fbpx

Dropkick Murphys - Copenhell 2016

Billed af HEADBANGERphotography
Billed af HEADBANGERphotography

Kom glade, kom alle, for nu er der fest – drengene er tilbage, og de leder efter ballade! Dropkick Murphys har i godt og vel 20 år hængt ved, og er slet ikke fremmede på vores egne breddegrader. Alligevel er det én ting at se dem til et klubshow – noget helt andet er på en festival. Selvom tidspunktet er forholdsvist tidligt for erklæret ”drunken music” trækker de nærmest fulde huse foran Copenhells store scene. Jeg skal indrømme at jeg ikke har været helt ædru gennem seancen, så muligvis ser jeg på det med mere positive briller end andre.

Hvad jeg oplever, er at folk, og det gælder både dem helt oppe foran og de længere tilbage, har et reelt ønske om at være en del af festen. Det afspejler sig i at der bliver sunget med på de mange omkvæd, der er som skrevet til store og halvfulde forsamlinger, samt hoppet, skålet og lignende. Lyden er rigtig god, og det er imponerende ift. at der både er banjo og harmonika med i lydbilledet, som altså ikke går tabt. Scenekonstruktionen er anderledes end sædvanligt, da Dropkick Murphys har lavet en catwalk ud til publikum som forsangeren kan bevæge sig på – dvs. han kan komme tættere på langt flere end normalt, hvilket han da også i høj grad gør brug af. Resten af bandet forholder sig mere rolige og bliver stående længere tilbage, så de i realiteten fungerer som underlægning for forsangerens engagement og nærhed med publikum. Fred være med det, det gør hverken fra eller til.

Den eneste anke ved den ellers solide fest er, da det annonceres at to akustiske (og nye) sange har fået plads i sættet. Det lægger en dæmper på begejstringen, hvilket ikke kan overraske – her kan man undre sig over valget fra Dropkick Murphys side; det er en festival, folk er her for at feste, og potentielt er der mange som ikke kender jer godt – hvorfor så ikke hive flere højtempo-sange ud af ærmet? Det er dog hastigt tilbage til festen fra før da ”Rose Tattoo” bliver smidt på bordet, og rundt omkring kan man se noget der minder om keltisk kædedans, mere end reelle moshpits, og nu deltager både banjo og harmonika også til at opildne publikum fra catwalken. Intet over, intet ved siden af, dog, da ”I’m Shipping Up To Boston” får alle forsamlede til at skråle med på den simple lyrik.

Koncerten her går ikke over i historien som noget særligt, men det var næsten hele vejen igennem top underholdende, og perfekt afstemt til folks humør. Så kan man ikke forlange meget mere. 

Sætliste:
1) – The Boys Are Back
2) – Prisoner’s Song
3) – Sunday Hardcore Matinee
4) – Johnny, I Hardly Knew Ya
5) – Walk Away
6) – Going Out In Style
7) – Cruel
8) – Out Of Our Heads
9) – The Auld Triangle
10) – Famous For Nothing
11) – Sandlot
12) – You'll Never Walk Alone (Rodgers & Hammerstein cover)
13) – The Warrior’s Code
14) – Rose Tattoo
15) – The State Of Massachusetts
16) – Citizen C.I.A.
17) – I’m Shipping Up To Boston
Kilde: www.setlist.fm

 

Liste over hele vores dækning af Copenhell 2016!

  • ALICE COOPER_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • NORMA JEAN_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • SIXX AM_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet fra Copenhell 2016!

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Dropkick Murphys
  • Karakter: Karakter: 4.5
  • Koncert dato: Torsdag, 23 Juni 2016
  • Koncert sted: Helviti, 16:30
  • By: København
  • Genre: Celtic Metal, Punk
  • Samarbejdspartner: Copenhell

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.