fbpx

Pallbearer - Forgotten Days

”Forgotten Days” er det fjerde studiealbum fra amerikanske Pallbearer, som brugte det meste af 2019 på at skrive og indspille albummets otte sange. Optagelserne skete i Sonic Ranch Studios i West Texas med Randall Dunn som producer.
Der lægges stærkt ud med titelnummeret, der forener tyngde med et skud Stoner Metal uden, at hverken det ene eller det andet bliver ekstremt. Melodien er rigtig fed, men Brett Campbells vokal er lidt tilbagetrukket, så man skal spidse ører for at den ikke skal gå under i musikken.
Herfra kommer der en hård opbremsning, for i de to næste numre er der skruet ned for både tyngde og spænding, og lidt op for Stoner delen. Opbygningen er meget simpel, og begge tracks bliver hurtigt uinteressante at lægge øre til. Men netop som jeg er ved at opgive håbet, slår amerikanerne kontra med ”Silver Wings”. Albummets længste nummer har dejlig tyngde og flotte vokaler, men varieres alligevel nok til, at det ender som min favorit på ”Forgotten Days”.
Men så var det også det, for anden halvdel af udgivelsen er en noget tam affære. Pallbearer vender tilbage til en stil der ligger op ad ”Riverbed” og ”Stasis”, men heldigvis varieres udtrykket mere. Således er afslutteren ”Caledonia” albummets mest åbne nummer, men ud over et godt omkvæd er der ikke noget nyt. Jeg må derfor konstatere, at Pallbearer kun formår at markere sig, når de er tungest – resten skuffer pænt meget.

Tracklist:
1. Forgotten Days
2. Riverbed
3. Stasis
4. Silver Wings
5. The Quicksand of Existing
6. Vengeance & Ruination
7. Rite of Passage
8. Caledonia
Samlet spilletid: 52:55

Læs mere...

Enslaved - Utgard

Som det har været gældende i hele Enslaveds karriere, spiller den nordiske mytologi også hovedrollen på bandets femtende studiealbum, ”Utgard”. I mytologien er Udgård et sted hvor guderne ingen magt har; i overført betydning er det et sted hvor mennesker ikke styrer begivenhederne.
På den baggrund er det ikke overraskende, at albummet er en størrelse, som er svær at håndtere. Musikken følger kun kortvarigt de gængse veje for Metal, og kun ”Sequence” og ”Homebound” kan siges at være lige ud ad landevejen. I de øvrige numre har Ivar Bjørnson udstyret musikken med masser af små modhager og knudrede elementer der gør, at de ikke går lige ind hos lytteren. Det gør numre som den tunge ”Jettegryta” og det keyboarddrevne ”Urjotun” lidt svære at komme ind på livet af – her skal man igennem flere gange.
Men det er ikke fordi numrene mangler power, for Grutle Kjellson brøler mandigt igennem hele albummet. Og hans rallen i ”Storms Of Utgard” passer fint ind i nummerets ret voldsomme opbygning – men de langsomme kor, som trækker energien ud af begivenhederne, kunne jeg godt have undværet. Det samme gælder ”Distant Seasons”, som er et underligt fladt og uinteressant slutnummer.
Bjørnson har udtalt, at det nye album vil står som en milepæl i bandets historie, men det må tiden vise. For mig er den knudrede stil en tand for lukket til, at tingene rykker for alvor.

Tracklist:
1. Fires In The Dark
2. Jettegryta
3. Sequence
4. Homebound
5. Utgardr
6. Urjotun
7. Flight Of Thought And Memory
8. Storms Of Utgard
9. Distant Seasons
Samlet spilletid: 44:46

 

Læs mere...

Amaranthe - Manifest

Med udgivelse af ”Manifest” fortsætter Amaranthe deres to års cyklus for nye studiealbums, og er nu oppe på 6 af slagsen. Og som det var tilfældet med de foregående, er også det nye skud på stammen produceret af Jacob Hansen.
Langt hen ad vejen kører Amaranthe den traditionelle stil for Melodisk Metal med fængende melodier fremført af en flot, ren og kraftfuld kvindevokal. Den leverer Elize Ryd på overbevisende facon, og hvis vi stoppede her, ville svenskerne bare være et blandt mange bands med dén kompasretning. Men de har i Nils Molin et mandligt modstykke til Ryd, og de to giver i fællesskab numrene en fin bredde. Men ikke nok med det, for med Henrik Englund Wilhemsson som tredje sanger har bandet mulighed for, at give numrene mere skarphed. Hans vokal indeholder brøl, hvæs og growl, og rusker godt op i de omkringliggende melodiske elementer. Og når musikken skifter til skarpere og let hakkende rytmer, som det sker i ”The Game” og især ”BOOM!”, er vi stilmæssigt ovre i Nu Metal.
Det sker nu kun i de nævnte eksempler, for generelt holder bandets krumtap Olof Mörck sin sangskrivning inden for genrens vante rammer. Det betyder både masser af keyboards og poppede omkvæd, men samtidig er han ikke bleg for at trække guitarerne frem. Sammen med de tre sangere gør det ”Manifest” til et udmærket udspil i den melodiske ende af Metalspektret.

Tracklist:
1. Fearless
2. Make It Better
3. Scream My Name
4. Viral
5. Adrenaline
6. Strong
7. The Game
8. Crystalline
9. Archangel
10. BOOM!1
11. Die And Wake Up
12. Do Or Die
Samlet spilletid: 40:13

Læs mere...

Heathen - Empire Of The Blind

Ti år er der gået, siden Heathen senest udsendte et nyt album, men det er ikke engang rekord for bandet fra San Francisco; faktisk er ”Empire Of The Blind” kun bandets fjerde album siden de startede i midten af 1980’erne. Men nu er de tilbage med en ny rytmesektion i form af Jim DeMaria (trommer) og Jason Mirza (bas).
Det er ingen overraskelse at bandet stammer fra Bay Area, for deres musik er klassisk Thrash med tilhørende dugarytmer og skarpe guitarriffs – lige fra den Metallica-inspirerede intro til den tilsvarende outro. Men til forskel fra Hetfield & Co. har Heathen fokus på det melodiske, som præger både omkvæd og guitararbejdet – det illustreres godt i ”Sun In My Hand”.
Heathen har brugt et helt år på optagelser og produktion i samarbejde med Christopher „Zeuss“ Harris i Planet Z studiet. Spørgsmålet er, om ikke mindre havde været mere, for resultatet er en flot, men lidt poleret lyd, som får numrene til at fremstå en smule mindre hårde, end de egentlig er. Alligevel skinner numre som ”In Black” og “Devour” igennem som albummets skarpeste tracks.
Med en lidt mindre pæn produktion havde der måske været flere af slagsen, men som det er nu, hælder albummet en anelse for meget til den pæne side. Heldigvis er sangskrivningen udmærket, så albummet falder i kategorien Godt, men ikke imponerende.

Tracklist:
1. This Rotting Sphere
2. The Blight
3. Empire Of The Blind
4. Dead And Gone
5. Sun In My Hand
6. Blood To Be Let
7. In Black
8. Shrine Of Apathy
9. Devour
10. A Fine Red Mist
11. The Gods Divide
12. Monument To Ruin
Samlet spilletid: 47:16

Læs mere...

Blues Pills - Holy Moly!

De seneste par år har der været stille omkring Blues Pills, i hvert fald når det gælder udgivelser, men det er der flere forklaringer på: I 2018 forlod guitaristen Dorian Sorriaux bandet, så hans plads blev overtaget af bassisten Zack Anderson, mens Kristoffer Schander kom til som ny mand på den firestrengede. Oveni har bandet etableret deres eget studie, hvor de har indspillet og produceret ”Holy Moly!”, som er deres tredje studiealbum.
Ovenpå den skuffende forgænger ”Lady In Gold” var jeg spændt på bandets niveau, men heldigvis var enhver frygt for en gentagelse ubegrundet. Lige fra det meget Soulfyldte åbningsnummer viser bandet sig fra en både energisk og inspireret side.
Som vanligt fører Elin Larsson an med sin kraftfulde vokal, som blæser liv i uptempo numre som ”LowRoad” og ”Dreaming My Life Away”, men kan også være blid som i ”Dust”. Også resten af bandet gør det godt, og især Zack Anderson markerer sig så stærkt på guitaren, at jeg ikke savner hans forgænger.
”I hold my head op high” synger Larsson I “Kiss My Past Goodbye”, og det kan både hun og resten af Blues Pills roligt gøre: Pausen har gjort noget godt for bandet, og selv om der ikke helt er tale om den reinkarnation, som pressematerialet proklamerer, så er ”Holy Moly!” både et godt album og et skridt tilbage i den rigtige retning.

