter kan jeg nævne: "The Imperial Ambition", "Pulling Out The Nails", Meet Reality", Servants Of Progress", "Conquisadores", "Unmarked Graves", "Retaliate", "Manufacturing Greed", "Digging In" og "The Great Depression". Hvis du sidder og tænker at det var hele sættet, så har du fuldstændig ret. Det hele var så gennemført og fedt! Jason's bas gik i kludder i det sidste nummer, men hva' fanden? han lagde den bare fra sig, og gik ind og sang videre, sejt! Misery Index sparkede røv, og jeg vidste allerede nu at Fear Factory på ingen måde kunne toppe den præstation. Til jer derude der kan lide Misery Index eller bare dødsmetal generelt, der gik glip af denne koncert, vil jeg bare lige sige " der gik i fandeme glip af en monsterfee oplevelse... den bedste dødsmetal koncert jeg har været vidne til i flere år"

Der skulle nu gå en lille halv time inden aftenens hovednavn Fear Factory skulle på. Jeg har set bandet live tre gange før, og er aldrig blevet skuffet. Første gang var i Esbjerg 93' hvor de varmede op for Cannibal Corpse (ha ha... sejt!), Nu skulle bandet på, og det var med en lille spænding i min tykke krop at jeg sad og ventede på noget fee hegn.

Introen fra "Number Of The Beast" kørte over anlægget, og jeg tænkte: "Hva' fanden? kunne de ikke have fundet på noget selv?". nå men, videre. De to åbningnumre var "540.000 Fahrenheit" og "Transgression", begge fra deres sidste udspil, som undertegnet synes er en rimelig mawer skive. Det blev dog hurtigt bedre da jeg indså at tredie nummer var "Slavelabour", meget bedre. Fear Factory havde ganske god lyd, og nok også aftenens bedste (guitaren måtte gerne have været lidt højere). Jeg glædte mig til at se hvordan Christian Olde-Wolbers klarede rollen som guitarist, og man sige at han gjorde det godt, ikke på noget tidspunkt savnede jeg Dino. Generelt vil jeg sige at jeg kedede mig under FF's sæt, men de havde dog deres gyldne øjeblikke. Det var blandt andet da de spillede nogle af deres gamle hits. Numre som: "Self Bias Resistor", "Replica", "Edgecrusher", "Shock" og "Martyr" rykkede fedt live, og det var under disse numre at bandet viste deres klasse. Jeg tror at der var ca. 600 publikummer da Fear Factory spillede, og jeg er ganske sikker på at langt de fleste synes at det var godt, men nu har jeg set dem 4 gange, og denne gang var den ringeste. De virkede lidt uoplagte, og stod nærmest helt stille under hele sættet. Kun Burton C. Bell virkede klar. Og nu når vi snakker om ham, så vil jeg lige sige. Hans rene vokal er simpelthen ikke god nok live, det har den nu aldrig været. Selvom de sovser den ind i chorus og rumklang, så duer den bare ikke live. Så videre til afslutningen. Når folk beder om et ekstra nummer, så byder man sgu da ikke folk et a capella nummer! Efter folk havde stået og råbt og skreget i 5 minutter på et ekstra nummer, kom Burton C. Bell simpelthen ud og sang "Timelessness".... GAB!!!!!!!!! De kunne da for fanden have sluttet af med stil. Hvad med "Scapegoat"? Det ville jeg selv have syntes var det rette valg.

Det lyder måske som at jeg sviner dem til, men det er dog ikke tilfældet. Det var ganske ok. Den håndfuld hits de spillede, var fede, og så sidst men ikke mindst. Det er altid en fryd for øret at lytte til Raymond Herrera's trommespil. Han har sateme styr på de stortrommer!

Alt i alt en ganske cool aften på Train. M.A.N. får 3 meget små stjerner for deres koncert. Fear Factory får, lad os sige 4 stjerner, men aftenens vinder, og det er stensikkert, er Misery Index. De får 5½ stjerner. Hvis bare lyden havde været lidt bedre, så havde de fået alle 6. To middelmådige koncerter, og en Misery Index koncert der bare sparkede røv!


Revolution Music vil gerne takke Target Distribution

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Fear Factory, Misery Index, M.A.N
  • Karakter: Karakter: 4.0
  • Koncert dato: Onsdag, 12 April 2006
  • Koncert sted: Train
  • By: Århus

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.