fbpx

Natjager - Hvordan Vi Lærte At Svæve

Rollen som anmelder vil altid indeholde balancen mellem at bedømme en udgivelse objektivt, og samtidig tilkendegive så meget af den personlige mening, at man kan stå inde for anmeldelsens konklusioner. Nogle gange bliver denne grundholdning udfordret, som med debutalbummet fra københavnske Natjager. Her har man nemlig valgt, at inkludere det element, som jeg inderligt hader ved meget af den musik, der kan høres på P3, nemlig brugen af autotune på vokalen – ikke kun fordi det ofte bruges til at skjule vokal inkompetence, men mere fordi det ikke bare lyder grimt, det lyder hæsligt!
Således udfordret måtte jeg forsøge at lytte forbi Jon Kirkhoffs manipulerede stemme. Her finder man musik, som er sammensat af elementer fra Rock, Pop og Metal – det sidste optræder kun i meget korte sekvenser i starten af f.eks. ”Hvem Har Brug For Hvem Mest” og titelnummeret. Ellers er det mest Pop genren, der skinner igennem, men hvor ”Diamant” kører i frisk tempo, er de fleste øvrige numre ret flade og energiforladte; endda i en sådan grad, at den dominerende vokal fungerer som en effektiv afledningsmanøvre.
Jeg ved godt, at jeg ikke har løst min opgave helt som beskrevet i indledningen, for det er umuligt at ignorere vokalens ødelæggende rolle. Alligevel er den ikke mit eneste kritikpunkt, for generelt er musikken for uinteressant; kun få gange lykkes det at skabe bare lidt spænding. Derfor kan jeg på ingen måde anbefale dette album, ikke engang til lyttere, som er mere tolerante overfor autotune, end jeg er.

Tracklist:
1. Havet Findes
2. Diamant
3. Løb For Livet
4. Helium
5. Hvem Har Brug For Hvem Mest
6. Ild
7. Ung Flugt
8. Glas
9. Vinterberg
10. Gadelamperne
11. Hvordan Jeg Lærte At Svæve
Samlet spilletid: 42:45

Læs mere...

Advocacy - Remnants

“Remnants” er den nyeste udgivelse fra Aarhus-bandet Advocacy, og kommer som opfølger til ”Geophobia” fra 2017. Også denne gang er der tale om en EP med 5 numre, som viser bandets fortolkning af progressiv musik.
Der åbnes med det instrumentale titelnummer, som med nydelige guitarmelodier fungerer som en tiltalende modtagelse af lytteren. Herefter følger tre studieoptagelser, som har det til fælles, at de via forskellige temaer, flotte melodier og tilsvarende vokaler viser en fin vifte af forskellige udtryk.
”Corrupted” lægger ud, nummeret er lidt forsigtig og lidt blegt; det virker som om Advocacy lige skal spille sig varme. Det er de så i ”Spoils of War”, som har et virkelig fedt samspil mellem guitar og bas. Samtidig er der mere power i alle elementer, hvilket gør nummeret er EP’ens bedste. Den position bliver udfordret af ”My Socially Transmitted Disease”, hvor vokalerne er ekstra flotte, og hvor der i løbet af nummeret bygges godt op, så intensiteten gradvist forøges.
Til slut får vi et nummer fra bandets optræden til Mono festivalen sidste år. ”Never Ensured” fremstår hårdere og mere aggressiv end de foregående tracks, hvilket forstærkes af en lidt grynet optagelse.
Grynet eller ej, så har Advocacy grund til at være tilfreds med denne EP, for selv om der ikke rammes plet med alle ideer, så ligger niveauet højt nok til, at jeg vender tommelfingeren op.

Tracklist:
1. Remnants
2. Corrupted
3. Spoils of War
4. My Socially Transmitted Disease
5. Never Ensured (Live)
Samlet spilletid: 29:35

Læs mere...

Unherz - Mainstream

Tysksproget Rock har aldrig været noget stort i Danmark, men i de lande hvor tysk er modersmålet, er sagen naturligvis helt anderledes. Et af de mest produktive navne indenfor genren er Unherz, som med "Mainstream” nu udsender deres 8. album – temmelig imponerende for et band med kun 10 år på bagen.
De åbner fint med titelnummeret, som kører frem i pænt tempo, og med fint markerede guitaranslag. Et andet nummer, som fortjener at blive fremhævet, er ”Schreie in der Nacht”, som via godt med boogie minder mig om Rodgau Monotones.
De fleste af de resterende numre lever lige lovlig meget op til titlen; musikken er nærmest skræddersyet til at kunne indgå i de fleste sammenhænge uden at støde nogen; lidt for hyggeligt, lidt for ufarlig. Det er i sig selv kedeligt, men forværres af, at Unherz netop har noget på hjerte og i deres tekster forholder sig kritisk til samfundet. Her udstilles vores hang til selveksponering (”Mainstream“), vanrøgtede børn (”Hänsel und der Nachbar”) og griskheden i sportens verden (”F.I.F.A.“). Teksterne er godt skrevet, de har bid og havde fortjent en bedre musikalsk ramme som udstillingsvindue. Da der samtidig er lidt for mange uinteressante numre på tracklisten, er det teksterne, der trækker karakteren op på tre stjerner – men da de er på tysk, er det nok de færreste herhjemme, der nyder godt af det.

Tracklist:
1. Intro
2. Mainstream
3. Beichtstuhl oder Sündenpfuhl
4. König ohne Krone
5. Schreie in der Nacht
6. Hänsel und der Nachbar
7. Leben am Limit
8. Ihr wisst es nicht
9. Unsere Art
10. Hornhaut am Arsch
11. F.I.F.A.
12. Eigene Legende
13. Drachenflügel
14. Fluch der Zeit
15. Marie
Samlet spilletid: 65:52

Læs mere...

South Harbour – A Withered World In Colour

Guitaristen Alexander Varslev-Pedersen startede South Harbour som et énmands studie projekt i starten af 2018, men siden har han fået følgeskab af Kristian Hejlskov Larsen på guitar og Andreas Dahl-Blumenberg på bas. På debutalbummet ”A Withered World In Colour” har man valgt ikke at have en fast sanger, men i stedet lade vokalen varetage af forskellige kunstnere. Det er en rigtig god ide, fordi man med Mikkel (Feather Mountain), Yasin (Jenny Wren), Cornelius (Everything Is Terrible), Marc (Hanging the Nihilist), Ann-Sofie (eif) og Tue (Morild) har samlet en stribe meget kompetente vokalister med meget forskellige udtryk. Denne forskellighed overføres til de enkelte numre, så albummet automatisk får tilført bredde.
Bredde er der også at finde i musikken, selv om den hovedsageligt kun optræder i to udgaver: En roligere og Rockbaseret, og en mere hårdtslående, som tager udgangspunkt i Metal. Uanset hårdhed er musikken progressiv med ret komplekse strukturer, men ikke i den kliniske opvisningsstil; i stedet skabes spænding via variation.
Hovedparten af albummet tilbringes i den afdæmpede afdeling, hvor ”Flowers Need Water” står klart stærkest; den meget intense vokal er virkelig fængslende og matcher musikken flot.
Ikke overraskende er jeg mere til albummets Metalnumre, hvor den let skrigende vokal i ”Naysayer Begone” passer fint til de guitarpassager, der løber ind over musik og vokal. Lidt af det samme sker i ”M Å N E B A R N”, her er det bare kontrasterne mellem musik og vokal, der scorer point.
“A Withered World In Colour” er en udmærket debut med forskellige facetter og retninger, overvejende i den mere afdæmpede ende af skalaen. Albummet har sine højdepunkter, men en del numre ender i mellemklassen, både stil- og niveaumæssigt; det forhindrer en bedre karakter.

Tracklist:
1. As I Gaze Into An Uncertain Future (Feat. Mikkel of Feather Mountain)
2. Delusion (Feat. Mikkel of Feather Mountain)
3. Flowers Need Water (Feat. Yasin of Jenny Wren)
4. A Dying Breed (Feat. Cornelius of Everything Is Terrible)
5. Naysayer Begone (Feat. Marc of Hanging the Nihilist)
6. Exactly Where We're Supposed To Be ((Feat. Yasin of Jenny Wren and Mikkel of Feather Mountain)
7. Svalbard (Feat. Ann-Sofie of eif)
8. Not All Who Wander Are Lost
9. M Å N E B A R N (Feat. Tue of Morild)
Samlet spilletid: 56:51

Læs mere...

Karyn Crisis' Gospel of the Witches - Covenant

Karyn Crisis var forsanger i bandet Crisis i tiden fra 1993 til 2006, men trak sig herefter tilbage fra musikken for at koncentrere sig om andre kreative kunstformer. Sammen med hendes mand Davide Tiso begyndte hun igen at skrive musik til et projekt, der skulle blive til Karyn Crisis' Gospel of the Witches. Bandet albumdebuterede i 2015, og udsender nu album nummer to, hvor Skinlabs trommeslager Fabian Vestod hjælper de to hovedpersoner.
Selv kalder bandet deres stil for Occult Metal, men det kan diskuteres – måske kan teksterne rubriceres under det okkulte, men Metal er der ikke meget af på ”Covenant”. Ud over lidt bankende stortrommer i ”Diana Mellifica” og skarpe guitarer i ”Womb of the World” er der langt mellem indslag fra den hårde genre.
Nej, gennemgående er numrene Rock, om end den er lidt mørk. Det giver hele albummet en dyster stemning, men forhindrer heldigvis ikke bandet i, at udstyre numrene med iørefaldende melodistykker og tilsvarende omkvæd. Især på albummets første halvdel nyder lytteren godt af denne tendens, men herefter er der nogle mindre interessante skæringer på listen.
I sidste ende er det hovedpersonen selv, der redder situationen. Crisis er udstyret med en meget flot vokal, som både mestrer det stille og rene udtryk, og samtidig kan brøle truende – det er rigtig stærkt. Når hun gør det sidste, giver det numrene kant; derfor kunne jeg godt ønske mig noget mere af den slags. Det virker som om bandet ikke udnytter samarbejdets fulde potentiale, og nogle numre skaber forventninger, der ikke bliver indfriet.

Tracklist:
1. Womb of the World
2. Drawing Down the Moon
3. Stretto di Barba
4. Silver Valley
5. Great Mothers
6. Benevento
7. Dea Iside
8. Janara
9. The Hours
10. Diana Mellifica
11. Circle of White Light
12. Blood of the Mother
Samlet spilletid: 48:32

Læs mere...

Psychopunch - Greetings From Suckerville

At Psychopunch har kaldt deres 12. album for ”Greetings From Suckerville” er en reference til nummeret "Goodbye Suckerville", som var på bandets debutalbum – et signal om, at man vil vende tilbage til den mere rå attitude, der prægede bandet start.

Den får vi også en bid af i åbningsnummeret ”Shut Your Fucking Mouth”, som med skramlet guitar og en lidt sloppy tilgang sørger for en udmærket kant. Men det bliver ikke ved, for med de glade baggrundskor i ”I'll Be Home Tonight” og ”Raise Your Glass” står det klart, at vi er tættere på Dropkick Murphys end Sex Pistols, og at det i det hele taget er den letfordøjelige og ufarlige ende af punken, vi har fat i her.

Helt konkret udmønter det sig i en række numre, som er fuldstændig blottet for både kant og spænding. I stedet forsøger svenskerne at skabe en omgang Partypunk, men det er ærlig talt ikke en fest, jeg gider deltage i! Musikken glider bare uinteressant afsted, og de poppede omkvæd er alt andet en fængende.

Hvis det så i det mindste bare var charmerende eller sjovt, men heller ikke i disse kategorier kan Psychopunch score point - Når de er bedst lyder de som The Offspring på en rigtig dårlig dag – det er ikke ligefrem imponerende.

Det er muligt, at intentionerne om mere kant og rå tilgang var der fra starten, men den kommer ikke frem – på dette album er der slet ingen Psycho og alt for lidt Punch til andet end en bundkarakter.

Tracklist:
1. Shut Your Fucking Mouth
2. I'll Be Home Tonight
3. Darling, Take All Of Me
4. Love
5. Scream Your Little Heart Out
6. Crash Landing
7. Liar
8. I Don't Need A Broken Heart
9. City's On Fire
10. Let's Do It Again
11. Tell Me Everything
12. Over You
13. Raise Your Glass
Samlet spilletid: 41:38

Læs mere...

Copenhell 2019: Halestorm

Den sidste gang jeg aktivt opsøgte Halestorm var i 2015. Jeg havde sådan set håbet på at kunne undgå dem endnu længere. Hvorfor så krads en attitude, tænker du nok. Her er svaret.
Og for den korte udgave: jeg følte mig snydt. To år forinden havde de givet akkurat det samme show! Det kan man tilnærmelsesvis tillade sig som dinosaur-band, og der får man også rimelige hug hvis man intet nyt foretager sig, men som ungt band med en i forvejen nærmest irriterende uoriginal lyd, ja der trækker jeg i hvert fald grænsen. Hvis jeg ikke kan blive underholdt, så kan det være ligemeget. Siden da har Halestorm udgivet ”Vicious” fra 2018, så en ren gentagelse bliver det da heldigvis ikke, og med ovenstående kritik i mente har Halestorm gang på gang leveret glimrende fadølsfester, så det bør også blive tilfældet denne gang.

Og det blev det også. Men jeg synes stadig de er noget af det rædderligste der er udkommet i dette årtusind. Live er det dog overkommeligt. At det primært er sangene fra de første to albums der tager kegler er så hvad det er, men med kun en time til rådighed var det med velvalgte skæringer som ”Love Bites (So Do I)” der fik publikum engageret samt senere både ”I Get Off”, ”Freak Like Me” og ”I Miss The Misery” der effektivt lukkede og slukkede.

Inden vi når så langt er der dog nogle nye sange imellem. Nye er måske så meget sagt, for der er ikke megen variation over dem og heller ikke ift. tidligere materiale. ”Chemicals” står dog lidt for sig selv, selvom den ikke er videre spændende, og det er også på dette tidspunkt at den nu faste trommesolo får plads. Her kan jeg så konstatere at fidusen med de gigantiske trommestikker stadig hænger ved, et trick der nu er over fem år gammelt. I det mindste får vi da en nogenlunde lyd serveret, et veloplagt band, eller i hvert fald de to søskende, som løber med opmærksomheden, og et publikum der er moderat interesserede.

Så i virkeligheden er alt som det skal være, ud fra et rent objektivt og teknisk synspunkt. Men omvendt er intet overladt til tilfældighederne, det skulle måske lige være den underlige hyldest til Skindred i form af et par linier ”nobody, nobody gets out tonight” trommeslageren instruerer publikum i at råbe. Ellers kører maskinen derudaf uden at skrive sig ind i andet end middelmådighedens store bog. Jeg er sikker på bandets fans er tilfredse. Shit, jeg er sikker på bandet selv er tilfreds, det kører jo med næsten uafbrudte tours, festivaler og sikkert et pænt salg af både albums og merchandise. For resten af os gør det hverken fra eller til.

Sætliste:
1) – Black Vultures
2) – Love Bites (So Do I)
3) – Killing Ourselves To Live
4) – Do Not Disturb
5) – Familiar Taste Of Poison / Amen
6) – Chemicals
7) – I Get Off
8) – Freak Like Me
9) – Uncomfortable
10) – I Miss The Misery
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Copenhell 2019: Slash Feat. Myles Kennedy And The Conspirators

Når nu vi ikke kan få Guns N’ Roses giver det mening at booke Slash, der vel må siges at være det næstbedste. I samme omgang kan Copenhell så endnu engang formå at få noget tilknyttet Mark Tremonti på plakaten, så det er jo også en præstation... på en eller anden måde. Slash har siden 2012 udgivet tre albums med hans nyeste backingband (og ja, det må man gerne kalde dem), alle tre til moderat positive anmeldelser – men mon ikke de fleste kommer for at se elefanten og måske få serveret et par enkelte skæringer fra hans primære beskæftigelse?

Det skulle dog ende med at det utvetydigt var hans eget materiale der stod i front. Ja faktisk fik vi kun en enkelt skæring fra Guns N’Roses. Men lad os starte ved begyndelsen. Hvor Stone Temple Pilots som det forrige navn på Helvíti havde været bagudstræbende og kedsommelige, godt gemt væk bag solbriller, er det en lidt anden historie med Slash og co. Allerførst skal vi måske erstatte co. for slet og ret musik-legekammerater: det er nemlig ikke bare Slash der alene regerer, nej samtlige er fremme i skoene, også rent fysisk på scenen. De smiler, viser både overskud og spilleglæde og giver god plads til hinanden, selvom det naturligvis er Slash selv der får fornøjelsen af de mange soli, men også sanger Myles Kennedy gør et habilt stykke, om end et mere introvert arbejde.

Derfor er det også ærgerligt at det er en decideret skodlyd der hersker i næsten halvdelen af spilletiden, her forstået som lav volumen som i øvrigt er både uklar og uskøn at høre på. Det er simpelthen ikke godt nok at der skal gå så lang tid før der kommer styr på det. Det er især ærgerligt fordi der ellers hurtigt etableres en god stemning blandt publikum, der er mødt ganske talstærkt op plus lidt til. Er det så fordi de vil se elefanten eller fordi de er fans, kan man spørge? Klart førstnævnte, og dette ender også som koncertens primære anke foruden den urimelige lyd – men den bliver dog fikset, trods alt. Nej, det er det dårlige kendskab til musikken og dermed mangel på engagement der er den største hindring. Vi har godt nok lige set at det ikke nødvendigvis er et problem, som Skindred tydeligt viste, men når man er på scenen i over en time OG med overvejende uinteressant materiale (for det er vitterligt ikke andet end fadølsrock), så er det op af bakke. Lad os bare være ærlige: musikken er ikke grunden til at man hverken dukker op eller bliver hængende, men måske grunden til at man går før tid.

