Normalt er jeg for fin til at se opvarmningsbands. Og selvom jeg får dem set, er jeg somme tider for fin til at skrive om dem. Men i denne ombæring har jeg lige lyst til at kippe lidt med fanen for de amerikanske groovemetallere Incite, der åbenbart har eksisteret i 15 år og udgivet en hel håndfuld studiealbums.At Incite er et rutineret foretagende kan mærkes. Sammenspillet er eminent; især trommeslager Lennon Lopez imponerer med et lige dele frenetisk og ekvilibristisk bombardement af tørre tæsk til…

Der var Hatesphere. Der var Mnemic. Der var Raunchy, der var Dawn of Demise, og der var Koldborn. Og så var der Urkraft.Den nævnte rækkefølge svarer stort set til, hvorledes min opmærksomhed fordelte sig på de nye, toneangivende danske metalgrupper i starten og midten af 00’erne. Det eneste, jeg stort set har vidst om Urkraft, var, at de i hvert fald spillede metal. Og altså var fra Danmark.Siden back when har de åbenbart været gået i opløsning, og nu er de så blevet gendannet. Det…

Jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg ikke ville anmelde Ethereal Kingdoms. Ikke at jeg nogensinde har hørt deres musik, men det er der andre, der har. Og lad os bare sige, at det er en gruppe, der deler vandene.Nok ikke mindst i et land som Danmark, hvor man åbenbart helst skal spille metal med et vis islæt af bøvethed og samtidig gerne være så jordnær udadtil som muligt. I hvert fald hvis man vil undgå at blive kaldt prætentiøs og få evergreen-prædikater som…

Taake spiller en type black metal, som man heldigvis ikke behøver være helt begravet i genren for at kunne høre kvaliteterne i. Det er råt, beskidt, og grimt, og dét er også alt sammen meningen. Men samtidig er der fint med afveksling, både hvad angår temposkift, melodiske passager og længere klimaksopbygninger.Et enkelt riff fra “Havet i Huset” minder mig sågar om Rage Against the Machine. Og mere end en enkelt gang kører publikum endda “Hey! Hey! Hey!”-chants. Ja, der bliver heldigvis lykkeligt længere og længere…

Hold nu for helvede jeres kæft, når I er til koncert.Jeg aner ikke, hvordan jeg ellers skal indlede denne anmeldelse. For jeg har i bund og grund ikke tilstrækkelige ord om den besættende totaloplevelse, som det amerikanske enmands-industrialprojekt Author & Punisher forsøger at berige os med.Derfor henvender jeg mig indledningsvist til alle de forbandede respektløse sludretanter, der vælger at forpeste deres egne og andre menneskers koncerter med noget så ligegyldigt som snak. Jeg har efterhånden set mig nødsaget til at påtale det i adskillige anmeldelser,…

Åh, hvor ser hun dog sød og dejlig ud, den lille Marika Hyldmar.… Men når hun tager mikrofonen for munden, sker der noget, som ikke helt uberettiget kan sammenlignes med den shapeshifter, hun synger (læs: growler) om. Det spinkle pigebarn antager skikkelse af en frådende, aggressiv rottweiler. Hendes blik bliver manisk; hun viser tænder og kanaliserer både dybe, gutturale bjørnebrøl og smertefuldt ætsende drageskrig.Som min veninde følgende siger om Xenoblights skønne frontfigur: “Hun er ikke bange for at se grim ud, og det gør hende…

Jeg har åbenbart aldrig hørt Faanefjell før. For jeg tror, at det er så’n noget Finntroll’sk kædedans-og-mjød-folkemetal, vi skal over at høre. Det er det ikke helt. Faanefjell fra Kristiansand udtrykker det samme dyriske mørke som hjemegnens mange black metal-kolleger. Men klart: Det foregår bestemt i en både musikalsk og visuelt mere farverig og interessant kontekst. Med sin brede pelskrave, sine hvide kontaktlinser og hjortegevirer på skuldrene ligner vokalist Syrtroll mest af alt Lordi, der lige har valgt at køre skovtema. Hans stemme er fjendtlig…

Et par enkelte, foruroligende høje hornlyde lyder inde fra Altas. Ikke fanfarer; snarere advarselssignaler. Der er mørkt i salen, da jeg går ind, og scenetæppet er trukket for.Publikum står i en halvcirkel. Jeg kan høre en enkelt, messende kvindestemme i et manisk tonefald. Kristin Hayter, aka. Lingua Ignota, gentager en sætning på et sprog, jeg ikke kan tyde. Ordet “odio” indleder den; jeg kan ikke regne ud, om det skal betyde det spanske “had” eller det italienske “åh Gud”. I denne tvetydighed beror en sigende…

“Så, nu gik de lige over i at spille tidlig Kashmir”.Min veninde rammer hovedet på sømmet. Den pludseligt hoppende hi-hat og de funky akkorder står i skærende kontrast til Deadnates omgivende, gennemgående højspændt-dramatiske metalniche.Klart, de har hørt Gojira. For nu at sige det mildt. Hvis man hverken kendte Deadnate eller Gojira og hørte dem ryg mod ryg, ville man være tilgivet for ikke at kunne skelne det ene band fra det andet. Selv vokalen, guitarlyden og tapping-riffs’ene er som direkte planket fra den dér hval-plade.…