fbpx

Caro - Royal Metal Fest 2016

Billeder af mbn-foto.dk
Billeder af mbn-foto.dk

Inde på Voxhall er festen officielt gået i gang. For netop en fest er aalborgensiske Caro nemlig yderst kompetente til at kickstarte, hvad de beviste for mig på Mono Goes Metal i fjor. I aften fastcementerer de indtrykket.

Indrømmet: Det er lidt svært for mig at se, hvad Caro reelt har at byde på rent musikalsk. De laver intet som helst, som hverken Hatesphere eller Illdisposed ikke har lavet for længst. Et af de tunge, langsomme numre lyder fuldstændig, som om det bare er det forudgående nummer, der fortsætter. Og især aftenens tredjesidste nummer lyder som noget, der burde have befundet sig på en vis 19-årig skive med titlen “There’s Something Rotten in the State of Denmark”. Måske burde jeg i virkeligheden slet ikke give Caro mere end en middelmådig bedømmelse.

Men alligevel er det umuligt for mig ikke at nære en varm affektion for de friske nordjyder. De er faktisk pissegode til det, de gør, - jeg vil sågar tro, at de er det tightest spillende danske band på hele festivalen. Men en anden ting er, at de unge gutter udstråler en sælsomt smittende, positiv energi og virker helt enormt sympatiske. Sidstnævnte faktor skyldes dog i højeste grad særligt bandets altoverskyggende trumfkort, frontmand Michael Olsson, som jeg ikke vil tøve med at sammenligne med Jacob Bredahl. Somme tider er denne lighed dog måske lige lovligt slående, men hey: Lortet virker. Knægten har krudt i røven; han jorder rundt med mere energi end Bruce Dickinson, griner, fyrer jokes af og er i det hele taget et prægtigt livstykke at overvære. Det breder sig som en steppebrand blandt publikum, og dem er jeg jo altså en del af. Bare rolig: Jeg er overbevist.

Caro kan drive det vidt, hvis de satser på at ryste sangskrivningsposen lidt og tilføje nogle nye idéer til den efterhånden temmeligt stagnerende 21st century-dødsthrash. Men under alle omstændigheder kan de fandengaleme holde en fest af den type, der aldrig bliver mindre hyggelig, selvom temaet for længst er tried-and-tested og dets potentiale for længst afdækket og udtømt.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Caro / Royal Metal Fest 2016
  • Karakter: Karakter: 4.0
  • Koncert dato: Fredag, 08 April 2016
  • Koncert sted: Voxhall
  • By: Aarhus
  • Genre: Death Metal, Thrash Metal

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.