fbpx

Five Finger Death Punch - Got Your Six

Jeg er sådan en gammel kone, der lidt tænder af på når bands bander og svovler alt for meget. Og det er det første jeg lægger mærke til, at de er rigtig gode til i Five Finger Death Punch. Det fem mand store band kommer fra Las Vegas og viser sig at have en del flere år på bagen, end jeg først troede. De blev dannet tilbage i 2005 og ”Got Your Six” er deres sjette album.

Første gang jeg hørte et nummer med dem, var det rockballaden ”Battleborn” der var i heftig rotation på radiostationen MyRock. Og om end det var et udmærket nummer, gav det mig også en ide om at det her var endnu et blødsødent, pænt stadionrockband. Men der er bestemt flere nosser og megen alsidighed i Five Finger Death Punch! Albummet åbner med titelnummeret, der er en potent og hårdtslående sag, og klart en af mine favoritter. Bandet spiller en tung blanding af hardrock og heavy metal, med tydelig inspiration fra old school heavy. Og det fungerer rigtig fint. Jo mere jeg lytter til dem, jo gladere bliver jeg også for forsanger Ivans vokal, der både formår at være dyb, rå og meget ærlig. Det går hurtigt op for mig, at de her drenge muligvis ikke har opfundet den dybe tallerken i forhold til den type musik de spiller, men til gengæld har jeg sjældent oplevet et band der har så meget fed energi i deres udtryk! Det er umuligt at undgå at blive revet med ind i bandets univers, for der er både noget de tunge drenge kan svinge håret til, og noget os metal chicks kan synge med på. Numre som ”Jekyll And Hyde” og ”Wash It All Away” er gode eksempler. Især førstnævnte har et omkvæd der skriger så meget på fællessang, at jeg næsten skråler med hjemme i min egen stue. Nuvel, som jeg nævnte bliver der smidt bandeord gennem højtalerne ret ofte, men når teksterne bliver samfundskritiske og dybe, må et par skældsord være tilladt. For jeg kan godt lide at Five Finger Death Punch er andet end hjerte/smerte og teenangst, som ellers var mit første indtryk. Et par andre numre jeg gerne vil fremhæve er ”Hell To Pay” og ”Digging My Own Grave”, især den sidste har en fed melankolsk stemning, og den tunge melodi er perfekt underlægning. Bandet spiller rigtig fint, og der er generelt en rimelig god variation i numrene.

Jeg kan til tider godt synes at det bliver lidt for ”pænt” og lidt for amerikansk til min smag. Der er ingen tvivl om at selvom bandet har noget på hjerte, så er det her mest af alt musik der vinder på sine melodier og sin energi. Jeg smider 4½ stjerne efter ”Got Your Six”, og skulle man have lyst til at opleve bandet live, spiller de i Tap1 sammen med Papa Roach den 6. November.

Track list:
1. Got Your Six
2. Jekyll And Hyde
3. Wash It All Away
4. Ain’t My Last Dance
5. My Nemesis
6. No Sudden Movement
7. Question Everything
8. Hell To Pay
9. Digging My Own Grave
10. Meet My Maker
11. Boots And Blood
12. You’re Not My Kind (Bonus Track)
13. This Is My War (Bonus Track)
14. I Apologize (Bonus Track)
15. (Bonus Track)
Samlet spilletid: 50:00

 

Læs mere...

Iron Maiden - The Book Of Souls

Fem år er gået siden de britiske metalkonger Iron Maiden sidst var i studiet, og skønt de ingenlunde har ligget på den lade side i mellemtiden, var vi en del der tænkte vores, da de udgav pladen ”The Final Frontier” i 2010. Skulle det være det sidste suk fra det aldrende band? Var genopblomstringen af bandet, med Bruce Dickinsons og Adrian Smiths genindtræden i 2000, omsider ved at være overstået? Med udgivelsen af dobbeltalbummet ”The Book of Souls” må svaret være et øredøvende og rungende nej! Over halvanden times musik er det blevet til, og der er ikke overraskende blevet plads til lidt af hvert.

Sanglisten afspejler på alle måder, at bandet til trods for tre-og-et-halvt årtiers albumudgivelser ikke har mistet ambitionerne. Lader man blikket glide ned ad listen, finder man blot en enkelt sang ud af de elleve, som varer under fem minutter, og hele tre sange med tocifrede minuttal, heraf det på papiret ærefrygtindgydende slutnummer ”Empire of the Clouds”, der med sine mere end atten minutters længde lader Maidens hidtidige magnum opus, ”The Rime of the Ancient Mariner”, tilbage i støvet med over fire minutter.

