fbpx

All That Remains, The Haunted

The Haunted:
Jeg fik en smule tidligere fri fra arbejde, så jeg kunne nå ind og se Deadlock. Desværre starter de åbenbart kl. 20:35, og slutter 20 minutter senere – lige præcis hvor jeg ankommer.

Der gik omkring 25 minutter, og så gik The Haunted på med et brag.
Jeg har før set The Haunted, nemlig på The Rock, den 23. maj, sammen med Slow Death Factory. Jeg kan huske, at jeg i sin tid ikke var så vild med deres lyd. Publikum var oppe at køre, men deres musik fangede mig ikke. Okay, den opfattelse er nu ændret!

The Haunted er blevet klassificeret som en blanding mellem veludført og stilfuldt trashmetal og aggressiv in-your-face dødsmetal. Faktisk kunne man endda tro at de var fra USA, da der ikke rigtig er nogen bands i Sverige, der minder om dem – synes jeg.
Der er i hvert fald ingen tvivl om, at det er nogle dygtige musikere.
Trommeslageren har styr på det hele og laver gerne umulige og delvist mulige rytmer. Hurtige, langsomme, 7/8 dels rytmer og alt muligt andet.
Guitaristerne headbanger, udpeger forskellige folk fra publikum, smiler, og leverer onde riffs til den store guldmedalje.

Bassisten er ikke så fremtrædende, men han kan altså noget med de fingre. For satan da, det går stærkt.
Og forsangeren kan man også kun rose for hans erfaring og attitude. Vokalen spænder over både dybt growl helt nede fra maven, høje skrig og veludførte pitches – primært fra det dybe til det høje. Der er også rene passager, som ikke kan høres så godt igen.
Små stykker med hvisken er der også plads til. Og ja, det lyder faktisk også fint.

Der går ikke mange numre, før jeg er helt fanget i deres univers. Jeg kan ikke rigtig høre teksterne, men variationen er anerkendt og giver dem kun mere respekt fra min side af. Lyden er absolut fantastisk, og det er en usædvanlig ting i Pumpehuset.
Jeg har aldrig oplevet en koncert, hvor bandet fyrer den så meget af. Men udover at de fyrer den af, så nyder de showet. Mange var fanget i stemningen og kunne ikke slippe væk – men det var der heller ikke nogen, der gad. Hvordan de gjorde, ved jeg ikke. Men det lykkedes dem at beholde energien, tempoet og pulsen i 65 minutter. Ingen pauser, ingen tab af energi og absolut ingen store fejl. De har spillet meget sammen, for de havde alle styr på hvor, hvornår og hvor lang tid der skulle laves det ene og det andet.
Udover de svenske passager som forsangeren fyrer af imellem hvert 3. nummer – som ingen rigtig forstår – er der absolut ingen pauser. Det ender endda med, at forsangeren bliver blå i hovedet. Mit bifald går til svenske The Haunted, som har vist hvordan metal koncerter skal være – hele vejen igennem.

Jeg er meget fristet til at give dem 6 stjerner, men de får ”kun” 5 pga. følgende: - For lang spilletid. Folk var ikke kommet for at se dem, og ville derfor gemme noget af energien til All That Remains - eller også fyrede de den så meget af, at der ikke var mere liv tilbage i publikum. For efter 40 minutter gik folk kolde – og bandet underholdt sig selv. Egentlig utroligt at de fortsatte i præcis samme tempo.
- At folk blev trætte. Hvis de skulle have haft 6 stjerner, skulle folk have været aktive hele tiden. Jeg kan dog godt se, at dette er næsten umuligt, da de ikke var hovednavnet.

Jeg glæder mig utrolig meget til at se dette band igen!

All That Remains:
Og så var det tid til en tiltrængt pause!
I løbet af den næste halve time gik omkring den ¼ af publikum, som kun var kommet for The Haunted. I baggrunden var der jazz, country og blues musik – ligesom efter Deadlock var gået af scenen.
Da All That Remains gik på, var det med stort banner og intro.
Og hvor er det dog fedt, at de har en kvinde som bassist. Det tegnede allerede godt, da det 1. nummer blev skudt i gang på en bragende måde og bandet kørte derudad. Lyden var også god hele koncerten igennem. Publikum gik i gang, allerede inden bandet havde slået de første toner an.

Jeg kiggede en smule rundt på bandet for at finde ud af noget mere om engagementet, som jeg lægger meget vægt på. Det første jeg ser, er rytmeguitaristen som ser en smule ligeglad ud. Han smiler ikke, kigger ikke på publikum, og spiller bare det han skal spille. Hvis det ikke var et stort navn, kunne man jo forveksle det med nervøsitet – men han spiller godt!
Den anden guitarist giver os nogle gode soloer og bevæger sig da også. Men mest af alt går han bare rundt på scenen.
Forsangeren virker, for mig, en smule arrogant. Han kan growle på mange forskellige måder og skifte fra det ene til det andet, men jeg synes man bliver træt af det. Det lyder ikke helt så godt som det kunne gøre. Hans rene vokaler er til gengæld helt i orden.
Men bassisten er sej. Hun får også lov at growle/skrige engang imellem.
Dog kører hun med utroligt simple basgange, som selv jeg ville kunne spille med en smule øvelse. Og for lige at snakke om trommeslageren, så blev jeg meget fornøjet over den måde, han spiller på. Jeg er selv trommeslager, og kan ikke lade være med at nyde hans dobbeltpedaler, som er fænomenalt hurtige, og den måde han spiller med trommestikkerne. Hvor vi andre kører op og ned, kører han fra siden og ikke imellem tommel- og pegefinger. Nej sgu, imellem pege- og langemanden. Dét er fandme sejt.

Efterhånden som koncerten skrider frem, lægger du hurtigt mærke til de mange fejl, som der er i sammenspillet. Det er ikke særlig tight, og trommespillet skifter i tempo konstant. Guitarerne kommer ikke ind de rigtige steder, vokalisten rammer de forkerte toner i forhold til sangene, osv. Det fortsætter i næsten 40 minutter; selvfølgelig er det forholdsvis små fejl, men de er der – og man kan høre dem.

Dog kan man så igen komme ind på erfaringen, for selvom de kun har udgivet 3 albums og eksisteret siden 2004, så kan de virkelig noget. Rytmeguitaristen laver den vildeste omgang shredding, som Slayer kunne gå hen og synes om.

Efterhånden dør energien dog lidt ud i publikum – de er trætte. Og der griber forsangeren så problemet ved roden, og spørger direkte: ”Hvor mange af jer skal på arbejde i morgen?” og ”Hvor mange skal i skole”. Næsten hele salen rækker hænderne i vejret, og han kvitterer med følgende: ”That’s a lot. But, fuck it. Now we are here – let’s make it a party!”
Og så bliver folk engagerede igen, og her roser han både Deadlock og The Haunted for deres optræden.
Bandet afslutter med This Calling og kommer tilbage med ekstra nummeret ”Two Weeks”. Halvdelen af publikum går efter This Calling og resten bliver...

Det ærgerlige er, at bandet ikke formår at fastholde folks energi. De kører døde i det, og det er også synd, for de laver faktisk rigtig god musik. Af kendte numre, de spillede, kan nævnes: This Calling, Six, Two Weeks, The Air That I Breathe, Not Alone og Chiron.

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: All That Remains, The Haunted
  • Karakter: Karakter: 4.5
  • Koncert dato: Onsdag, 04 Februar 2009
  • Koncert sted: Pumpehuset
  • By: København
  • Genre: Death Metal, Melodic, Metal, Metalcore
  • Samarbejdspartner: Pumpehuset

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.