fbpx

Copenhell Festival 2018: Natjager

NATJAEGER_3At tro, at der ville være proppet så tidligt på dagen var nok ønsketænkning, men ledt an af den altid hyperenergiske forsanger ser Natjager ikke ud til at bekymre sig det mindste – så selvom det er en relativt lille flok der er mødt op, føles det som om, at bandet kunne spille foran tusind mennesker. Kort sagt, Natjager er langt mere selvsikre og sammentømrede end for et år siden og dertil er der nu fuld kontrol over teknikken ift. den kendetegnende autotune-vokal.

Generelt vokser bandet meget, både live og på album. Det er ikke ofte, at man kommer til en koncert, glæder sig til det gamle og kendte – og så går derfra med en oplevelse af, at det nye er bedre. Ikke at misforstå: ”Historier” og ”Blå” lægger glimrende fra land og både ”Tyler Durden” og ”Drøm Hårdt” (sidstnævnte dedikeret til gode, gamle Onkel Reje) vækker genkendelsesglæde og engagement hos publikum – men det er den nye og hårdtslående ”Diamant” der umiddelbart stjæler showet. Med det sagt går de syv allerede udgivne sange bedre ind og tre nye skæringer i streg er liiiige i overkanten, især da ”Bjerg” her ved første lyt virker en anelse anonym. Det skal nok blive anderledes når den kommer ind under huden, men der er vi som bekendt ikke endnu.

Pandæmonium disker i dagens anledning op med en tung og kradsbørstig lyd og dertil en passende volumen; endelig, kunne man fristes til at sige. Om det gør en forskel ift. publikumsmængden, ja nok ikke, men over de næste tre kvarter kommer der alligevel en god portion mennesker til. Og selvom det kun er de forreste rækker der virkelig føler den og trækker bare en anelse op til ballade, ja så er det underholdende (men altså for tidligt for moshpits og lignende). Dette gælder dog ikke for forsangeren Jon Sluzh Kirkhoff der i vanligt vis gør alt for at få energien udover scenekanten, og lykkes: han står aldrig stille, hopper frem og tilbage, besøger publikum både under ”Blå” og ”Ingenting”, fortæller små anekdoter og smiler vildt gennem det viltre skæg.

Natjager føles her et år senere næsten som et nyt band, og med den smukke / melankolske ”Feberdrøm” samt den tilnærmelsesvist System Of A Down-sprælske ”Rejser” bliver vi sendt godt afsted. Som fan er jeg fuldt ud tilfreds. Som anmelder kan vi ikke komme udenom, at dette var en koncert for de få. Der er et stykke vej op til de stjerner og planeter vi synger om, og ikke alle kommer til at kunne lide rejsen, men skidt med dem – de er ingenting, og vi andre kan dele historien sammen. Drøm hårdt, homie.

Sætliste:
1) – Historier
2) – Blå
3) – Tyler Durden
4) – Drøm Hårdt
5) – Konkylie
6) – Diamant
7) – Bjerg
8) – Ingenting
9) – Feberdrøm
10) – Rejser

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Natjager
  • Karakter: Karakter: 4.0
  • Koncert dato: Fredag, 22 Juni 2018
  • Koncert sted: Pandæmonium, 14:15
  • By: København
  • Genre: Metal, Rock, Alternativ

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.