fbpx

Cradle of Filth, Gorgoroth, Moonspell, Septicflesh

Septicflesh
Revolution Music
Først og fremmest var det noget helt nyt for mig at gå til koncert i Store Vega, som jo er et spillested, der er berømt for dets gode, måske ligefrem fremragende lyd. Der var kø, men den forsvandt hurtigt. Jeg skyndte mig småløbende indenfor og blev mødt af lyden af Septicflesh.
Atmosfæren var fastlagt fra starten, og sammen med bandet var publikum badet i et sagligt grønt lys. Man legede næsten med, og foregav at være faret vild i en mørk granskov badet i Septicfleshs sorte Death metal mystik.
Jeg kendte ikke særlig meget til bandet i forvejen, da jeg ankom, men de formåede alligevel at tryllebinde mig. De vakte simpelthen min interesse; ikke mindst med nummeret med den egyptiske titel ”Anubis”. På trods af dét nummer har bandet altså overhovedet ikke noget til fælles med bandet ”Nile”, der også henter inspiration fra Egypten. Det gælder også selvom genrerne ligger så ufatteligt tæt op ad hinanden.
Egentlig havde jeg gættet på, at bandet var meget yngre, men med et lille smil på læberne har jeg erfaret, at de faktisk er fra mit fødselsår, 1990. Det, der nok har snydt mig halvt om halvt, er at selve lyden lyder virkelig ny, både vokal- og instrumentmæssigt.
Selve sceneshowet virkede også lidt uerfarent i fremførelsen, selvom bandet gjorde alt tænkeligt for, at det ikke skulle være alt for i øjenfaldende. Det var nok mest forsangerens skyld. Konstant lavede han små ubevidste Britney Spears-finter, der bare ikke hørte hjemme på scenen; fx det med at rette på håret og med en glidende feminin bevægelse stryge det om bag øret. Dog blev det værre, da han valgte at lave nogle mærkværdige snoede armbevægelser med sine nittebesatte hænder. Det ville en hvilken som helst slange have misundt.

Moonspell
Revolution Music
Moonspell var heller ikke et af de bands på setlisten, jeg kendte allermest til. Ikke desto mindre var der gjort vanvittigt meget ud af deres sceneshow; bag dem stod et kæmpemæssigt lærred, hvorpå der kørte en ”film” med relevante klip, der passede til sangene. Det er nok også det, der har fået mig presset op på karakteren 3. Måske stjal den skærm egentlig lidt af opmærksomheden fra stakkels Moonspell, selvom den af og til havde det med at gå i hak. Det var lidt synd.
Der blev spillet mest fra det nye album, og da jeg hælder mest til Moonspells gamle udgivelser, stod jeg længe og kedede mig lidt. Først til sidst vågnede jeg lidt op, da noget af det gamle blev spillet.
Af og til virkede det hele lidt tilfældigt. Det var næsten som om, at bassisten synes det var utroligt hårdt at flytte den ene finger fra det ene bånd til det andet. Hold da op, hvor så han dog lidende ud af og til.
Jeg synes faktisk ikke, at der er så meget mere at tilføje til bandets præstation. De virkede som en gruppe mennesker, der havde måttet undvære søvn i meget lang tid. Det sidste vampyrnummer skulle vist have fået publikum til at vågne, men da forsangeren syntes at overspille sin rolle som vampyr, var det ikke noget jeg blev grebet af.
Gorgoroth
Revolution Music
Jeg så dem også på Wacken Open Air 2008. Men på daværende tidspunkt husker jeg at have haft virkelig dårlig mave, så jeg skyndte mig væk. Ja, undskyldningen var da ikke helt dum, vel? Det hele blev gjort på ægte True Black Metal maner. Dog uden grise- eller for den sags skyld fårehoveder på stave. Det gjorde ikke så meget, jeg kunne godt undvære dem. Der var som bekendt også stillet fire kors op til fire nøgne mennesker fra den inderste gruppe af bandets store fanskare. Hænder blev bundet, en pose blev trukket over hovedet på dem hver især. En af dem skulle endda stå i ti minutter, mens lyset endnu ikke var tændt, og rette på en ørering. Haha. Men så kom lyset. Det omtalte og omdiskuterede band gjorde deres entre, de lignede sig selv. Personligt kan jeg ikke se, hvor musikken i det de laver ligger. Skrig, hoste, noget, der skal lyde som en guitar og folk der er døden nær - nej tak.
Jeg er ikke specielt glad for Gorgoroth. Det er ikke musikken, der skræmmer mig på et eller andet punkt. Det er de ”mennesker”, der laver den.
Flere af bandmedlemmerne har en plettet straffeattest, der siger spar to. Voldtægt, voldsom tortur mm. Som ”kvinde” kan det ske, at man vælger at tage mere end ti skridt bagud, når man får øje på den corpsepaintede Gaahl, der står med vidt opspilede øjne og peger på én oppe fra scenen. Man synker en klump i halsen: ”Har han udvalgt mig!?” Ikke desto mindre må man sige, at bandet gør noget ud af deres optræden, om det så gælder nøgne mennesker på kors, corpsepaint, bandmedlemmernes lange søm på kroppen eller alt det ild og den ondskab, der bliver lukket ud under sådan en aften. Men nej, fan gik jeg ikke hen og blev i Store Vega den aften!..

Cradle Of Filth
Revolution Music
Så kom hovednavnet endelig - med intro og hvad der nu ellers hører til.
Jeg bliver lige forundret, hver gang jeg ser Danni Filth, den lille bitte mand. Fuld af energi springer han rundt på scenen med sine små lysende øjne og latexklædte krop.
Gamle kendinge skulle man vente længe på, for bandet spillede næsten udelukkende sange fra det nye album, ”Godspeed on the Devil’s Thunder”. Danni Filth klarede sit arbejde fint med de lange skrig, og den karakteristiske growl. Dog synes jeg ikke at kunne spotte Sarah Jezebel Deva nogen steder. Personligt havde jeg intet hørt om hverken bortvisning eller blindtarmsbetændelse. Ellers sang Filth hendes passager igennem uden problemer.
Så blev jeg forundret igen. Et 3,5 meter højt monster kom til syne på scenen i vaskeægte Eddy-stil. Dog havde denne ”Eddy” gemt sig i en lang kutte, og slog konstant hånden frem og tilbage samt headbangede lystigt i takt med publikum. Flere gange måtte Danni Filth slå krumspring for ikke at blive ramt af kæmpen. Så forsvandt den igen.
På trods af den fantastiske lyd Vega nu engang har, mangler der altid et eller andet, når CoF giver koncert. Det er som om alle indtrykkene kommer meget bedre til udtryk som indspillede numre fra et studie. Rosie Smiths keyboard kæmpede og kæmpede i bøn om at blive hørt, mens et kaos af guitarriffs dominerede lydbilledet. Da det var hende og det keyboard, der bar det meste af den melodiske del til koncerten, var det næsten faretruende tæt på at gå galt op til flere gange. Tit har man hørt en bestemt sang, de har spillet live, og så kommer man hjem, finder den på nettet og tror ikke på at det er den rigtige sang, man har fundet. Sådan er det tit med Cradle. Lyden er ofte grumset og halvdårlig live.

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Cradle of Filth, Gorgoroth, Moonspell, Septicflesh
  • Karakter: Karakter: 4.0
  • Koncert dato: Tirsdag, 16 December 2008
  • Koncert sted: Vega
  • By: København

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.