”If Eternity Should Fail” indleder begivenhederne, og bærer sanger Bruce Dickinsons tydelige fingeraftryk. Især den ildevarslende intro og det forvrængede recitativ i outroen trækker linjer til såvel Dickinsons soloudgivelser som den mere moderne og friske stil, som Maiden indledte med hans og Adrian Smiths genindtræden i bandet på ”Brave New World”. De to har i fællesskab skrevet andet nummer, ”At the speed of Light”, som er en af pladens korteste og mest iørefaldende sange, og velsagtens derfor lægger til grund for den første video fra denne plade. Med et mere rocket versstykke end jeg havde forventet at høre fra ophavsmændene til NWoBHM, er det lige før det klinger som et artistisk valg, når Dickinsons stemme sine steder næsten knækker over i omkvædet. Det er desværre også i dette moment jeg konstaterer, at hans stemme, for første gang jeg på stående fod kan huske, lyder slidt og ude af stand til at udfylde tonerne i toppen som den plejer. I løbet af næste nummer er han dog tilbage i fin stil, og selvom nummeret i sig selv ikke er særligt mindeværdigt, er det leveret med en overbevisende sikkerhed, til trods for en sært klodset overgang til outroen. Nummeret her er måske pladens mest anonyme, og efterlader mig med fornemmelsen af, at der har været mere fokus på at følge en skabelon end sangens eget flow, som stoppes ret brat efter et ellers helt udmærket solochase. Fjerde skæring udgøres af det, som på de fleste andre plader havde været højdepunktet, nemlig det lange Steve Harris-epos. I dette tilfælde hedder nummeret ”The Red and the Black”, og vi taler om 13½ minuts sing-along gallopmetal, med takt- og temposkift, alenlange guitarmelodier, oh-oh-oh—omkvæd og hele svineriet. Det er et storladent og flot nummer med sædvanlig sans for den gode melodi og stemning, hvis eneste svaghed egentlig er den overraskende dårligt udførte bas in- og outro, og det forløber i sin helhed fuldstændig som forventet – Med masser af store armbevægelser som alle uden undtagelse kan forudsiges. Klemt inde mellem denne mastodont og det 10½ minut lange titelnummer ligger det relativt undselige ”When the River Runs Deep”, som er en udmærket uptempo lille seksminutterssag, der desværre drukner lidt i mængden, som den ikke adskiller sig væsentligt fra. Ligesom ”The Great Unknown” indeholder sangen sådan set alle de rette elementer, men uden at disse sætter sig fast i øregangen som andet end et behageligt soundtrack til det man ellers lige foretager sig. Anderledes massivt tramper ”The Book of Souls” sig vej ud af hørebøfferne, og lader sangskrivningsmæssigt ingen af Maidens største sange fra den nyere æra noget efter. Tungt og buldrende sparker den enhver tvivl til side, og fremstår som et kvintessentielt Iron Maiden-nummer som de har lydt de sidste femten år. Ikke overraskende rammer vi så igen en lille bølgedal med nummeret ”Death or Glory”, der som ”The Great Unknown” glimrer mest ved sin mangel på genkendelighed. Det samme er tilfældet med ”Shadows of the Valley”, der til trods for sin ”Wasted Years”-lignende intro ikke hæver sig til særligt nævneværdige højder, og efter min mening hører til de mere udkogte af kartoflerne. ”Tears of a Clown” derimod, som tekstmæssigt bygger på historien om komikeren Robin Williams’ depression og selvmord, er en af de bedre sange på pladen, og er resultatet af Smith og Harris’ fælles indsats, efter to dødsfald i sidstnævntes nære omgangskreds og familie. Den alvorligt melankolske stemning flyder ubesværet og uden den mindste påtagethed eller overdreven dysterhed. Samtidigt bliver der plads til en fin og levende solo og et velspillet, skævt mellemstykke, og sangen er i mine ører en af de bedste på pladen. Næstsidste nummer, ”The Man of Sorrows”, er det eneste som Dave Murray krediteres for at have medvirket til at skrive. Om det kan redegøre for de lidt sære og tilsyneladende tilfældige modulationer i tonearter gennem nummeret, skal jeg lade være usagt, men af de mere vanlige numre er det måske det, der vil splitte lytterne mest. Det har en lidt mere progressiv karakter end resten, og kan derfor virke lidt mere udfordrende at lytte til. Jeg synes desværre, at resultatet er mere tilfældigt og patchworkagtigt end egentlig velkomponeret, hvilket for så vidt på udmærket vis leder os til pladens sidste nummer; det føromtalte monster ”Empire of the Clouds”. Skrevet af Dickinson alene indspillede resten af bandet deres part efter dennes klaverspil, hvilket ikke har været en uanselig bedrift med de mange små skift i feeling og tempo. Sangen indeholder også strygere og blæseinstrumenter, og minder nogle steder om et musicalnummer af et 70’er-progrock-orkester. Tag ikke fejl; det er umiskendeligt et Iron Maiden-nummer, men også lidt som om Iron Maiden havde skrevet og spillet ouverturen til Hair eller havde lavet et Metallica/Michael Kamen-projekt. Resultatet er temmelig specielt, og svært for mig at placere i mit indre katalog. Jeg må virkelig bifalde ambitionsniveauet og det mod der må kræves for, for første gang i en karriere der spænder over så mange år, at udgive et dobbelt studiealbum med et så mærkværdigt højdepunkt. Samtidigt er det dog svært at abstrahere fra de meget atypiske elementer i nummeret, som havde egnet sig fortrinligt til et konceptalbum, ikke mindst da vi tekstmæssigt har at gøre med et af Dickinsons meget fortællende narrativer, men som ærligt talt udgør en forbavsende uforløsende slutning på en Iron Maiden-plade. 

