fbpx

Natjager - Hvordan Vi Lærte At Svæve

Rollen som anmelder vil altid indeholde balancen mellem at bedømme en udgivelse objektivt, og samtidig tilkendegive så meget af den personlige mening, at man kan stå inde for anmeldelsens konklusioner. Nogle gange bliver denne grundholdning udfordret, som med debutalbummet fra københavnske Natjager. Her har man nemlig valgt, at inkludere det element, som jeg inderligt hader ved meget af den musik, der kan høres på P3, nemlig brugen af autotune på vokalen – ikke kun fordi det ofte bruges til at skjule vokal inkompetence, men mere fordi det ikke bare lyder grimt, det lyder hæsligt!
Således udfordret måtte jeg forsøge at lytte forbi Jon Kirkhoffs manipulerede stemme. Her finder man musik, som er sammensat af elementer fra Rock, Pop og Metal – det sidste optræder kun i meget korte sekvenser i starten af f.eks. ”Hvem Har Brug For Hvem Mest” og titelnummeret. Ellers er det mest Pop genren, der skinner igennem, men hvor ”Diamant” kører i frisk tempo, er de fleste øvrige numre ret flade og energiforladte; endda i en sådan grad, at den dominerende vokal fungerer som en effektiv afledningsmanøvre.
Jeg ved godt, at jeg ikke har løst min opgave helt som beskrevet i indledningen, for det er umuligt at ignorere vokalens ødelæggende rolle. Alligevel er den ikke mit eneste kritikpunkt, for generelt er musikken for uinteressant; kun få gange lykkes det at skabe bare lidt spænding. Derfor kan jeg på ingen måde anbefale dette album, ikke engang til lyttere, som er mere tolerante overfor autotune, end jeg er.

Tracklist:
1. Havet Findes
2. Diamant
3. Løb For Livet
4. Helium
5. Hvem Har Brug For Hvem Mest
6. Ild
7. Ung Flugt
8. Glas
9. Vinterberg
10. Gadelamperne
11. Hvordan Jeg Lærte At Svæve
Samlet spilletid: 42:45

Læs mere...

Psychopunch - Greetings From Suckerville

At Psychopunch har kaldt deres 12. album for ”Greetings From Suckerville” er en reference til nummeret "Goodbye Suckerville", som var på bandets debutalbum – et signal om, at man vil vende tilbage til den mere rå attitude, der prægede bandet start.

Den får vi også en bid af i åbningsnummeret ”Shut Your Fucking Mouth”, som med skramlet guitar og en lidt sloppy tilgang sørger for en udmærket kant. Men det bliver ikke ved, for med de glade baggrundskor i ”I'll Be Home Tonight” og ”Raise Your Glass” står det klart, at vi er tættere på Dropkick Murphys end Sex Pistols, og at det i det hele taget er den letfordøjelige og ufarlige ende af punken, vi har fat i her.

Helt konkret udmønter det sig i en række numre, som er fuldstændig blottet for både kant og spænding. I stedet forsøger svenskerne at skabe en omgang Partypunk, men det er ærlig talt ikke en fest, jeg gider deltage i! Musikken glider bare uinteressant afsted, og de poppede omkvæd er alt andet en fængende.

Hvis det så i det mindste bare var charmerende eller sjovt, men heller ikke i disse kategorier kan Psychopunch score point - Når de er bedst lyder de som The Offspring på en rigtig dårlig dag – det er ikke ligefrem imponerende.

Det er muligt, at intentionerne om mere kant og rå tilgang var der fra starten, men den kommer ikke frem – på dette album er der slet ingen Psycho og alt for lidt Punch til andet end en bundkarakter.

Tracklist:
1. Shut Your Fucking Mouth
2. I'll Be Home Tonight
3. Darling, Take All Of Me
4. Love
5. Scream Your Little Heart Out
6. Crash Landing
7. Liar
8. I Don't Need A Broken Heart
9. City's On Fire
10. Let's Do It Again
11. Tell Me Everything
12. Over You
13. Raise Your Glass
Samlet spilletid: 41:38

Læs mere...

Siamese - Super Human

På deres foregående album ”Shameless” fra 2017 bevægede Siamese kraftigt i retning af det poppede og letfordøjelige, og den tendens fortsætter de på deres nye udspil ”Super Human”. Og det virker som man er klar over det kontroversielle heri, for pressematerialet gør meget ud af at fortælle om, at bandet udvider rammerne for, hvad man må og ikke må i Metal genren.

Hvad man gerne må, illustreres på rytmesiden, for de fleste numre præges af passager med stærke, hakkende rytmer – det er stramt spillet, og giver energi og drive. Desværre bliver de hurtigt gemt under et tykt tæppe af rendyrket Pop, hvor guitar og trommer er skubbet så langt i baggrunden, at de nærmest forsvinder. I stedet bydes på en gennemført og vel udført produktion, hvor alle kanter er omhyggeligt pudset af, og alle skarpe hjørner er fjernet. Her hører man flere håndklap end stortrommeangreb, og der suppleres med autotune, samples og BANANAS-kor á la Gwen Stefani. De udmærkede melodier ændrer ikke på, at albummet passer bedre til radioens P3 end til Copenhell.

Det er således ikke så meget et spørgsmål om, hvad man må og ikke må indenfor Metal – de elementer fra dén verden, som findes på ”Super Human” klarer Siamese godt. Problemet er, at der er alt for lidt af det, og man skal nærmest være flink for ikke at kategorisere albummet som ren Pop. Hvis Siamese fortsætter udviklingen, vil det næste udspil være komplet støvsuget for de sidste rester af Metal, og det vil være mere ærligt at bekende sig til poppen.

Tracklist:
1. B.A.N.A.N.A.S.
2. Oceanbed
3. Super Human
4. Animals
5. You're Not Alone
6. Give Me Up
7. Party Monster
8. Unified
9. Not Coming Home
Samlet spilletid: 31:59

Læs mere...

Babymetal - Babymetal

Indrømmet, min skepsis over for denne udgivelse var fra starten ret stor: Et japansk pigeband, som bliver udråbt til at være den nye Metalsensation og forsøger at underbygge dette ved optræde på billeder sammen med navne som Kiss og Metallica, lugter langt væk af PR stunt.

Fra starten var jeg derfor behageligt overrasket over mængden af egentlig Metal på albummet; her er der virkelig gang i både keyboards, guitar og trommer, og min frygt for manglende power blev hurtigt gjort til skamme. En forklaring kan være, at de tre sangerinder ikke spiller selv, men overlader det til et egentligt backing band. Selv holder de sig til pæne og lidt tynde pigevokaler, men får alligevel skabt noget der minder om bree-vokaler i ”Megitsune”.

I længden bliver det lidt ensformigt med bandets lillepigestemmer, specielt når de ikke bakkes op af Metal. Der er nemlig en anden side af Babymetals musik, som er rendyrket Pop. Den kommer flere steder til udtryk imellem det metalliske, og giver flere numre længere passager af rigtig syntetisk Pop – det er pænt sagt udfordrende at lytte til.

Samlet set er Metalnumrene i klart overtal, og det redder et fornuftigt resultat hjem for de tre medlemmer. Bandets debutskive er en udmærket sammensmeltning af Metal og japansk popkultur; det fortjener på ingen måde betegnelsen sensation, men ligger alligevel et pænt stykke fra den forventede katastrofe.

Tracklist:
1. Babymetal Death
2. Megitsune
3. Gimme Chocolate!!
4. line!
5. Akatsuki
6. Doki Doki Morning
7. Onedari Daisakusen
8. Song 4
9. Uni Uki Midnight
10. Catch Me If You Can
11. Rondo Of Nightmare
12. Headbangeeeeerrrrr!!!!!
13. Ijime, Dame, Zettai
14. Road Of Resistance
15. Gimme Chocolate!! (Live at the O2)
Samlet spilletid: 65:59

 

Læs mere...

Kuko De Kobra - A Girl and Her Giraffe

Kuko De Kobra er et rockband fra det jyske, nærmere bestemt Vejle. Da bandet udsendte sit debutalbum ”Naja Naja” i 2012, gik det min næse forbi, men jeg tager revanche og giver mig i kast med opfølgeren, som har fået den lidt spøjse titel ”A Girl and Her Giraffe”.
På deres Facebook-side nævnes navne som Black Sabbath, Soundgarden og AC/DC som inspirationskilder, og det kan da godt være at Kuko De Kobra har lyttet til disse bands – det har bare ikke sat spor på deres egen musik. Så virker det mere troværdigt når man ser Beatles og Dizzy Mizz Lizzy på listen, for især sidstnævnte har influeret numrene. Eller rettere sagt en tredjedel deraf, for især frontvokalen ligger flere steder så tæt op ad Tim Christensen, at jeg er ved at trække Rip-Off kortet.
Men også når det gælder den musikalske kurs er numrene i samme kategori, for Kuko De Kobra spiller Rock af den blidere slags, hvor Pop ofte sniger sig ind i billedet. Og hvis man et øjeblik træder tilbage og ignorerer billedet af Tim Christensen (hvilket er svært til meget svært!), så fremstår numrene generelt ret stærke og interessante. Ikke overraskende synes jeg bedst om de numre hvor guitaren er trukket frem, hvilket gør ”PRBN” og ”Undecider” til favoritter.
I den sidste ende er det sangskrivningen der henter de tre stjerner hjem til Vejle; her er der tale om godt håndværk, som havde fortjent en mere selvstændig fortolkning – det havde også hævet karakteren.

Tracklist:
1. Ocean Wide
2. Fitzroy Road (Head In The Oven)
3. Pieces Missing
4. Silence The Killer
5. Remember
6. PRBN (It's Only Love - Give It Away)
7. Shake it
8. Undecider
9. A Wrong Decision (Dizzy Miss Thin Lizzy)
10. Lone Bird On A Long Wire
11. Jenny
12. Be, Leaf
13. A Beautiful Girl And Her Giraffe
14. Jesse Owens And The Secret Message
Samlet spilletid: 48:05

Læs mere...

Survive This! - The Life You've Chosen

Survive This!.... Smag lige på det navn. Den lille understregning, i form af et udråbstegn, af, at man mener det. Altså at man skal overleve dette møde med bandet/cd’ens løbetid/sæt-selv-ind.

Denne skive har godt nok haft trange kår hos mig, men alligevel har jeg et eller andet kørende for den stil som disse unge Las Vegas-gutter praktiserer. Det er overdreven teenage-angst prægede tekster i en lind blanding af metalcore, pop-punk og radiovenlige klangflader. Man kunne evt. forestille sig, at Blink 182 havde en affære med Killswitch Engage, når de er allerpænest. Ind i mellem kommer der så lige en enkelt fesen sirupsballade og et rap/hip hop-nummer som et af de der mange boybands kunne have stået fadder til. 

Forvirret?!

Det var jeg i hvert fald. Alt ved dette band – lyden, teksterne, den sære blanding af stilarter og de personer, der er i bandet, ville jeg normalvis gå flere hektar udenom… Men jeg kan sgu ikke gøre for det! Jeg synes Survive This! er satans kække, enormt iørefaldende og deres tekster om piger der ikke gider dem, misforstået faderlig kærlighed og de valg man skal træffe, går rent ind. Suk!

Efter mødet med Survive This! har jeg taget min musiksmag op til revision – Jeg er nemlig ret sikker på, at mine venner og bekendte alle sammen vil ørle i tommetykke stråler, hvis Survive This! skulle finde vej til deres anlæg. Jeg er nået frem til, at Survive This! er den naturlige udvikling af en genre, der forsøger at nå ydermærkerne af dens grænser. Nu har man så fusioneret noget, der på papiret burde være ren kamikaze, og faktisk fået noget fornuftigt ud af det. Jeg ved ikke hvad det næste bliver, og jeg tror faktisk heller ikke, at jeg er klar til det. Indtil videre er jeg dog ret sikker på, at jeg muligvis er alderspræsidenten i Survive This!-fanbasen. Men skide være med det!

Musik er ikke et spørgsmål om genrer og rigtighed – det er følelser, og her rammer Survive This! mig på en uforklarlig måde.

Tracklist:
01: The Life You’ve Chosen
02: Pardon Me
03: Where I Belong
04: Coming Clean Takes Heart
05: The Seed
06: 10 Years ”I’ll Never be the Same”
07: The Story Falls
08: Wrong Direction
09: Lessons in Deception
10: Sail Away
11: Father

Total Spilletid: 41:20 Minutter

Læs mere...

Sick Puppies - Connect

Jeg må starte med en indrømmelse: Med et navn som Sick Puppies havde jeg forventet at blive mødt af Punk, Hardcore eller i det mindste med Metal iblandet noget fra de nævnte genrer, men det skete ikke – SLET ikke! I stedet byder det fjerde album fra det australske band på en blanding af Rock i den pæne ende og decideret Pop – unægtelig ikke hvad jeg havde set frem til …
Et par oplivende momenter er der dog, for i ”Gunfight” og "Die to Save You” er der tilstrækkeligt med gang i guitarerne til, at jeg føler mig underholdt. Desværre står disse momenter i skærende kontrast til resten af numrene, for her er der dømt flinkeskolen på udflugt! Det er lige før vi skal have tændt et lejrbål og startet noget fællessang, for det hele er så poleret og velfriseret, at jeg automatisk tænker på de produkter, der kommer ud fra fjernsynets talentshows.

Jeg anerkender at de tre australiere kan frembringe nogle pæne og ikke helt uefne omkvæd, men det her er virkelig kedeligt og bare ikke mig! Det ville være mere ærligt, hvis de skiftede navn til Sick POPpies … Eller endnu bedre: Bare POPpies.

Tracklist:
1. Die to Save You
2. There's No Going Back
3. Walking Away
4. Gunfight
5. Poison
6. Where Did the Time Go
7. Telling Lies
8. Connect
9. Run
10. The Trick the Devil Did
11. Healing Now
12. Under a Very Black Sky
Samlet spilletid: 44:01

 

Læs mere...

Stratovarius - Nemesis

Stratovarius er tæt på at kunne se tilbage på en 30-årig karriere, og har været stærkt medvirkende til at Finland står stærkt inden for den melodiske gren af Metal. Det skyldes ikke mindst en lang række albums, hvor ”Nemesis” er nummer 14.

Som det næsten er blevet standard for Finlands bidrag til genren, mødes lytteren af en uhyre strømlinet produktion, hvor guitarer og trommer er behørigt nedtonet til fordel for vokal og keyboards. Det betyder, at selv om musikken rent teknisk er Metal, så optræder den i sin allerletteste og mest ufarlige udgave. Det gør ”Nemesis” til en skive man roligt kan smide på til familiesammenkomster, hverken Bedste eller tante Anna bliver bange for indholdet. På plussiden tæller her, at finnerne har kreeret nogle virkelig flotte omkvæd, der gør ”Halcyon Days” og ”Dragons” til ørehængere såvel som oplagte bud på fællessang.

Medaljens bagside er den totale mangel på bid, for i lange perioder skal man lytte ekstra godt efter for at finde egentlig Metal i musikken, og flere steder kommer vi uhyggelig tæt på det niveau, man støder på ved melodi grand prix! Bedre bliver det ikke af, at Stratovarius insisterer på at holde spilletiden over en time – hvorfor dog det? Bare fordi man har numre til mere end en times spilletid, betyder det ikke, at man nødvendigvis skal klemme det hele ind på albummet – her ville en gang round-up have gjort underværker.

Når jeg trods de negative ord smider 2 stjerner efter albummet, skyldes det primært den store grad af professionalisme, der trods alt høres – skulle jeg bedømme underholdningsværdien alene, skulle karakteren halveres.

Tracklist:
1. Abandon
2. Unbreakable
3. Stand My Ground
4. Halcyon Days
5. Fantasy
6. Out Of The Fog
7. Castles In The Air
8. Dragons
9. One Must Fall
10. If The Story Is Over
11. Nemesis
Samlet spilletid: 65:54

 

Læs mere...

Christian Bonde - Feeding Wolves

Det første jeg for en god håndfuld år siden hørte til Christian Bonde var, at han var en upcoming metalproducer med blandt andre Dawn of Demise på cv’et. Dernæst fik man manden selv i øregangene som frontmand i rockbandet Whores & Thieves, og nu er han så sprunget ud som solist på ”Feeding Wolves”, hvor det rent faktisk ham der laver næsten det hele. Meget få steder er der indhentet hjælp udefra fra blandt andre Mikkel Schack. 

Albummet, der har fået titlen ”Feeding Wolves”, starter ud med den korte og egentlig lidt misvisende ”Forest”, der på én gang varsler ro og afdæmpethed kontra det lidt støjende, eksperimentelle og kaotiske udtryk, den som udgangspunkt lægger ud med. Der er dog ro under den stikkende overflade, men ”Forest” fortæller ikke hele historien, for efter ”Forest”, der nok mere må betegnes som en intro, tager ”lounge-effekten” over, og selvom numrene fint varierer i udtryk på resten af albummet, er vi altså ovre i den mere rolige ende af singer/songwriter-spektret, der kommer vidt omkring, både med lidt country-agtige inspirationer, men også nogle få pop- og rockreferencer. 

Der hvor Christian Bonde i mine ører virkelig vælter kegler, er når hans dybe bariton-stemme fylder æteren. Som på ”Let the Kid Go Machine” hvor han crooner af sted på allerbedste Nick Cave-maner, og uden at der skal gå plagiat i den, så er Christian Bondes stemme tæt på den gale australier. Men i mine ører kan Bonde bare så meget mere. Dette kommer til udtryk mange steder på albummet - for eksempel på ”If I Get Lost” hvor det er hans falset, der bærer nummeret. Det virker supergodt. 

Man kan faktisk gå så langt som at sige, at instrumenteringen på ”Feeding Wolves” er sekundær – Der er virkelig vokalen, der bærer byrden her. Selvfølgelig er der brug for instrumenter på albummet, men det er ikke dem, man husker pladen for – Det er Christian Bondes dragende, klangfyldte og melankolske stemme, man husker den for!

Numrene er mestendels korte og består meget sjældent af mere end et A-stykke og et B-stykke. Men det er faktisk den umiddelbare korthed, der gør numrene friske og interessante – hellere kort og koncist end langtrukkent og gentagende. Numrene har en friskhed over sig, der er de fleste bands/kunstnere undt, og selvom man nogen gange sidder, blandt andet på solide skæringer som ”Echo”, ”Oh Lord”, ”Murderous” og ”Out of Fuel”, og tænker, ”arh, den kunne godt have gentaget det omkvæd”, så gør numrenes korthed, at man gerne sætter ”Feeding Wolves” på igen og igen.

”Feeding Wolves” er skrabet produceret og skrabet instrumenteret. Resultatet er dog alt andet end skrabet, og jeg er sikker på, at Christian Bonde nok skal få god respons – ”Echo” har allerede været i rotation i radioen. Mon ikke flere sange følger?

Tracklist: 

01: Forest
02: Let the Kid Go Machine
03: Echo
04: Murderous
05: If I Get Lost
06: Feeding Wolves
07: Oh Lord
08: Out of Fuel
09: The Devil Came Dancing
10: Set Yourself Free
11: Me, Myself & I
12: Dear June

Total Spilletid: 30:07 Minutter

Læs mere...

Indica - Shine

Okay, jeg indrømmer gerne, at ideen ikke ligefrem er genial, men da jeg så bandnavnet Indica i min mailbox, lå det lige til højrebenet at affyre en catch phrase som ”Hvem ka’?” Indica! i bedste Bilka stil, men som bedømmelsen signalerer, var den idé død på forhånd. Måske var det også vel optimistisk, da bandets 2010-udspil ”A Way Away” langt fra imponerede mig.

Hvor bandet dengang havde numre med Goth-præg som supplement til de mere poppede skæringer, koncentrerer de 5 finske piger sig denne gang om den rene Pop. Der er stort set ingen volumen på hverken guitar eller trommer, så selv om der i nogle numre rent teknisk er tale om Rock, er resultatet lige så tandløst som gummerne hos et spædbarn. Indica prøver i stedet med en række ballader, men ud over at fremstå som en udvandet udgave af The Bangles, opnår de ikke noget.

Som coveret viser, ser pigerne i bandet godt ud, men hvis de ikke har andet end udseendet at byde på, findes der bedre udbydere af den slags materiale end Revolution Music. Min tidligere forundring over pladeselskabets interesse i Indica er ikke blevet mindre; det kan godt være at pigerne sælger godt, men i mine øjne virker de stærkt underminerende på Nuclear Blast’ status som uafhængigt Heavy Metal label.

Tracklist:  
1       Mountain Made Of Stone
2       Uncovered
3       A Definite Maybe
4       Goodbye To Berlin
5       Run Run
6       Here And Now
7       Missing
8       Hush Now Baby
9       Behind The Walls
10   A Kid In The Playground
11   War Child

Samlet spilletid: 39:43

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed