fbpx

Advocacy - Remnants

“Remnants” er den nyeste udgivelse fra Aarhus-bandet Advocacy, og kommer som opfølger til ”Geophobia” fra 2017. Også denne gang er der tale om en EP med 5 numre, som viser bandets fortolkning af progressiv musik.
Der åbnes med det instrumentale titelnummer, som med nydelige guitarmelodier fungerer som en tiltalende modtagelse af lytteren. Herefter følger tre studieoptagelser, som har det til fælles, at de via forskellige temaer, flotte melodier og tilsvarende vokaler viser en fin vifte af forskellige udtryk.
”Corrupted” lægger ud, nummeret er lidt forsigtig og lidt blegt; det virker som om Advocacy lige skal spille sig varme. Det er de så i ”Spoils of War”, som har et virkelig fedt samspil mellem guitar og bas. Samtidig er der mere power i alle elementer, hvilket gør nummeret er EP’ens bedste. Den position bliver udfordret af ”My Socially Transmitted Disease”, hvor vokalerne er ekstra flotte, og hvor der i løbet af nummeret bygges godt op, så intensiteten gradvist forøges.
Til slut får vi et nummer fra bandets optræden til Mono festivalen sidste år. ”Never Ensured” fremstår hårdere og mere aggressiv end de foregående tracks, hvilket forstærkes af en lidt grynet optagelse.
Grynet eller ej, så har Advocacy grund til at være tilfreds med denne EP, for selv om der ikke rammes plet med alle ideer, så ligger niveauet højt nok til, at jeg vender tommelfingeren op.

Tracklist:
1. Remnants
2. Corrupted
3. Spoils of War
4. My Socially Transmitted Disease
5. Never Ensured (Live)
Samlet spilletid: 29:35

Læs mere...

South Harbour – A Withered World In Colour

Guitaristen Alexander Varslev-Pedersen startede South Harbour som et énmands studie projekt i starten af 2018, men siden har han fået følgeskab af Kristian Hejlskov Larsen på guitar og Andreas Dahl-Blumenberg på bas. På debutalbummet ”A Withered World In Colour” har man valgt ikke at have en fast sanger, men i stedet lade vokalen varetage af forskellige kunstnere. Det er en rigtig god ide, fordi man med Mikkel (Feather Mountain), Yasin (Jenny Wren), Cornelius (Everything Is Terrible), Marc (Hanging the Nihilist), Ann-Sofie (eif) og Tue (Morild) har samlet en stribe meget kompetente vokalister med meget forskellige udtryk. Denne forskellighed overføres til de enkelte numre, så albummet automatisk får tilført bredde.
Bredde er der også at finde i musikken, selv om den hovedsageligt kun optræder i to udgaver: En roligere og Rockbaseret, og en mere hårdtslående, som tager udgangspunkt i Metal. Uanset hårdhed er musikken progressiv med ret komplekse strukturer, men ikke i den kliniske opvisningsstil; i stedet skabes spænding via variation.
Hovedparten af albummet tilbringes i den afdæmpede afdeling, hvor ”Flowers Need Water” står klart stærkest; den meget intense vokal er virkelig fængslende og matcher musikken flot.
Ikke overraskende er jeg mere til albummets Metalnumre, hvor den let skrigende vokal i ”Naysayer Begone” passer fint til de guitarpassager, der løber ind over musik og vokal. Lidt af det samme sker i ”M Å N E B A R N”, her er det bare kontrasterne mellem musik og vokal, der scorer point.
“A Withered World In Colour” er en udmærket debut med forskellige facetter og retninger, overvejende i den mere afdæmpede ende af skalaen. Albummet har sine højdepunkter, men en del numre ender i mellemklassen, både stil- og niveaumæssigt; det forhindrer en bedre karakter.

Tracklist:
1. As I Gaze Into An Uncertain Future (Feat. Mikkel of Feather Mountain)
2. Delusion (Feat. Mikkel of Feather Mountain)
3. Flowers Need Water (Feat. Yasin of Jenny Wren)
4. A Dying Breed (Feat. Cornelius of Everything Is Terrible)
5. Naysayer Begone (Feat. Marc of Hanging the Nihilist)
6. Exactly Where We're Supposed To Be ((Feat. Yasin of Jenny Wren and Mikkel of Feather Mountain)
7. Svalbard (Feat. Ann-Sofie of eif)
8. Not All Who Wander Are Lost
9. M Å N E B A R N (Feat. Tue of Morild)
Samlet spilletid: 56:51

Læs mere...

Evergrey - The Atlantic

I 2014 vendte Evergrey stærkt tilbage med albummet “Hymns for the Broken” efter en lang periode med slatne albums, som slet, slet ikke kunne hamle op med værker som “In search of Truth” (2001), “Recreation Day” (2003) eller “The inner Circle” (2004) for den sags skyld. “Hymns for the Broken” gik lige i løgene på mig, og jeg kvitterede med 6/6 stjerner, og er den dag i dag stadig Evergreys svendestykke i min verden. Kunne det nye album mon slå Svendestykket af pinden - Nej, på ingen måde, men det er stadig et fedt album.

“The Atlantic” oser af stemning og atmosfære hvor der er ufatteligt mange lag i musikken; Stærke tunge og skæve riffs, dynamiske overgange mellem det mørke og progressive element i musikken samt lækre soli som fungerer aldeles glimrende. De umiddelbart bedste numre som “A Silent Arc”, “End Of Silence”, “The Beacon” og “This Ocean” viser Evergrey fra deres bedste side. Der er stor variation i musikken som eksempelvis den meget tilbagelænede “Departure” med flot pianostykke som gennemgående tema.

Evergrey har med “The Atlantic” måske lavet deres mest varierede plade til dato, dermed ikke sagt at det er deres bedste, for det synes jeg som sagt ikke det er - eksempelvis er  omkvædet i “All I Have” lidt kedeligt, og bliver gentaget for mange gange, og det trækker niveauet lidt ned. Alligevel har Evergrey endnu engang bevist hvor dygtige musikere de er, og albummet er lige en tak bedre end deres forrige album “The Storm Within”, hvorfor jeg kvitterer med 4,5 stjerne.

 

Tracklist:

  1. A Silent Arc
  2. Weightless
  3. All I Have
  4. A Secret Atlantis
  5. The Tidal
  6. End Of Silence
  7. Currents
  8. Departure
  9. The Beacon
  10. 10. This Ocean

Samlet spilletid: 53:56

Læs mere...

Witherfall - A Prelude To Sorrow

Titlen "A Prelude To Sorrow” siger noget om indholdet, men afslører ikke det hele; Der er godt nok tale om bearbejdning af sorg, men ikke om et forspil. I stedet er det en videreførelse af den proces, som Witherfall startede på debutalbummet ”Nocturnes and Requiems” fra 2017, hvor en stor del af indholdet omhandlede trommeslageren Adam Paul Sagan, som døde pludseligt året før.

Trods den triste baggrund er albummet ikke endt som en melankolsk tudekiks; tværtimod viser Witherfall sig som et band med en åben og bred stil. Og når de kalder det andet track for ”We Are Nothing”, må det være en stærk kandidat til årets mest fejlagtige påstand 2018, for Witherfall har virkelig meget at byde på. Nummeret byder på skarpe riffs, hvortil sangeren Joseph Michael leverer en kraftig vokal, som han pepper op med et par vilde powerhvin. Men der er også plads til en længere passage i roligt tempo med flot guitar og stryger, inden det brager løs igen – et stærkt nummer som kombinerer melodi og power på en flot måde.

I de øvrige numre er det de samme elementer, der er i spil; der varieres fint mht. tempo og hårdhed, og både melodi og Metal fænger.

Generelt begår musikerne sig alle på et højt niveau, men jeg må alligevel fremhæve guitaristerne Jake Dreyer og Fili Bibiano, for det er ofte deres imponerende spil, der tager numrene en tand op i kvalitet. Det hæver også ”A Prelude To Sorrow” som helhed, så albummet fremstår stærkt trods den triste baggrund.

Tracklist:
1. A Prelude To Sorrow
2. We Are Nothing
3. Moment Of Silence
4. Communion Of The Wicked
5. Maridian’s Visitation
6. Shadows
7. Ode To Despair
8. The Call
9. Vintage
10. Epilogue
Samlet spilletid: 56:28

Læs mere...

Cold Night For Alligators - Fervor

Jeg fik mig en positiv overraskelse, da jeg for tre år siden anmeldte albummet ”Course Of Events” fra Cold Night For Alligators (CNFA); her viste bandet langt mere kant og spænding, end jeg tidligere havde hørt. Sådan en oplevelse skaber forventninger, som bandets nye album, ”Fervor”, skal søge at indfri.

Vanen tro indeholder CNFAs numre mange elementer, men hvis man skal være firkantet, kan de deles i to kategorier: én hvor sangeren brøler og skriger teksterne ud, og én, hvor han synger rent og nuanceret. I den første får han følgeskab af tunge og voldsomme instrumenter, mens den anden er kendetegnet ved flotte og stærke melodier. De fleste af albummets tolv numre indeholder noget fra begge lejre; udtrykket bestemmes derfor af blandingsforholdet.

På albummets første halvdel er det de voldsomme elementer, der er i overtal; de rene passager bliver skubbet til side. Det gør numrene meget ensartede, og der er ikke meget variation at spore; det er de tekniske detaljer i musikken, der forhindrer den del i at være direkte kedelig.

Heldigvis ændrer tingene sig på anden halvdel, for hvor “Black Swan” er ene om at have melodisk overtag på første halvdel, så er der flere blandt de sidste seks tracks. Her markerer især ”Get Rid Of The Walls” og “Wilderness” sig med stærke og intense melodier. Trods denne slutspurt lykkes det ikke helt for alligator-drengene at ramme niveauet fra forgængeren; dertil er der for få numre som de nævnte.

Tracklist:
1. Violent Design
2. Drowning Light
3. Canaille
4. Black Swan
5. Nocturnal
6. Entangled
7. Get Rid Of The Walls
8. Wilderness
9. The Proposition
10. Soulless City
11. Coloured Bones
12. Infatuated
Samlet spilletid: 47:21

Læs mere...

Beyond Creation - Algorythm

For fem år siden stødte jeg for første gang på Beyond Creation; det var i forbindelse med, at Season of Mist genudgav bandets debutalbum ”The Aura” – en spændende omgang teknisk Metal. Nu er franskcanadierne så ude med album nummer tre ”Algorythm”, hvor de på mange måder imponerer mig.

Det hele starter med en lidt dyster og pompøs intro af den slags, som skal introducere noget stort. Og det kommer så i form af en omgang Death Metal med alt det brøl, growl, guitarfræs og stortrommeangreb, der hører sig til, men det betyder mindre - Herr det nemlig ikke så vigtigt HVAD der spilles, som HVORDAN det gøres. Beyond Creation spiller nemlig på et enormt højt teknisk niveau, deroppe hvor perfekte basløb og ditto guitarsoli er lige så naturlige som en markant vokal og en gennemført produktion.

Musik med teknik i højsædet har ofte en tendens til at blive klinisk, upersonligt og kedeligt, men ikke her – de fire medlemmer viser nemlig, at man sagtens kan præstere teknisk perfektion OG være tilbagelænet. Bedste eksempel høres i ”Surface's Echoes”, hvor stille, jazzet guitar og funky bas blandes med smadrende Dødsmetal på den mest naturlige måde – det er cool!

Nej, det er ikke hver dag, man støder på et album med så stor en spændvidde som ”Algorythm” – og slet ikke spillet med så stort teknisk overskud, som Beyond Creation lægger for dagen. Havde der bare været lidt mere ro helt til slut, så var jeg ikke kørt træt i den enorme strøm af informationer. Men det gjorde jeg, så Beyond Creation må nøjes med 4,5 stjerner i stedet for de fem, de ellers var på vej til.

Tracklist:
1. Disenthrall
2. Entre Suffrage Et Mirage
3. Surface's Echoes
4. Ethereal Kingdom
5. Algorythm
6. À Travers Le Temps Et L'Oubli
7. In Adversity
8. The Inversion
9. Binomial Structures
10. The Afterlife
Samlet spilletid: 50:39

Læs mere...

Redemption - Long Night's Journey Into Day

Der er gået to år siden Redemption udgav ”The Art Of Loss”, og dermed er bandet fra Los Angeles vendt tilbage til deres normale frekvens for studieudgivelser. Albummet markerer også noget nyt, idet det er det første med Evergrey- sangeren Tom Englund i front; han afløser Ray Alder, som forlod bandet sidste år.

