fbpx

Paramore

Sidste gang Paramore besøgte vores landegrænser var på Roskilde Festival i 2010 – den første koncert jeg så om torsdagen det år. For mig var det en perfekt start på hvad der senere skulle ende med at blive mit bedste Roskilde-år so far. 

 

Første gang jeg så Paramore var i Pumpehuset for lige godt og vel 5 år siden. En god koncert og til en ganske rimelig pris (omkring 150 kroner). Derefter gav de en koncert i KB Hallen i december 2009, og i mellemtiden er billetprisen så steget til 360 kroner for entré i aften. Det holdt ingen væk. 

 

Paramore har for nyligt mistet en af deres primære sangskrivere i form af guitaristen Josh Farro. Samtidigt skred hans bror, og trommeslageren, Zac Farro også. Det stoppede dog ikke den resterende trio, og de udgav kort efter deres nyeste opus betitlet ”Paramore” – muligvis en smule upassende, taget i betragtning af at de to tidligere medlemmer har været med helt fra starten. 

 

På den anden side er det også en måde at fortælle verden at man stadig er kørende, og selvom albummet ikke når de samme højder som de ældre albums – i mine øjne – var det dejligt at opleve Paramore give den akkurat ligeså meget gas som de har gjort tidligere. Jeg blev ikke skuffet. 

 

Paramore

Det amerikanske punk/pop/rock projekt begyndte i Tennessee tilbage i 2004. Allerede året efter udkom debutalbummet ”All We Know Is Falling”. Dengang var de 4 medlemmer. 2 år senere udkom gruppens mest succesfulde album ”Riot!”, og de fik derefter en sekundær guitarist med i bandet. I 2009 udkom “Brand New Eyes” så. 2010 var begyndelsen på et par turbulente år for Paramore, da to af medlemmerne (Josh + Zac Farro) meldte sig ud af bandet. Imellem 2011 – 2012 udgav Paramore en single-boks på 4 numre kaldet ”Singles Club”, og senest udkom så ”Paramore” for et par måneder tilbage – nu kun med 3 faste medlemmer i bandet. 

 

Da klokken slår 21 dæmpes lysene og det udsolgte Vega – som i aften består af de selvskrevne teenagere, men også mange i både 20’er og 30’erne – skriger deres lunger ud. Ganske antiklimaks dog, er det så da det første nummer, som dog kun varer 1½ minut, viser sig at være ”Interlude – Moving On”. En sød og kort akustisk sang. Det er ikke hvad man kan kalde at skyde koncerten i gang med et brag…

 

Det bliver der heldigvis rettet op på, for de næste 3 numre er udelukkende hits! ”Misery Business”, ”For A Pessimist, I’m Pretty Optimistic” og Twilight-sangen ”Decode” går rent ind. Publikum hopper, danser, har armene i vejret og skråler med på både vers, omkvæd og de mange ”whoa!”/”hey!”/”oh-uh!” som langt de fleste af Paramores sange inkluderer, både i teksten eller i den livemæssige udførelse. Den glimrende lyd som hersker i aften hjælper også på det – så er vi sgu i gang!

 

Det kan godt være der er udsolgt i aften, men både jeg selv og min ”rival” fra Rockfreaks har ingen problemer med hverken pladsen eller udsynet. Jeg tænker at det skyldes Paramores fans er så fanatiske. I dette tilfælde menes skal ordet ikke opfattes i negativ sammenhæng, for det er i stor grad publikums reaktioner som gør aftenen til en god oplevelse; over alt kan jeg høre folk synge og/eller danse med på sangene, stå skulder ved skulder med deres venner – smilene er overalt, og jeg opdager endda også en som græder, men også smiler!, under ”Decode”. Paramores musik rører noget i os. Hvad det er, og til hvilke numre det er, er sådan set ligegyldigt, for vi er alle sammen fælles om det.

