fbpx

Every Time I Die, Cancer Bats, Set Your Goals, Make Do And Mend

Every Time I Die, Cancer Bats, Set Your Goals, Make Do And Mend

Pumpehuset har efterhånden fået etableret sig som det nye sted man hører metal, nu hvor The Rock CPH er lukket. Jeg kan kun sige at koncerterne er blevet bedre, da de nye rammer er langt bedre end tidligere. Er det den samme stemning så? Ja, i hvert fald denne aften. Og denne aften rammes Pumpehuset af en hårdtslående tour med amerikanske Every Time I Die og canadiske Cancer Bats. Med som support er medbragt de amerikanske pop/punkere/easycore bandet Set Your Goals og ligeledes amerikanske punk/rock bandet Make Do And Mend. Det skulle vise sig at blive en vild aften i Pumpehuset, kraftigt forstærket af at COPENHELL havde arrangeret en ”metal cruise”, der endte med at sikre landgang i Pumpehuset til omkring 100 stive metallere. Så var bunden lagt.

Make Do And Mend

Jeg kender ikke til Make Do And Mend, men det er der tydeligvis nogle der gør, for da de går på scenen lige omkring kl. 20, er der faktisk allerede ganske pænt fyldt op i Pumpehusets store sal. Første tanke er dog at lyden halter. Den skratter sommetider, og især bassistens stemme lyder skidt – om det så er mikrofonen eller ham, er jeg ikke sikker på. I det hele tager virker Make Do And Mend malplacerede, da deres punk/rock – med visse post-hardcore elementer – ikke tegner profilen i aften. Der er ikke meget metal over det.

Rent teknisk spiller Make Do And Mend dog ganske professionelt. Der er ingen fejl at høre, og alt lyder præcist som det bør gøre i studiet. Det får det dog også til at virke som ren rutine, og bandet selv virker alt andet end interesserede i publikum. Den attitude er dog også ganske gengældt, da kun få gør andet end at nikke i takt til rytmen for sig selv. Make Do And Mend bliver lynhurtigt uinteressant. Musikken er egentlig bare det samme nummer 5 – 6 gange, og deres tak er meget sparsommelig. Da de går af, påstår de at de har haft det for vildt. Forsangeren forsøger ikke engang at skjule at han lyver – hvor er det dog provokerende. Fuck høflighed, og sig tingene som de er. Hvis I keder jer, så sig det. Men så igen, hvis skyld er det? Jeg giver 2½ stjerne til Make Do And Mend for et forglemmeligt og ligegyldigt show, som dog rent teknisk var godkendt.

Set Your Goals

Indenfor et kvarter, er næste band på scenen. Set Your Goals kender jeg heller ikke til i forvejen, men flere har valgt at stille sig helt foran scenen. Da de 6 medlemmer betræder scenen, er det første jeg lægger mærke til den ene af de to forsangere. Hvad helvede? Hvor gammel er han? Han ligner en der knap er blevet teenager – især højden ”stikker” ud i forhold til resten af bandet. Da det første nummer bliver igangsat, har lyden ikke reelt forbedret sig siden Make Do And Mend. De irriterende hyletoner dukker op en tand for mange gange, dog heldigvis mest i de første numre. Jeg ser hurtigt at Set Your Goals også virker malplacerede i aften. De spiller en blanding mellem blød metalcore og punk/rock. Det kan knap kaldes metal.

Allerede fra andet nummer er der bevægelse fra de forreste publikummer. De to sangere virker også glade og smiler faktisk næsten uafbrudt. Anderledes er det med de resterende personer på scenen; de virker meget trætte og/eller ligeglade. De står stille, og gør ikke rigtig noget for at skabe kontakt til publikum, eller for den sags skyld til hinanden. De to sangere, derimod, gør et stort arbejde for at få folk til at hoppe, klappe, moshe og headbange – med blandede resultater. Pinligt er dog at de ikke kan synge.

Rent teknisk, så er det noget af det mest ringe jeg nogensinde har set. Hele bandet virker til slet ikke at have noget flow med hinanden, eller musikken i sig selv. Det er som om at alle 6 bandmedlemmer spiller for og med sig selv, og udelukkende for og med sig selv. Der er flere rytmer der lyder forfærdelige (fordi de ikke er afstemt med de andre), og de to sangere forsøger ihærdigt at følge med, men ofte uden held. Samtidigt er de knap så gode til at give hinanden plads til at synge.

Men er det så SÅ slemt? Ja og nej. Det som fik mig til at nyde koncerten, var at man virkelig kunne mærke deres ærlighed. Deres passion for det, at skabe musik. Teksterne, i sig selv, er velskrevede og det er sjældent man ser bands i dag som virkelig har noget på hjerte – som virkelig VIL ud med noget. Det er utrolig inspirerende at se, og jeg tager mig selv i at smile det meste af tiden.

Publikum begynder også at tage til sig af energien fra de frontsangere. De fleste forholder sig dog på en passende afstand, men nogle vælger stadig at udtrykke deres glæde ved fællessang og kammeratlig aktivitet på gulvet. De få virkelig dedikerede fans er meget aktive. Jeg begynder dog at kede mig hen efter ca. tyve minutter, og da de spiller ”Certain” kan man virkelig høre forsangernes manglende sangkundskaber, på trods af at sangen er meget catchy. I de to sidste numre sker der dog noget helt uventet, da musikken pludselig bliver reelt metal og pludselig kan hele bandet rent faktisk spille med hinanden. Jeg forveksler det ene af de to numre med et cover, men finder hurtigt ud af at det rent faktisk er deres eget materiale. Har de ændret sig så meget imellem deres albums? Åbenbart, men i lige de to sange er der en sammenhængskraft bandet imellem. Den ene guitarist smider også guitaren i et vers og growler i stedet – hvilket lyder meget bedre end to sangere. Hvorfor synger han ikke i stedet? En stor del af publikum eksploderer nærmest i ekstase.

Det var en markant anderledes slutning end jeg havde regnet med. Selvom at de to sidste numre virkelig var imponerende, og i sig selv gør sig fortjent til i hvert fald 4 stjerner, kan jeg ikke ignorere resten af koncerten, som virkelig har været teknisk forfærdelig. Det mest positive man kan sige, er at Set Your Goals virkelig har noget på hjertet og VIL ud med det. Det er skønt at se mennesker der brænder for noget, også selvom det er dårligt udført. Fordi, musik handler netop om at man vil ud med noget. Det har helt sikkert været en speciel oplevelse, og jeg kunne faktisk godt finde på at se Set Your Goals igen en anden gang. Denne præstation var dog på ingen måde optimal, og derfor kan jeg kun give 3 stjerner.

Cancer Bats

Canadiske Cancer Bats bliver klassificeret som en blanding mellem hardcore punk og southern metal, sommetider med et tvist af sludge metal oveni. Når jeg lytter til dem, er det primært hardcore punk jeg tænker på, men jeg får også sommetider associationer til Down, og derfor kan jeg også genkende både southern og sludge metaldelen. Cancer Bats er kun 8 år gammelt, men er allerede kendt i mange dele af verdenen, har været på tour det meste af deres levetid, og har udgivet 4 studiealbums, såvel som flere Ep’er, splits og dets lignende. Debutalbummet, ”Birthing The Giant” er fra 2006, og siden da har Cancer Bats udgivet et studiealbum hvert 2. år – præcist. ”Hail Destroyer” (med den velkendte sang ”Hail Destroyer”) fra 2008, ”Bears, Mayors, Scraps & Bones” fra 2010, og deres nyeste opus, ”Dead Set On Living”, udgivet tidligere i år.

Jeg opdagede Cancer Bats i forbindelse med Roskilde Festival 2008. En ven af mine anbefalede bandet, og vi tog derfor sammen op til Pavilion og var en del af et stort crowd, der alle modtog 1 time med fest og blå mærker. Koncerten står som en af de stærkeste, og mest mindeværdige, på hele festivalen i 2008, og da jeg ikke har set Cancer Bats siden, var jeg meget spændt på at se om de kunne levere varen endnu engang. Og lad mig slå det klart med det samme; det kunne de.

Cancer Bats gider ikke spilde tiden med nogen form for intro, og de nærmest hopper ind på scenen, griber instrumenterne og lægger ud med ”Sabotage” af Beastie Boys. Jeg skal da lige love for at det fik salen op at køre. Cancer Bats er i huset, og publikum havde glædet sig – ingen tvivl om det. Efterfølgende dedikerede forsangeren, Liam Cornier, sangen til nyligt afdøde medlem af Beastie Boys, Adam Yauch. Hvis du kan høre det, der hvor du er Adam, så håber jeg du nød det – det gjorde vi.

Resten af koncerten består af, kort sagt, omkring 45 minutter af rendyrket energi. Både fra scenen, hvor især forsangeren styrter rundt som en besat, men også lige vidt fra de på den anden side af den. En stor del af publikum vælger at bruge tiden på fornuftig vis – i pitten. Resten af os, som bl.a. inkluderer de stive og glade personer fra Copenhell Cruise, headbanger i takt og skråler med hvor der kan skråles. Lyden er også forbedret markant, og det er nu til at høre alt hvad der foregår på scenen. Den er beskidt, fuldstændig i Cancer Bats’ ånd. Egentlig er der ikke meget mere at fortælle om herfra, andet end at vi blev smidt godt og grundigt igennem deres materiale, hvilket både inkluderede helt nyt og ældre slagere. Cancer Bats tabte aldrig energien, og publikum stod heller ikke stille ét eneste nummer.

