fbpx

Corrosion of Conformity & Black Temple - Beta Fremhævet

Billeder af Henrik Moberg Jessen
Billeder af Henrik Moberg Jessen

Bare så det lige er på det rene: Det er muligvis umuligt for mig at bedømme en begivenhed som denne med dén tilstræbte objektivitet, der bør være idealet for enhver anmelder med respekt for sig selv. Jeg uddyber: Da jeg som ung knægt så en Corrosion of Conformity-video i Beavis og Butt-Head og følgelig anskaffede mig en bette skive ved navn "Wiseblood" (1996), var det en mindre revolution i min dengang forholdsvist snævre musikalske referenceramme. "Wiseblood" ramte det perfekte sted. Den var oldschool uden at lyde det fjerneste bedaget, og tilnærmelig - ja, stedvist fandme flot - uden at søge noget poppet kompromis med den tydeligt Black Sabbath-funderede betonrock. Og selvom den metalliske hårdhed var omdrejningspunkt, fungerede denne i samarbejde med en flair for sangskrivning, der mindst var Sabbath værdig.

Alt det samme kan siges om forgængeren "Deliverance" (1994), bandets størst hittende, nær-guldstatus-sælgende skive. Og det er netop med tourtitlen "Deliverance Revival", at dette klassiske C.o.C.-line-up efter alt for mange år med udskiftninger og pause rammer Danmark for første gang siden, hvad, '96? Selv vokalist/guitarist Pepper Keenan må være mig svar skyldig, da jeg inden showet fanger ham udenfor i en bidende dansk forårskulde, som angiveligt ikke er videre behagelig, når man kommer fra et sted, der deler breddegrader med det nordlige Afrika.

Anyway, pointen er, at en koncert med C.o.C. bestående udover førnævnte Keenan af Woody Weatherman (guitar), Mike Dean (bas) og Reed Mullin (trommer) har været så længe undervejs, at jeg næppe kan lægge skjul på min begejstring derover. Så jeg vil ikke gøre forsøget.

Ej heller vil jeg prøve at fælde en kvalificeret dom over opvarmningsbandet. Det er åbenbart C.o.C. selv, der har hevet svenske Black Temple med rundt i Skandinavien, men hvorfor fatter jeg ikke. Ikke at deres musik på nogen måde er ringe; der er bogstaveligt talt bare ikke et sekund af den, der fænger mig. Jeg tænker meget over, hvad det overhovedet er for noget, de spiller. Berettiget, viser det sig, for da jeg sludrer lidt med dem bagefter, tilkendegiver de selv at være i tvivl. Men der er i hvert fald både elementer fra klassisk rock og moderne post-hardcore - hele tiden og på én gang. Som genrefusionseksperiment er det for så vidt enormt interessant, men som musik man gerne skulle kunne huske, går den appel, der nu engang måtte være, mine ører forbi. Men der er masser af intensitet og indlevelse fra bandets side, så de skal sagtens kunne nå ud til nogen, der er tilfredse med dét alene. Og så skal jeg da gerne gi' dem en chance til ved lejlighed; bevares.

 

corrosion of conformity beta

 

Lige så rigtig en beslutning som det er at have "The Boys Are Back in Town" kørende over PA'et, inden den eneste rigtige udgave af Corrosion of Conformity entrerer scenen, lige så rigtigt er det, at bandet åbner med "These Shrouded Temples" fra "Blind" (1991), hvor Keenan kun netop var tiltrådt som guitarist alene. Den tunge, instrumentale, tritonus-centrerede figur bygger langsomt en bidsk stemning op, der kun gør genhørsglæden med den følgende "Señor Limpio" så meget mere forløsende. Lyden er lidt mudret i starten, men der bliver rettet op på det under "King of the Rotten", der giver mig et endnu større smil på læben, end Steel Panther formåede i Vega for ret præcist et døgn siden. Det samme gælder for min personlige favorit, "Long Whip/Big America", samt ikke mindst "Wiseblood"-titelnummeret, der om noget viser, hvor overset Keenan er som sangskriver: "There's blood on the street but there's nothing to steal from me/'Cause I walk alone but at least I walk for free/I listen to few and I'm fueled by fire/Guess now I'm old but not much wiser". Det er i øvrigt et plus, at han lader de store armbevægelser og frontmand-klichéer ligge og for det meste bare lader de gode sange tale for sig selv. - Omend der et par gange er lige lovligt lange pauser ind imellem. At dette band ikke har råd til et arsenal af stemte guitarer beviser, at der ingen retfærdighed er i verden.

Selvom publikums gennemsnitsalder ser ud til at være over 40, kommer der alligevel godt gang i pitten, ikke mindst under den indlysende pointhøster "Heaven's Not Overflowing" og især højoktansrockeren "Paranoid Opioid" fra "In the Arms of God" (2005), en skive som jeg ærligt og skammeligt skal indrømme helt at have glemt for eftertiden. (Det kommer der af kun at have skidtet til at ligge på sin gamle computer frem for at stå på reolen, hvor den rent faktisk kan ses!) Men jeg havde alligevel også hellere set bandet give mere opmærksomhed til den ganske stupidt undervurderede "America's Volume Dealer" (2000). Herfra beriges vi desværre kun med en til gengæld forrygende "Who's Got the Fire" samt C.o.C.'s fremragende bud på en seriøs powerballade á la sydstatsheavy, "13 Angels", der gi'r sættets dominerende tungmetal et flot og tiltrængt komplementærmoment cirka midtvejs.

Man kan godt høre på Keenans vokal i især "Seven Days", at der siden dengang immervæk er gået over 20 år, samt at manden nok har røget et nogenlunde tilsvarende antal cigaretter dagligt. Men på en måde klæder det musikken med et mere modent islæt, ligesom bandet selv har tilkendegivet, at de nærmest spiller sangene bedre i dag end i midt-90'erne. Det er heller ikke det halve galt. For eksempel kan det især mærkes, at Weatherman er vokset som guitarist. Den meget Hendrix-agtige fortolkning af blues, der i høj grad har dannet rammen om hans lead siden "Deliverance", er kun blevet endnu mere omfattende med årene. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan jeg har stået og måbet nok så meget af føromtalte Steel Panthers vanvittige strengmasturbatør Satchel 24 timer forinden, men alligevel finder det så meget mere interessant at høre soloer fra en mand, der rent faktisk har en feeling og en timing, og som fastholder min opmærksomhed ved at økonomisere med tonerne frem for at meje dem af med en frekvens på 8-10 stykker i sekundet.

Aftenens højdepunkter er en triumferende tungt swingende "Albatross" og en ærefrygtindgydende, altoverskyggende "Goodbye Windows", der om noget netop lyder mindst lige så godt som på albums'ene. Til sammenligning er den ellers så fine "Stonebreaker" og selv klassikeren "My Grain" nærmest at betegne som parenteser - i hvert fald for mit vedkommende. Hovedsættet afrundes af en "Broken Man" så levende og viril, at man mistænker bandet for først nu at have spillet sig ordentligt varme og have endnu et set parat om en tår vands tid.

Desværre er der kun tre ekstranumre. Det gamle "Blind"-hit "Vote With a Bullet" kommer for mig til at stå meget i skyggen af den førnævnte nyslebne diamant "Who's Got the Fire". "Det er funky!", udbryder min sidemand, og selvom dén type musikalske islæt normalt ikke hører denne genre til, - og en lignende observation normalt ville vække forargelse hos den gennemsnitlige headbanger, - er det ret spot on. C.o.C. er mere end bare endnu et metalband - og tillige mere end bare endnu et metalband med stoner- og sydstatsinfluenser: De er et vaskeægte musikalsk velbevandret og kultiveret Rock-med-stort-R-band, hvis sange taler hvert sit eget sprog. Dette bliver så meget desto tydeligere i den naturlige afslutter, hittet "Clean My Wounds", der kommer en lang tur omkring et udsyret, space-rock'et jam-mellemstykke med masser af fuzz, delay, rumklang og mere wah-pedal end Weatherman har brugt hele showet igennem. Der mangler bare en af de hersens psykedeliske lysprojektioner med flydende oliefarver i baggrunden. Nummeret når op på, hvad, omkring 10 minutter? Jeg mister tidsfornemmelsen fuldstændig, men jeg nyder hvert sekund, så længe det varer.

Skal jeg give nogen negativ kritik, består den således primært i, at jeg savnede det-og-det nummer. "Over Me" burde i hvert fald være obligatorisk, og i den akustiske afdeling kunne jeg snildt have brugt "Stare Too Long" eller "Redemption City", omend de måske er svære både at genskabe live og få til at passe ind i settet. Og "The Snake Has No Head", hvor fed kunne dén ikke lige være at høre?! Det gør mig måske en lille smule ærgerlig at vide, at bandet ellers havde planlagt at spille to set, men ikke kunne få tilladelse til det pga. de sene spilletider.

Derudover havde jeg noget så gerne set C.o.C. spille et større sted. Ikke et ondt ord om Beta som sådan, men efter min mening er stedets beskedne rammer langt fra den sensation værdig, som bandets genrejsning med dette line-up er for både mig og vel nok langt de fleste andre, der er heldige nok til at være her i aften. Okay, ifølge en bekendt insider havde ventelisten åbenbart ikke været så lang, at de ville kunne have fyldt Amager Bio, men det undrer mig, hvorhenne især Loppen har været i denne forbindelse. Men alt andet lige fik booker Mikkel Wad Larsen da opfyldt en mindre drengedrøm for ikke bare så mange af os, men også for sig selv: Det er tydeligt at høre på mandens virke som Helhorse-vokalist, hvor meget denne inkarnation af C.o.C. har betydet for ham rent musikalsk.

Som man i øvrigt nok kan regne ud, er der ingen af disse indvendinger, der har ret meget på netop dét at få set et band, man har ventet på i små 20 år. Jeg føler mig sgu lidt gammel, og det gælder ikke mindst dagen derpå, hvor mine nyanskaffede nakkemyoser minder mig om min egen dødelighed. Så hvis nogen derude skulle få den idé at oversætte det hér for aftenens hovedpersoner: Lad der nu for alt i verden ikke gå 20 år igen; det vil ingen af os have godt af til den tid. Og næste gang, så sylt supportnavnet og spil to timer alene. Det vil vi faktisk allesammen meget hellere have.

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.