fbpx

Ethereal Kingdoms, Royal Metal Fest 2019 Fremhævet

(Billede taget fra bandets hjemmeside)
(Billede taget fra bandets hjemmeside)

Jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg ikke ville anmelde Ethereal Kingdoms. Ikke at jeg nogensinde har hørt deres musik, men det er der andre, der har. Og lad os bare sige, at det er en gruppe, der deler vandene.

Nok ikke mindst i et land som Danmark, hvor man åbenbart helst skal spille metal med et vis islæt af bøvethed og samtidig gerne være så jordnær udadtil som muligt. I hvert fald hvis man vil undgå at blive kaldt prætentiøs og få evergreen-prædikater som “lort” og “bøsse” påduttet sig af det kritikersegment, der ofte udtaler sig i de mest farverige vendinger om den type kreative frembringelser, som de er mindst kvalificerede til at bedømme.

Ethereal Kingdoms spiller nemlig så’n noget opera-metal. Det er ikke min genre, men jeg prøver at bibeholde et åbent sind. Jeg overværede trods alt en glimrende koncert med Nightwish på Wacken for en håndfuld år siden, på trods af at deres albums ikke siger mig det store.

Men man kan lige høre kritikerne: “Nøøøh, det’ kråftødmøh bårh så’n nå’ed BØSSØH-LÅRT!

Nej. Det er dig, der er en bonderøv, og det er tragisk, at du overhovedet ikke aner, hvorfor du bør skamme dig over det.

… Anyway, nu anmelder jeg så alligevel Ethereal Kingdoms. For jeg synes alt andet lige, de fortjener omtalen.

Da vi entrerer Radar, er der godt gang i showet. Det første, der slår mig, er den dybt talentfulde vokalist Sofia Schmidt, der imponerer med sin vekslen mellem klokkeklar sopran og growls, der burde ukampdygtiggøre hendes stemmebånd resten af dagen. I al sin elveragtige, silkeklædte ynde er hun bestemt heller ikke helt uinteressant at kigge på.

Musikken har al den skamløse Within Temptation-patos, som den kan trække; dog heldigvis langt fra lige så steril og markedskalkuleret. Det symfoniske islæt minder mig snarere om arrangementerne hos et band som Kamelot. Det er muligt, at strygerne bare kører over PA’et. Det er osse muligt, at hele svineriet bare er indspillet på et Roland: Det lyder, som det skal. Der er kælet langt mere for detaljerne end hos flere større grupper indenfor den symfoniske metal.

Dog er det lidt skidt, at guitaristen somme tider halter i sine egne leadtemaer. Men jeg ved ikke, om der er nogle monitorproblemer; somme tider virker det også, som om Sofia Schmidt kan høre sig selv bedre, end vi kan høre hende. De er i hvert fald på arbejde nede i lydpulten.

Nu vi er ved kritikpunkterne, kunne jeg have ønsket mig nogle flere opfindsomme riffs. Der slås lidt for tit over i hugge-i-den-dybe-E-modus. Det ville klæde bandet at besøge nogle mere strømlinet-powermetalliske retninger — eller måske noget mere i retning af Fleshgod Apocalypse. Begge dele er nærliggende territorium.

Narrativet er et kapitel for sig. For bandets teatralske, episke fundament dækker ikke bare form, men også indhold. Så der foregår en eller anden historie på scenen med kommende og gående karakterer i showets løb. Et par hvidmaskede, spøgelsesagtige skikkelser er faste indslag; tillige et bette tremandskor. Og forsangerinden interagerer med dem på forskellig vis.

Det fungerer sikkert, hvis man kender historien og er med på den. Men hele teaterelementet — endda komplet med enkelte forfattede dialoger — er for fremmed for mange af os. Så er der én af de dér kor-gutter, der åbenbart har en vigtig meddelelse til hende vokalisten, og så gi’r han hende en violin, og så skriger hun og smadrer den mod en monitor. Det har utvivlsomt en omhyggeligt gennemtænkt symbolik, men hernede hvor jeg står, er vi færdige af grin. (Hey: Vi er på festival; vi er sandsynligvis stadigvæk lidt bagstive og har for længst fået de første par bajere, så vi er ved at være godt kørende igen). Og senere river hun vistnok et hjerte ud af en eller anden og smører blod ud i hovedet på sig selv. Og så har kor-gutterne pludselig masker på, og det har sikkert også nogle kunstneriske årsager.

Men tag ikke fejl: Vi klapper og hujer noget så flittigt. For når jeg hermed giver Ethereal Kingdoms 4,5 stjerner, er det ikke fordi, jeg selv kunne finde på at sætte deres musik på anlægget, men fordi de er et forfriskende ambitiøst og højtragende islæt i et land, hvor metallen har haft en tendens til at grynte, vrisse, og bøve alt for meget. Jeg kunne sågar finde på at se dem live igen, for jeg føler mig ikke bare solidt underholdt, men tillige opløftet, inspireret og håbefuld på gruppens vegne.

Ethereal Kingdoms skal stå på en meget større scene, hvor der er plads til al deres kreativitet og virkelyst. Og det skal nok i virkeligheden slet ikke være hér i Danmark.

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.