 

Hayley fører stolt slaget an fra scenen. Selvom Paramore har 3 faste medlemmer er der i dagens anledning en tour-trommeslager og hele 2 (!) ekstra guitarister med – som i øvrigt placeres så langt bag på scenen at jeg først lægger mærke til dem under ”Now”, singlen fra det seneste album. Storskærmen bag scenen lyser for det meste op med billedet ”III”, som var coveret til ”Singles Club, og kan i øvrigt ses her: http://en.wikipedia.org/wiki/File:SinglesClubEP.jpg

 

- jeg tænker at det er der for at fortælle os at Paramore lever videre, nu som en trio. Der er også musikvideoklip igennem koncerten, men det er ikke noget man lægger mærke til. Så på alle måder er det tydeligt hvem det handler om i aften; forsangeren, guitaristen og bassisten. De resterende på scenen er bare ”medhjælpere”, om man vil.

 

Efterhånden som aftenen går på hæld, og sangene skiftevis kommer fra enten ”Paramore”-albummet, eller et af de 3 andre, kan man tydeligt mærke forskel hos publikum. Ved de gamle sange er folk nærmest i ekstase – sådan er det ikke med de nye. Det betyder dog ikke at de nye numre er dårlige live. Faktisk langtfra. Jeg bemærker især ”Ain’t It Fun”, som med sit groovede beat, insisterende trommerytme og de mange disko/soul baggrundslyde VIL holde os fast. Senere på aftenen bliver ”Fast In My Car” udført som et rigtigt rocknummer, hvor bassen og de guitarens aggressive riffs skrues så højt op at mellemgulvet ryster – ingen skal komme og sige at Paramore ikke er rock. 

 

Omkring 45 minutter inde i showet nedsættes tempoet midlertidigt i ”The Only Exception”, som tilhørende leveres med et country-twist. Et godt valg, da The Only Exception” er en sang som alle Paramore fans kender til – sådan kunne det i hvert fald tænkes efter den massive fællessang der herskede. En masse hjerter, formet af folks hænder, var også til at skue, såvel som de mange mobiltelefoner og lightere. Hvad der kom som en positiv overraskelse for mig, var at mobiltelefonerne i aften ikke blev brugt til at optage flere sange, eller en hel koncert, som man ellers (desværre) er ved at blive vant til. Lige i aften var folk så engagerede, så meget i nuet, at de udelukkende havde opmærksomheden på hvad der skete lige nu – og det er jo sådan det bør være!

 

Forstå mig ret her. Selvom jeg sætter pris på Paramores melodiske udtryk, så er “broen” i “Whoa” simpelthen bare FOR lang. Alt, alt, alt, alt for lang. Jo, jeg forstår at folk skal synge med, og at publikum elsker at blive tiltalt ”personligt” af den lækre smækre forsanger, men at bruge 2 – 3 minutter på at gøre os klar er bare for langt – og fuldstændig unødvendigt, i øvrigt. Teksten hedder: ”We got everybody singing – whoa! whoa!” – det er omtrent det nemmeste, overhovedet, at synge med på, Paramore! Publikum er høj på både lykke og diverse følelser – på alle måder overdrevet engagerede. I kan nærmest bare kigge på dem, så skriger de. Så behøver man altså ikke at bruge flere minutter på at gøre folk klar. 

 

Under “Anklebiters” inviterer Paramore, traditionen tro, nogle fra publikum op på scenen. 10 – 15 personer bliver det til, og det er måske lidt for mange, for Hayley styrter rundt og forsøger febrilsk at holde styr på dem – hvilket selvfølgelig er ganske umuligt, da de alle sammen vil rundt og high-five/kramme/tage billeder med, og af, alle i bandet. En enkelt fyr skal endda have flere billeder med de samme personer, og det er så nu at nogle af dem oppe på scenen har meget travlt med deres telefoner. Nyd nu øjeblikket, for fanden! Op i røven med om I får det på film eller billede, det bliver alligevel noget lort, som I ikke kan dele med andre end jer selv. 