At det ikke er et dårligt valg, beviser Englund allerede i åbningsnummeret ”Eyes You Dare Not Meet in Dreams” – Han synger kraftfuldt og varieret, og viser en glimrende indlevelse i nummeret. I det hele taget viser Redemption sig her fra deres bedste side: Nummeret er udstyret med virkelig stærke melodier, og på den musikalske side er der næsten perfekt balance mellem den meget varierede rytmesektion og de stærke guitarparter og flotte soli. At det hele er produceret til topkarakter, er næsten en selvfølgelighed.
At jeg bruger så meget plads på det første nummer skyldes, at beskrivelsen er dækkende for resten af albummet, når vi ser på fremførelse og opbygning. Og hvis Redemption havde præsteret lige så stærkt materiale på resten af albummet, havde jeg kvitteret med et sekstal i bedømmelsen. Når det ikke sker, skyldes det nogle blege numre omkring albummets midte, hvor der trædes lige lovlig meget vande. Men resten af albummet er Progressiv musik af høj klasse, så det sendes videre med en klar anbefaling herfra.

Tracklist:
1. Eyes You Dare Not Meet in Dreams
2. Someone Else's Problem
3. The Echo Chamber
4. Impermanent
5. Indulge in Color
6. Little Men
7. And Yet
8. The Last of Me
9. New Year's Day
10. Long Night's Journey into Day
Samlet spilletid: 64:42

Læs mere...

Leprous, Agent Fresco, Astrosaur - Atlas

Det var nu blevet tid til en aften hvor jeg måske følte mig en lille smule ude af mit sædvanlige element. Post-Rock/ Avant-garde osv er nu ikke lige noget jeg sætter på normalt. Jeg var til A Colossal Weekend tidligere på året, hvor mere eller mindre hele programmet er dedikeret til den atmosfæriske Rock/Metal genre, så en lille smule bekendtskab har jeg til genren. Leprous er nu ikke et band jeg har stiftet så meget bekendtskab med. Jeg ved at de er fra Norge, og det er utrolig teknisk, men mere ved jeg ikke. Denne kolde november torsdag havde forhåbentligt masser af gode overraskelser, så lad os komme i gang.

 

Astrosaur

Første band på scenen i aften var Norske Astrosaur. Det her bliver en gennemgående sætning i løbet af anmeldelserne, så vær forberedt. Jeg har absolut ingen bekendtskab til det her band, men mon ikke at det bliver super fedt? Det endte faktisk med at blive en positiv oplevelse. En trio der spiller instrumentalt Post-Metal med et lydbillede så dystert, at det minder om en person der drukner i havet uden nogen form for hjælp. Det gode ved Astrosaur er, at de formår at blende elementer af progressiv metal og en lille sjat af Black Metal i deres musik. Der blev faktisk slet ikke nævnt et ord under koncerten, og det var også rigtig godt, fordi det gav også plads til en lidt mystisk stemning i løbet af showet, og jeg tror faktisk at jeg først så band medlemmernes ansigter under det sidste nummer af koncerten, så super nice tilføjelse. Astrosaur leverede en god opvarmning, og det er i hvert fald noget jeg gerne vil holde øje med i fremtiden.

Karakter 4 ud af 6

 

Agent Fresco

For at vende tilbage til A Colossal Weekend, så spillede det næste band faktisk på årets festival, men der var tømmermændene lidt for store til at jeg kunne se det fede i deres musik, men efter det har jeg har lyttet til deres seneste udspil Desterier, og det har virkelig efterladt et stort indtryk så forventningerne var tårnhøje, og spoiler alert: forventningerne blev totalt indfriet. Bandet spillede så godt sammen, og jeg lyver ikke, at det næsten var som at høre pladen selv, og det siger jo også bare noget om hvor god lyden var inde i salen. Agent Fresco skiller sig ud for to forskellige grunde i aften: 1. Deres lyd er ikke ligeså metalisk såsom Astrosaur og Leprous, og 2. det er det eneste band på denne tour som ikke er fra Norge. Forsanger Arnór Dan Arnarson gjorde også et super godt arbejde at snakke med publikum, og hans sangevner var næsten et show i sig selv, og nu hvor vi snakker om de forskellige medlemmer, så var trommeslager Hrafnkell Örn Guðjónsson også bare i sit es i aften og nu efterfølgende kan man se hvorfor Dave Grohl i sommers sagde at han var " The best drummer in the fucking world" - kunne ikke være mere enig, Dave. Specielle højdepunkter for mig var Dark Water, Wait For Me og Howls som bare sad fuldstændig i skabet, og vi fik endda også luftet et helt nyt nummer, hvilket også sad i skabet. Agent Fresco. Wow siger jeg bare. Hvis det var muligt at give denne koncert syv ud af seks så var det gjort.

