fbpx

Amon Amarth, Carcass, Hell Fremhævet

Amon Amarth, Carcass, Hell

De svenske vikinger i Amon Amarth er efterhånden hvad man kan betegne som et rigtigt husorkester her i lille Danmark. De har både spillet på Roskilde Festival i 2009, på Copenhell tidligere i år og i Store Vega intet mindre end 4 gange i løbet af de seneste 6 år. Alligevel formår Amon Amarth altid at samle en stor mængde fans til deres shows.
I aften står foruden Amon Amarth også de engelske sværvægtere Carcass og deres landsfæller Hell der for nyligt har fundet sammen efter mange års pause.

 

Hell:
Oprindeligt begyndte engelske Hell helt tilbage i 1982 i en by kaldet Derbyshire. Bl.a. pga. forsangerens død, og deres tidligere pladeselskabs konkurs 2 uger inden den planlagte indspilning af debutalbummet, brød de op kun 5 år senere.
I 2008 fandt de sammen igen og fik her både anskaffet sig en ny forsanger og en ny guitarist. Sidenhen har de udgivet albummet ”Human Remains” fra 2011 og ”Curse And Chapter” tidligere i år.
Genremæssigt betragter kritikerne dem som en del af New Wave Of British Heavy Metal bølgen, selvom de dog selv vedkender sig heavymetal genren. Bandet selv er bl.a. kendt for at være nogle af de første som brugte corpse paint på scenen.

Da Hell kl. 19 betræder scenen er Vega knap 2/5 fyldt. Det kan både skyldes det tidligere tidspunkt, men måske mere sandsynligt at kun få kender til Hell…

Bandet selv er i denne omgang det første jeg skuer. Forsangeren er i bar overkrop og bruger f.eks. en pisk til at straffe sig selv med, således at han fremstår som en skinger og overdramatisk Messias. Det er i god tråd med resten af bandets udklædning, da de alle som én er malet. Det føles dog meget malplaceret, i hvert fald hvis man kigger på hovednavnet, såvel som Carcass’, musik.
Lyden i aften er som sædvanlig af høj kvalitet, og lyset underbygger Hells mystiske og delvist sataniske attitude.

Kun ganske få publikummer ser ud til at kende, endsige bekymre sig, om Hell. Det er ganske tydeligt at bandet aldrig blev store i deres egen tid, og det er tvivlsomt at de skulle blive det i vores.
Der er dog et enkelt tidspunkt i den ca. halve time lange koncert hvor Hell har held med at fange publikums interesse, men det er meget kortvarigt.
Det er ikke fordi forsangeren ikke forsøger, men det er som om han ikke helt kan bestemme sig for om musikken bør tale for sig selv eller ej. I nogle sange er han helt nede ved de forreste rækker – i andre står han med ryggen til.

Også, efter en halv time, takker Hell af.
Efter den seance er jeg om noget kun mere overbevist om at de ikke rigtigt har noget at tilbyde i vores årti. Musikken er ikke forfærdelig, men den forfalder for meget til de samme kedelige 4/4 rytmer og gennemskuelige melodier, og vi har nu engang musikalske giganter der gør præcist det samme – bare bedre – både mht. musikken og udklædningen. Medmindre man savner et nostalgisk fix er det svært at anbefale Hell.
3 stjerner.

 

Carcass:
Engelske Carcass anses som opfinderne af goregrind, såvel som en af pionererne bag grindcore. Senere blev de også anerkendt som endnu en pioner, denne gang bag den melodiske dødsmetal. Bandet har dog også snart 30 år på bagen – de opstod nemlig i Liverpool tilbage i 1985. Derfra gik der 3 år inden deres debutalbum ”Reek Of Putrefaction” blev udgivet. Det næste album ”Symphonies Of Sickness” var klart allerede ét år senere, og kun 2 år derfra ramte ”Necrotism – Descanting The Insalubrious” os hårdt i ansigtet (gad vide om de titler betyder noget?).
Anyway… Så var de 3 første albums sikkert placeret i grindcore/goregrind genrerne.
Carcass begyndte så med tiden at eksperimentere, og det førte til de to næste albums der stadig i dag betragtes som mesterværker i den melodiske dødsmetal. Især ”Heartwork” fra 1993, men også ”Swansong” fra 1996 vil mange nikke genkendende til.
Og det var så dét… Troede man. Imellem 1995 – 2007 var der dødt i Carcass lejren, men så kom de pludseligt tilbage og spillede bl.a. i vores hjemegn til Danish Metal Awards i 2008.
Siden da har Carcass optrådt hist og her, og har også fundet tid til at udgive deres første nye materiale i 17 år. ”Steelwork” ramte gaderne tilbage i september. I øvrigt er Carcass netop også blevet bekræftet til at spille på næste års Roskilde Festival.

Kun et kvarters ventetid kunne det blive til, men på den korte tid ser Vega også helt anderledes ud.
Vega er nu godt og vel 3/4 fyldt op, og det er på flere måder et helt andet band vi har med at gøre.

Først og fremmest er der absolut ingen påtagethed, kun ren og skær overlegen teknik og god sangskrivning. Jeg må blankt indrømme at jeg aldrig tidligere har dyrket Carcass, men fra første strofe lytter jeg interesseret med, og det er bestemt ikke kun mig der ser ud til at falde pladask for dette band.

Lyden har heldigvis ikke forandret sig, så man kan snildt høre alle de finere detaljer.
Lysshowet skal også påpeges, for det er sgu noget man lægger mærke til. Bandet er langt det meste af tiden henlagt i delvist mørke, og sammen med de morbide og klamme videoer man kan skue på de 2 opsatte skærme på scenen er det en grum attitude vi er vidner til. Det er bestemt ikke for sarte sjæle.

Carcass spilder heldigvis ikke meget af tiden med sniksnak – til gengæld får de lov at spille hele 45 minutter. Man kan måske argumentere for at et så stort band skulle have mere spilletid, men i aften er de ”kun” opvarmning for Amon Amarth, og opvarmningsbands plejer sjældent at få mere end 30 minutter at gøre godt med.

Selvom musikken ikke er decideret nem at smadre igennem til, startes der alligevel moshpits i midten af salen mere end én gang. Igen er det til at bemærke Carcass’ fanbase her i Danmark, og det er på trods af at de ikke rigtig gør andet end bare at spille og komme med et par enkelte kommentarer undervejs. Alligevel er det nok. Jeg er godt underholdt, men i sidste ende føles koncerten heller ikke som noget særligt – det var ”bare” godt. Jeg ser frem til koncerten på næste års Roskilde.
4 stjerner.

Sætliste:
1) – Buried Dreams
2) – Incarnated Solvent Abuse
3) – Unfit For Human Consumption
4) – This Mortal Coil
5) – Cadaver Pouch Conveyor System
6) – Genital Grinder/Exhume To Consume
7) – Corporal Jigsore Quandary
8) – Captive Bolt Pistol
9) – Ruptured In Purulence/Heartwork

 

Amon Amarth:
Det svenske vikingemetalband Amon Amarth blev skabt helt tilbage i 1992 og er navngivet efter vulkanen ”Mount Doom” fra Tolkiens univers. Bandets musik kredser for det meste om vikinger i alle deres afskygninger, men Amon Amarth har selv frasagt sig genren vikingemetal – i stedet mener de at tilhøre den melodiske dødsmetal. Hvad end man nu synes, er det uomtvisteligt at de har været længe i gamet. Amon Amarth har udgivet intet mindre end 9 albums.
De mest kendte af de ældre albums består af ”Versus The World” (2002), ”Fate Of Norns” (2004) og ”With Oden On Our Side” (2006). I 2008 fik Amon Amarth endnu et gennembrud med ”Twilight Of The Thunder God” der af flere anses som værende bandets bedste udgivelse.
I 2011 kom ”Surtur Rising”, der dog ikke blev en ligeså stor succes. I sommers blev ”Deceiver Of The Gods” så smidt på gaden.

Da Amon Amarth betræder scenen kl. 21 er Vega nu næsten helt fyldt – alligevel ganske imponerende på en onsdag. Publikum tager godt imod vikingerne, som dog lægger ud med 2 helt nye sange som ikke så mange kender godt til i forvejen. Heldigvis bliver ”Death In Fire” præsenteret kort efter, og der lyder aftenens første store jubelbrøl.

Amon Amarth selv er et rutineret band og det kan spores på aftenens performance. Den er professionel, det tekniske sidder i skabet og forsangeren, den drikkehornsbesiddende vikingekæmpe, snakker både dansk og svensk til os igennem aftenen – der er dog intet usædvanligt at spore. Det er som sådan ikke skidt, for musikken er mere end rigeligt til at holde os interesserede, men bandets optræden er på alle måder ganske standard.

Desværre, og af uforståelige grunde (det er jo hovednavnet der spiller?!), er lydkvaliteten blevet forringet siden Carcass. Først og fremmest er volumen for lav (et problem der desværre ikke bliver rettet op på), men især trommerne (dobbeltpedalen står her markant ud) er mudret. Det bliver bedre efter et par sange, men aldrig helt godt.
Lyset opvejer en smule for det, da det følger bandets musik på flere forskellige måder. Bl.a. lyser det blodrødt under ”Death In Fire”, og under ”Twilight Of The Thunder God” blinker det meget kraftigt for at symbolisere lyn.

Under ”Runes To My Memory” bliver der i ly af mørket indlogeret 2 runesten på scenen – det er sådanne virkemidler Amon Amarth bør bruge oftere, da det understreger meningen bag deres sange.
Det kan godt være det er onsdag, men det skal ikke afholde folk i at feste løs – eller drikke igennem. Under ”Varyags Of Miklagaard” bliver vi kommanderet til at hoppe og ned, og det bliver der i sandhed gjort.

Vi får serveret 14 sange før Amon Amarth smutter af scenen. Sætlisten inkluderer kun 4 sange fra albums ældre end ”Twilight Of The Thunder God”. Man kunne muligvis godt have spillet et nummer som f.eks. ”Asator”, men den nye ”Warriors Of The North” er også et helt fantastisk nummer. Generelt er der sørget for at publikum aldrig skal igennem mere end 1 – 2 nye sange før et hit, eller i hvert fald en relativt kendt sang, fryder vores øregange.

Lyset dæmpes, og stormfulde baggrundslyde kombineret med et imponerende lysshow henleder tankerne mod buldren og torden – også får vi selvfølgelig titelsangen fra ”Twilight Of The Thunder God”. Forsangeren slår endda i gulvet med en gigantisk Mjølner-lignende hammer for at hamre pointen hjem. Vi får lov at gå hjem på ”Pursuit Of Vikings”, som naturligvis delvist dedikeres til os – de rigtige vikinger!

Alt i alt en godkendt indsats fra de svenske vikinger, som dog aldrig nåede over i det fantastiske – det var showet simpelthen for rutineret til. Lysshowet tæller op, og især de fede props der bliver brugt (flere af dem!), men den halvdårlige/halvlave lyd trækker en anelse ned – dog ikke meget.
En fed detalje var at Amon Amarth udskiftede deres baggrundsbanner hele 3 gange.
Herfra gives 4 stjerner.

Sætliste:
1) – Father Of The Wolf
2) – Deceiver Of The Gods
3) – Death In Fire
4) – Free Will Sacrifice
5) – As Loke Falls
6) – Runes To My Memory
7) – Varyags Of Miklagaard
8) – The Last Stand Of Frej
9) – Guardians Of Asgaard
10) – Shape Shifter
11) – Warriors Of The North
12) – Destroyer Of The Universe
13) – Cry Of The Black Birds
14) – War Of The Gods
Encore:
15) – Twilight Of The Thunder God
16) – Pursuit Of Vikings

 

  • Amon Amarth_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Amon Amarth_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Amon Amarth_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Amon Amarth, Carcass, Hell
  • Karakter: Karakter: 4.0
  • Koncert dato: Onsdag, 04 December 2013
  • Koncert sted: Store Vega
  • By: København
  • Genre: Death Metal, Goregrind, Grindcore, Heavy Metal, Melodic, Viking Metal

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.