 

Det er også sjovt at der opstilles et par mikrofoner til personerne på scenen, men de tændes ikke – altså kan publikum ikke høre dem, men kun se dem synge med, hvor de (modsat os) ser ud til at kunne høre dem selv. Deres monitorer er tændt, så de får oplevelsen af at være med – men det er de i virkeligheden ikke. På den ene side er det nok en god idé, for 10 – 15 tilfældige fans er ikke en garanti for gode sangstemmer. På den anden side føles det lidt som snyd, og måske, bare måske, er tricket LIDT for brugt? De bliver i hvert fald ført ekstremt professionelt ned af scenen direkte efter ”Anklebiters” slutter – Paramore ikke engang takker, vinker eller smiler til dem. Det hele føles derefter en anelse for brugt. 

 

Efter “That’s What You Get” og den uskyldige og teenagesøde “Still Into You” smutter Paramore af scenen, men dukker kort efter tilbage og afslutter aftenen med “Proof” og “Brick By Boring Brick”, hvilket ironisk nok karakteriserer slutningen – nemlig som boring. Det er et udmærket nummer, men hvorfor ikke ende det hele med et brag i form af f.eks. ”CrushCrushCrush” eller “Emergency” – to af Paramores bedste sange, som desværre ikke blev luftet i aften. Det er stadig en god afslutning, som dog ender brat, men det skyldes at Paramore vælger at spille ”Brick By Boring Brick” helt ned til sidste detalje, som på pladen netop afsluttes ud af ingenting. 

 

Da jeg går fra Vega godt og vel 1 time og 30 minutter senere er det med et stort smil på læben. Paramore kan stadig. Bagatellerne, som der var heldigvis kun var nogle stykker af, bestod i aften af;

- et par svage nye numre, som f.eks. ”Now”

- at Paramore på sin vis ignorerede deres medbragte tour medlemmer

- et alt for brugt scenetrick under ”Anklebiters”

- en unødig lang “opstemningsperiode” under ”Whoa”

 

Udover de 4 ting, som bringer karakteren nedad, var det en rigtig, rigtig godt koncert. Sommetider føltes det en smule for rutineret, men når Hayley fortæller at livet både har op- og nedture, og at det handler om at kæmpe og komme videre, så lytter man til hende. Hun er sympatisk og virker oprigtig, også selvom det muligvis er de samme ord der siges hver aften. 5 stjerner herfra. 

 

Sætliste:

1) – Interlude: Moving On

2) – Misery Business

3) – For A Pessimist, I’m Pretty Optimistic

4) – Decode

5) – Now

6) – Renegade

7) – Pressure

8) – Ain’t It Fun

9) – The Only Exception

10) – Let The Flames Begin

11) – Fast In My Car

12) – Ignorance

13) – Looking Up

14) – Whoa

15) – Anklebiters

16) – That’s What You Get

17) – Still Into You

Encore:

18) – Proof

19) – Brick By Boring Brick

 

  • Paramore_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Paramore_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Paramore_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Læs mere...

Tim Christensen - Live at Abbey Road

Den kære danske John Lennon lookalike Tim C. har beriget os med en fantastisk liveindspilning af hans mange gode numre og med hans store hang til Beatles har han valgt at gøre det i Abbey Road studierne. Det er der blevet en perle af en dvd og cd ud af.
Sangene kender vi de fleste af, men de lyder nu også rigtig godt live og Tim forstår at synge og leve sig ind i sine melodier så man oplever en lille men energisk koncert fra en af Danmarks bedste sangskrivere. Det er en fryd at opleve koncerten og med ekstramaterialet der består af ”behind the scenes” og interviews, kan man næsten ikke forlange mere. Men det får man! Det er i form af en lille akustisk koncert med 7 numre og det bliver bare bedre og bedre.
Til de heldige der køber første oplag får man dvd'en og de to koncerter på hver sin cd, så der er virkelig noget for pengene, men det skal dog også nævnes at denne udgivelse nok ikke er noget for folk der ikke kender Tim Christensen.
Det er nok til de mange fans han har rundt om landet, selvom det er en flot dvd, så er det måske ikke et live album man starter med som ny køber.
Men en perle af en dvd er det, og den fortjener al den ros den kan få for den er professionel samtidig med, at den er helt nede på jorden og henvender sig til publikum, i stedet for et overdrevet sceneshow.


Revolution Music vil gerne takke EMI-Medley for tilsending af dette album.

Læs mere...

A Road to Damascus - So Damn Close

A Road to Damascus er et ungt band med mod på verden. Bandet er i hvert fald på en mission, der skal skaffe dem en pladekontrakt, og man må sige de er godt på vej; en professionelt udført EP er første skridt på vejen, der hidtil kun har varet et enkelt års tid.
Musikken appellerer helt sikkert mestendels til metalfolket, men et eller andet sted, søger ARTD bestemt også popfolket. Det gør de via deres meget melodiske og nærmest poppede tilgang til musikken, ligeledes den meget følsomme vokal fra Mathias, der dog i mine ører mangler lidt pondus og overskud, før han bliver rigtig fed at høre på. Indover kommer guitaristen Mads med et noget skingert skrig, som heller ikke er helt veludført. Det er simpelthen for anonymt, men falder sandsynligvis i mange screamo-fans i forvejen hærgede ører. Guitarerne er tit meget distortede og trommerne hamrer af sted på en dejlig teknisk måde.
Det musikalske niveau er bestemt i orden, men jeg synes at de tre numre, som ARTD serverer på ”So Damn Close”, er noget der kunne være hentet fra soundtracket til American Pie-filmene. Altså noget ungdommeligt og melodiøst halv-punket rock, og det er sgu bare ikke rigtig mig. Jeg kan muligvis godt høre noget potentiale i ARTD, men de skal diske op med noget mere selvstændigt, end hvad tilfældet er på denne EP. Nu skal man have in mente, at knap 11 minutter er svært at bedømme et band ud fra, men indtil videre er min interesse ikke synderligt vakt.

Tracklist:
01: So Damn Close
02: Sweetheart
03: She Walks Alone


Revolution Music vil gerne takke bandet for denne demo.

Læs mere...

Pinboys - Somewhere In Between

Århusianske Pinboys’ nyeste udspil er EP’en ”Somewhere In Between”. Det er, som altid med Pinboys, en omgang hurtig pop-punk, der virkelig er godt lavet. Numrene er velskrevne og godt produceret. Pinboys er efter min mening et af Danmarks bedste bud på et verdensgennembrud i denne genre. Dette kan blandt andet en lige overstået og særdeles vellykket USA turne bevise.

Musikalsk leverer Pinboys pop-punk, der måske tendenserer til rent punk, og der er fuld skrald på lige fra starten. Der er ørehængende riffs i baggrunden og begge guitarer udnyttes til fulde. En anden af Pinboys’ stærke sider er den dobbelte vokal. Sangerne Jakob Thalund Møller (også bas) og Anne Kalstrup harmonerer perfekt, og deles pænt om opgaven. Der er både sange hvor den mandlig halvdel er decideret forsanger, men på andre numre er han backup for den kvindelige.

Jeg har ikke haft fornøjelsen af, at have hørt Pinboys live, hvilket der efter sigende skulle være noget af en oplevelse, men hvis koncerterne er lige så fede som det studieindspillede, lover fremtiden rigtig godt for Pinboys.

En af de få mindre gode sider af EP’en er tendensen til ensformighed. Det er til tider svært, men ikke umuligt, at skelne numrene fra hinanden, især i omkvædene, hvor begge sangere synger. Hvert nummer har dog nogle særlige kendetegn, der adskiller det fra de andre, men generelt er det lidt ensformigt. Dette kan være af mindre betydning, hvis man kan lide hvad man hører, men lidt ned skal det da trække.

Trackliste:
1. Nothing Left to Lose
2. All I Want
3. A Story to Tell
4. Bleach (Save Me)


Revolution Music vil gerne takke Pinboys for tilsending af denne demo.

Læs mere...

Velvetcut - Thirteen

Velvetcut blev dannet i 1999 i Finland af sanger/sangskriver Tomi og med en række line-up udskiftninger og andre besværligheder er bandet nu klar med deres nyeste skud på stammen. Udgivelsen går under titlen "Thirteen" og er deres debut udgivet på det finske pladeselskab Firebox.

Normalt har det finske pladeselskab Firebox udgivet en række ret fede og dystre cd'er specielt inden for doom/death metal, men med udgivelsen fra Velvetcut har de bevæget sig over i en noget poppet stil som umiddelbart ikke passer sammen med selskabets andre udgivelser. Og jeg skal med det samme sige at den musik stil Velvetcut byder på, overhovedet ikke siger mig noget som helst, det er alt for poppet til mig.

Produktionen fejler ikke noget, klar lyd så alle instrumenter fremstår meget klart og veldefineret, men sangene er efter min mening fuldstændig unødvendige og hørt tusinde gange før. Bandet/sangeren har ikke det mindste at byde på hverken musikalsk eller sangskrivningsmæssigt, så albummet er både kedeligt og søvndyssende. Utrolig kedelig vokal og guitar spil som er meget uinspirerende, trommespillet er ikke meget bedre. De lyder som om de gerne vil skrive pop/rock sange med lidt kant, men de ender op med noget ubestemt guitarrock, der når de lyder bedst er i stil med HIM, uden at komme i nærheden af den kvalitet. For at det ikke skal gå hen og bliver en total nedsabling af Velvetcut er der tros alt lidt interessant undervejs og et par OK omkvæd, men ikke nok til at opveje det overordnede indtryk af en noget tynd udgivelse.

På bandets hjemmeside kan interesserede høre nogle lydsamples, andre webmagaziner har givet dem noget bedre anmeldelser end jeg kunne, så måske...!

Læs mere...

Dead By April - Incomparable

Meget dårligt er blevet sagt om det svenske band Dead By April, der til trods for et enormt had fra nogle dele af rock/metal miljøet har formået at vokse sig forholdsvist store og opnået en ganske vedholdende fanskare. Bandets kombination af velskrevet popmusik og metalcore-elementer gav Dead By April en mindre succes med det selvbetitlede debutalbum tilbage i 2009. Siden da har Pontus Hjelm (guitarist og sanger) forladt bandet og blevet erstattet af Zandro Santiago. En erstatning der stort set ikke kan høres, dels fordi Pontus stadig skriver tekster til bandet, og dels fordi Zandro vokalmæssigt ligger meget tæt op ad Pontus’.

Dead By April har fundet ud af, hvad de kan, og det er så lige hvad de gør på deres nyligt udgivne andet album Incomparable. Lad det være sagt med det samme: Der er ikke ændret det store på kompositioner eller sammensætning siden debutalbummet. Men hvorfor også ændre på skidtet, når det fungerer? Med 13 numre piskes lytteren rundt i et univers, der hovedsagligt beskæftiger sig med hjertesorg og lignende, som det er kendt fra utallige andre bands i en lidt anden genre. Opbygningsmæssigt bestod bandets første album af en variation af uptempo og nogle langsomme sange, mens Incomparable i højere grad består af midttempo numre, hvor synths og dobbeltstortromme danner baggrund – ellers er alt ved det gamle.

Bandet starter godt ud med ”Dreaming”, der er et typisk Dead By April nummer, velfungerende, energisk og med et singalong-venligt omkvæd. Det efterfølgende ”Real & True” er knapt så spændende, mens tredje nummer ”Within My Heart” er på samme niveau som ”Dreaming” – og sådan forsætter det stort set albummet igennem. Jeg fristes næsten til at sige, at det reelt er en tro kopi af undertegnedes indtryk af Dead By Aprils debutalbum. Der er en række gode og velfungerende numre på skiven, samt en række ligegyldige og småkedelige numre. Rent musikalsk er bandet muligvis gået i den lidt mere poppede retning på deres opfølger, selvom det virker umuligt. Især et nummer som ”Crossroads”, med de næsten ordrette referencer til Savage Gardens ”Break Me Shake Me”, er nok mere et reelt popnummer i bedste Backstreet Boys-stil, end et nummer i Dead By Aprils normale pop-metalcore-stil. Til trods for dette faktum er ”Crossroads” et velkomponeret nummer, som nok skal gøre et par metal teenagepiger bløde om hjertet.

Samlet sat er Incomparable en udmærket skive, der lægger sig tæt op ad debutalbummet musikalsk, men der skal absolut ikke herske tvivl om, at dette ikke er et fantastisk album. Når det kun er halvdelen af numrene der fungerer, er der altså lidt vej endnu. Kunne man lide debuten, kan man kaste sig over dette album med ro i sjælen. Hadede man debuten, skal man nok overveje en ekstra gang, hvorfor man sidder og læser denne anmeldelse. Skulle man have lyst til at give albummet et lyt, kan man evt. prøve med førnævnte ”Dreaming”, ”Within My Heart” og ”Lost”. 3,5 ud af 6 til Dead By April, der primært fejler på samme parametre som deres debut - manglende kvalitetsmateriale.

Tracklist:
1. Dreaming
2. Real And True
3. Within My Heart
4. More Than Yesterday
5. Calling
6. Two Faced
7. Crossroads
8. Incomparable
9. Too Late
10. You Should Know
11. When You Wake Up
12. Lost
13. Last Goodbye
 

Læs mere...

A Day At The Fair - The Rocking Chair Years

Albumdebuterende A Day At The Fair stammer fra New Jersey, og spiller en overvejende 90'er-inspireret pop-punk. Deres første album som har fået titlen ”The Rocking Chair Years”, udgives af Drive-Thru Records, og indeholder 14 numre der i alt strækker sig over 51 minutter.

Selvom pladeselskabet og bandet selv ifølge promotion-materialet er af den modsatte overbevisning, mener jeg godt at man kan kalde deres musik for ganske typisk pop-punk. Retfærdigvis skal det nævnes at jeg med typisk pop-punk ikke refererer til Blink 182 eller andre drengerøvs-grupper – A Day At The Fair virker nemlig til at være 100% seriøse omkring deres musik.

Gennem hele albummet er de memorable melodier i højsædet, og der findes både klaver-ballader og mere konventionelle punk-numre. Forsangerens stemme er temmelig lys og udstråler en vis skrøbelighed, som egentlig matcher musikken ret godt. En god portion af sangene er da også forholdsvis vellykkede, og omkvædene derfra bider sig for en stund ganske godt fast i hukommelsen. Men desværre er der også nogle mere ordinære numre at finde på skiven – og helt generelt er der altså ikke tale om hverken den mest innovative eller den mest velskrevne plade mine ører har stiftet bekendtskab med.

Men som sagt har albummet bestemt også sine gode øjeblikke, og numre som ”This Is Why We Don't Have Nice Things”, ”The Blame Anxiety” og ”The Lost, The Lucky” vil givetvis kunne tilfredsstille de fleste fans af genren. ”The Rocking Chair Years” får således middelkarakter herfra.


Revolution Music vil gerne takke Target Distribution for tilsending af dette album.

Læs mere...

We The Living - Heights of the Heavens

Efter dannelsen i 2006 har We The Living opnået en vis succes på den amerikanske collegescene, og med 2007-debut'en "Heights of the Heavens" spiller kvartetten så ud til den bredere offentlighed.
Forsanger, pianist og guitarist John Paul Roney står for al tekst og musik, og viser sig som en ganske ferm komponist. Med et tydeligt afsæt i singer-songwritertraditionen giver han sit bud på god indie-pop, så man kommer til at tænke på især Crowded House og deres store forbillede, The Beatles. Roney er dog ikke mere tynget af den navnesymbolske forbindelse til sidstnævnte, end at han formår at tilføre musikken sit eget særpræg. For cd'en rummer en stribe fine sange, som fremføres af Roneys smukke, klangfulde tenorstemme og et solidt spillende band. Både "Typical" og (især) "Saint Paul" har hit-potentiale, og samlet set er We The Living et meget sympatisk bekendtskab, som med Heights of the Heavens har begået et udspil, der hæver sig over gennemsnittet.

Tracklist:
01. Typical
02. Saint Paul
03. Half The Girl
04. London Rain
05. Atlantic
06. Best Laid Plans
07. 75 And 17
08. Barometers
09. History

Samlet spilletid: 33:54

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed