fbpx

Talisman - Talisman

Talisman blev mere eller mindre til ved et tilfælde, hvor bassisten Marcel Jakob havde nogle numre, som var skrevet til det andet soloalbum fra Europe-guitaristen John Norum. Denne forkastede imidlertid materialet, men da pladeselskabet stadig var interesseret, indspillede han musikken og engagerede sangeren Jeff Scott Soto som vokalist.

Albummet ”Talisman” udkom oprindeligt i 1990, men er nu genudgivet med en stak live-numre hægtet på. Og når man lytter det igennem, er man glad for valget af Soto, for den mand leverer en nærmest perfekt vokal præstation: Der er virkelig vitaminer i dens kraft, men samtidig synger han både varieret og meget udtryksfuldt – det er virkelig fedt!

Det samme kan man desværre ikke sige om musikken, som svinger ualmindeligt meget i kvalitet. Der er tale om Hardrock, og det med Hard er helt korrekt når man lytter til de guitarriffs, der indleder de fleste numre; de fungerer rigtig godt. Men alt for ofte glider numrene over i bløde melodier, som ikke bare er uinteressante, men også lidt irriterende – det er bare for pussenusset og ødelægger den fine start.

Det rettes der en smule op på i de 8 live numre, der runder udgivelsen af, for heldigvis er der mere gang i alle instrumenter her. Samtidig får Jakob vist, at han er en dygtig tekniker på bassen, men igen er det Soto, der klarer sig bedst; også på scenen er hans vokal imponerende. Det er da også den, der redder Talisman fra den nedsabling, som albummet ville få, hvis det skulle bedømmes på musikken alene. Og hvem der skulle have glæde af en genudgivelse, er noget af en gåde for mig.

Tracklist:
1. Break Your Chains
2. Standin' on Fire
3. I'll Be Waiting
4. Dangerous
5. Just Between Us
6. System of Power
7. Queen
8. Lightning Strikes
9. Day by Day
10. Women, Whiskey and Songs
11. Great Sandwich
12. MJ Playing in studio
13. Just Between Us
14. Eternal Flame
15. I'll Be Waiting
16. Scream of Anger
17. NJBBWD
18. Standin' on Fire
19. Let Me Love You
20. Ice cream man

Samlet spilletid: 62:07

 

Læs mere...

Artlantica - Across The Seven Seas

Selv om navnet Artlantica er nyt og albummet her er bandets første, er det langt fra ukendte kræfter, der står bag. De 3 kernemedlemmer Roger Staffelbach (guitar), John West (vokal) og Mistheria (keyboards) har en fælles fortid i Angel of Eden, men også i andre sammenhænge har de gjort sig bemærket. Det har bl.a. resulteret i et stort netværk af musikalske venner, som gæsteoptræder på albummet.

Bandets medlemmer er fast forankrede i Power Metal, og dér bliver de også i denne sammenhæng. Det giver selvfølgelig en fremtrædende position til Wests lyse og klare vokal, ligesom Mistheria hele tiden er til stede med keyboardet. Heldigvis betyder det også masser af guitar, for Staffelbach lader sig ikke skubbe i baggrunden, men hamrer markante riffs og soli af sted fra den seksstrengede. Om det er erfaringen, der får Artlantica til at vælge denne meget fint afbalancerede fordeling, ved jeg ikke; men den virker! Det giver den plads til det mix af melodi og patos, som genren nærmest har eneret på, men samtidig er man ikke i tvivl om at man har fat i et Metal-album. Hvis alle bands i genren havde lige så meget fornemmelse for musikkens byggeklodser, ville Power Metal være langt mere anset, end tilfældet er.

Når jeg ikke bakker de positive vendinger op med flere anmelderstjerner, skyldes det sangskrivningen. Her hæver Artlantica sig godt nok over det gennemsnitlige niveau, men der mangler alligevel lige det sidste, der gør bands som Iced Earth og Sabaton fængende. Men der er håb forude; albummet her er trods alt en debut.

Tracklist:

01 2012

02 Devout

03 Across The Seven Seas

04 You´re Still Away

05 Ode To My Angel

06 Fight For The Light

07 Demon In My Mind

08 Return Of The Pharaoh Pt.3

09 Heresy

10 Nightmare Life

Samlet spilletid: 47:48

Læs mere...