Tracklist:
1. Proud Woman
2. Low Road
3. Dreaming My Life Away
4. California
5. Rhythm In The Blood
6. Dust
7. Kiss My Past Goodbye
8. Wish I'd Known
9. Bye Bye Birdie
10. Song From A Mourning Dove
11. Longest Lasting Friend
Samlet spilletid: 41:24

Læs mere...

Aversions Crown - Hell Will Come For Us All

Aversions Crown hører hjemme i Australien, men alligevel har bandet været i Tennessee for at hente deres nye frontmand Tyler Miller. Han får debut på ”Hell Will Come For Us All”, som er bandet fjerde studiealbum.
Her står han i front for et band, som holder et højt teknisk niveau igennem hele albummet – uanset om tempoet er højt eller lavt. Og højt, det er det i det meste af spilletiden – meget højt, endda! Numrene fyres af med lynhurtige trommer, der kører løs i Grind-agtigt tempo, og trækker resten af musikken med sig. Det giver virkelig smæk for skillingen, og resulterer i fuldt udslag på energiskalaen.
Energi har Miller også rigeligt af, og når han brøler sig igennem de 9 numre, sker det med autoritet og power. Samtidig lykkes det ham at variere sin vokal pænt meget, så den ikke virker så ensidig, som man ofte hører indenfor Deathcore. Det samme kan desværre ikke siges for musikken, for her gentages de samme mønstre med stærkt begrænset variation. Det giver ret hurtigt en monoton stemning, som forstærkes af, at Aversions Crown har skåret alle tilløb til melodi væk. Dette fravalg koster på oplevelsen, fordi råderummet begrænses, selvom nogle velanbragte breakdowns hjælper lidt på situationen. Derfor er det primært det høje energiniveau og musikernes kompetencer, der lige hæver albummet over middelniveau.

Tracklist:
1. The Soil
2. Born In The Gutter
3. Paradigm
4. Caught In The System
5. Hell Will Come For Us All
6. Scourge Of Violence
7. Hymn Of Annihilation
8. Sorrow Never Sleeps
9. The Final Judgement
Samlet spilletid: 37:41

Læs mere...

Paradise Lost - Obsidian

Uanset om man er diehard fan af Goth Metal eller ej, så lægger man mærke til, når Paradise Lost udgiver nyt – englænderne har været markante repræsentanter for genren i mere end 30 år. Nu udsender de deres album nummer 16 (!), som kort og godt hedder ”Obsidian”.
Det er en velvalgt titel, for selvom stemningen på albummet ikke er helt så mørk som det vulkanske glas, kommer den et godt stykke ad vejen. Det illustreres fint allerede i åbningsnummeret, hvor klaver og strygere danner ramme for Nick Holmes’ vokal med den rette dysterhed. Nummeret viser også en anden styrke hos Paradise Lost, for med tunge guitarer og vokale brøl understreges det, at man ikke har glemt også at spille Metal.
Albummet igennem fortsætter stilen, og selvom det er mere eller mindre de samme elementer, der anvendes på forskellig vis, er det lykkedes at skrue et album sammen, der varierer pænt meget i udtryk. Her skinner bandets erfaring og kunnen igennem, for musikkens tyngde balancerer hele tiden flot med stemning og melodi.
Og så kan jeg ikke lade være med at være lidt imponeret over, at det lykkes at holde det høje niveau igennem hele albummet – det er der mange kunstnere med tilsvarende erfaring, der har svært ved. Men Paradise Lost kan, så jeg giver ”Obsidian” en varm anbefaling med; både til bandets etablerede fanskare, og til nye lyttere.

Tracklist:
1. Darker Thoughts
2. Fall From Grace
3. Ghosts
4. The Devil Embraced
5. Forsaken
6. Serenity
7. Ending Days
8. Hope Dies Young
9. Ravenghast
Samlet spilletid: 45:18

Læs mere...

Oranssi Pazuzu - Mestarin Kynsi

At lade den mesopotamiske dæmon Pazuzu indgå i navnet på et Metalband, er ikke overraskende – men i samme ombæring at gøre ham orange, det er. Og det er blot første signal om, at finske Oranssi Pazuzu går deres egne veje; det har de gjort siden starten i 2007, og det gør de på deres femte studiealbum, ”Mestarin Kynsi”.
Alle tekster har bandet holdt på deres modersmål, men det gør ingen forskel; den skrigende og brølende vokal er alligevel så svær at forstå, at sproget gør mindre. Vokalen var den primære grund til, at jeg umiddelbart placerede albummet som Black Metal; det fik senere et
Avantgarde foran, men de elementer af Sort Metal, der findes på albummet, er ikke tilstrækkeligt til at diktere genren. Derfor endte jeg med Avantgarde som det mest rigtige eller mindst forkerte bud.
For musikken er svært at sætte i bås, det eneste gennemgående element er nogle skæve melodistrukturer, som gentages i løbet af de enkelte numre. Her bliver de så sat sammen med elementer af både Sludge, Electro og Black Metal, men der er ikke tilstrækkeligt med struktur til, at genrerne bliver rendyrkede. Desværre er der heller ikke meget spænding i numrene, for selv om der i glimt er noget at komme efter, så er helheden for rodet og usammenhængende til at fange mig.

Tracklist:
1. Ilmestys
2. Tyhjyyden sakramentti
3. Uusi teknokratia
4. Oikeamielisten sali
5. Kuulen ääniä maan alta
6. Taivaan portti
Samlet spilletid: 50:12

Læs mere...

Witchcraft - Black Metal

Et band med navnet Witchcraft, som udsender et album med titlen ”Black Metal” – lyder det som noget for denne anmelder? Er paven katolik? Selvfølgelig er det det; jeg har altid været fan af den Sorte Metal, og selvom Witchcraft plejer at spille Doom, havde titlen vakt min nysgerrighed. Her burde jeg måske have lagt mere vægt på, at Nuclear Blast Records havde angivet genren som ”other” …
Denne indledning skulle til for at du, kære læser, kan forstå min overraskelse, da jeg satte albummet på første gang: ”Black Metal” indeholder hverken sataniske ritualer omskrevet til 270 BPM eller tonstunge guitarriffs. I stedet byder skiven på 7 numre, som alle kun består af en mandlig vokal akkompagneret af en akustisk guitar – den stil, man kalder Singer / Songwriter. I et enkelt nummer suppleres med et par klavertoner, ellers er det kun vokal og guitar. Der er ingen trommer eller andre elementer, som kan skabe en rytmisk struktur….

Nu spørger du sikkert, om ikke det her er verdens nemmeste anmelderjob: Straf den åbenlyse vildledning med en absolut bundkarakter og se at komme videre? Det ville det være, hvis ikke det var for den detalje, at numrene faktisk er ret gode. Især åbningsnummeret ”Elegantly Expressed Depression” er så intenst, at det automatisk tryllebinder lytteren; her er virkelig en kunstner, som har noget på hjerte! I de efterfølgende to numre er stemningen lettere og mere old school, men herfra rammes numrene af den ensformighed, der ligger i det begrænsede arbejdsrum. Det er ikke helt godkendt, men set i lyset af den falske varebetegnelse kunne det være gået meget værre for Witchcraft.

Tracklist:
1. Elegantly Expressed Depression
2. A Boy And A Girl
3. Sad People
4. Grow
5. Free Country
6. Sad Dog
7. Take Him Away
Samlet spilletid: 32:59

Læs mere...

Irist - Order Of The Mind

Selvom Irist blev dannet i Atlanta, Georgia, stammer tre af bandets fem medlemmer fra Sydamerika. Og det var da også et andet band fra den verdensdel, nemlig Sepultura, der inspirerede Pablo Davila og Bruno Segovia til at starte deres eget band. ”Order Of The Mind” er deres første album, og kommer fem år efter bandets start.
Det virker som om den tid er gået med at ophobe vrede og energi, for der er godt nok knald på de ti numre! Og det er ikke fordi tempoet er vildt opskruet, for her befinder man sig i middelklassen. Men når det kommer til sangeren Rodrigo Carvalho, er det en anden sag: Han brøler og skriger sig igennem numrene med en enorm vrede – han lyder virkelig pissed off.
Det giver numrene en vis slagside, som man i større eller mindre grad forsøger at balancere via mere melodiske indslag. Oftest er det mindre, for egentlig melodisk bliver det kun i ”Severed” og ”Harvester”, hvor en ren vokal i stil med Fear Factory giver afveksling. I de resterende tracks bliver alle vokaler leveret brølende og råbende, så det er en bevidst drejning, man giver udtrykket. Hvis man kun søger power, er det en fin strategi, men for alle andre bliver det hurtigt monotont. Personligt håber jeg på mere bredde fra Irist, næste gang de giver livstegn.

Tracklist:
1. Eons
2. Burning Sage The Cleansing
3. Severed
4. Creation
5. Dead Prayers
6. Insurrection
7. Order of the Mind
8. Harvester
9. The Well
10. Nerve
Samlet spilletid: 40:24

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed