fbpx

Jorn Lande & Trond Holter present Dracula Swing of Death

Den Norske sanger Jorn Lande har slået pjalterne sammen med guitaristen Trond Holter, bedre kendt som Teeny fra det Norske glam rock band Wig Wam, og lavet en rock opera som omhandler grev Dracula’s liv. Projektet består yderligere af Bernt Jansen på bas, Per Morten Bergseth på trommer samt Lena Fløitmoen Børresen, som synger duet med den gode Lande på flere numre.

Stilen er god gedigen hardrock med nogle ret besynderlige indslag af swing og musical, som leder tankerne hen på tiden omkring Humphrey Bogart – ikke lige min kop the, og disse indslag kunne jeg nemt have undværet. Ellers er der nogle ret så fede numre som ”Walking on Water” (her giver Lande altså én gåsehud), ”Masquerade Ball” samt det instrumentale ”True Love Through Blood (Instrumental)” hvor de viser hvor skabet skal stå, når der laves hardrock. Desværre der der alt for langt mellem snapsene, og man skal vente længe på de fede ting.

Så alt i alt en skive som bestemt er velspillet og meget professionel, men desværre halter lidt efter med de rigtig gode melodier.  Efter Dio’s tragiske afgang fra denne verden er Lande velnok en af planetens fedeste sangere – ihvert fald i min optik, og selvom hans utroligt mange projekter aldrig rigtigt har nået klassiker status, imponerer hans vokal mig stadig, og det er vel de færreste der kan gøre ham kunsten efter. Desværre er det ikke nok til at kunne trække mere end en lidt over middel karakter fra undertegnede. Hardrock fans bør dog give den et lyt.

Tracklist:
1. Hands of Your God
2. Walking on Water
3. Swing of Death
4. Masquerade Ball
5. Save Me
6. River of Tears
7. Queen of the Dead
8. Into the Dark
9. True Love Through Blood (Instrumental)
10. Under the Gun
Samlet spilletid: 45:37

 

Læs mere...

Angra - Angels Cry - 20th Anniversary Tour

20 år er pænt længe at have eksisteret på musikscenen, så når man runder det hjørne er det helt på sin plads med en markering. For Angra skete det med en turné, hvor koncerten på hjemmebane i São Paulo i august sidste år blev optaget, og nu udsendes som album. Og man må sige, at alle sejl er sat til for at gøre jubilæet til noget stort; bandet får hjælp af strygere og gæster som Tarja Turunen og Uli Jon Roth. Samtidig er publikum tændt og deltager entusiastisk fra start.

Det hele smitter naturligt af på bandet, som anført af en særdeles aktiv Fabio Lione kaster sig ud i en bred vifte af numre fra deres bagkatalog - på godt og ondt bliver det til en rejse ind i Power Metallens verden. Den byder på en meget sikker håndtering af genren, men har også en bagside. De store rammer formår nemlig ikke at løfte musikken, snarere tværtimod. Flere gange under gennemlytning af albummet slog det mig i stedet, hvor ordinær brasilianernes musik er; der er VIRKELIG langt imellem de få oplivende momenter. Samtidig er det helt vildt så mange ballader eller numre med balladeafsnit, de spiller; i lange perioder er den akustiske guitar helt toneangivende.

Gæsterne retter ikke op på billedet, især ikke Tarja Turunen, som giver en overprætentiøs udgave af ”Wuthering Heights”; hun skamferer totalt den gamle Kate Bush-klassiker. Det samlede billede passer derfor fint til titlen, for her er der mere at tude end at glæde sig over. Angra får derfor svært ved at imponere andre end deres bestående fanskare med denne jubilæumsudgivelse.

Tracklist:
1. Angels Cry
2. Nothing To Say
3. Waiting Silence
4. Lisbon
5. Time
6. Gentle Change
7. Late Redemption
8. Silence And Distance
9. Reaching Horizons
10. Stand Away
11. Wuthering Heights
12. Unfinished Allegro / Carry On
13. Rebirth
14. In Excelsis
15. Nova Era
Samlet spilletid: 65:16

Læs mere...

Neopera - Destined Ways

Med sit valg af navn har Neopera også udpeget bandets genre; ved at inkludere ”opera” angives ambitioner om at tilføre en ny vinkel på dén genre og samtidig vise, at hjembyen Hamborg er andet og mere end Reeperbahn.

Det står hurtigt klart at man mener det alvorligt med det genremæssige, for vokalerne veksler mellem det rene, som kendes fra den melodiske Metal og så rigtig højtidelige Opera-udgaver, hvor det højtravende trækker alle registre. Disse vokaler føres an af sangerinden Nina Jiers, som får hjælp af Thorsten Schuck - den operamæssige del af navnet er der således fuld dækning for.

Til gengæld er der ikke så meget nyt i det, for Nightwish gik i Tarja-dagene længere med blandingen af Opera og Metal. At kalde Neopera for en light udgave af finnerne er nok letkøbt, men alligevel ikke helt i skoven. Det høres især, når der skrues ned for det affekterede og der kommer mere Metal med growl ind over. Desværre ligger tyskernes evner til at skrive stærke numre ikke på samme niveau, for der er for mange skæringer, hvor tingene ikke fungerer optimalt; især det højtidelige bliver ofte for meget og mister hurtigt sin tiltrækningskraft. På den anden side er albummet her det første fra Neopera, så jeg håber de fremover får afstemt musikkens elementer bedre indbyrdes.

Tracklist:
1. The Marvel Of Chimera
2. A Call To Arms
3. Remote
4. Destined Ways
5. Fallingwater
6. The Greed
7. Error
8. Last Pantomime
9. Equilibria
10. Requiem
11. Song Of Revenge
12. The Unspeakable
Samlet spilletid: 53:16

Læs mere...

Stratovarius - Nemesis

Stratovarius er tæt på at kunne se tilbage på en 30-årig karriere, og har været stærkt medvirkende til at Finland står stærkt inden for den melodiske gren af Metal. Det skyldes ikke mindst en lang række albums, hvor ”Nemesis” er nummer 14.

Som det næsten er blevet standard for Finlands bidrag til genren, mødes lytteren af en uhyre strømlinet produktion, hvor guitarer og trommer er behørigt nedtonet til fordel for vokal og keyboards. Det betyder, at selv om musikken rent teknisk er Metal, så optræder den i sin allerletteste og mest ufarlige udgave. Det gør ”Nemesis” til en skive man roligt kan smide på til familiesammenkomster, hverken Bedste eller tante Anna bliver bange for indholdet. På plussiden tæller her, at finnerne har kreeret nogle virkelig flotte omkvæd, der gør ”Halcyon Days” og ”Dragons” til ørehængere såvel som oplagte bud på fællessang.

Medaljens bagside er den totale mangel på bid, for i lange perioder skal man lytte ekstra godt efter for at finde egentlig Metal i musikken, og flere steder kommer vi uhyggelig tæt på det niveau, man støder på ved melodi grand prix! Bedre bliver det ikke af, at Stratovarius insisterer på at holde spilletiden over en time – hvorfor dog det? Bare fordi man har numre til mere end en times spilletid, betyder det ikke, at man nødvendigvis skal klemme det hele ind på albummet – her ville en gang round-up have gjort underværker.

Når jeg trods de negative ord smider 2 stjerner efter albummet, skyldes det primært den store grad af professionalisme, der trods alt høres – skulle jeg bedømme underholdningsværdien alene, skulle karakteren halveres.

Tracklist:
1. Abandon
2. Unbreakable
3. Stand My Ground
4. Halcyon Days
5. Fantasy
6. Out Of The Fog
7. Castles In The Air
8. Dragons
9. One Must Fall
10. If The Story Is Over
11. Nemesis
Samlet spilletid: 65:54

 

Læs mere...

Coldwar - Pantheist

Coldwar startede for 15 år siden i Irlands hovedstad, Dublin, og selv om det er blevet til 4 albums og turnéer i både Europa og USA, er de mest kendt i hjemlandet; det skal deres nyeste udspil, ”Pantheist” forsøge at rette op på. Titlen kommer fra troen på det guddommelige i alt, og passer fint med bandets erklærede modstand mod staten og kirkelige institutioner.

Om det er herfra Coldwars vrede stammer, ved jeg ikke; men vrede, dét er de! I musikken kommer det til udtryk gennem et meget kraftfuldt drive, som gør numrene hårde og ret så brutale. Men energien kommer ikke fra vildt opskruede tempi, for selv om der er fint gang i trommerne, satser irerne på det seje i musikken. Det giver plads til mange sejtrækkende guitarangreb, hvor man kan få trænet nakkemusklerne – ”Conciousness Paralysis” og ”Last Days Of The 4th Sun” er glimrende soundtracks til dén øvelse.

Det vrede udtryk får sat trumf på af sangeren Trevor Mclave, og der er åbenbart nogen som har pisset ham godt og grundigt af. Hans brølen giver ikke umiddelbart lyst til at møde ham i en mørk sidegade, med mindre man selv er stærk eller kan løbe hurtigt. Mandens voldsomme attitude smitter positivt af på helheden, men det bliver alligevel for ensformigt at lytte til i længden. Jeg er sikker på at det fungerer godt på en scene, men hjemme i stuen er det for ensidigt.

Tracklist:
01 Heart Of Darkness
02 Ether Child
03 Mazu Awakens
04 13th Moon
05 The Falcon Cannot Hear The Falconer
06 Ghost Dance
07 Conciousness Paralysis
08 Abandonment Of Being
09 Last Days Of The 4th Sun
Samlet spilletid: 52:23

Læs mere...

Chthonic - Ián-Bú

Selv om jeg efterhånden har anmeldt musik fra mange steder i verden, er det vist første gang jeg er stødt på musik fra Taiwan. Det kommer i form af en DVD med bandet Chthonic, som har eksisteret i næsten 20 år. DVD’en indeholder optagelser af bandets optræden til 2013-udgaven af Formoz, som er en 3 dages festival i Taiwans hovedstad Taipei.

Chthonic kommer på scenen til publikums jubel, og går i gang med en omgang Death Metal med indhold af både melodi og symfoniske elementer. Det er meget energisk og pænt stramt spillet, og hvis ikke der var en ekstra krølle på historien, ville taiwaneserne ligne massser af vestlige bands. Men det er der, for Chthonic bliver bakket op af en række gæstemusikere, som håndterer nogle af hjemlandets specielle instrumenter; det giver ikke bare musikken er fjernøstligt præg, men understøtter også de symfoniske indlæg, som bandets keyboardspiller står for. Han bærer i øvrigt en underlig maske, som ligner en krydsning mellem en gasmaske og Bob Marley – ret specielt!

Det samme kan siges om det samlede musikalske resultat, for det ligner ikke noget jeg før har hørt – for det selvstændige i musikken scorer bandet høje karakterer. Det får de også fra folk i salen, for de er godt oppe at køre, og der går ikke lang tid før den første moshpit er i syne.

Helt så begejstret er jeg ikke, for det bliver hurtigt for meget med folkloren. Det hjælper en del på kvaliteten, da gæsterne forlader scenen og lader bandet fortsætte alene. Og dog, for nu ligner Chthonic så mange andre bands: Musikken er som sådan okay, men det hele er hørt før. Derfor er mit manglende kendskab til bandet til at bære; Chthonic hører til i en niche i Metallens verden.

Tracklist:
1. Intro: Arising Armament
2. Oceanquake
3. Supreme Pain For The Tyrant
4. Next Republic
5. Takao
6. Broken Jade
7. Southern Cross
8. Sail Into The Sunset’s Fire
9. Defenders Of Bú-tik Palace
10. Outro: Undying Rearmament

 

Læs mere...

Tarja Turunen & Mike Terrana - Beauty And The Beat

Tarja Turunen har for længst etableret sig som et af de store navne i den internationale Metal-verden, hvor hendes vokal har noget nær særstatus. Nu har hun slået sig sammen med den amerikanske trommeslager Mike Terrana i projektet Beauty And The Beat med det formål at kombinere Metal og Klassisk musik. Terrana, som har arbejdet med en lang række navne som Rage og Gamma Ray, står naturligt for Beat-delen, mens Tarjas vokal klarer afdelingen for Beauty. Til formålet har de to samlet en lang række klassiske værker samt moderne toner, og det hele fylder 2 CD’er.

At Tarjas stemme ikke bare er Opera-agtig, men virkelig skolet til formålet, viser hun med al tydelighed når hun kaster sig ud i værker af Bach, Puccini og Lehár. Her er der tale om vaskeægte Opera og Operette, som hun klarer virkelig overbevisende. Om det holder vand hos eksperter inden for det Klassiske ved jeg ikke, men jeg er i hvert fald imponeret!

Det er jeg til gengæld ikke over de arrangementer, hvor Terrana kommer på banen, for han overdriver totalt sin tilstedeværelse og banker bogstavelig talt de klassiske numre i stykker med det resultat, at han bliver en reklame for de folk, der anser moderne trommer som larm. Det er udmærket at vælge værker, som alle kender når de hører dem, men for at ideen med at få kombinationen af tingene skal virke, skal det ske helt anderledes end tilfældet er her.

Tarja prøver sig med moderne musik som Queens ”You Take My Breath Away” eller samlingen af Led Zeppelin brudstykker, men her kommer hun til at virke for affekteret. Derfor er det i den sidste ende kun hendes egne numre, som fra starten var tænkt som blandingsprodukter, der for alvor fungerer; i det mash-up, som kreeres i de andre numre, ødelægges ingredienserne og er i mine ører mislykket - til tider på kanten af det katastrofale.

Tracklist:
CD1
Mike - Concert For Violin & Oboe (Bach)
Tarja - Blute Nur (Bach)
Tarja - Zueignung - Op. 10, No. 1 (Strauss)
Mike - Barber of Seville (Rossini)
Mike - New World Symphony (Dvorák)
Tarja - Song To The Moon (Dvorák)
Tarja - Vilja Lied (Lehár)
Tarja - O mio babbino caro (Puccini)
Mike - Can-can (Offenbach)
Tarja - I Feel Pretty (Leonard Bernstein)
Mike - William Tell Overture (Rossini)
Tarja - Mein Herr Marquis (Strauss)
Mike - Eine kleine Nachtmusik (Mozart)
Samlet spilletid: 52:21

CD2
Tarja - You Take My Breath Away (Queen)
Tarja & Mike - The Reign (Tarja)
Tarja & Mike - Witch-hunt (Tarja)
Tarja & Mike - Led Zeppelin Medley
Tarja & Mike - Swanheart (Nightwish)
Mike & Tarja - Fly Me To The Moon (Frank Sinatra)
Tarja & Mike - Into The Sun (Tarja)
Tarja & Mike - I Walk Alone (Tarja)
Samlet spilletid: 44:44

Læs mere...

Gamma Ray - Empire of the Undead

Egentlig er der ikke så meget at sige til denne udgivelse; "Empire of the Undead” er det 11. studiealbum fra Gamma Ray – et tal som understreger, at bandet om Kai Hansen er et af de klassiske navne på Heavy Metal scenen.

Åbningsnummeret ”Avalon” peger ellers i en anden retning, for med meget stærke melodier og et pompøst arrangement kunne nummeret sagtens indgå i en moderne Rockopera fra Avantasia eller Arjen Lucassen. Men nummeret står alene, og herefter står der Heavy Metal på resten af skiven, helt som det kendes fra tyskerne. I en del numre minder både musik og vokal ret så meget om Accept, men ellers kommer Gamma Ray stilmæssigt pænt rundt inden for genrens elementer. Et par steder gribes der lige lovlig dybt i posen med klichéer, som f.eks. i “Master of Confusion”, som beskriver problemer med at levere musik til tiden, men selv mest af alt lyder som venstrehåndsarbejde for at leve op til pladeselskabets krav. Uanset om illustrationen er bevidst eller ej, så kunne jeg godt undvære nummeret.

Det kunne jeg til gengæld ikke med det virkelig seje ”Demonseed”, der viser bandet fra en hårdere side, som de roligt kunne vise noget mere af. Det sker til en vis grad i ”I Will Return”, som er med til at hive albummet opad og sikre, at de positive sider i overtal på et album, hvor Gamma Ray igen viser godt håndværk og sikkert greb om den klassiske Metal.

Tracklist:
1. Avalon
2. Hellbent
3. Pale Rider
4. Born To Fly
5. Master of Confusion
6. Empire of the Undead
7. Time for Deliverance
8. Demonseed
9. Seven
10. I Will Return
11. Built A World (bonus track)
Samlet spilletid: 61:17

Læs mere...

New Model Army - Between Dog And Wolf

Siden starten i 1980 (!) har New Model Army jævnligt udsendt albums, som har skaffet bandet fra Bradford i England en stor fanskare world wide. Af en eller anden grund (måske flere) er det lykkedes for dem at holde sig under min radar, men det rådes der så bod på nu.

Når man lytter til "Between Dog And Wolf” står det hurtigt klart, at man er nødt til at skænke albummet sin fulde opmærksomhed og koncentration; numrenes stille natur og ret sparsomme instrumentering går under i baggrundsstøj, hvis man misbruger dem som soundtrack til en tur med toget eller lignende.

Hvad får man så, når man planter sig i fred og ro foran det hjemlige anlæg? I første omgang en skuffelse, for musikken virker temmelig ensformig og uden hverken udsving eller spændende momenter ved de første gennemlytninger. Efterhånden viser der sig et mere nuanceret billede, for ”Seven Times” byder på fine melodier, og i ”Lean Back and Fall” kommer der lidt Sort Sol ind over stemningen. Det hele hjælpes godt på vej af en detaljeret produktion, som matcher albummets stemninger perfekt.

Desværre er der ikke meget perfektion over musikkens virkning, for gennemgående bliver der for meget af den indledende skuffelse hængende til, at musikken fænger. Som lytter belønnes man i for ringe grad for sin indsats, og jeg mangler den fascination man finder hos f.eks. Antimatter. Som album er skiven her okay, men jeg har ikke tænkt mig at justere min musikalske radar af den grund.

Tracklist:
1.     Horsemen
2.     March In September
3.     Seven Times
4.     Did You make it Safe
5.     I Need More Time
6.     Pull The Sun
7.     Lean Back and Fall
8.     Knievel
9.     Storm Clouds
10.Between Dog and Wolf
11.Quasr El Nil Bridge
12.Tomorrow Came
13.Summer Moors
14.Ghosts

Samlet spilletid: 50:54

Læs mere...

Running Wild - Resilient

Resilient betyder noget i retning af ukuelig, og det er en meget passende betegnelse at sætte på Running Wild; bandet startede tilbage i 1979 og var aktivt i 30 år, inden dets mastermind Rolf Kasparek sagde stop. Denne selvpensionering holdt dog ikke længe, og i 2011 startede han bandet op igen sammen med Peter Jordan. Jeg synes godt om bandets beskidte lyd på de gamle albums, og både ”Gates To Purgatory” og ”Branded And Exiled” fra midten af 80’erne hører til min musikalske opdragelse. Siden gik der lidt for meget sørøver i konceptet, og jeg har ikke fulgt Running Wild i mange år.

I deres 2013 udgave er der mange klassiske kendetegn; Rolfs karakteristiske vokal ligner sig selv, og det samme gør den meget enkle opbygning af numrene. At han stadig kan finde på udmærkede riffs, viser Rolf i flere skæringer; her står ”Soldiers Of Fortune”, ”Fireheart” og ”Run Riot” ret stærkt.

Desværre kniber det en del med styrken, når det gælder omkvæd og fremdrift, for her er der ikke mange highlights. I stedet fremstår mange numre lidt krampagtige og uinspirerede, og ”Resilient” har flere ned- end opture. Derfor er det spørgsmålet hvor langt Kasparek skal gå med sin vedholdenhed – i den her udgave indeholder den for meget autopilot til at være interessant.

Tracklist:
01 – Soldiers Of Fortune
02 – Resilient
03 – Adventure Highway
04 – The Drift
05 – Desert Rose
06 – Fireheart
07 – Run Riot
08 – Down To The Wire
09 – Crystal Gold
10 – Bloody Island

Samlet spilletid: 50:54

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed