fbpx

Chthonic - Ián-Bú

Selv om jeg efterhånden har anmeldt musik fra mange steder i verden, er det vist første gang jeg er stødt på musik fra Taiwan. Det kommer i form af en DVD med bandet Chthonic, som har eksisteret i næsten 20 år. DVD’en indeholder optagelser af bandets optræden til 2013-udgaven af Formoz, som er en 3 dages festival i Taiwans hovedstad Taipei.

Chthonic kommer på scenen til publikums jubel, og går i gang med en omgang Death Metal med indhold af både melodi og symfoniske elementer. Det er meget energisk og pænt stramt spillet, og hvis ikke der var en ekstra krølle på historien, ville taiwaneserne ligne massser af vestlige bands. Men det er der, for Chthonic bliver bakket op af en række gæstemusikere, som håndterer nogle af hjemlandets specielle instrumenter; det giver ikke bare musikken er fjernøstligt præg, men understøtter også de symfoniske indlæg, som bandets keyboardspiller står for. Han bærer i øvrigt en underlig maske, som ligner en krydsning mellem en gasmaske og Bob Marley – ret specielt!

Det samme kan siges om det samlede musikalske resultat, for det ligner ikke noget jeg før har hørt – for det selvstændige i musikken scorer bandet høje karakterer. Det får de også fra folk i salen, for de er godt oppe at køre, og der går ikke lang tid før den første moshpit er i syne.

Helt så begejstret er jeg ikke, for det bliver hurtigt for meget med folkloren. Det hjælper en del på kvaliteten, da gæsterne forlader scenen og lader bandet fortsætte alene. Og dog, for nu ligner Chthonic så mange andre bands: Musikken er som sådan okay, men det hele er hørt før. Derfor er mit manglende kendskab til bandet til at bære; Chthonic hører til i en niche i Metallens verden.

Tracklist:
1. Intro: Arising Armament
2. Oceanquake
3. Supreme Pain For The Tyrant
4. Next Republic
5. Takao
6. Broken Jade
7. Southern Cross
8. Sail Into The Sunset’s Fire
9. Defenders Of Bú-tik Palace
10. Outro: Undying Rearmament

 

Læs mere...

Satyricon, Chthonic

Det er torsdag aften i København. Den første vinterkulde er begyndt at melde sig og vel vidende at mørket for alvor er på vej, er vi måske lidt ekstra tungsindige i aften. Men det gør ikke noget, for det danske vejr og mørket, er perfekt til en aften med black metal, fra den absolut bedste skuffe. Knap når jeg at smide mit arbejdstøj før jeg sætter kursen mod Amager Bio, hvor legendariske Satyricon står klar til at få mine øregange til at bløde. Pga. min pressede tidsplan når jeg ikke opvarmningsbandet Chthonic der er fra Taiwan og mig fuldstændig ukendt. Så om jeg går glip af noget er jeg ikke sikker på, men under alle omstændigheder er det tydeligt at det er Satyricon alle er her for i aften. Sidste gang bandet – hvis eneste faste medlemmer er Sigurd "Satyr" Wongraven og Kjetil-Vidar "Frost" Haraldstad – gæstede Danmark, var i april hvor de var et af hovednavnene på Royal Metal Fest i Århus og spillede til stor begejstring for både publikum og anmeldere.

 

Satyricon

Så det er med ganske store forventninger, at jeg trækker i mine miliboots og til lejligheden nyerhvervede Satyricon hoodie og møder op, klar til at lytte, klar til at nyde et af mine favoritsbands live. Amager Bio er til min store overraskelse ikke fyldt, men jeg ender da i fornemt selskab med værten fra P3’s ”Sort Søndag” Anders Bøtter, foran scenen. Klokken cirka ti minutter over ni, indtager Satyricon scenen og indleder aftenen, dog uden at publikum gør meget væsen af sig. Vi skal faktisk en god del minutter ind i koncerten, før folk ligesom liver op og begynder at gå amok. Om det er fordi Chthonic ikke har fået varmet godt nok op under alle de hårde metaldrenge, eller om det er fordi Satyricon ligger ud med nogle nyere, mindre fede numre ved jeg ikke. Men sløvt går det i starten. Publikum domineres af mænd med langt hår, nittebælter og veste med dusinvis af påsyede patches, men her er faktisk mange forskellige typer i aften, hvilket tydeligt afspejler at Satyricon ikke bare er et metalband for de hårde drenge, men også et band for nørderne der savler over hvor teknisk dygtige de to Nordmænd er. For meget kan sikkert siges om dem, men man kan ikke fornægte dem deres enorme talent!

 

Da nummeret ”Now, Diabolical” fra den 8 år gamle plade af samme navn, toner frem sker der endelig noget blandt de øldrikkende masser på gulvet foran scenen.  Nu er de endelig med og stemningen bliver langsomt bedre og bedre. Der fortsættes med ”Black Crow On A Tombstone” og snart flyver der for alvor devilhorns og lange lokker gennem luften. Numre som ”Repined Bastard Nation” og et par nye fra bandets seneste album følger, ”The Infinity Of Time And Space” og ”Nekrohaven”, der nok er noget af det bedste fra den skive, men helt med på det nye er publikum altså ikke. Men Satyricons entusiasme og performance kan der ikke sættes en finger på. Det er en meget ydmyg Satyr der takker ærbødigt hver gang vi har klappet, mens han fortæller at han har set frem til at spille for os. Og han gør det fantastisk. Hans hæse røst er mindst ligeså overbevisende, rå og stærk som den er på indspilninger. Og en smule uhyggelig, hvilket i det her tilfælde kun er et plus. Og så er der jo Frost, manden bag trommerne, manden vi stort set ikke kan se for det kæmpestore trommesæt der omgiver ham. Men synlig eller ej, så er Frost noget af det allerfedeste ved hele aftenen, for hold nu kæft hvor kan den mand spille på de trommer! Flere gange er jeg selv – og tilfældige ”nye venner” under koncerten – åndeløse af ærefrygt og begejstring, over at stå her og lytte til noget af det vildeste spil jeg har hørt meget, meget længe. Som nogle af aftenens sidste numre, får vi ”To The Mountains” og den djævelske ”The Pentagram Burns”, og her brillere han virkelig. Især på førstnævnte nummer, hvor alle tydeligt bare nyder det, suger det til sig og nyder det, som sød honning af fløjlsbløde kronblade eller en lækker mørk rødvin. Denne aften er vi Satyricons ydmyge undersåtter. Og når de så endda giver den gas med synkron-headbanging på scenen, er der ikke et øje tørt. Det ser ganske imponerende ud, fra min plads til højre for scenen.

 

Satyricon forlader scenen da ”The Pentagram Burns” har ringet af, men vender tilbage efter højlydt trampen i gulvet og tilråd. De absolut sidste lækkerier vi får serveret i aften er to af mine egne favoritnumre ”Fuel For Hatred” og ”K.I.N.G”. Og jeg er tydeligvis ikke den eneste der glæder mig over de valgte ekstranumre! Amager Bio gløder under de sidste toner af Satyricons sorte musik og det er meget modvilligt at vi lader dem forlade scenen igen, denne gang for ikke at vende tilbage. Halvanden time fik vi med de sortklædte Nordmænd og en ganske udmærket palet af numre fra lange karriere.

 

Folk begynder at forlade koncerthuset og der er en summen af eufori og god stemning, mens bygningen langsomt tømmes. Satyricon kom, så og sejrede, selvom publikum var lidt længe om at omfavne dem og lyden ikke altid viste sig fra sin bedste side. Men da aftenen først kom i gang, var der vist ingen tvivl hos nogen om, at Satyricon var de ukronede og ubesejrede konger af vores sorte hjerter.

 

5 ud af 6.   

 

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed