fbpx

Copenhell 2019: Amon Amarth

Copenhell 2019: Amon Amarth

De svenske vikinger udgav for kun halvanden måneds tid siden ”Berserker”, det nu 11. album i rækken. Derfor skal de selvfølgelig på tour igen og deraf forbi Copenhell – igen. Det har været rutinen siden 2013: et nyt album = et show på Copenhell. Konsensus om det nye album er vist at det er helt tilforladeligt, men ikke mere. I virkeligheden beskriver det også Amon Amarth ret godt. Det er lige tilpas råt og vikingeinspireret til at lyde og ligne noget der kunne være semi-farligt, men så hører man det melodiske lydudtryk og indser, at forsangeren kunne være ens onkel. Dét som bandet til gengæld har kørende for sig er professionalisme og et stærkt budget der medfører at bandet både kan medbringe jævnt store thorshamre, tårne til guitaristerne udskåret som monstre og af og til et helt vikingeskib. Det der primært kan savnes til koncerterne er mere af dette: flere videoklip, flere effekter, holmgang på scenen, i virkeligheden er mulighederne jo mere eller mindre uendelige, da de har hele den nordiske mytologi at gøre godt med. Så det er med håb om at bandet har nogle overraskelser gemt i ærmet, især når det nye album er knapt så interessant, men også med en overbevisning om, at mindre sagtens kan gøre det, for Amon Amarth plejer aldrig at være kedeligt.

Overraskelser får vi dog ingen af. Faktisk er det et noget tyndt setup vikingerne har med. ”Kun” et udsmykket trommesæt kan det blive til. Ja og så en god portion ild og lidt fyrværkeri hist og her. Det starter ellers godt da ”The Pursuit Of Vikings” lægger fra land. Endnu bedre bliver det da et par vikinger kæmper mod hinanden på scenen. Men herefter får vi ellers mere eller mindre anonyme skæringer fra de sidste to albums, begge middelmådige, ligesom showet som helhed i dag. Og det selvom det kun varer en times tid. Det bliver fulgt af en noget flad lyd hele vejen igennem, hvor der simpelthen mangler noget bund og noget styrke. ”Death In Fire” rusker lidt op i tingene midt i sættet og ligeledes sidder de tre sidste sange lige i skabet – først er LG Petrov fra Entombed A.D. med under ”Guardians of Asgaard”, så findes de store mjødhorn frem under ”Raise Your Horns”, og da afslutteren ”Twilight Of The Thunder God” brager afsted er det med både en stor midgårdsorm at skue samt Thors hammer solidt placeret i forsangerens hånd. Men det er så også dét. Musikalsk, i hvert fald.

Men selv udfra de betingelser kan Amon Amarth godt levere, også fordi de i den grad har publikum med sig; vi er efterhånden der hvor folk har fået godt med øl indenbords, og det kan mærkes. For selvom de færreste virker til at kende numrene, endsige bandet, så gør de letgenkendelige melodier og det simple, men effektive, udtryk, at folk hurtigt bliver koblet på. Amon Amarth er som skabt til øldrikkende horder – eller er det omvendt? I hvert fald virker det upåklageligt. Der bliver endda dannet en robåd i midten af pladsen, uafhængigt af de folk i pitten der også har en fest.

Det er bare at det aldrig hæver sig over baggrundsmusik. Tilforladelig baggrundsmusik, som kan være underholdende nok at kigge på af og til, men jeg ved Amon Amarth kan præstere bedre, simpelthen fordi jeg har set det. De har denne gang publikum med sig uden at behøve at kæmpe for det, og det sikrer en god koncert alt taget i betragtning. Men der skal mere til næste gang.

Sætliste:
1) – The Pursuit Of Vikings
2) – Deceiver Of The Gods
3) – First Kill
4) – The Way Of Vikings
5) – Crack The Sky
6) – Death In Fire
7) – Shield Wall
8) – Raven’s Flight
9) – Guardians Of Asgaard
10) – Raise Your Horns
11) – Twilight Of The Thunder God
Kilde: www.setlist.fm

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Amon Amarth
  • Karakter: Karakter: 4.0
  • Koncert dato: Lørdag, 22 Juni 2019
  • Koncert sted: Helvíti, 18:15
  • By: København
  • Genre: Death Metal, Melodic, Metal

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.