fbpx

Copenhell 2019: Slash Feat. Myles Kennedy And The Conspirators

Copenhell 2019: Slash Feat. Myles Kennedy And The Conspirators

Når nu vi ikke kan få Guns N’ Roses giver det mening at booke Slash, der vel må siges at være det næstbedste. I samme omgang kan Copenhell så endnu engang formå at få noget tilknyttet Mark Tremonti på plakaten, så det er jo også en præstation... på en eller anden måde. Slash har siden 2012 udgivet tre albums med hans nyeste backingband (og ja, det må man gerne kalde dem), alle tre til moderat positive anmeldelser – men mon ikke de fleste kommer for at se elefanten og måske få serveret et par enkelte skæringer fra hans primære beskæftigelse?

Det skulle dog ende med at det utvetydigt var hans eget materiale der stod i front. Ja faktisk fik vi kun en enkelt skæring fra Guns N’Roses. Men lad os starte ved begyndelsen. Hvor Stone Temple Pilots som det forrige navn på Helvíti havde været bagudstræbende og kedsommelige, godt gemt væk bag solbriller, er det en lidt anden historie med Slash og co. Allerførst skal vi måske erstatte co. for slet og ret musik-legekammerater: det er nemlig ikke bare Slash der alene regerer, nej samtlige er fremme i skoene, også rent fysisk på scenen. De smiler, viser både overskud og spilleglæde og giver god plads til hinanden, selvom det naturligvis er Slash selv der får fornøjelsen af de mange soli, men også sanger Myles Kennedy gør et habilt stykke, om end et mere introvert arbejde.

Derfor er det også ærgerligt at det er en decideret skodlyd der hersker i næsten halvdelen af spilletiden, her forstået som lav volumen som i øvrigt er både uklar og uskøn at høre på. Det er simpelthen ikke godt nok at der skal gå så lang tid før der kommer styr på det. Det er især ærgerligt fordi der ellers hurtigt etableres en god stemning blandt publikum, der er mødt ganske talstærkt op plus lidt til. Er det så fordi de vil se elefanten eller fordi de er fans, kan man spørge? Klart førstnævnte, og dette ender også som koncertens primære anke foruden den urimelige lyd – men den bliver dog fikset, trods alt. Nej, det er det dårlige kendskab til musikken og dermed mangel på engagement der er den største hindring. Vi har godt nok lige set at det ikke nødvendigvis er et problem, som Skindred tydeligt viste, men når man er på scenen i over en time OG med overvejende uinteressant materiale (for det er vitterligt ikke andet end fadølsrock), så er det op af bakke. Lad os bare være ærlige: musikken er ikke grunden til at man hverken dukker op eller bliver hængende, men måske grunden til at man går før tid.

Så kan Slash selv være nok så karismatisk iklædt hans signaturstil; høj hat, store krøller og evigt åben mund. Det hører sig til, men det kan ikke bære det alene. Derfor er det også smart at ”Nightrain” smækkes ind hen mod slutningen af sættet samt de bedre af Slash’ egne sange – det løfter niveauet en anelse. Men det er bare ikke nok når der både skal opvejes for dårlig lyd, et semi-ugideligt publikum samt middelmådigt materiale. Det bedste ved koncerten, værende Slash og venner, gjorde sådan set alt de kunne, men det er en næsten umulig opgave på forhånd. Det ender derfor alt i alt ganske tilforladeligt, men så heller ikke en tøddel mere.

Sætliste:
1) – The Call Of The Wild
2) – Halo
3) – Standing In The Sun
4) – Back From Cali
5) – My Antidote
6) – Serve You Right
7) – Boulevard Of Broken Hearts
8) – Doctor Alibi
9) – Mind Your Manners
10) – Driving Rain
11) – Nightrain (Guns N’Roses cover)
12) – You’re A Lie
13) – Anastasia
14) – World On Fire
Kilde: www.setlist.fm

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.