Cancer Bats er, i sig selv, ikke opfindere af den dybe tallerken. Værdien i deres musik er ikke teksterne, ej heller komplicerede eller anderledes rytmer. Nej, det er fest, fest og mere fest. Og energien, selvfølgelig. Hvis du oplever Cancer Bats, er du garanteret at være en del af et publikum, som udviser glæde og ikke kræver det store – de vil bare høre noget fed tråd og drikke nogle øl. Det kan, for de som ikke kender til/bryder sig om Cancer Bats, også være deres svage punkt; netop at musikken kan blive meget gentagende og uinteressant, medmindre man griber chancen og smider sine hæmninger – præcist som Pumpehuset gjorde, denne torsdag aften i maj. 5 stjerner.

Every Time I Die

Amerikanske metalcore/mathcore bandet Every Time I Die var hovednavnet på denne tour, og er fra 1998. Siden da har de udgivet 6 studiealbums, det seneste fra marts i år med titlen ”Ex Lives”. Every Time I Die har haft intet mindre end 6 bassister igennem deres levetid, og er kendt for deres kryptiske og sarkastiske tekster, såvel som deres intense liveshows. Jeg kender kun svagt til dem, men har engang set dem i Malmö, 2009, i forbindelse med Taste Of Chaos Tour, som bl.a. inkluderede In Flames, Killswitch Engage og Dead By April. Jeg husker næsten intet fra koncerten, og har ikke lyttet til dem siden, så det var med blandede forventninger at jeg ventede på at de skulle overtage fra Cancer Bats, som virkelig havde vist alle hvor skabet skulle stå. Jeg blev ikke skuffet!

Ligesom Cancer Bats spilder Every Time I Die heller ikke tiden med nogen form for advarsel. De går på scenen, og på dette tidspunkt er langt de fleste nedenunder i Pumpehusets stueetage. Da de første toner lyder, går der dog kun op til 1 – 2 minutter, også er alle vist på plads. De forreste, og mest dedikerede, har ikke tålmodighed til at vente så længe, og bryder ud i én kæmpe klump af… Ja, det er svært at se. Kaos er nok det bedste ordvalg. Bandet er også ligeledes vandvittigt aktivt, så meget som til at den ene guitarist formår at kaste sin guitar flere meter op i luften, gribe den og spille videre uden stop. En anden gang kravler han op på en af forstærkerne, og hopper ned fra den – imens han spiller. Forsangeren er ude ved publikum hele tiden, dog uden selv at styrte rundt som guitaristen.

Aktiviteten fra publikum overstiger den til Cancer Bats. Niveauet fra scenen er nogenlunde den samme, bortset fra at det er guitaristen, og ikke forsangeren, der pulser derudaf. Lydmæssigt er vokalen en smule skinger, men ellers er den helt perfekt hele vejen rundt – i langt de fleste dele af salen. Det er en interessant blanding af ren sang og råb, som forsangeren lægger for dagen. Sangen er ikke køn, men det er heller ikke meningen. Og det lyder godt ligeledes. Jeg kender ikke rigtigt nogle af Every Time I Dies sange, men jeg fik da opfanget et par titler som ”I Suck (Blood)” og ”The New Black”. I den sidstnævnte eksploderer publikum i en hidtil uset ekstase (som om den overvældende aktivitet fra gulvet, som udvikler sig til flere og flere stagedives, ikke skulle være nok…).

Herfra er der, ligesom til Cancer Bats, ikke meget at berette. Every Time I Die fortsætter ufortrødent med det ene soniske kaosbombardement efter det andet, og hverken dem, eller publikum, ser ud til at ville gå hjem i nat. Jeg vælger selv at deltage blandt de forreste publikummer i de sidste numre, og da Every Time I Die går af scenen, står der stadig 10 mennesker på scenen og venter på at folk er klar til at gribe dem – så ved man hvor mange der har været deroppe i løbet af koncerten. Alt i alt, en overdrevet vild koncert. De kunne sagtens have spillet længere! Det, også at lyden til tider ikke fungerede helt korrekt, forhindrer Every Time I Die i at få højere end 5 stjerner, men de er meget tæt på. Jeg forventede ikke noget specielt fra dem, men det fik jeg, og jeg kan med ærlighed kalde mig fan fra dags dato. Jeg ser yderligt frem til at de besøger vores breddegrader igen næste gang – må det være snart!

Aftenen bød på 2 rimelig ligegyldige – og malplacerede – opvarmningsbands. Det skal dog ikke ændre på den samlede karakter for aftenen, for både Cancer Bats og Every Time I Die leverede intet mindre end en formidabel præstation. I mine øjne kunne de to opvarmningsbands være skrottet til fordel for f.eks. et dansk band, som flere ville kende. Generelt er min oplevelse af koncerter, med flere end 3 bands, at de(t) første på scenen, som regel ikke imponerer synderligt. Men det må være som det er. Jeg vil sende en speciel tak til Pumpehuset for at have givet os metallere et nyt hjem, siden The Rock CPH lukkede; i har taget metalgenren til jer, forbedret rammerne og vigtigst, formået at sørge for at stemningen har overlevet at flytte fra det ene til det andet. TAK, og bliv endelig ved med at arrangere flere af disse herlige arrangementer.

Se billeder fra koncerterne ved at klikke her, under ”Live 2012”.

 

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.