fbpx

Asking Alexandria, While She Sleeps, Motionless In White, Betraying The Martyrs

Billed af Henrik Moberg Jessen
Billed af Henrik Moberg Jessen

For lige knap et år fik Københavns mange pigeteenagere besøg af de engelske metalcore/pop-metal helte, Asking Alexandria. Ligesom i aften foregik koncerten dengang i Amager Bio, og ligesom sidste år havde hovednavnet medbragt op til flere supportbands. Dengang fik jeg mine fordomme om Asking Alexandria bekræftet, da jeg fra starten af deres levetid har mistænkt forsangeren for ikke at kunne synge halvt så godt live, som han gør på deres udgivelser. Han skuffede fælt. Det store spørgsmål må derfor være; har forsangeren forbedret sig? Før vi dog når dertil, skal der siges noget om de 3 opvarmningsbands.

Betraying The Martyrs:
Frankrig er muligvis ikke så kendte for deres metalbands, undtaget er selvfølgelig Gojira, men de har bestemt nogle spændende kunstnere. En af dem er Betraying The Martyrs, som lægger sig imellem deathcore og den melodiske dødsmetal. De har både en forsanger som growler, og en keyboardspiller, der, oveni at betjene klaveret, synger rent. Bandet har kun 5 år på bagen, og har i den tid udgivet en EP kaldet ”The Hurt The Divine The Light” fra 2009, og deres debutalbum ”Breathe In Life” fra 2011. Man kunne senest opleve Betraying The Martyrs i Pumpehuset, som opvarmning til Veil Of Maya tilbage i maj måned sidste år. Det var en ganske glimrende koncert, men som dog var præget af en knap så god lyd.

Kun pga. mit tidlige fremmøde var det muligt at nå ind til tiden og se første act på scenen – Betraying The Martyrs. Ifølge hjemmesiden ville arrangementet først begynde kl. 20, men allerede kl. 19:45 blev lyset dæmpet og de tunge breakdowns satte herefter ind. Salen var på dette tidspunkt knap halvt fyldt, og i løbet af de ca. 20 – 25 minutter bandet var på scenen, kom der efterhånden flere og flere ind fra gaden.

Som det plejer at foregå med det første band på scenen, er lyden som forventet ikke den bedste. Den er ikke forfærdelig, men dog en smule rodet. Volumen er derimod ganske høj. Man kan dog godt høre begge vokalister og keyboardet – de vigtigste ingredienser i Betraying The Martyrs melodiske, men brutale, musik.

Bandet viser ingen tegn på at der, for et halvt år siden, var langt mere gang i publikum, end der, for det meste af tiden, kom til at være i dag. Betraying The Martyrs er tændte og opstemte, og viser en tydelig glæde ved at stå på scenen. Publikum, derimod, viser kun sporadisk begejstring, og selvom der både er moshpits, circlepits og én enkelt wall of death indblandet, er der det meste af tiden meget dødt på gulvet.

Betraying The Martyrs spilder ikke tiden med at tale unødvendigt meget, men får i stedet de fleste til både at klappe og hoppe i takt. I det 3. og 4. nummer lægger sangene fornuftigt ud med et intenst breakdown, som formår at få de fleste med. I den 5., og sidste sang bydes der høfligt op til en wall of death, og publikum takker meget pænt ja. Og det er her, man lægger mærke til hvor meget plads der egentlig er i Amager Bio. Folk gør sig klar, nogle slår flikflak i den nu ryddede midte, og andre løber skrigende bort, imens mange griner lidt uskyldigt ad dem. Også gives der tegn! Av for satan, det må have gjort nas på de forreste, det er helt sikkert… Betraying The Martyrs har helt klart noget crowdcontrol, men ikke tilstrækkeligt til at holde folk kørende konstant i de ca. 25 minutters spilletid.

Betraying The Martyrs forlader scenen allerede efter 5 numre. De tog opvarmningstjansen til sig, og forsøgte med god energi og overskud at levere varen, men de mange nytilkomne, som konstant kom ind fra siden af salen og helst ville helt op foran scenen, ødelagde det naturlige flow imellem bandet og de engagerede publikummer. Den halvrodede lyd ændrede sig desværre ikke til det bedre, og om alt andet, så er det tydeligt, at de fleste ikke er kommet i aften for at se Betraying The Martyrs. Jeg vil dog, på et personligt og subjektivt plan, anbefale at man tjekker bandet ud, for musikken er interessant og for fans af melodiske dødsmetal, kan man ikke gå helt galt. Samtidigt beviste de ved deres forrige koncert i Pumpehuset, at de sagtens kan holde et publikum underholdt igennem mere end en halv time. Denne gang var rammerne, og det meste af publikum, bare ikke til det. 3½ stjerne.

Motionless In White:
Det amerikanske goth/horror inspirerede band, Motionless In White, opstod i 2005. De startede oprindeligt ud med at bevæge sig i den tidstypiske metalcore, som bl.a. kan høres på deres debutalbum ”Creatures” fra 2010. Den handlede i øvrigt om Motionless In White’s fans, som af bandet kaldes for ”creatures”. På deres næste album ”Infamous”, som udkom sidste år, skiftede de markant stil, og begyndte at eksperimentere med både industrial og groove metal. Deres goth/horror image har de dog holdt fast i, såvel som deres rødder i metalcore, og generelt sammenlignes Motionless In White med bands som SlipKnoT, Marilyn Manson, Cradle Of Filth og Metallica.

Allerede 20:30 er sceneskiftet forbi. Lyset dæmpes endnu engang, og de mange skrig tyder på at der, som forventet, er rigtig mange unge mennesker til stede. Og at mange er dem er piger. Modsat til Betraying The Martyrs, er der kommet en smule bedre styr på lyden, og salen er efterhånden ¾ fyldt op. Samtidigt er der et mindre pres på for at komme helt op foran. Det er tydeligt, blot ved at kigge sig omkring, at mange kender bandet i forvejen, og der er da også store moshpits i gang allerede fra første nummer.

Motionless In White ser ikke ud til at kede sig, men de er på ingen måde lige så energiske som Betraying The Martyrs. I forhold til selve musikken, så må jeg indrømme at jeg er stået helt af, allerede fra første nummer. Deres horror/goth-metal-industrial-electro/techno tema virker unødigt påtaget, og musikken siger mig absolut ingenting. Der er dog ikke tvivl om, at de sagtens kan deres lort, og hvis man lukker øjnene lyder det da også fint nok.

I løbet af de næste par numre daler lydens kvalitet. Dette påvirker dog på ingen måde publikums energi, og de fleste virker på alle måder til at have en fest. Både dem som synger med for sig selv, eller dem som er ved at brække lemmer i endnu en wall of death. Koncerten går derud af, og der bliver ikke snakket synderligt mellem bandet og publikum.

Da vi når til aftenens sidste sang, som er den eneste jeg har tjekket ud på forhånd, er det tydeligt at Motionless In White følger den nye bølge af amerikansk metalcore til punkt og prikke. Det er desværre sådan, at de fleste af disse bands tilføjer deres studieindspillet musik alverdens effekter, både på vokalen, instrumenterne og en masse computermæssigt lir, således at det lyder bedre, større og langt mere intenst, end det på nogen måde kan holde til live. Og ”Devil’s Night”, som er det pågældende nummers titel, er ingen undtagelse. De mange ekstra lag af vokalen er væk, mange af computereffekterne er også væk og nummeret er på ingen måde lige så hårdtslående, lige så intenst eller lige så interessant, som det lyder på pladen. Kombiner alt det ovenstående, med det faktum, at det primære guitarriff er taget direkte fra SlipKnoT’s ”Psychosocial”, og vola!, du har nu officielt opskriften på et lorteband – men det er bare min mening, selvfølgelig.

Alt er dog ikke helt forfærdeligt, og publikums massive engagement henter en hel del hjem. Især fordi stemningen ER god, og så kan man jo mene hvad end man vil om selve musikken, men bandet gad godt spille for os, og publikum gad godt se dem, og lyden… Den var acceptabel. Hvis jeg ser bort fra min egen manglende interesse i musikken, bliver det til 3½ stjerne.

While She Sleeps:
Det engelske metallic hardcore band (en beskrivelse givet af professionelle anmeldere, tilsyneladende), blev dannet tilbage i 2006. Der skulle gå 4 år før de udgav deres første udgivelse, et minialbum med navnet ”The North Stands For Nothing” – skulle man føle sig fornærmet? Nok ikke, da det handler om den nordlige del af England, og altså ikke om Norden i al almindelighed. Debutalbummet ”This Is The Six” udkom sidste år, og fik rigtig pæne anmeldelser. Sidste gang man kunne opleve While She Sleeps var som opvarmning til landsfællerne Architects i Pumpehuset, tilbage i oktober måned.

Kl. 21:20 er aftenens 3. band, og dermed det næstsidste, klar til at give det hungrende publikum en stor spand melodisk hardcore. While She Sleeps er, på trods af de enkelte ”rene” vokalstykker, dem som stikker mest ud i aften. Showet åbner lydmæssigt op på den værst tænkelige måde, hvor alt lyder dårligt; vokalen skrues alt for højt op (så højt at det gør ondt i ørerne), guitarerne er skramlede ad helvede til og trommerne lyder mere end som buldrende tønder end som trommer – kun lilletrommen står ud som noget positivt, og det er kun midlertidigt. Det generer dog hverken publikum eller band, og allerede fra 2. nummer er der moshpits.

Af de bands som i aften har stået på scenen, viser While She Sleeps usædvanligt meget energi. De ejer den scene. Forsangeren styrter rundt, guitaristerne smiler og griner, og alt imens er publikum gået i gang med endnu en wall of death. Og endnu en circlepit. Og endnu en… Ja, der er hele tiden et eller andet i gang. Men lyden nægter konsekvent at samarbejde med While She Sleeps, og lydmanden virker helt og aldeles ligeglad.

While She Sleeps præsenterer en lille ”ballade”, og publikum vågner endnu engang op til dåd. Der kommer endnu en wall of death. Der er efterhånden ganske varmt i Amager Bio, og stemningen er høj. Selvom der stadig er mange af de forreste rækker, som tydeligvis ikke er kommet for at se While She Sleeps, nikker mange alligevel godkendende og headbanger lidt hist og her. Endnu et par numre bliver givet til os, og i de sidste 2 numre er lyden faktisk acceptabel. While She Sleeps takker af for i aften med ”Seven Hills”. Især den melankolske outro er flabet, men perfekt at gå ud på.

While She Sleeps er det band i aften som, indtil videre, har klaret opgaven suverænt bedst. Publikum var underholdt, bandet så glade ud og der var en god stemning koncerten igennem. Den forfærdelige skodlyd ødelagde bare muligheden for While She Sleeps, således at de ikke fik chancen for at vise folk, hvad de virkelig er i stand til at levere. For de kan levere. Efter min sidste koncert med dem (den i Pumpehuset med Architects), var jeg ikke overbevist. Det blev jeg denne gang, selv på trods af lydproblemerne. Hvis du er til hardcore af den lidt ”alternative” slags, kan det herfra anbefales at tjekke While She Sleeps ud. Det bliver til 3½ stjerne, men tæt på 4 stjerner. Kom tilbage snart og tag jeres egen lydmand med!

Asking Alexandria:
Det engelske ”electronicore/metal” band i Asking Alexandria opstod først i 2008. På kun 5 år har de fået opbygget en kæmpe fanbase, og har turneret snart hele verden rundt. Og det med kun 2 udgivelser i ryggen. Det første ”Stand Up And Scream” blev udgivet i 2009, og det nyeste ”Reckless & Relentless” er fra 2011. De besøgte sidst Danmark for lige omkring 1 år siden, og med intet nyt fra deres side, udover en bunke covers af kendte hard rock sange, kunne man vente at få nogenlunde det samme som sidst.

22:15 slukkes lysene for sidste gang. Det er næsten udelukkende små piger, der står presset op af hegnet i front. Mange har trukket sig ud mod bordene og stolene, siden de fleste ikke er gamle nok til at købe alkohol. Pigerne skriger. Da de 5 medlemmer kommer valsende ind på scenen, bliver der skreget ad dem hver.eneste.gang.

Da musikken begynder, er salen faktisk kun lidt over halvt fyldt, men til gengæld er alle helt med. Lyden er endelig blevet ganske god, og forbliver sådan igennem resten af koncerten. Publikum hopper, synger, danser. Enkelte mosher, men de små pits dør meget hurtigt. Især de forreste rækker går fuldstændig amok med at kaste bh’er, t-shirts og jeg-skal-komme-efter-dig med diverse, ligegyldige ting op på og mod scenen. Forsangeren, som udstråler total ligegyldighed, samler bh’erne på sit mikrofonstativ. Det er nok standard. Her må jeg undre mig; hvad er det helt præcist pigerne tror de får ud af det, andet end at rende rundt med bryster, der flyver udover det hele og rammer tilfældige, og uskyldige, resten af aftenen?

Præcis ligesom til sidste koncert, og som jeg havde frygtet, viser forsangeren endnu engang, at han overhovedet ikke har nogen interesse i at synge ordentligt. Han prøver, men undgår helt bevidst de helt høje og lyse toner, så det dog ikke lyder så slemt. Men det er stadig forfærdeligt. Manden kan jo ikke synge. Overhovedet. Det er muligvist et smart træk, ikke at forsøge sig med de lyse toner. Men så igen, de som står og råber med bekymrer sig slet ikke, for de synger lystigt med på det hele. De andre medlemmer spiller dog helt fint, men står meget stille, og viser ikke noget synligt engagement.

Publikum, som nævnt tidligere, er derimod helt på og virker ikke til at være trætte, selv efter at have hørt 3 andre bands inden Asking Alexandria. Ironisk nok er det til Asking Alexandria, der er absolut mindst mennesker til stede. På trods af dette spiller bandet ufortrødent, og kommer både igennem sange som ”A Prophecy”, ”A Lesson Never Learned”, ”Another Bottle Down” og ”Not The American Average”. Det er tydeligt at forsangeren både kan screame, og hans growl holder fandme, så hvorfor han ikke bruger det, som han rent faktisk kan noget oftere, ligger uden for min forstand.

Vi trækkes igennem det ene nummer efter det andet, og det er alt sammen urimeligt ens. Et breakdown her, en masse poppede og letfordøjelige omkvæd dér, og sommetider nogle lange, kedelige og instrumentale stykker hvor der, og hold nu fast, bruges playback – til vokalen!! Puha. Det er sgu for sølle. Efter over 15 numre forlader Asking Alexandria scenen for good, og folk begynder at søge mod udgangen.

Jeg har aldrig været imponeret over Asking Alexandria, og om end bandets fans nok vil have haft the time of their life, kan jeg ikke se bort fra, at musikken ikke er noget særligt. Jeg kan ikke finde ud af, hvad det egentlig er de vil med deres musik, og hvorfor bandets fans er så glade for dem. Men glade, det var de. På grund af forsangerens manglende sangevner, playback til vokalen og manglende engagement fra bandet, vil jeg give den laveste karakter jeg nogensinde har givet. 2 meget små stjerner kan det blive til, og det er udelukkende pga. publikums engagement, som var meget tydeligt fra de forreste rækker, og fordi at resten af Asking Alexandria godt kan spille – det ser bare ikke ud til at de gider gøre det.

Galleri fra koncerten (klik på band navn for at se billederne); Asking Alexandria , While She Sleeps , Motionless in White og Betraying the Martyrs .

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.