Samlet set er der den forventelige mængde højdepunkter og mellemstationer på ”The Book of Souls”. Iron Maiden kan næppe anklages for at have genopfundet sig selv, med ”Empire” som indlysende undtagelse, og det betyder at man i hovedtræk ved stort set præcis hvad man får og hvornår man får det. Da bandet siden ”Brave New World” har benyttet sig af samme studie, producer og besætning er lyden som vi kender den, og sangskrivningen stort set uden overraskelser, men alligevel ganske levende udført, da en del af processen har bestået i at skrive sange i studiet og bruge relativt mange one-takes. Så meget desto mere imponerende et resultat, kan man sige, og til trods for kamp mod kræft, personlige problemer og en gennemsnitsalder i den voksne ende, er der ingen grund til at tvivle på sekstettens energi og virkelyst. Vi faste fans får hvad vi forventer og mere til, og efter min mening er der al mulig grund til at give ”The Book of Souls” mere end et enkelt lyt, til trods for visse perioder med tomgang og til tider overvældende brug af keyboards. En pæn, øvre middelkarakter får Iron Maiden med herfra for en både livlig, lidt ensformig og alligevel anderledes plade, og et ekstra ”Up the Irons!” for indsatsen.

Trackliste:
Eternity Should Fail (8:28)
Speed of Light (5:01)
The Great Unknown (6:37)
The Red and the Black (13:33)
When the River Runs Deep (5:53)
The Book of Souls (10:31)
Death or Glory (5:13)
Shadows of the Valley (7:32)
Tears of a Clown (4:59)
The Man of Sorrows (6:27)
Empire of the Clouds (18:04)

Samlet spilletid: 92:17 minutter

 

Læs mere...

Muse - Drones

Tre år efter den mere eller mindre skuffende The 2nd Law er Muse omsider tilbage. For længe siden lovede de på deres Facebookside, at det kommende album ville være mere præget af tunge guitarriffs og rockede numre, end den meget eksperimenterende forgænger.

Sørme om ikke de har holdt deres løfte – mere eller mindre.

Pladen starter ud i vanlig Muse-stil med det lettere hysteriske ”Dead Inside”, hvor Matthew Bellamys vanvittige vokalarbejde serverer en flerstemmig intro – og så er Muse for alvor i gang. Det cementeres med det nummer, der også har været single forud for albummet, ”Psycho”, der med sit simple og lige-på-og-hårdt-guitarriff rummer selve essensen af Muse; storhed, galskab og dommedag. Det minder mig om, da jeg for efterhånden mange år siden skulle anmelde deres Absolution DVD, og jeg sad og så den; så kom min bror ind på værelset under introen til ”New Born” og han konstaterede ”at det da vist bare var et nyt Radiohead” … så skruede jeg lidt mere op for lyden og min bror tabte mælet – for den sammenligning har ingen gang på jord.

Til gengæld bliver Muse ofte, og ikke uden grund, sammenlignet med Queen – og ”Defector” føjer nyt brændstof til den sammenligning.

Der er det særlige med Muse, at enten elsker man dem, eller også hader man dem. Jeg hører til den første kategori, for jeg er absolut betaget af deres evne til at vride lyde ud af deres respektive instrumenter – og at Bellamy hører til blandt verdens bedste nulevende guitarister og sangere, kan der ikke være meget tvivl om. Alt sammen noget, der tilfører Muse deres særegne galskab.

Netop galskaben er i den grad til stede på dette album, hvor eksempelvis den ti minutter lange ”The Globalist” starter med Morricone-agtig westernrock, for at gå over i testosteronpumpet guitarrock – for igen at gå over i afslutnings- og titelnummeret, som er et sært kirkekorsintermezzo – undertegnede har stadig ikke fundet ud af, hvorvidt han kan lide det eller ej, men det er jo Muse; så det er jo en præmis man bliver nødt til at gå med på.

Jeg vil ikke mene, det er at tage munden for fuld at kalde Drones for et comebackalbum. Det er uden tvivl det bedste, Muse har leveret siden Absolution – og det siger vel ikke så lidt?

Trackliste:
1. Dead Inside
2. (Drill Sergeant)
3. Psycho
4. Mercy
5. Reapers
6. The Handler
7. (JFK)
8. Defector
9. Revolt
10. Aftermath
11. The Globalist
12. Drones
Total spilletid: 52:48

 

Læs mere...

Lindemann – Skills In Pills

For mig som for de fleste andre Rammstein-fans er bandets lange pause lidt af en prøvelse. Derfor blev jeg glad for nyheden om, at forsangeren Till Lindemann havde fundet sammen med Peter Tägtgren, som ikke kun er kendt som producer men også er mastermind i bands som Hypocrisy og Pain – kombinationen af tysk tordenvokal og svensk instrumentering lød som en glimrende opskrift på at skabe noget nyt.

Én ny ting høres med det samme, for gennem hele albummet er teksterne på engelsk, men denne uvante opgave klarer Hr. Lindemann udmærket; hans meget markante vokal tager ikke skade af at prøve kræfter med noget nyt. Alligevel får det engelske en negativ indflydelse på albummet.
Hvis man har fulgt med i Rammsteins karriere, ved man at Till kan lide seksuelle temaer og provokationer forbundet hermed - Derfor overrasker det ikke, at et fremtrædende tema på ”Skills In Pills” er sex. Her viser de engelske tekster sig at være en hæmsko, for hvor han på sit modersmål er i stand til at benytte tvetydigheder til at præsentere temaet på en elegant måde, må han her holde sig til et mere direkte sprog. Resultatet er, at finessen mangler og det i stedet ender med at blive både lummert og plat.

Så må man sætte sin lid til den musikalske side af sagen, men heller ikke hos Tägtgren er der meget at komme efter. Han har skrevet en stribe numre, som i brug af guitarer, synthesizere og opbygning ligner … surprise: Rammstein! Desværre er resultatet ikke i nærheden af forbilledets kvaliteter, og sammen med de tekstmæssige svagheder efterlader det ”Skills In Pills” som en temmelig skuffende og overflødig affære. Det lykkes hverken at skabe noget nyt og spændende eller løsrive sig fra moderbandet, så jeg håber at Rammstein snart udgiver noget nyt, så vi kan få den ægte vare.

Tracklist:
01. Skills In Pills
02. Ladyboy
03. Fat
04. Fish On
05. Children Of The Sun
06. Home Sweet Home
07. Cowboy
08. Golden Shower
09. Yukon
10. Praise Abort
11. That's My Heart
Samlet spilletid: 44:58

 

Læs mere...

In This Moment – Black Widow

In This Moment er en amerikansk sag. Født i 2005 af forsanger Marie Brink og guitarist Chris Howort, er bandet ikke helt nye på Goth rock/metalcore scenen. Debuten kom i 2007 i form af Beautiful Tragedy, og siden hen er det blevet til yderligere fire udgivelser, hvoraf seneste, Black Widow, udkom i november. Således introduceret. Kan man ikke lige huske navnet, er det muligt at man husker en af bandets musikvideoer, der oftest har Marie i fokus i lettere afklædt tilstand. 

Det sagt, er der ingen grund til at tro, at In This Moment er et intetsigende marketing stunt solgt på sex og looks, som set før. In This Moment har sine ganske positive momenter. Rent lydmæssigt står vi et kæmpe mash-up af forskellighed. Hvis Marilyn Manson fik et barn med Lady Gaga tror jeg næsten det ville være In This Moment. Det gør ikke nødvendigvis bandet til en succes, Manson og Gaga har trods alt begge lavet rigelig lort, men det giver en ide om hvor vi befinder os rent lyd- og attitudemæssigt (Gaga primært attitude). Nogen gange er der metalcore lignende tæv i luften som på ”Big Bad Wolf” og ”Sick Like Me”, andre gange kitchet rock-along muzak som på ”Dirty Pretty”. Maries alsidige vokal bærer uden tvivl en stor del af In This Moment, da der rent musikalsk ellers ikke er meget nyt at komme efter. Når det går højt, spiller In This Moment mildt sagt rigtig fedt. Modsat er det virkelig også kedeligt, når det ikke spiller. Det fungerer bedst for In This Moment på numre som førnævnte ”Big Bad Wolf” og ”Sick Like Me”, hvor der smadres afsted på ubehagelig vis. ”The Fighter” er en svinefed ballade, der sender tankerne mod et af bandets klare inspirationskilder – Evanescence. 