Karakter 6 ud af 6

 

Leprous

Efter den suveræne magtdemonstration fra Agent Fresco var det blevet tid til aftenens hovednavn. Leprous er ikke lige det som bliver spillet aller mest på mit anlæg, men interesseret det var jeg i hvert fald. De første 10 minutter af koncerten synes jeg virkede lidt halv kedeligt til at starte med. Det var lidt som om at bandet bare kørte den på rutinen. De virkede lidt til at de havde lidt travlt med at komme igennem sætlisen. Efter noget tid dog, så blev det godt igen, og koncerten blev langsomt men sikkert super fed, jo længere ind vi kom i løbet af aftenen. Jeg gik lidt længere op mod scenen for at få en bedre oplevelse, og efter noget tid hvor jeg bare lukkede øjnene og lyttede til musikken og det gjorde oplevelsen bedre, men der var alligevel nogle tidspunkter hvor det føltes en anelse langtrukkent, specielt mod slutningen synes jeg at det blev en smule meh, men igen når jeg ikke har sat mig ordentlig ind i deres musik før jeg tog ind og så dem, så er det måske også derfor at jeg kedet mig engang imellem. All in all så synes jeg at Leprous leverede en ganske fin koncert, men det satte en dæmper på at det føltes en anelse rutinepræget og en lidt langsom start, men mon ikke at jeg får en federe oplevelse i fremtiden.

Karakter 3½ ud af 6

Læs mere...

Enslaved - E

I promo materialet til deres fjortende studiealbum nævnes udgivelsen som en ny start for Enslaved; ikke kun fordi det er den første udgivelse efter bandets 25 års jubilæum, men også fordi der er sket meget i medlemmernes privatliv. Internt i bandet er den største nyhed, at Håkon Vinje har erstattet Herbrand Larsen på keyboard.

Det hele startes ret bombastisk med et gjaldende horn af den slags, som proklamerer, at her kommer noget stort. Men i stedet lægger åbningsnummeret en mere afdæmpet stil for dagen, så trods pænt stort baggrundskor og et par glimt med grum vokal fremstår nummeret åbent og venligt.

Den stil fortsætter kun delvist i ”The River's Mouth” og ”Sacred Horse”, for her får den brølende og rallende vokal mere spilletid. Samtidig bliver musikken mere pågående med elementer fra Black Metal, men de bliver dæmpet en smule i produktionen, så de ikke udfolder deres fulde potentiale. Det samme sker i ”Axis Of The Worlds”, her sørger hammond orgel for et skud retrostemning, men ellers er nummeret ret anonymt.
På albummets to sidste numre genfindes de samme elementer som nævnt ovenfor, men der eksperimenteres mere, så der bliver plads til både kaos og monotone gentagelser som modvægt til de mere lineære tiltag. Det fik mig flere steder til at tænke på Radiohead, som heller ikke går af vejen for at udfordre.

Diskussionen om noget helt nyt for Enslaved har jeg svært ved at finde i musikken, for nordmændene lyder som de gjorde ved mine tidligere møder med dem. Sine steder er musikken fængslende og imponerende, men andre steder lidt meget til den underlige side. Eller med andre ord: Kunne du lide det gamle, vil ”E” også falde i din smag.

Tracklist:
1. Storm Son
2. The River's Mouth
3. Sacred Horse
4. Axis Of The Worlds
5. Feathers Of Eolh
6. Hiindsiight
Samlet spilletid: 42:48

 

Læs mere...

Riverside, Lion Shepherd - Lille Vega

Da Riversides mesterværk “Rapid Eye Movement” (’07) landede i promobunken for ret præcist 10 år siden (du godeste!), var det lidt som at vinde i lotteriet uden at have tilmeldt sig. På rekordtid gik de polske progstere fra at være mig komplet ukendte til at være et af de musikalske bekendtskaber, der er så højt skattede, at jeg holder yderst omhyggeligt hus med at spille deres plader. Som havde man ejet en flaske whisky, der er ældre, end man selv er.

Den opfølgende konceptplade “Anno Domini High Definition” (’09) endte desværre med at hægte mig af med dens bevidst højfrekvent-skizofrene musikalske billeder af hverdagens uro- og stresstilstande i det 21. århundrede. Fin udgivelse for så vidt, men slet ikke hvad jeg forventede. Og der er som bekendt så meget musik i verden — og alt for lidt tid at høre det i. Så Riverside rykkede atter udenfor min opmærksomhedssfære.

Men i aften spiller de på dansk jord for første gang nogensinde. Da nyheden nåede mig, råbte en barnling-instinktiv iver, at jeg ikke skulle befinde mig noget andet sted den aften end på Lille Vega. Og dét blev jeg glad for, at jeg efterlevede.

Lion Shepherd

“Åh nej, et opvarmningsband”, tænker jeg ærligt talt. De er jo gerne lidt overflødige, sådan nogle.

Men Riversides landsmænd i Lion Shepherd viser sig at være et bekendtskab i ret stor stil med det forhold, jeg har til aftenens hovednavn. Som at møde en hidtil ubekendt person fra omgangskredsens periferi, som man bare klikker helt vildt med, og hvis nummer man ikke lige når at få, men som man ved, man får at se igen.

Lion Shepherds musik ligger i et relativt afdæmpet, straightforward og ukompliceret hjørne af den melankolske, progressive tungrock. Som en blanding mellem diverse Porcupine Tree-idéer og Opeths folk-rock’ede passager i inciterende, mystiske mol-omgivelser.

Dét er rigtig, rigtig dejligt altsammen. Prog ER reelt krævende af lytteren, og genrens udøvere har desværre lidt en tendens til at glemme, at god musik ikke behøver være så kompleks, som noget menneske kan udtænke og spille den. Den regel er aftenens supportnavn en kærkommen undtagelse til.

Bandet skal lige ud af lidt lav vokal- og halvtynd guitarlyd i starten, samt selvfølgelig af opvarmningsbandets evigt utaknemmelige rolle. Begge dele lykkes i takt med, at Lille Vega fyldes af sultne prog-connoisseurs, der tager godt imod de flotte lydbilleder, som senere folder sig ud i mellemøstligt klingende tonaliteter og med indslag fra både mandolin og lut. Den dynamiske spændevidde går fra æterisk hvile til cementflækkende tyngde. Det er stilfuldt og smagfuldt; det er overbevisende; det virker slet og ret.

Generelt har Lion Shepherd ikke samme format som deres ovennævnte storebrødre på det globale prog-stamtræ. De koncentrerer sig mere om at fremelske atmosfære end fængende elementer. Men det klæder dem som sagt ikke desto mindre. Og så er det på den anden side måske også bare mig, der skal dyrke deres musik noget mere. Hvilket jeg bestemt også har lyst til.

Karakter: 5/6


Riverside

Det er klart, at denne aften er noget specielt, og det kan mærkes, allerede da et på forhånd sultent og taknemmeligt publikum omhyggeligt klapper aftenens hovedpersoner ind på scenen til en præsentation ved vokalist og bassist Mariusz Duda. “Ikke blot er dette den første gang, vi er i Danmark, men det er også første gang, vi er her som en trio”, forklarer han med henvisning til bandets oprindelige guitarist Piotr Grudzińskis pludselige død i fjor. Når denne tour således er døbt “Towards the Blue Horizon” er det for at markere afslutningen på den svære sorg- og omstillingsproces, og indlede et nyt kapitel i gruppens historie.

De tre enlige klaverakkorder, der indleder den normalt guitarbaserede “Coda” er nærmest antitesen til dén komplekse størrelse, som Riverside er. Men den selvsikkerhed og determination, bandet lægger for dagen, hænger i luften og gror i takt med det omskrevne nummer, hvis albumstatus af interlude også hér udvides til meget mere. “When the night returns/I won’t collapse/I am set to rise” synger Duda, inden den omhyggelige eksplosion.

Riversides nye live-guitarist Maciej Meller træder ind på scenen. Et skrøbeligt, afgørende øjeblik der med det samme forløses med en lead-lyd af fandeme kosmisk format. Den manisk bævende synth vibrerer om kap med de massive bassvingninger, der nu kan mærkes i hele kroppen. Som en glødende, kreativ sfære, der langsomt vokser og udfylder rummet. Vi er kommet for at opleve noget stort, og det sker lige nu.

Det indledende, umiskendeligt Gilmour’ske guitartema til fantastiske “Second Life Syndrome” vækker rørende genhørsglæde i hele salen. Nummeret går fra ekspressionistisk intensitet til pludselig opløsning i et næsten apatisk, Moog-baseret mellemstykke. Enhver tænkelig tvivler må være omvendt nu. Eller også bliver de det under den smukke “Conceiving You”.

Publikum er minimalt skæmmet af de sædvanlige tre overrislede snakketrunter på balkonen og de sædvanlige tre overrislede fanboys nede foran, der gerne vil interagere oftest muligt og forgæves prøver at hoppe i takt til de skæve 7/8- og 10/8-rytmer. Bevares, det er trods alt fredag. Men derfor er det stadigvæk den fænomenalt professionelle musik, der dominerer. Hvad end den er decideret lækker og overlegent laid-back eller højspændt dramatisk og ekvilibristisk, er dette lyden af ren, uspoleret og succesfuld kreativitet. Riverside arrangerer toner og rytmer på samme måde som en Michelangelo — eller måske snarere Dali — arrangerer former og farver. Aldrig har dette lokale vel dannet rammer om noget så overbevisende og bjergtagende.

Skønhed!

“Vi har valgt at tage en masse af vores mere melankolske sange med i aften”, kundgør Duda. “De af jer, der tror, at vi er så’n en type Dream Theater-band… Please!”. Ordforrådet i hans østblok-engelsk er naturligt udfordret. Men referencen falder i god, varm jord hos dette prog-publikum, der kvitterer med fællessang på det finurligt Jethro Tull-agtige omkvæd i den akustiske “Lost (Why Should I be Frightened by a Hat?)”.

På sælsom vis kunne et sådant stand-out-moment snildt have været aftenens højdepunkt. Men for mit vedkommende fortsætter dette højdepunkt i den derpå følgende fænomenale “02 Panic Room”, der brat trækker hele seancen tilbage i dét trykkede, foruroligende og mørke stemningsunivers, som jeg i sin tid forelskede mig i hos Riverside gennem netop denne sang. Jeg har bevidst ikke fået en eneste dråbe alkohol, men min krop bevæger sig, som var jeg i trance, og jeg skråler hæmningsløst med på den inderlige linie “Sweet shelter of mi-iiiiiiiiiiine!” som var jeg til Maiden-koncert. Nummeret er i sig selv hypnotiserende, men udvider sig under disse omstændigheder i utænkeligt omfang.

Når hver skæring er et lille mesterværk i sig selv, kan det være svært at forestille sig, hvordan et band kan blive ved med at afveksle sig i løbet af to timer. Men det sker fuldstændig naturligt. “Saturate Me” går fra kække balkanrytmer til tung heavy til nøgen sårbarhed til næsten 80’er-klingende sci-fi-stemning. Somme tider er alle indtrykkende måske lige krævende nok, og jeg er af og til på randen af at miste koncentrationen. Men det er simpelthen for insisterende — og fandeme storslået, — det jeg netop overværer. Ja, selv genhøret med den knugende, depressivt-trøstesløse “Before” er intet mindre end majestætisk.

… Hvorefter det i øvrigt ikke er til at fatte, at hovedsættet er overstået. Hvad skete der lige med tiden dér??

Ekstranumrene tilegnes turnéens koncept. Efter en lang, velment tak for tålmodighed og engagement dedikerer Duda den afdæmpede og småjazzede “Towards the Blue Horizon” til Grudziński. Og det endelige punktum sættes af en ny version af den indledende “Coda”. — Denne gang i en udgave der ikke er dramatisk og  ildevarslende, men fredfyldt, ligefrem og ubekymret. Et langt, uafvekslet loop i ren dur er næppe, hvad nogen havde forventet som konklusion på en så vidtfavnende og ofte dyster performance. Men fandme om ikke det netop lige er dét, der sætter det hele i det afgørende og nødvendige perspektiv. Riverside er nu officielt et band, der kan alt. Og denne aften er nu officielt årets koncert.

“Rapid Eye Movement” er en af de få plader, jeg nogensinde har anmeldt til topkarakter. Og jeg kan ikke andet, end at lade ophavsmændenes første Danmarksbesøg få samme ære.

Karakter: 6/6

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed