fbpx

Eels - Den Grå Hal, 27.08.19

Eels - Den Grå Hal, 27.08.19

Enmandsprojektet Eels anført af Mark Oliver Everett er tilbage. Både med nyt album og et stop i hovedstaden, henholdsvis med ca. 4 og 6 ½ års mellemrum. Det er i begge tilfælde til den længere side ift. hvad han plejer, men sidste gang var til gengæld også rigtig godt (såfremt min hukommelse ikke snyder mig). Siden sidst har jeg haft mulighed for at dykke ned i de ikke mindre end 11 albums hidtil udgivet, og så har det nyeste album ”The Deconstruction” også fået et lyt eller to. Kort sagt: jeg har glædet mig til det her.

Eels:
Det første og sidste indtryk fra aftenens koncert kommer til at stå således: der er drønhedt i Den Grå Hal. Drønhedt, og proppet. Det semi-tropiske vejr udenfor gør sit indtog og dét i en hal der i forvejen har dårlig (hvis overhovedet nogen) udluftning. Men! Den gamle hal er i stedet rig på stemning. Det er ikke et overvældende antal gange jeg har været her, men langt de fleste har så også været mindeværdige – det gælder ikke mindst sidste gang samme band stod her. Der er noget i luften, glæde og en spøjs form for ro, også selvom der er fyldt og der er kontinuerlig bevægelse. Musikken fra anlægget hjælper også på det. Det er kort sagt rart at være i, måske især fordi jeg til en afveksling ikke har kunne finde bare én kammerat at slå følge med.

Så når Rocky-soundtracket lyder er vi helt sikkert klar, indlagte båthorn fra E og det hele. At der så lægges ud med tre coversange i streg er kun en mindre hindring. Alligevel er det måske ikke helt dumt, for så kan lyden indstilles. Og det tager da også et par sange, men så lyder det ganske fint. Det bliver nok aldrig superlyd her, men mindre går også. Det er imidlertid først ved ”Flyswatter” at publikum rigtigt begynder at røre på sig; fra passiv til aktiv medspiller. E og hans band har ikke selv stået stille, men i et øjeblik gælder det begge veje. Det er et kort øjeblik, for imellem et par sange med mere gang i kommer både ”I Need Some Sleep” og ”That Look You Give That Guy”, begge ballader. Lyder det som en underlig måde at konstruere en sætliste på? Det er det også, men det er ikke et minus i Eels’ tilfælde: de kan både det bløde og noget hårdere hver for sig, og uden problemer blande det sammen. Det er et af bandets store styrker. En anden finurlighed er at der kun spilles tre sange fra det seneste album. Alt andet er taget fra stort set hele kataloget. Kun 2010’s ”End Times” og, besynderligt nok, ”The Cautionary Tales of Mark Oliver Everett”, altså det næstsidste album, forbigås. Dertil er der rigtig meget af det gamle, utvivlsomt til glæde for de fleste.

Hvis jeg skal kigge lidt tilbage, er dét jeg bedst husker fra sidste gang hvor løssluppent det hele var. Her er det mere skarptskåret; der er ikke så meget fjol og det rent tekniske lyder som det skal. At de fleste sange får ekstra spade på ift. studieversionerne er en anden snak. E selv er dog, præcist som sidst, i hopla og kommer ofte med ubrud og har i det hele taget svært ved ikke at snakke til publikum. Det gør, at det føles både intimt og delvist personligt, også selvom sætlisten er næsten identisk til de forrige shows på touren. Og alligevel, på trods af snak og lir af og til spildes der sjældent et minut – med næsten 30 sange på to timer, ja så kan man svært klage over tidsspilde.

Man kunne til gengæld godt se for sig et mere engageret publikum. Er det hverdagen der gør sit indtog? Varmen måske? En blanding? Begge dele er hvad der trækker i den negative retning (enkelte numre gør dog det modsatte, altså hvor band og publikum for alvor når hinanden, som den førnævnte ”Flyswatter” men også den gyngende ”You Are The Shining Light” og naturligvis ”Novocaine For The Soul”). Varmt er det i hvert fald, så varmt at det er svært at fokusere på hvad der sker på scenen. Alligevel flyver tiden derudaf og pludselig er der gået en time. Et højdepunkt ankommer kort herefter med den smukke ”I Like The Way This Is Going” hvor kun enkelte (mærkelige mennesker) ikke ser ud til at være hypnotiseret. Bagefter forsøger E at præsentere sit band; en præsentation der inkluderer lidt af hvert, men hvor man altså kan forstå at E elsker os virkelig meget, at bassistens højde skyldes at han i fordums dage dræbte en gigant, og at der er lavet en velkomstsang til den nye trommeslager, som naturligvis fremføres. Det er en sjov intermezzo som højest sandsynligt ikke giver mening for dig som læser, såfremt du ikke var der.

Vi når til ”Novocaine...” der leveres i en mere rocket, ja næsten shoegazet udgave, først til forvirring men så glæde hos de fremmødte. Og herfra bliver det kun bedre og bedre, for nu er vi for alvor nået til de gamle slagere. Trilogien ”Souljacker Part 1”, ”I Like Birds” og ”P.S. You Rock My World” indfinder sig inden encore, der først består af ”Fresh Feeling” inden endnu et encore får plads – E og vennerne gider ikke gå hjem og vi når også op på omkring to timer efter et medley og et Beatles-cover, uden E selv, fremføres, men så er det også slut for denne gang.

Og som jeg forlader hallen med de små 1500 andre mennesker kan man forstå at nogen næsten har været klogere end én selv; små grupper har nemlig været smarte nok til at slå sig ned udenfor, med græs, fuldt udsyn og en overskuelig temperatur til følge. Ikke dumt. Det er ellers sjældent man ønsker sig kulde, og slet ikke på en weekenddag, men i dette tilfælde havde begge dele gjort godt.

Sætliste:
1) – Out In The Street (The Who cover)
2) – Mississippi Delta (Bobbie Gentry cover)
3) – Raspberry Beret (Prince cover)
4) – Bone Dry
5) – Flyswatter
6) – Dog Faced Boy
7) – I Need Some Sleep
8) – Dirty Girl
9) – That Look You Give That Guy
10) – Prizefighter
11) – She Said Yeah (The Rolling Stones cover)
12) – Tremendous Dynamite
13) – Open My Present
14) – You Are The Shining Light
15) – My Beloved Monster
16) – In My Dreams
17) – I Like The Way This Is Going
18) – Little Joe!
19) – Today Is The Day
20) – Novocaine For The Soul
21) – Souljacker, Part I
22) – I Like Birds
23) – P.S. You Rock My World
Encore:
24) – Fresh Feeling
Encore 2:
25) – Mr. E’s Beautiful Blues
26) – Fresh Blood
27) – Love and Mercy / Blinking Lights (For Me) / Wonderful, Glorious (medley)
28) – The End (The Beatles cover)
Kilde: www.setlist.fm

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Eels
  • Karakter: Karakter: 4.5
  • Koncert dato: Tirsdag, 27 August 2019
  • Koncert sted: Den Grå Hal
  • By: København
  • Genre: Indie Rock, Rock, Alternativ
Mere i denne kategori: « Copenhell 2019: Scorpions

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.