fbpx

Beyond Fear, Anthrax

Efter en togtur på over tre timer og en, garanteret alt for dyr, tur med taxaen fra hovedbanegården, (de snyder jo garanteret os dumme jyder) ankommer jeg så endelig til Vega. Det er en kedelig tirsdag aften, det regner, og jeg står udenfor og venter på at Thomas fra Target får mig lukket ind til mit planlagte interview med John Comprix fra Beyond Fear. Jeg bliver endelig lukket ind og finder ud af at jeg ikke skal interviewe John, men Tim ”Ripper” Owens, SEJT! Det improviserede interview kan høres andetsteds på siden.

Klokken er nu lidt i 20, og jeg står spændt og venter på Beyond Fear. Bandet er simpelthen opvarmning på hele Anthrax’s ”European Re-union Tour”. Det må siges at være godt klaret, specielt når man tænker på at deres debutskive ikke engang er udkommet endnu. Undertegnede og omtrent 600-700 andre publikummer er nu fuldstændig opspændt til en god gang amerikansk heavy metal.

En totalt uoriginal og klichefyldt old-school metal intro bliver blæst igennem anlægget – fedt! Bandet (-Ripper) står nu på scenen, og åbningsnummeret er ”And... You Will Die”. Efter det tonse-tunge riff kommer mr. Owens så endelig ud på scenen, og det er en fed entre. Manden starter det hele med et heavy metal hyl fra helvede, udført i et så højt toneleje at man skulle tro at det var løgn.
Lyden var ikke så god til at starte med, men det blev bedre i løbet af de næste par numre. Trommelyden var dog ikke på noget tidspunkt noget at råbe hurra for.
Tammerne var meget lave og utydelige, stortrommerne var meget buldrende og dybe. Jeg havde ønsket et godt klik i dem, eller endnu bedre, at de havde brugt triggers. Der var nemlig masser af trioler og forholdsvist hurtige stortromme passager, og pga. lyden var det utrolig svært at høre detaljerne. Nå, men videre i programmet.....

Hele bandet var meget kompetente musikere. Specielt vil jeg nævne bassisten Dennis Hayes. Han spillede finger-bas, og havde virkelig styr på sagerne. Der blev brugt 3-4 fingre næsten hele tiden, og jeg vil sammenligne ham med Billy Sheehan. Ikke at han var helt i samme klasse, men det var sgu derhenad. Så var der lead-guitaristen John Comprix (udtales med stumt x), han havde fandeme god stil. Konstant bredstående og konstant headbangende med sit lange, tynde og smadrede hår. Han kunne virkelig håndtere spaden, og viste det ofte igennem hans blærede soli. Der var styr på alle de svære teknikker. Masser af giftig picking og mange hurtige sweeps, endda 6-stregs sweeps – SEJT! Så skal jeg da også lige nævne ”Ripper”. Han synger så bjælde-godt, jeg tror jeg vil gå så langt som at sige at han måske er den bedste 80’er heavy sanger der er i dag..... Manden besidder et utrolig godt publikumstække, folk var med hele vejen igennem. Godt klaret når man tænker på at deres skive ikke engang er på gaden endnu.

Sættet bestod af 7-8 af deres egne hårdtslående numre, og så lige en lille medley af Judas Priest numre fra ”Ripper perioden”. Man kunne blandt andet høre lidt af ”Burn In Hell” og ”One On One” – fedt! Af deres egne numre som skilte sig ud i sættet, vil jeg nævne ”And... You Will Die” og ”Scream Machine”, det sidstnævnte værende et meget ”Painkiller” agtigt nummer. Det var en rigtig god koncert, og det er stensikkert at jeg vil spendere de 150 kr på pladen når den udkommer til maj.

Nu skulle der så lige gå en lille halv times tid inden aftenens hovednavn Anthrax skulle på. Jeg glædede mig utrolig meget. Jeg troede aldrig nogensinde, at jeg ville få muligheden for at se bandet med den originale line-up.

Yeah! Salen lyser op, og Scott Ian kommer styrtende ud på scenen. Åbneren er ”Among The Living”, de kunne umuligt have valgt et federe åbningsnummer. De godt 1000 publikummer (sådan ca. tror jeg nok...) var alle med. En kæmpe moshpit var nu i gang, og en ca. 1000 mands sing-a-long var nu i gang. Jeg glædede mig til broen for at høre de lynhurtige stortrommer, og ved I hvad? De sad fuldstændig i skabet! Jeg vil også lige pointere, at Charlie Benante er en robot bag gryderne. Tight hele vejen igennem, hårdtslående og ekstremt energisk. Hans kontrol og tempo på de stortrommer ville gøre samtlige nye dødsmetal trommeslagere misundelige. Trommelyden var også ganske fantastisk. Stor og fyldig, dog stadig utrolig distinkt. Joey Belladonna har jo aldrig været kendt som en haj bag mikrofonen, men jeg kan godt fortælle jer, at hans præstation den aften var bedre end på nogle af de plader han har sunget på. Så der var der slet ikke noget at komme efter. Scott Ian, Frank Bello og Joey Belladonna havde fandeme hammer på! De havde publikum med sig, og styrede hver deres vokal-arbejde fuldstændig perfekt. Kun Dan Spitz var kedelig at se på, men det var han jo også i de gode gamle dage. Nu når vi snakker om gamle dage... jeg forstår virkelig ikke hvordan de modne herrer i Anthrax stadig kan have så meget skrald på? De var ligeså energiske som et nyt vredt metalcore band med en gennemsnitsalder på 20år. Ind imellem numrene kom Scott Ian med nogle gyldne heavy metal bemærkninger, som f.eks: ” Heavy Metal Forever”, ”Metal Is In The Heart” og så lige min favorit ”Let’s Keep The Talk To The Minimum & The Metal To The Maximum”... Helt vildt sejt!

I sættet kunne man blandt andet høre:

”Metal Thrashing Mad”, ” Got The Time”, ”Caught In A Mosh”, ”Anti-Social!, ” Skeleton In The Closet”, ”N.F.L”, ”Injuns”, ”I Am The Law”, ”State Of Euphoria”, ”Militia!, ”I’m The Man”, ”Madhouse” etc.....
(hold kæft, det er et sæt der vil noget. Og jeg mangler endda et par numre.)

Alle numre var nærmest perfekt eksekveret, lyden var utrolig god og stemningen var optimal.

Jeg vil gerne lige rose Vega lidt, for at: Lave en så god aften, have lavet så fed lyd, have så dygtige bartendere og så lige for at være (tror jeg nok) Danmarks bedste og pæneste spillested.

Alt i alt en monsterfee aften i Vega. Jeg vil give Beyond Fear 5 stjerner for deres groovy metal med den fedeste vokal. Så videre til Anthrax. Det her kommer i ikke til at se ofte. De får alle 6 stjerner for en perfekt koncert. Tirsdag d. 18/4-06 i København, var Anthrax..... METAL GODS!!!!!!!

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Beyond Fear, Anthrax
  • Karakter: Karakter: 5.5
  • Koncert dato: Mandag, 24 April 2006
  • Koncert sted: Vega
  • By: København

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.