Victorius - The Awakening

Victorius har eksisteret siden 2004, men først i 2010 fik det tyske femkløver udsendt sit første album. Med ”The Awakening” kommer nu nummer 2, men alligevel har det ikke været nok til at holde sammen på bandet, der efter indspilningen har fået ny guitarist og trommeslager.

Tempoet på albummet er temmelig højt, og selv om der ikke spilles så hysterisk og hektisk som hos Dragonforce, afvikles numrene med en hastighed, som ligger pænt over genrens gennemsnit. Det giver numrene en naturlig friskhed, men resulterer ikke i nogen ekstrem oplevelse – den polerede lyd og de tilsvarende vokaler forhindrer overdreven hårdhed. Alligevel er der pænt gang i den, for udover tempoet udmærker numrene sig også ved at indeholde meget guitar. Det gør albummet mere interessant at lytte til, for uanset om de leverer melodi eller der fyres en solo af, så pynter det.

Victorius slipper kun gashåndtaget et par gange, og det med forskellig succes: ”Lake of Hope” er med sin mere traditionelle Power-opbygning lidt uinteressant, mens ”Demon Legions” er en rigtig tung sag med et enkelt men effektivt guitarriff. I de øvrige numre skabes der variation ved at justere på de enkelte elementer i numrene, som når der i de to sidste numre skrues ekstra op for guitarerne. På den måde lykkes det overraskende godt for tyskerne at holde gryden i kog gennem hele skiven, så ”The Awakening” afgjort er et af de mere positive Power Metal albums, jeg har lagt øre til.

Tracklist:

01. Age of Tyranny

02. Starfire

03. The Awakening

04. Lake of Hope

05. Under Burning Skies

06. Black Sun

07. Demon Legions

08. Through the Dead Lands

09. Call for Resistance

10. Kings Reborn

11. Metalheart

Samlet spilletid: 47:28

Læs mere...

Falling In Reverse - Fashionably Late

Omslagets billeder af hovedmanden Ronnie Radke signalerer noget specielt; selv om tatoveringer efterhånden er hver mands eje, er det de færreste der lader udsmykningen fortsætte fra halsen og op på selve hovedet. På deres andet album lægger Falling In Reverse da også hårdt ud med skarpe riffs og knald på guitarerne, men det viser sig hurtigt, at bandet bruger en bredere palet af genrer. Med superfine vokalarrangementer og virkelig catchy omkvæd slår de over i mildere toner, og der er ingen tvivl om, at navne som Fall Out Boy og Bloodhound Gang ikke har eksisteret forgæves. Men Radke går et skridt videre, og med udmærkede Rap indslag og Nu-Metal får han og bandet vist flot spændvidde. Det hele serveres på sympatisk vis og ikke uden humor, hvilket det spøjse ”Game Over” og slutnummerets Countryrock markerer.

På mange måder er albummet det perfekte soundtrack til den amerikanske teenagers hverdag: Der er både noget for de hårde og de bløde, det hele virker bekendt og den uhyre flotte produktion sikrer, at numrene går ind hos de fleste. Det passer næsten for godt til at være tilfældigt, og jeg kan ikke slippe fornemmelsen af i højere grad at sidde med et nøje tilrettelagt konsumprodukt end resultatet af en gruppe musikeres kreative indfald. Det, der i den sidste ende holder albummet oppe, er de numre hvor åbningsnummerets hårde stil genfindes og udbygges. Men samlet set er det hele supergodt lavet og sidder lige i skabet, så hvis jeg havde været 14 år gammel, havde jeg nok uddelt en ekstra stjerne. Mindst.

Tracklist:

1.Champion                  

2.Bad Girls Club

3.Rolling Stone

4.Fashionably Late                         

5.Alone

6.Born to Lead             

7.It's Over When It's Over

8.Game Over

9.Self-Destruct Personality

10.Fuck the Rest

11.Keep Holding On

12.Drifter

Samlet spilletid: 48:26

Læs mere...

Uriah Heep - Official Bootleg Volume Six

Når man tænker på at Uriah Heep startede helt tilbage i 1969 og dermed kan fejre 45 års jubilæum næste år, er det imponerende at bandets line up stadig tæller et originalt medlem, guitaristen Mick Box. Han er således også med på denne optagelse af bandets koncert som hovednavn på Rock of Ages festivalen 2008, der er udsendt som en del af bandets egen ”Official Bootleg” serie. Hverken CD coveret eller produktionen leder tanken hen på venstrehåndsarbejde, de er begge af udmærket kvalitet.

Konceptet har den indbyggede fordel, at nyt og gammelt materiale kan supplere hinanden uden at det virker forkert; i sådanne sammenhænge er det ofte gamle travere, der skal bane vej for nye numre. Det er nu ikke tilfældet her, for friske skud som ”Tears Of The World” og ”Overload” virker både fængende og interessante, og behøver ikke at gemme sig for deres ældre søskende. Det gælder især når man måler dem op mod ”Free Me”, som med sin Popglade stil markerer albummets kvalitetsmæssige lavpunkt.

Ellers må jeg sige, at Uriah Heep klarer sig godt; sangeren Bernie Shaw synger kraftfuldt og holder go’ kontakt til publikum, og han fører an i en omgang rigtig old school omgang Heavy Rock. Det vil sige af den slags hvor guitar og orgel fylder næsten lige meget, men desværre også bærer en reminder om, at ikke alle numre klarer sig så godt i nutidens lys som klassikerne ”July Morning” og ”Easy Livin’”. Derfor skal man have en nostalgisk tilgang til albummet for at det bliver værd at købe.

Tracklist:

01: Overload

02: Cry Freedom

03: Falling In Love

04: Words In The Distance

05: Tears Of The World

06: Between Two Worlds

07: The Wizard

08: Free Me

09: Shadow

10: Sunrise

11: Gypsy

12: July Morning

13: Easy Livin’

14: Lady In Black

Samlet spilletid: 76:11

Læs mere...

The Stranglers - Feel It Live!

Jeg har aldrig dyrket The Stranglers, men husker udmærket, at de var et band man nævnte sammen med Sex Pistols og The Clash, når de toneangivende kunstnere på den engelske Punkscene i 1970’erne skulle nævnes. At bandet stadig er aktivt aftvinger respekt, og et billede af deres nuværende niveau kan man danne sig via dette album, som er optaget på bandets ”Giants” turne i 2012.

Én ting står hurtigt klart i forhold til bandets tidlige år: Der er løbet meget vand i åen siden da – rigtig meget endda! På albummet er der nemlig ingen spor af fortidens ungdommelige vrede, ingen provokationer eller oprørstrang; desværre er der heller ingen energi. I stedet serveres en kedelig omgang New Wave domineret af et tyndbenet keyboard, som med simple, men ikke fængende, melodier trækker numrene afsted.

Hvis der kun havde været et enkelt eller to numre i den stil, havde været okay, men 21 af slagsen er noget af en prøvelse. Det kniber også for The Stranglers selv at holde gryden i kog, og flere numre er faretruende tæt på at gå i stå. Derfor er det direkte imponerende, at publikum kan bevare entusiasmen mellem numrene.

Det er muligt at jeg har haft lidt forkerte forventninger til denne udgivelse, men det ændrer ikke på det faktum, at "Feel It Live!” nærmere er en død sild end et energisprudlende livealbum. Man skal virkelig være glad for genren for at holde sin opmærksomhed rettet mod musikken igennem samtlige 5 kvarters spilletid; jeg har i hvert fald haft ualmindeligt svært ved det.

Tracklist:

01. Waltz In Black

02. Burning Up Time

03. The Raven

04. Lowlands

05. Hanging Around

06. Unbroken

07. Time Was Once On My Side

08. Sometimes

09. Giants

10. Peaches

11. Mercury Rising

12. 5 Minutes

13. Relentless

14. Lost Control

15. Something Better Change

16. Freedom Is Insane

17. No More Heroes

18. Boom Boom

19. Nice ‘N Sleazy

20. Duchess

21. Tank

Samlet spilletid: 76:35

Læs mere...

Amberian Dawn - Re-Evolution

Selv om man kalder Finland for de 1000 søers land (og det reelle antal er meget større), så begynder jeg at tro, at dette tal overgås af antallet af Metalbands i den melodiske genre; strømmen af bidragydere virker nærmest uendelig. Nu er der så nyt fra Amberian Dawn, men det eneste nye er sangerinden Päivi "Capri" Virkkunen; albummets numre er tidligere udgivet, men genindspillet pga. den nye vokalist.

I første omgang fremstår musikken som genren foreskriver: En ren og fin kvindevokal i front, et Metalband til at bakke op og så er det hele pakket ind i en teflonbeklædt produktion – fin og klar som en færdigret til mikroovnen. Det er også fint nok, men det kan ikke skjule, at numrene basalt set befinder sig på melodi grand prix – niveau. Og dér bliver de trods guitar og stortrommer, for lige så lidt man gør en poptøs til rocker ved at give hende en læderjakke på, lige så lidt bliver Pop til Metal ved at tilsætte de rette instrumenter. Her hjælper de intetsigende og til tider dårligt tilpassede tekster lige så lidt som tonsvis af keyboardstrygere. Teknisk set er der tale om Metal, men tomheden er tåkrummende, og guitaristens ellers fine soli går komplet under i en strøm af indholdsløst pladder. Hver gang jeg har gennemlyttet albummet, er det endt i irritation over den åbenlyse mangel på indhold, og med mindre du ligefrem ønsker at hidse dig op, skal du undgå denne skive!!

Tracklist:

1. Valkyries                  

2. Incubus  

3. Kokko - Eagle of Fire

4. Lily of the Moon        

5. Come Now Follow     

6. Crimson Flower        

7. Circus Black             

8. Lost Soul                  

9. Cold Kiss                  

10. River of Tuoni

11. Charnel's Ball

Samlet spilletid: 42:37

Læs mere...

Chimaira - Chrown of Phantoms

Som jeg sidder her og lytter til "Chrown of Phantoms", har jeg en følelse af at der er sket rigtig meget siden Chimaira udgav deres første album "Pass Out of Existence" i 2001. Og så alligevel. Lyden er ret meget den samme, som de altid har haft. De dybe groovy og dominerende guitarer er der stadig. De dystre elektroniske elementer, der af og til giver en små-industriel følelse, ligger fortsat i baggrunden og giver stemning. Mark Hunter er stadig hidsig på vokalen. Men! På trods af alle de ligheder med tidligere, så synes jeg alligevel at den nye plade skiller sig ud.

Jeg har altid været glad for Chimaira, og én af de ting jeg synes de har været gode til, er at de fleste af pladerne (på godt og ondt) skiller sig en smule ud fra de foregående. "Chrown of Phantoms" er den 7. i rækken, og Mark Hunter det eneste originale bandmedlem der er tilbage i det nuværende lineup. Musikerne er flittigt blevet skiftet ud siden dannelsen i 1998. Bare i tiden siden den sidste skive "The Age of Hell" udkom i 2011, er alle medlemmer på nær Hunter endnu engang blevet skiftet ud, så det er måske ikke så mærkeligt at jeg synes pladen er en smule anderledes.

Albummet her føles helt utroligt tungt. Selvom de altid har haft hang til riff og passager i den tunge ende, synes jeg at de har formået at gøre det hele en smule tungere. Jeg fornemmer også en smule mere melankoli, end jeg har oplevet tidligere, og det bidrager ganske givet også til, at pladen har den effekt på mig. Der er numre, som for eksempel "Plastic Wonderland" og "Spineless", hvor tempoet er skruet lidt i vejret, og de hiver lidt fanden-i-voldsk energi frem fra gemmerne, men jeg opfatter helt klart pladen som en tung og dyster oplevelse. For mig illustrerer nummeret "Kings of the Shadow World" det hele meget godt. Der er en satans god (eller måske rettere ond) stemning hele vejen igennem, som enhver god sang om skyggeverdenen jo skal have, men samtidig kan man sgu sagtens nikke med nakken til det. Nummeret bliver afbrudt et par gange af klaverspil med symfoniske elementer i baggrunden, og det synes jeg virker vildt godt.

Ud over at de har fået komponeret nogle fede tracks, har de også formået at få numrene til at hænge rigtig godt sammen, så albummet danner en helhed. Jeg var ikke så imponeret over "The Age of Hell", så jeg er ret glad for det skridt de her har taget med "Chrown of Phantoms". De har heldigivis ikke brugt udskiftningen af musikere til at redefinere sig selv. I stedet har de fået skabt et af deres stærkeste albums til dato, og jeg vil kraftigt anbefale det til eksisterende Chimaira fans. Kender man dem ikke, ja så det er bestemt et godt sted at starte.

Tracklist:
1. The Machine
2. No Mercy
3. All That's Left Is Blood
4. I Despise
5. Plastic Wonderland
6. The Transmigration
7. Crown of Phantoms
8. Spineless
9. Kings of the Shadow World
10. Wrapped in Violence
11. Love Soaked Death


Samlet spilletid: 44:23

Læs mere...

Transplants - In A Warzone

Godt 10 år efter debutskiven har The Transplants fundet tid til at bringe antallet af albums op på 3 - den relativt lave udgivelsesfrekvens skyldes medlemmernes andre projekter, som bl.a. tæller Rancid og Blink 182.

Med den besætning er der lagt op til en fornuftig gang Punk, og det starter da også med et brag i titelnummeret, som har den rigtige mængde oprør og energi. Men desværre er de tre medlemmer ikke i stand til at holde fanen højt, for kun i ”Silence” kan de ramme udgangsniveauet – resten ligger pænt under.

Vi er langt væk fra den socialkritiske vrede hos et navn som Anti-Flag, men samtidig er musikken slet ikke så glad som f.eks. The Offspring. I stedet ender den som en blød mellemvare, hvor begrebet Punk mere dækker det rent tekniske end den stemning, der burde høre med. Det virker mere som satte mænds uinspirerede leg med musikken end ungdommeligt oprør, og nej: Det er ikke særligt overbevisende.

Paradoksalt nok går det meget bedre, når man forsøger sig med noget anderledes Rock; i “Something's Different” og "It's A Problem” leges der med Hip-Hop agtige rytmer, og her lykkes det at skabe noget ret så groovy musik. Men ak, albummet burde have scoret flere point på sit hovedindhold, men at det ikke sker, er noget af en skuffelse.

Tracklist:

01. In A Warzone

02. See It To Believe It

03. Back To You

04. Come Around

05. Something's Different

06. Any Of Them

07. Silence

08. All Over Again

09. It's A Problem

10. Completely Detach

11. Gravestones And Burial Plots

12. Exit The Wasteland

Samlet spilletid: 29:56

Læs mere...

Queens Of The Stone Age - ...Like Clockwork

Hele 6 år er der gået siden Queens Of The Stone Age sidst udsendte et nyt album; det var ”Era Vulgaris”, som fik en fin modtagelse af både anmeldere og bandets fans. 6 år er lang tid, så dette nye album er selvfølgelig ventet med spænding; en spænding som ikke bliver mindre af, at QOTSA har fået hjælp fra så forskellige sider som Elton John og Trent Reznor.

Hvis jeg skal karakterisere albummet ud fra disse to navne vil jeg sige, at ”...Like Clockwork” ligger meget tættere på den førstnævntes ufarlige men hyggelige Pop end sidstnævntes knivskarpe Industrial. 

Hyggelig er nøgleordet for albummet, som indfrier forventningerne når det gælder den retromæssige del af Stoner rock´en. Her er den forventede gammeldags stemning af, at vi har tid nok, at tingene nok skal ordne sig og at vi ikke skal tage det hele så tungt. Det sidste understregs af den lidt vrøvlede tekst i ”If I Had A Tail ”.

Lidt anderledes ser det ud, når man retter blikket mod indholdet af Rock. Selv om stilen teknisk set er rigtig, så mangler den rigtig meget af den kant, som QOTSA plejer at have i materialet. Godt nok lægges der ud med en fed gang blues’et Rock i ”Keep Your Eyes Peeled”, og ”Smooth Sailing” er tilpas ovenpå i et totalt lækkert soundtrack til en strandtur (min favorit på skiven), men resten har for lidt at byde ind med. Jeg står derfor tilbage med en lidt ulden smag i munden; denne gang har hyggen taget overhånd. Så hvis det skyldes den lange pause siden sidste album, må QOTSA hellere skynde sig tilbage i studiet. Vamos!

 

Tracklist:

1. Keep Your Eyes Peeled

2. I Sat By The Ocean

3. The Vampyre of Time and Memory

4. If I Had  A Tail

5. My God Is The Sun

6. Kalopsia

7. Fairweather Friends

8. Smooth Sailing

9. I Appear Missing

10. …Like Clockwork

 

Samlet spilletid: 45:59

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed