fbpx

Blues Pills, Dead Man, Monkey Okay Fremhævet

Blues Pills, Dead Man, Monkey Okay

Der var dømt stoner-, retro-, psychrock … kald det, hvad du vil, for kært barn har, som bekendt, mange navne. Der var også mange navne på plakaten på 1000Fryd denne kolde vinteraften – men fælles for de tre var, at de alle kunne gå ind under ovennævnte genrer – om end på hver deres måde.

 

Monkey Okay

Således startede det rigtig tungt, da de lokale festaber fra Monkey Okay gik på scenen. Kvartetten, der pludselig ikke længere var en kvartet (men det vender jeg tilbage til) er en flok rutinerede herrer, og de tog det med ophøjet ro, at de skulle åbne ballet på et totalt udsolgt 1000Fryd. Præcis klokken 21:30 gik aberne på scenen – og publikum kunne tilsyneladende lide, hvad de hørte. Der var heller ikke grund til andet, for Monkey Okay leverede en omgang tung rock, der ville få både Tony Iommi og Jerry Cantrell til at nikke anerkendende – for vi befinder os et sted der imellem; det sted i rockverdenen, hvor Black Sabbath møder Alice In Chains. Til at guide os igennem dette rockens vadested, har Monkey Okay den altid karismatiske Jeppe Stephansen i front. Med rigeligt overskud til at kommunikere med publikum gjorde han i hvert fald sit, for at det skulle blive en god start på en forrygende aften! Som nævnt var Monkey Okay ikke længere en kvartet, idet en femtemand havde indfundet sig med en guitar – og som opbakning til Mads Siegenfeldts velspillede solier, fungerede det rigtig fedt. Men den ekstra guitar druknede lidt i mængden, når der blev spillet riffs – så måske et orgel ville kunne gøre underværker på den front. Men bortset fra det, var der bestemt ikke noget at klage over i forbindelse med den præstation, Monkey Okay leverede.

 

Dead Man

Anderledes afdæmpet blev det, da aftenens andet band, svenske Dead Man, gik på scenen. Ikke at det var kedeligt … det var bare knap så energisk. Og jo – jeg kedede mig ærligt talt lidt, under Dead Mans koncert. For godt nok kan det kategoriseres som psykedelisk rock – og godt nok håndterede de fire svenskere deres respektive instrumenter (og ikke mindst genren) temmelig godt … det hele blev bare lidt for ensformigt. Og når der endelig kom lidt variation, begyndte de at spille noget, der mest af alt mindede om country. Men en stor ros til vokalarbejdet.

 

Blues Pills

Nå, nu til aftenens absolutte højdepunkt. Det var en anelse syret (!) at få lov til at opleve Blues Pills på 1000Fryd, der vel kan rumme omkring 100 mennesker, når man ser de billeder, bandet løbende har lagt på Facebook – de afslører væsentlig større scener med markant flere mennesker. Så meget desto mere grund var der til at være godt tilfreds med at være blevet lukket ind ad 1000Fryds døre denne aften. Jeg stod og talte med et par stykker om, at det ville blive én af de koncerter, man om nogle år ville være stolt af at have været til – når man tænker på den fart, Blues Pills har haft på – de kan nærmest ikke undgå at blive kæmpestore. De har i hvert fald potentialet i kraft af solide musikere og et gennemarbejdet materiale.

Således startede Blues Pills godt ud med åbningsnummeret fra deres selvbetitlede fuldlængdedebut, ”High Class Woman” og gik direkte over i pladens anden skæring, ”Ain’t no Change”. Mens jeg så lige troede, jeg havde gennemskuet, hvad de så skulle spille, hev de ”Dig In”, fra EP’en Devil Man frem. Det var et glimrende valg, da de to første numre buldrede af sted over stepperne, så det var et velvalgt tidspunkt at få pulsen lidt ned igen. Energien blev holdt lidt nede med ”No Hope Left for Me” inden der blev disket op med syrerockeren ”Bliss”, som er den svensksprogede udgave af ”Jupiter” fra debutpladen. Efter ”Elements and Things” blev selv rygerne trukket indenfor i 1000Fryds varme, da der blev fyret op for ”Devil Man”, inden ”Little Sun” sluttede aftenens koncert.

Helt slut var det naturligvis ikke, for publikum krævede mere, så Blues Pills gik ikke engang af scenen, inden de lukkede og slukkede med ”Black Smoke”. Dermed var aftenens koncert slut – og hvilken koncert. Elin Larsson er ikke en kvinde af mange ord – det begrænsende sig til nogle få, ydmyge ”Tack så mycket” mellem numrene. I det hele taget var det ikke et band, der gjorde meget væsen af sig – bortset fra en aldeles fantastisk præstation. Blues Pills er bestemt ikke et band med stjernenykker – selvom de er i en situation, hvor de kan tillade sig det. Heller ikke efter koncerten var der krukkede miner fra bandet, der beredvilligt stillede op til såvel autografer og fotografier. Selv vekslede jeg et par ord med førnævnte frontkvinde Elin Larsson, som virkede nærmest overvældet over publikums stående ovationer. Men det var fuldt ud fortjent. Og jeg kan kun sige, at det var synd og skam for alle dem, der ikke var til koncerten på 1000Fryd – det sker nok ikke igen lige med det samme, at der kommer et band af den størrelse på en så intim scene. Blues Pills satte en tyk streg under, at de er et fremtidens band!

Setlist:
1. High Class Woman
2. Ain't no Change
3. Dig In
4. No Hope Left for Me
5. Bliss
6. Elements and Things
7. Devil Man
8. Little Sun
9. Black Smoke

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Blues Pills, Dead Man, Monkey Okay
  • Karakter: Karakter: 5.0
  • Koncert dato: Lørdag, 29 November 2014
  • Koncert sted: 1000Fryd
  • By: Aalborg
  • Genre: Rock, Retro
  • Samarbejdspartner: Nuclear Blast Records

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.