Så kan Slash selv være nok så karismatisk iklædt hans signaturstil; høj hat, store krøller og evigt åben mund. Det hører sig til, men det kan ikke bære det alene. Derfor er det også smart at ”Nightrain” smækkes ind hen mod slutningen af sættet samt de bedre af Slash’ egne sange – det løfter niveauet en anelse. Men det er bare ikke nok når der både skal opvejes for dårlig lyd, et semi-ugideligt publikum samt middelmådigt materiale. Det bedste ved koncerten, værende Slash og venner, gjorde sådan set alt de kunne, men det er en næsten umulig opgave på forhånd. Det ender derfor alt i alt ganske tilforladeligt, men så heller ikke en tøddel mere.

Sætliste:
1) – The Call Of The Wild
2) – Halo
3) – Standing In The Sun
4) – Back From Cali
5) – My Antidote
6) – Serve You Right
7) – Boulevard Of Broken Hearts
8) – Doctor Alibi
9) – Mind Your Manners
10) – Driving Rain
11) – Nightrain (Guns N’Roses cover)
12) – You’re A Lie
13) – Anastasia
14) – World On Fire
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Rock the Coast 2019 - lørdag

Åh, for helvede da… ja, det er bare en skidegod idé, at jeg skal vågne og ikke kunne sove igen efter kun fem timer, med en hovedpine hvorfra energien kunne omdannes til at drive et trykluftsbor. — Som sjovt nok er det første, jeg lige tænker på. Kanon, mand. Skabt i en perfekt guds billede.

Hvor var det dog ellers en god dag i går. Og der er da også en del af mig, der har lyst til at tage ned på festivalen igen i dag. Men måske kan jeg skippe første band og nøjes med at være der til Magnum fire timer senere? Først og fremmest, dog…

Ud på tønden; af med så meget affald som muligt. Ud i køleskabet og finde så meget koldt at drikke som muligt. Vand, juice, kakao… Ind og ligge igen. Trække vejr ind, trække vejr ud. Ikke fokusere på andet…

Der går to-tre timer, inden jeg vågner igen. Hverken helt smertefri eller 100% frisk, men rørig nok til at få losset røven i gear og komme ned til toget to timer inden første band border scenen (på et så ugudeligt tidspunkt som kl. 14:15). Og det bliver en beslutning, jeg kommer til at sætte pris på.


Dagens første band hedder nemlig Freedom Call. Jeg har aldrig fået dem set, men jeg elsker deres metertykt skamløse power metal. Og det er der flere hernede, der gør, viser det sig.

I gårsdagens reportage nævner jeg flere gange, hvorledes koncertpublikummet i Spanien tilsyneladende overgår de gerne så arrogant snakkende og uinteresserede danske koncertgængere i hengivenhed. Og når det kommer til power metal, virker spanierne tændte, tolerante og taknemmelige i et omfang, hvis lige du aldrig vil finde i lille, snævertsynede bonde-Danmark.

Åbneren “Tears of Babylon” ligger i power metal-spektrets højtidelige ende. Så det bliver i det følgende uptempo-anthem “Union of the Strong”, at Freedom Call syncer med det morgenfriske publikum. Bandet, og ikke mindst den smittende sprælske frontfigur Chris Bay, er tydeligt taknemmelige og glade, — men hvordan kan man da også være andet, når man fræser så inficerende energisk hegn af for folk, der rent faktisk fatter meningen med det?



På gruppens derpå følgende selvbetitlede slagsang er vi decideret oppe omkring topkarakteren. Dette musik er som skrevet til at nedslagte titusindvis af orcer fra enhjørningeryg med et magisk krystalsværd i farverige fantasiverdener, som det for Helvede er alle raske drenge og piger, der drømmer sig ind i, af samme grund som vi overhovedet begynder at høre metal. Åh, hvor ville jeg ønske, jeg kunne tvangsspille det hér for alle de bøvejyder, der er for snævertsynede til at tænke sig liv inden “Cowboys From Hell”; hvis ignorance gudhjælpemig får dem til at kalde Manowar for power metal — og som i øvrigt ikke kender andre adjektiver end “bøss’”.

Nå. Al denne mesterlighed til trods er bandet dog lige lovligt selvbevidste og måske, måske ikke ude i noget decideret markedskalkule i de følgende par skæringer. Det er fint med den lille socioaktuelle brandtale om budskabet bag “Metal is for Everyone” fra den seneste langspiller “Master of Light” (2016). Men rent tekstmæssigt begynder klichéerne og banaliteterne alligevel at spænde lovligt meget ben for hinanden…:

“Metal is for everyone / The sound is made from steel
Bound for pride and victory / The law of right and wrong

Okay så. Og herpå følger “Power & Glory”, der er så fladpandet lalleglad i al sin børnesangsagtige dur-tonalitet, at jeg er nødt til at gå op og hente øl, mens de forreste rækker bliver bukkakket med deskriptiv selvindsigt:

Oh, the time has come for power & glory
And tonight, for a happy metal party

Jaja. Men derfor er Freedom Call fandme stadigvæk forrygende, og derfor får de stadigvæk vendt hele lortet til deres fordel i afslutterne. “Warriors” er et lige så skamløst stykke happy-go-lucky-rock i en så dåsk dur, som kun tyskere kan slippe af med at skrive den. Men modsat de to forudgående skæringer holder den vand, fordi den så afgørende tekstfront atter abstraherer tilbage fra det selvbevidste meta-niveau til det skønne ridderhymneniveau. Og den fantastiske afslutter “Land of Light” er med sit knuselskeligt tåbelige keyboardfanfaretema en velsignet testosteronversion af “The Final Countdown”, som jeg til enhver tid hellere vil hoppe rundt til end dén. Hvilket jeg forøvrigt også er formanet til at gøre hér og nu — varmen og de tiloversblevne tømmies til trods.

(Karakter: 5 ud af 6)



Festen fortsætter. Efter tre skønne timer i øltelt er det blevet tid til endnu en førstegangs-liveoplevelse med en gruppe, som jeg fandme næsten er ærefrygtig overfor, og hvis midt-til-slut-80’er-udgivelser jeg helt oprigtigt mener tilhører alverdens 20-30 bedste rockalbums: Magnum.

En fuldfed, spacey synth forplanter sig stålsat i sommerluften og vidner om noget, jeg næsten ikke tør tro: “Wild Swan”! Der var engang, hvor rockmusik lød som gigantiske, selvlysende neonrumskibe formet som laserstråleskydende elguitarer i færd med at indtage verden, og det er SÅDAN hér, det lyder. Øjj, og det temposkifte i mellemstykket er så fucking genialt, mand.

At Magnum sidenhen er blevet verdens mest skammeligt oversete band, vidner publikums indledningsvist lidt mangelfulde respons på. Men måske hænger det også sammen med gruppens fremskredne alder. Den 72-årige sanger Bob Catley virker ikke længere som en mand på en mission snarere end en hyggeonkel, der er glad ved at kunne have endnu en dag på kontoret. Reelt gør han vel en del for at oppiske noget stemning, men hans fagter og call-and-response-råb er lidt inkonsekvente.

Hertil kommer, at de derpå følgende nyere skæringer slet og ret ikke står mål med fordums storhed. Titelnumrene fra “Sacred Blood “Divine” Lies” (2016) og “Lost on the Road to Eternity” (2018) er fine, men indskriver sig ikke ligefrem i bandets kanon. “Crazy Old Mothers” burde muligvis have været gentænkt fra scratch.

Men som så mange andre erfarne rockgrupper ved Magnum godt, at de aldrig overgår deres guldalderperiode — i hvert fald ikke i lytternes verden. Så hele sættet rebootes med storslåede “How Far Jerusalem”, og så er vi tilbage i et univers, hvor de dundrende trommer og skæbnesvangre keys går hånd i hånd med lige så dragende lyrik og memorable melodier.

Altid kampdygtige “All England’s Eyes” løfter stemningen op i det festmodus, hvor den hele tiden har skullet befinde sig. Og så meget desto mere det sublime actionhelte-anthem “Vigilante”. For Satan, mand… bare skrive musik der lyder som soundtracket til ekstradimensionelle titaner, der bekæmper hinanden med kuglelyn fra bjergtoppe.

Ligesom jeg aldrig havde turdet håbe på åbneren, havde jeg aldrig turdet håbe på den — i ordets fucking bogstaveligste forstand — episke “Don’t Wake the Lion (Too Old to Die Young)”. Dette er rockhimlen; dette er rockens sixtinske kapel. Alene dét at den eventyrligt smukke produktion er så trofast gengivet live får mig fandme til at knibe en tåre i ren nostalgisk ærefrygt. Vi er ikke det hér værd, vi rådnende, dansende aber.

Der skal sagtens findes eksistenser, der tænker det sørgeligt og begrædeligt, at en flok aldrende mænd må lade sig definere i dag ved at gentage et lille 30-35-årigt tidsvindue snarere end at kigge fremad. Jeg synes tværtimod, det er fantastisk, at vi stadig kan opleve så grandiøs Rock (stort R) fremført af dens oprindelige udøvere i en tid, hvor folk lytter til så hæslig anti-musik som det dér reggaeton.

Kald mig en bitter, gammel mand; kald mig en eskapistisk platnostalgiker. Jeg begræder nutidens leflende, stupide plasticproduktioner og længes tilbage til denne omhyggeligt kreative, farverige eventyrrock. Skrevet, arrangeret, produceret og fandme følt som om den har en betydning, der er større end hver enkelt lille menneskemyres splitsekundseksistens i det verdslige.

So, anyway… Jeg savner “Days of No Trust” i sættet. Ja, jeg savner i det hele taget en masse mere. Men af en times festivalkoncert at være er dette så godt, som det bliver under omstændighederne.

(Karakter: 5 ud af 6)



Apropos ret meget af det ovenstående var jeg muligvis blevet hjemme, hvis ikke det havde været for aftenens — og festivalens — indiskutable bookingscoop: Ritchie Blackmore’s RAINBOW.

Jeg aner ikke, hvad jeg skal forvente. Har aldrig set rockguden Blackmore på en scene før. Jeg ved bare, at denne Rainbow-inkarnation bl.a. består af gamle Blackmore’s Night-medlemmer og eks-Stratovarius-tangentspiller Jens Johansson, kun spiller fire shows i år, og at der er Purple-numre i sættet. “Touren”, hvis man kan kalde den sådan, hedder “Rock Memories 2019”.

Der skal snildt være en 15-20.000 mennesker her. Og vi formelig eksploderer sammen med bandet, da en ildspyende “Spotlight Kid” kickstarter showet. Det legendariske navn er i topform anno 2019, og det er tydeligt, at crowdens kollektive grad af Blackmore/Rainbow-fanatisme er skyhøj, hvad end folk er valfartet hertil som pilgrimme, eller lokalpublikummet bare er true nok til rent faktisk at kunne pladerne. Tag nu ved lære, Danmark.

Endnu tydeligere bliver det i vidunderlige “I Surrender”. Åh, og jeg der følte mig så heldig, da jeg oplevede Joe Lynn Turner fremføre disse to numre med et symfoniorkester på Wacken for et par år siden. Dette er den ægte vare, above and beyond. Og selvom jeg har hørt Whitesnake spille “Mistreated” live, har den aldrig været så klokkeklar og metaltung som i aften.



Sangeren hedder Ronnie Romero; han har en stærk, skarptskærende rockvokal, og jeg skulle til at kalde ham en “bare” 37-årig chilener… men salig godfather Dio var jo for dælen kun 32, da han og Blackmore grundlagde bandet. Sidst Rainbow var i Spanien, var Romero i øvrigt kun lige knapt blevet født. — Hvilket kan medvirke til at forklare folks ekstase: der er givetvis adskillige fremmødte, der har ventet en voksen mands levetid på dettehér.

Mesteren selv er nede og posere på knæ et par gange. Og så med det ene ben ude, ligesom i gamle dage. Men han står for det meste oprejst uden de store armbevægelser. Og hvor hans Stratocaster engang var en naturlig, fallisk forlængelse af hans korpus, ligner den i dag snarere et stykke håndbagage, som den hviler henslængt på charterferiedunken. (I øvrigt: hvornår har den mand sidst så meget som trukket på smilebåndet??)

Nej, men bevares, han er 74. Og han spiller disse numre med sin egen umiskendeligt sprøde sound og lokomotivrytmiske feeling, der især præger dén “Man on the Silver Mountain”, som får lov at byde de sidste solstråler farvel og løfte middelhavsmånen op over sceneryggen, mens horisonten langsomt farves lavendellilla. Og så kommer vi sågar lige en tur omkring et vers og et omkvæd fra “Woman From Tokyo”. Jamen altså!

Kritikpunkter: “Perfect Strangers” kunne godt have have haft noget mere punch; ligeledes “Long Live Rock ’n’ Roll” som måske også er et par BPM for langsom. Det er jo nok fordi, Blackmore, som den krukkede Rasmus Modsat han er, skal have tingene gjort på én bestemt måde. Ligesom hans soloer somme tider er langsomme og består af lange, udtrukne toner snarere end det neoklassiske fræs, han jo fandme grundlagde.



Ellers handler al tænkelig kritik udelukkende om, at der ikke er mere af det hele. I hvert fald “Highway Star” havde været på sin plads, om ikke andet så i stedet for “Black Night”. Og jeg havde regnet med “Tarot Woman”. Men altså… for Satan, for en fest vi har. Jeg deler fællessang, fælleshop, high-fives og krammere med vildt fremmede oppe i barområdet på bakken. Af og til er vores volumen fandme næsten lige så høj som selve bandet. Selv numrene fra den ovenpå Dio-æraen ellers så ufarlige Bonnet-/Turner-æra, “Since You Been Gone” og “All Night Long”, er et rent, frydefuldt rockparty, som gerne måtte fortsætte, nå jo, hele natten lang.

Og “STARGAZER”, mand. Alene dette ene, episke stykke monumental protoheavy havde været oplevelsen værd at tage herned for. Ja, jeg havde muligvis knebet saltvand hér på falderebet, hvis ikke Purple-klassikeren “Burn” havde været så benzinstinkende aggressivt et nummer, og hvis ikke jeg i den sidste halvanden times tid havde haft et større, mere ekstatisk smil i hele krydderen end i et komplet uoverskueligt antal år.

... Hey, kunne man i øvrigt have en bedre showlukker på CV’et end fucking “Smoke on the Water”? Vi får lov at synge det udødelige riff á capella, stadium style, til sidst, mens gruppen én efter én stiller håndvåbnene, samles på scenekanten og bukker ud. Det kan godt være, at de ikke hedder Jimmy Bain, Cozy Powell, Roger Glover, Don Airey, og hvem der nu ellers har været inde over bandet i glansperioden. Men jeg har fandme set Rainbow, og det var årets koncert 2019.

(Karakter: 5,5 ud af 6)



Min eneste betænkelighed hér i dagene derpå er, hvordan Rock the Coast dog skal overgå alt dette i næste omgang. Sikken et år at lægge ud med for en førstegangsfestival! Og hvis forholdene havde været til det, kunne jeg endda have fået koncerter med Europe, Carcass, Opeth, Michael Monroe og måske også Mayhem med i købet.

Jo: der er bands på Copenhell, som jeg er træt af at gå glip af. Men dettehér KAN langt bedre betale sig, og sgu ikke kun hvis man bor hernede i forvejen. To dage på en festival med fad til 30,- kr. vs. FIRE dage på en festival med fad til HALVTREDS kr… Do the math, baby.

Hertil kommer selvsagt de skønne, sydlandske omgivelser, som det er så svært at sætte ord på. Varmen, solen, havet, palmerne… Ja, kom selv ned og prøv til næste år. Jeg er fandme klar igen!


Læs første del af vores reportage hér.

(Samtlige billeder er © Rock the Coast og Irene Serrano.)

Læs mere...

D-A-D - A Prayer For The Loud

D-A-D er et af de navne, som altid synes at have været der, og som altid er til stede; derfor blev jeg lidt overrasket over at læse, at det er hele otte år siden, der sidst var nyt fra Danmarks største rocknavn. Nu er den nye skive så på gaden, og titlen ”A Prayer For The Loud” lover godt.

Det starter også godt med typisk D-A-D Rock i ”Burning Star”, hvor alt lyder som det plejer med en veloplagt Jesper Binzer i front – en fin start. De gode takter fortsætter i det herligt tilbagelænede titelnummer, hvor guitaren har fået en rigtig fed sydstatslyd, og omkvædet har fin kant. Og … her ville jeg gerne kunne fortsætte med at opremse stærke numre, men det kan jeg ikke. Ikke fordi de følgende numre ikke lyder som D-A-D - for det gør de – men fordi de fleste er taget fra hylden med mellemgodt materiale. Jeg savner et par medrivende tracks med kant, men de er der ikke denne gang. Bedst fremstår ”A Drug For The Heart”, der er en udmærket ballade på den rigtige side af klichélinjen.

Der er mange bands som ville være mere end tilfredse med et udspil som dette, men for et navn af D-A-Ds kaliber er det lidt skuffende; specielt når man tænker på, at de har haft hele otte år til at klare opgaven.

Tracklist:
1. Burning Star
2. A Prayer For The Loud
3. Nothing Ever Changes
4. The Sky Is Made Of Blues
5. The Real Me
6. No Doubt About It
7. A Drug For The Heart
8. Muscial Chairs
9. Time Is A Train
10. Happy Days In Hell
11. If The World Just
Samlet spilletid: 44:24

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed