fbpx

Copenhell Festival 2018: Igorrr

IGORRR_1”Har de mon et helt band med?”. Det er det første jeg spørger mig selv om inden en operasanger kommer til syne sammen med en trommeslager og manden bag Igorrr selv, Gautier Serre, der tager plads bag en DJ-pult. Så kommer en mandlig growler ind, der modsat de andre er krigsmalet – alligevel er det hurtigt den kvindelig operasangerinde der stjæler showet med hendes dyriske, vanvittige og ustoppelige bevægelser. Hun er et syn i sig selv når der nu hverken er en guitarist, violinist, pianist, eller hvad der nu ellers benyttes i studiet, med på scenen.

Og Igorrr er et usædvanligt foretagende, et genremix fra helvede dog altid båret af det elektroniske – og så af metallen. Om der så derudover smides dubstep, balkan, elektroswing eller lignende oveni, så er de to ting grundstenene. Og hele den eksperimenterede / legesyge tilgang til musikken ser ud til at have tiltrukket en god mængde. At det er projektets første gang i Danmark har nok også noget at skulle have sagt – og endnu engang vil jeg rose Copenhell for at turde, at booke det mærkelige og det usikre: om det er en succes eller ej, så fortsæt endelig med de satsninger.

Og selvom Igorrr kan siges at være en gimmick (jeg tror ikke, at der er en genre der endnu ikke er blevet proppet ind i musikken) kan det sagtens være interessant eller underholdende alligevel. Men er det så tilfældet her? Desværre ikke rigtigt nogen af delene. Når først ”hvad fanden...?”-faktoren har lagt sig, ja så sker der ikke rigtigt mere. De forreste rækker nyder det og giver den god gas, men resten ser klart ud til kun at være kommet for at se giraffen og intet andet, da mange er både uopmærksomme og snakkende en god del af tiden.

De rigtigt gode sange, som der desværre kun er en håndfuld af i dag, de kommer først hen mod enden. Hvis der havde været reelle instrumenter med på scenen havde det måske været noget andet – der er kun så meget underholdning operasangerinden kan levere, selvom hun altså er for vild (og trommeslageren derudover fortjener hæder og ære, sikke en præstation). Den noget spontane afslutning, hvor man ikke ved om de rigtigt er færdige eller ej, det gør heller ikke noget godt. Den sidste kvarters tid ER dog underholdende, men der er det for sent.

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Igorrr
  • Karakter: Karakter: 3.5
  • Koncert dato: Lørdag, 23 Juni 2018
  • Koncert sted: Pandæmonium, 20:00
  • By: København
  • Genre: Experimental, Metal, Electronic

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.