Lyrisk leverer In This Moment ingen overraskelser. Sex, domimans i diverse afskyggelser og well, ikke overraskende - kærlighed. Det hele er lidt vampet, men når man vælger at gå ned ad den sti, må det også forventes at man går hele vejen. Det gør In This Moment godt og vel, det er bare med varierende succes. Dertil er der irriterende megen intetsigende spildmateriale. Black Window lægger ud med en 1:50 min lang dyster og ekstremt ildevarslende intro. Man kunne så forvente at der var en decideret sammenhæng mellem dette intronummer (The Infection) og efterfølgende ”Sex Metal Barbie”, men det er der ikke. Det er fanme en dum start. Intronumre fungerer kun hvis der er sammenhæng med nummeret og resten af albummet, ellers er det pointløse fillers, der bare skal gå væk. ”Into The Darkness” er ligeledes en næsten tre minutter lang filler, hvor vi skal høre Marie snøfte. Kedeligt, irriterende og stort set lige så uninteressant som den efterfølgende ”Out Of Hell”

Overordnet set er Black Widow altså hverken fugl eller fisk. Det er hverken rigtig skidt eller decideret fantastisk. Heldigvis er der en overvægt af positivt materiale. Mens vi venter på at Manson forhåbentlig leverer noget, der er lidt bedre end de seneste skiver lort han har udgivet, er Black Widow en udmærket filler. 3,5 ud af 6.

Tracklist:
1. The Infection
2. Sex Metal Barbie
3. Big Bad Wolf
4. Dirty Pretty
5. Black Widow
6. Sexual Hallucination (feat. Brent Smith)
7. Sick Like Me
8. Bloody Creature Poster Girl
9. The Fighter
10. Bones
11. Natural Born Sinner
12. Into The Darkness
13. Out Of Hell

Læs mere...

Pink Floyd - The Endless River

Der er løbet meget vand i åen, siden Pink Floyd blev dannet i 1963. Men det er tilsyneladende ikke slut endnu – der er i hvert fald lagt op til at åen (eller i dette tilfælde, floden) ikke foreløbigt løber tør. Eller hvad?

Nej, for jeg synes altså ikke, det kommer helt op at ringe – slet ikke i nærheden af, hvor Pink Floyd var en gang. Hele pladen bærer præg af, at den består af rester fra deres meget omdiskuterede, tyve år gamle The Division Bell. Pladen hænger sådan set udmærket sammen; så godt, at det faktisk er svært at adskille numrene. Men jeg keder mig alligevel – for nok har Pink Floyd tidligere lavet adskillige langgabere, men de har nu alle haft en eller anden form for nerve, der har holdt lytteren til ilden. Med ganske få undtagelser, er dette ikke tilfældet her; jeg har nu gennemlyttet albummet adskillige gange, men det er ikke mange gange, jeg er kommet igennem det, uden at tage en afstikker til noget andet musik. Det er faktisk først på afslutningsnummeret, Louder than Words, jeg for alvor kan genkende noget Pink Floyd; dels Gilmours vokal, men bestemt også hans guitarlyd, som endelig træder frem … men det er egentlig ikke bedre, end noget at det, han har præsteret som solist.
Som lydtapet fungerer The Endless River godt – men som et Pink Floyd-album, man kan (skal) lytte intenst og koncentreret til, er jeg bestemt ikke overbevist. Jeg tror, jeg vil sætte deres udmærkede opsamling Echoes på i stedet, og tænke over, at det engang eminente band nu har udgivet deres sidste album – det har Gilmour i hvert fald ytret – og så vil jeg hellere huske dem for det, de var.

Trackliste:
1. Things Left Unsaid
2. It’s What We Do
3. Ebb and Flow
4. Sum
5. Skins
6. Unsung
7. Anisina
8. The Lost Art of Conversation
9. On Noodle Street
10. Night Light
11. Allons-y (1)
12. Autumn ‘68
13. Allons-y (2)
14. Talkin’ Hawkin’
15. Calling
16. Eyes to Pearls
17. Surfacing
18. Louder than Words

Total spilletid: 52:59

Læs mere...

Slipknot - .5: The Gray Chapter

Slipknot er lidt af en institution for sig selv. Tidligere pionerer, nu tenderende til mainstream, har Des Moins drengene redet på metalmarkerne siden 1995. Naturligt med diverse op og nedture, herunder, Paul Grays død og Joey Jordisons afsked med bandet i 2013. Der skal da heldigvis mere til at stoppe den 7-hovede hydra og derfor er vi fremme ved 2014-udgivelsen .5 The Gray Chapter.

Om end der har været nogle naturlige udskiftninger i bandet, har det ikke ændret synderligt på Slipknots sound. Efter et tre minutters insisterende og småligegyldigt intronummer, brager ”Sacastrophe” igennem. En voldsom sag, der sender tankerne hen mod materialet på Vol. 3: The Subliminal Verses. En glimrende start hvor Slipknot spiller på alle de rigtige tangenter. ”AOV” følger pænt trop og starter dejligt tungt og aggressivt ud. Midtvejs slår Corey over i skønsang og skaber en fin pendant til den tunge uptempo trommegang. To gode numre, der på hver sin vis viser Slipknot fra den bedste side. Singlen ”The Devil In I” følger godt trop. Igen et ganske fedt nummer, om end mere jævnt og forudsigeligt end de forrige. Mens ”Killpop” har sin helt egen, noget alternative charme, er ”Skeptic” til gengæld et røvligegyldigt og ensidigt nummer. Her er trykket så hårdt på genbrugsknappen, at det nærmest gør ondt i ørerne. At det samtidig er kedeligt gør det ikke bedre. ”Lech” er ikke meget bedre, men dog bedre end post-hymnen ”Goodbye”. Der skal ikke læses meget mellem linjerne for at fange, hvad nummeret omhandler – det er bare en kedelig hymne.

Herefter går det lidt op og ned uden for alvor rigtig at blive farligt. ”Nomadic” falder ligeledes i "ligegyldig og kedelig"-kategorien. Det bliver først sjovt igen på ”Custer”, som har lidt af den her vanvidsfølelse der prægede bandet, dengang de var et frisk pust. ”The Negative One”, puster yderligere lidt liv i festen og sørger for at Slipknot, med .5: The gray Chapter, ender på et hæderligt niveau.

Slipknots 5. opus er lidt af en rutchetur – på godt og ondt. Det er specielt det varierende niveau af nerve, der rammer lytteren. Nogle numre er virkelig fede, mens andre er utroligt trivielle. Bandet mangler simpelthen opfindsomhed og ikke mindst det vandvid, der gjorde Slipknot interessant back in the days. I stedet for at man aldrig ved hvor man har hydraen, må man nu affinde sig med det tilnærmelsesvist forudsigelige. 4,5 ud af 6.

Tracklist:
1.XIX
2.Sacastrophe
3.AOV
4.The Devil In I
5.Killpop
6.Skeptic
7.Lech
8.Goodbye
9.Normadic
10.The One That Kills The Least
11.Custer
12.Be Prepared For Hell
13.The Negative One
14.If Rain Is What You Want

Læs mere...

Slash - World on Fire

Jeg må indrømme, at selvom jeg prøver at tilgå alle nye plader med et åbent sind, havde jeg overordentligt svært ved ikke at være forudindtaget, da jeg skulle anmelde den nyeste plade med Slash. Da jeg så opdagede, at den skøre hattemager med slangekrøllerne gudhjælpemig havde smidt 17 (!!) numre på pladen, blev jeg ærligt talt lidt træt! Det have naturligvis været helt legitimt, hvis pladen havde budt på 17 rigtigt fede rocknumre. Det er bare ikke tilfældet.

Apocalyptic Love fra 2012 var muligvis helt hæderlig, men dette bud på et samarbejde med henholdsvis en kunstner fra et band, der en gang var stort, og en kunstner fra et band, der muligvis stadig har lidt potentiale, burde være blevet i øvelokalet – og Slash burde snart indse, at Guns N' Roses ikke eksisterer længere.

World on Fire er simpelthen næsten halvanden times tomgang og gentagelser, hvor klicheerne nærmest falder over hinanden. For bare at nævne nogle få rædderlige eksempler (jeg ser ingen grund til at nævne eksempler i alle 17 skæringer), starter ”Automatic Overdrive” (jøsses for en titel) egentlig meget stemningsfuldt med trommer og guitar, men så brydes det med et riff, som Slash tilsyneladende har tyvstjålet fra Judas Priest og det hele bliver egentlig lidt ligegyldigt. Næsten ligeså ligegyldigt og intetsigende som ”30 Years to Life”, hvor der vist ikke kan tvinges mere koklokke på – ja, det var endnu en fortærsket kliche - ligesom ”Beneath the Savage Sun”, hvor soloen mest af alt lyder som genbrug fra Appetite for Destruction. Som et sidste eksempel på alt det overflødige fyld, der er på denne her plade, kan man jo kaste et blik på ”Battleground”, hvor Myles Kennedy benytter sig af ”Suede-tricket”, hvor man bare synger ”la-la-la”, når man ikke kan finde på mere meningsfuldt at synge, men stadig skal have fyldt noget tid ud.

I mine ører er det det, der beskriver pladen bedst: meningsforladt fyld, der bare skal gøre det ud for en plade. Det kan selvfølgelig være glimrende med uprætentiøs, simpel og testosterondrevet rock'n'roll til masserne – det er jo, i bund og grund det, rockmusik går ud på. Men skal vi ikke lade dem der fra Australien tage sig af det – så kan Slash tænke på, at han for godt tyve år siden selv var et navn.

Trackliste:
1. World on Fire
2. Shadow Life
3. Automatic Overdrive
4. Wicked Stone
5. 30 Years to Life
6. Bent to Fly
7. Stone Blind
8. Too Far Gone
9. Beneath the Savage Sun
10. Withered Delilah
11. Battleground
12. Dirty Girl
13. Iris of the Storm
14. Avalon
15. The Dissident
16. Safari Inn
17. The Unholy

Samlet spilletid: 77:32

Læs mere...

Theory Of A Deadman – Savage

Theory Of A Deadman er et af de bands jeg har stiftet bekendtskab med på flere måder, uden at være faldet for deres musik. Det canadiske hardrock band er signet hos Kroeger’s pladeselskab, 604 records, og det gør givetvis, at det er svært ikke at have nogle foruddefinerede forventninger til bandets femte album - Savage.

Hele balladen startes af nummeret ”Drown”, der overhovedet ikke lugter af Nickelback eller Kroeger på nogen anden måde. I stedet lugter det af Alice In Chains og fandens tung tråd. Tylor Connolly på vokal har da også lige fået pillet lidt ved vokalen så det hele lyder lidt tungere og lidt federe – og ”Drown” er et ret fedt nummer. Kender man bare en smule til Theory Of A Deadman, er der ingen tvivl om at ”Drown” er et lidt atypisk nummer. De Næste numre, ”Blow” og ”Savages” (forresten med Alice Cooper på gæste vokal) lyder som Theory Of A Deadman som man kender dem: Solid hardrock, men af varierende kvalitet. Herved kunne jeg reelt sætte to tykke streger under, for det er facit for denne anmeldelse. Men lad os for underholdningens skyld se lidt nærmere på hvad der rocker og hvad der sucker på Savage. Cooper og Connolly leverer en ret fed gang vokal på førnævnte ”Savages”, mens efterfølgende ”Misery Of Mankind” rocker derud af, men uden rigtig at træde i karakter. Det gør ”Salt In The Wound” til gengæld. Her er nemlig den nerve og intensitet der er at finde i et godt hardrock track.

Herefter finder vi albummets store ballade - ja, ja der er også ”The One”, men den er røvsyg. ”Angel” er et nummer man enten elsker eller hader. Personligt falder det positivt ud. ”Angel” er ikke bare et flot nummer, men også et meget singalong venligt nummer – og med sikkerhed et nummer der vil hitte i hjemlandet. Nuvel lyrikken er ikke så skide opfindsom, men det er den sjældent når det kommer til ballader.

”Heavy” er godt nok heavy, men heller ikke særligt interessant, mens ”Panic Room” igen byder på den gode og indbydende tråd i form af en flad lige i ansigtet. Sådan fortsætter det så gennem de efterfølgende 4 numre, inden der lukkes og slukkes med den storladne og særdeles fede slutter ”The Sun Has Set On Me”. Resultatet? Præcist som tidligere nævnt. En solid hardrock udgivelse, men med varierende indhold. Der skal dog ikke være tvivl om at dette album er langt over bestået, selvom det ikke bliver til en topkarakter. Der er en klar overvægt af fede numre, og derfor løber Theory Of A Deadman også med 4,5 ud af 6.

Tracklist:
1.Drown
2.Blow
3.Savages (feat. Alice Cooper)
4.Misery Of Mankind
5.Salt In The Wound
6.Angel
7.Heavy
8.Panic Room
9.The One
10.Livin’ My Life Like A Country Song(feat. Joe Don Rooney of Rascal Flatts)
11.World War Me
12.In Ruins
13.The Sun Has Set On Me

 

 

Læs mere...

Opeth - Pale Communion

Dette ellevte studiealbum fra svenske Opeth markerer efter alt at dømme endegyldigt bandets, eller måske mere præcist hoveddrivkraften Michael Åkerfeldts, afsked med death metal-genren. Væk er de store dissonnerende, distortede akkorder. Væk er de buldrende metaltrommer. Væk er spændingen omkring hvilket af de tonstunge riffs der pludselig ændrer karakter, når det i stedet bliver spillet på en akustisk guitar (Nå ja, ikke helt væk, men det vender jeg tilbage til). Og ikke mindst; Væk er en af de fedeste growlstemmer jeg nogensinde har hørt. Således lettere nedtrykt sætter jeg Pale Communion på igen, og vender opmærksomheden mod det, der er givet os i stedet.

Egentlig burde det jo ikke komme som den store overraskelse, at Opeth, efter tyve års pladeudgivelser og lige så mange forskellige bandmedlemmer gennem årene, efterhånden har udviklet et andet udtryk. Og udviklingen er jo også sket gradvist. Et af bandets varemærker har i mange år været musikkens vekslen mellem de hårde og bløde passager, og senest med Damnation fra 2003 stod det klart, at Åkerfeldts fokus i stadig stigende grad var de mere stille og melodiøse sider. De efterfølgende udgivelser har da også i stadigt større omfang båret præg af en opblødning; I guitarernes og vokalens lyd, sammensætningen af numrene og i det hele taget bevægelsen i retning af et mere rocket og 70'eragtig sound.

Den aktuelle udgivelse er den hidtil mest retroagtige. De bærende elementer i første nummer er således en halvlang og småskæv intro, noget ret Led Zeppelinsk trommespil og et meget prominent, vrælende hammondorgel. Efter et par minutters tid går "hovedmelodien" i gang. Den er ganske som man kunne forvente af Opeth, et clean guitarstykke med lidt piano og nogle meget genkendelige harmonier. Lidt mere orgel end vanligt, og meget mere flydende og melodiøs bas. Og så starter vokalen. Ikke bare med Åkerfeldts rene stemme, men såmænd med et trestemmigt arrangement af den. Dernæst fyldes der på med strygere og en kort men smuk lille guitarsolo, og til slut en decideret prog rock/jazzet outro som klinger ud på en ekstra storladen stadionakkord... Spørgsmålet er vel så, om det efterlader en forvirret eller snarere forventningsfuld.

For mit vedkommende kan jeg ikke komme udenom, at denne plade vokser for hver gang jeg hører den. For selv om Opeth er blevet et meget mere afdæmpet foretagende end de var i de gode gamle dage med Still Life og Blackwater Park, skinner deres virtuositet og særligt Åkerfeldts sangskriverevner så meget mere igennem. Numrene er simpelthen bare godt skrevet, og har en underliggende stemning af dysterhed og melankoli, som bliver bedre forløst i musikken end den gjorde på den gode men alt for korte Damnation. Dertil kommer retroværdien. Denne plade burde bare være opstået i 70'erne, tydeligt illustreret på et nummer som Goblin, med sit Al-DiMeola-jazz-rockagtige udtryk - Som til gengæld bliver efterfulgt af den flydende smukke ballade, River, der halvvejs igennem alligevel ændrer form og vikler sig ind i endnu mere musikalsk tornet underskov.

Opeth har altid haft deres eget udtryk, kombinationen af elementer har været relativt let at genkende, og dette har ikke ændret sig. Åkerfeldts fremragende sangstemme kommer flot til udtryk, og strækker sig fra det rå, hæse og inderlige til den florlette fistelfalset, som nok vil ærgre den lytter, som måtte vente på growlet. For det kommer ikke, hverken i musikken eller i vokalen. Til gengæld bliver vi præsenteret for en gennemført produktion med fødderne solidt plantet i ophavsmændenes musikalske baggrund. Smuk og inderlig, men også sær og kantet - kedeligt bliver det aldrig. Pale Communion udgør det næste, logiske skridt i Opeths udvikling, og de enkelte dele fungerer utrolig godt, både enkeltvis og som samlet enhed.
Jeg siger tak til Opeth for dem de var engang - Men nu er sommeren så småt forbi og efteråret på vej, og der til har de lavet en dunkel, flot og helstøbt plade, som vil komme til at fungere rigtig godt jo længere og mørkere aftnerne bliver.

 

Track list:
01 Eternal Rains Will Come (6:43)
02 Cusp of Eternity (5:37)
03 Moon Above, Sun Below (10:53)
04 Elysian Woes (4:48)
05 Goblin (4:34)
06 River (7:33)
07 Voice of Treason (8:00)
08 Faith in Others (7:41)

Samlet spilletid: (55:48)

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed