fbpx

Lacuna Coil - Vega

Så... Efter at have været til, jamen jeg ved snart ikke, over 1500 koncerter, står, eller stod, Lacuna Coil som det kedeligste band jeg har oplevet live. Og dette er ikke blot en engangsforeteelse; jeg så dem tre gange imellem 2008 – 2011, og lige lidt hjalp det. Men, der er sket noget siden, og med ”Delirium” er de så sandelig tilbage på banen, og nok til at jeg vovede mig i Vega denne aften. Den store revanche! ... eller blot en acceptabel præstation?

Lacuna Coil:
Man kan i hvert fald starte med at påpege, at annoncere hovednavnet til at gå på ved midnat (i realiteten kvart i) er alligevel usædvanligt fra Vegas hånd. Men det skal ikke skille os ad, og Lille Vega er på dette tidspunkt fyldt ganske pænt op. Det er just ikke den bedste start på begivenhederne, da ankeret letter med en samling mindre interessante sange, og med en ærgerlig lyd, der desværre præger hele sættet (trommerne er for høje, vokalerne er for lave – og der mangler, ligesom til Katatonia i forrige uge, power!). Alligevel er det allerede her bedre end de andre gange, blot fordi Lacuna Coil rent faktisk ser ud til at have en mål med foretagendet. Det skader så heller ikke at lysshowet i sandhed underbygger bemærkelsesværdigt godt, og løfter knap så interessante sange positivt, som f.eks. ”Ultima Ratio” og ”Die & Rise”, sidstnævnte med dens skumle blanding af rødt og blåt.

Lacuna Coil er en anden størrelse end hvad de var engang. Bassist og guitaristen, hvoraf guitaristen er helt ny, fremtræder fuldkommen anonyme, mens trommeslageren har sin egen fest, og de to sangere styrer slaget. Jeg kan, på et personligt plan, godt lide at guitarist/bassist agerer ”skumle kumpaner”, ved blot at stå og se onde ud (ansigtsmalingen, som alle i bandet har på, så det næsten ligner et blackmetal band hjælper bestemt på det) – MEN skal man det, så SKAL de to sangere død og pine også komme udover scenekanten, og det lykkes altså kun i enkelte sange, hvor det her også bliver tydeligt at publikum gerne VIL festen, men er usikre på hvordan det skal udtrykkes.

Setlisten er for så vidt også udmærket, men mærkværdigt sammensat (her er den noget svage start udeladt). Vi er kommet godt i gang med ”Blood, Tears, Dust” / ”Ghost In The Mist”, men så vælger de at smide et forholdsvist stille nummer ind (”The Ghost Woman And The Hunter”), før der så kommer en up-tempo sang igen (”Trip The Darkness”) før tempoet IGEN sænkes. Og dette fortsætter igennem hele midten af sættet – sangene for sig selv står godt, men det er dumt ikke at holde fast i én stemning lidt længere ad gangen

Det er en altså en aften der svinger op og ned, så man bliver helt søsyg. Til tider er det lige i skabet og mere til, f.eks. under ”Heaven’s A Lie”, ”Trip The Darkness”, ”Nothing Stands In Our Way” og ikke mindst i afslutteren ”The House Of Shame” – men så er der flere andre tidspunkter hvor det føles fladt og hvor der virkelig mangler kontakt til publikum (”The Ghost Woman And The Hunter” og ”Zombies”), og så er naturligvis Depeche Mode coveret ”Enjoy The Silence”, der bare er... ligegyldigt. Spil hellere jeres eget. Jeg er dog underholdt næsten hele vejen igennem, og tiden flyver afsted, så det er mere godt end skidt – men det blev ikke den store revanche jeg havde håbet på.
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Ultima Ratio
2) – Spellbound
3) – Die & Rise
4) – Heaven’s A Lie
5) – Blood, Tears, Dust
6) – Ghost In The Mist
7) – The Ghost Woman And The Hunter
8) – Trip The Darkness
9) – Downfall
10) – You Love Me ’Cause I Hate You
11) – Our Truth
12) – Enjoy The Silence (Depeche Mode cover)
13) – Nothing Stands In Our Way
Encore:
14) – Delirium
15) – Zombies
16) – The House Of Shame
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Lacuna Coil_12
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Lacuna Coil_15
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Lacuna Coil_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Lacuna Coil - Delirium

Med deres ottende studio album ”Delirium” synes de Italienske Gothfathers, at det var tid til at skrue bissen på. Hmmm nuvel, altså, jeg er ikke den store fan af bandet, og det eneste album jeg sådan lige husker som værende ret fedt er ”Comalies” (2002). Derudover er jeg ikke bekendt med hele deres bagkatalog, og har da også kun ”Shallow Life” som det eneste album efter ”Comalies” - et udmærket album, men heller ikke mere. Så det dér med, at de har skruet bissen på faldt i god jord hos undertegnede, da bandet generelt er for kedeligt…Men…kunne det nu også passe?

Det kunne det, for hvem pokker har pisset på Lacuna Coil’s sukkermad? Det var det første jeg tænkte, da jeg hørte de første toner hamre ud i ørebøfferne i nummeret ”The House Of Shame”, for det er da ikke sådan jeg husker Lacuna Coil! Næ nej, det plejer bestemt at være noget mere afdæmpet Rock/Goth style, men det er sgu fedt og tungt med enormt nedstemte guitartoner det her, samtidig med det er dejligt pågående og langt mere hårdt end vi kender dem. Okay, opskriften er måske også mere ovre i NU-Metal eller Moderne metal om man vil, men nøj, hvor det klær’ dem med lidt mere kant. Niveauet holdes nogenlunde hele vejen til og med nummeret ”Take Me Home”, herefter halter det desværre lidt i forhold til første halvdel, hvilket er møgærgerligt, da det skaber lidt ubalance. Jeg er heller ikke helt vild med smukke Cristina Scabbia’s vokal, da det hurtigt kan blive for sukkersødt, derfor er det godt at Andrea Ferro er med på growl/snerren og deslige som kontrast, da det fungerer glimrende.

Generelt er det nogle ganske fede melodier, og jeg tør godt udnævne dette som det bedste Lacuna Coil album, som jeg har stiftet bekendtskab med. Fans af Lacuna Coil som synes de var gået hen og blevet kedelige bør nok give ”Delirium” et lyt, og måske man vil blive glædeligt overrasket. Jeg har ihvertfald fået mere appetit på Lacuna Coil.

Tracklist:
1. The House Of Shame (5:17)
2. Broken Things (3:59)
3. Delirium (3:16)
4. Blood, Tears, Dust (3:55)
5. Downfall (4:21)
6. Take Me Home (3:45)
7. You Love Me 'Cause I Hate You (3:49)
8. Ghost In The Mist (4:14)
9. My Demons (3:56)
10. Claustrophobia (4:08)
11. Ultima Ratio (4:08)
Samlet spilletid: 44:52

 

Læs mere...

Lacuna Coil

Det italienske gothic metal band Lacuna Coil forleden gav fornylig en fantastisk koncert i selskab med This Is She på Pumpehuset, København. Vores rapporter Sebastian Bach tog en snak med den mandlige del af vokal duo'en i bandet, Andrea Ferro, og fik en lille snak om bandet og meget andet. Hør interviewet her

Læs mere...

Lacuna Coil, This Is She

Lacuna Coil har efterhånden været ganske ivrige med deres besøg til Danmark. Inklusiv aftenens koncert var det tredje gang i løbet af små fire år. Første gang som opvarmning for Bullet For My Valentine, hvor de overspillede hovednavnet. Anden gang var som hovednavn, også i Pumpehuset, som del af deres Shallow Life tour, hvor det blev til en udemærket koncert, dog uden at være fantastisk.

I aften var det altså blevet tur til tredje gang. Igen headlining som del af bandets Dark Legacy Tour og endnu en gang hensat til første sal i Pumpehuset. Med en forholdsvis ny skive i tasken, Dark Adrenaline, og med et ganske pænt fremmøde af gæster, var scenen sat for en god aften.

This Is She

Men allerførste, før det var hovednavnets tur til at gå på scenen, var det det supportbandet This Is She der stod på scenen. Forholdsvist ukendt for undertegnede var det en førstegangsoplevelse, der hverken imponerede eller skræmte. Bandet leverede en ganske acceptabel opvarmning, præget af mangel på erfaring og alt for høje trommer/bas. Der lidt over halvfyldte publikum tog dog godt imod bandet og virkede, som undertegnede, heller ikke forskrækkede af det moderne mix af henholdsvist goth, metal, dubstep og electronic. De fire medlemmer, ligeledes med en smuk kvinde i front, formåede at levere en fin opvarmning, som gav et fint indblik i deres univers. Uden forudgående kendskab til bandets musik, er det ikke meget andet end nummeret ”Grow Up” jeg sidenhen har kunnet identificere. Det bliver ikke til mere end lidt over middel på karakterskalaen, men This Is She er et band der lige skal høres en gang mere derhjemme.

Lacuna Coil

Sidst jeg så Lacuna Coil var da de gæstede Pumpehuset som del af deres Shallow Life tour. Dengang var der ikke en gang halv fyldt i Pumpehuset, og jeg havde frygtet for en gentagelse. Heldigvis var der, måske endda overraskende, mange der havde fundet vej til førstesalen - tjek ved den parameter.

Klokken 21:30 blev lyset dæmpet til publikums store begejstring. Omringet af stillads med påmonteret lys, tronede først trommeslageren, badet i gult og orange lys, frem bag trommerne, mens guitaristerne Cristiano og Marco tog sig af flankerne. Desværre manglede vi igen bassist Marco Coti (han var også fraværende ved forrige koncert) på scenen og det var heller ikke Cristiano der tronede bag tønderne, da han netop var blevet far. Heldigvis påvirkede det på ingen måde koncerten. Til tonerne af ”I Don’t Believe In Tomorrow” fra Dark Adrenaline fik vi herefter de to vokalister på scenen. Her kunne de begge starte med at få justeret deres vokal, hvor specielt Andreas til start var meget utydelig.

Hele bandet lagde ud med bål og brænd og havde tidligt i koncerten fat i publikum, der som små børn adlød når Cristina bad dem om at skråle med - then again, hvem ville ikke adlyde hende. I højt tempo spillede bandet sig igennem "I Won´t Tell You", og videre til ”Kill The Light”, hvor vokalerne i mellemtiden var blevet justeret. Herefter blev publikum underholdt med tre stærke fra Comalies, første i rækken den fantastiske "Heaven´s A Lie", der gik rent ind, mens " Self Deception" igen satte tempoet i vejret og "Closer To The Edge" fik sat gang i nakken blandt publikum.

Efter "Give Me Something More", røg bandet af scenen til et tøj og scene skifte. Herefter blev leveret et akustisk sæt, der på fornem vis dækkede bandets mere stille numre. Det blev bl.a. til "Falling", "Closer" og "Within Me" fra Karmacode, der om noget spillede til trods for at Andreas vokal tydeligt viste sig at havde sine begrænsninger. Afsluttet med "Shallow Life", forlod bandet for anden gang scenen, efter at have leveret et indlevende og smukt akustisk set. Og så lige en sur kommentar herfra: Hvad ligner det at stå at ævle løs om alt andet end hvad der sker på scenen, når der leveres sådanne lækkerier!? Det ødelægger oplevelsen for de gæster, der reelt gerne vil se og ikke mindst høre hvad der sker. Så tag dog hjem og snak!

Efter det akustiske set var der mere eller mindre dømt greatest hit til den bitre ende. Ovenpå det neddæmpede set, var der også behov for en gang tråd, hvilket blev leveret i form af guitar hero hittet "Our Truth", ”Upsidedown”, "To Live Is To Hide" fra andet album Unleashed Memories, ”Fragile”, ”Swamped”, ”Survive” og ja listen er lang. Til tonerne af Peter Steel tributen ”My Spirit”, lukkede og slukkede Lacuna Coil for et brag af an koncert.

Bandet leverede samlet set en opvisning i goth/symfonisk metal som ingen andre bands i den genre har kunnet matche i år. Som Andrea flere gange påpegede, var aftenen dedikeret til bandets ældre materiale. Derfor blev det til en del materiale fra Karmacode albummet og tilbage. Der blev dog også god plads til de nye numre. De der var udvalgt (og der var naturligvis en del fra Dark Adrenaline) fungerede perfekt i setlisten, hvor specielt den fremragende "Trip The Darknes" viste sig som lidt af en ny klassiker. Omkring 2 timer leverede Lacuna Coil varen, spillede, inteagerede med publikum og skabte en fantastisk koncert. Med et af de bedre lysshows, fremstod bandet på scenen som uovervindelige og ikke mindst glade. Publikum lod til at nyde koncerten, lyttede (med undtagelse af enkelte individer), bangede og hoppede med. Der var bare den der magiske stemning. Den man altid håber på at opleve, men som sjældent er til stede.

Der var få kritikpunkter, størst pauserne mellem de tre sæt. De trak en smule ud, sandsynligvis grundet Cristinas tøjskifte, og det gav desværre nogle kedelige breaks i en koncert der ellers havde et godt flow. Udover lidt startmæssige lydproblemer var der ikke meget at sætte en finger på (ud over folk der skal lære at lukke røven). Fraregnet opvarmning falder bandet på 5 ud af 6, for en koncert, der ikke var perfekt men derimod intim og med det der ekstra touch af noget specielt.

 

  • Lacuna Coil_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Lacuna Coil_7
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Lacuna Coil_11
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se flere billeder fra koncerten her.

Læs mere...

Dommin, Lacuna Coil

Sidst jeg var så heldig at opleve Lacuna Coil i Danmark, var som opvarmning til Bullet For My Valentine – En koncert hvor Lacuna Coil som opvarmningsband fuldstændigt overspillede hovednavnet, og i høj grad gjorde sig selv til aftenens midtpunkt. Det var derfor en fornøjelse, at få muligheden for at anmelde Italiens bedste Goth-metal band i den lydstærke sal i pumpehuset – denne gang som hovednavn. Med sig havde bandet taget den amerikanske Los Angeles baserede goth-rock gruppe Dommin.

Dommin startede aftenes goth fest kl. 21 skarp og spillede 30 minutters energisk, velspillet og særdeles perfekt opvarmning. Bandet fungerede perfekt sammen som en overordnet enhed. Klædt i de samme farver med diverse læderjakker og med hele bandets energiske sceneshow, var bandet som skabt til opvarmning til hovednavnet.

Det lod dog ikke til, at det var specielt mange blandt publikum, der kendte det nye goth-rock band, hvilket udmundede i, at halvdelen af publikum befandt sig spredt og småsnakkende bagerst i salen, da bandet gik på scenen. Det skulle der dog hurtigt blive vendt om på. Lydforholdene i den lille sal viste sig endnu engang fra den gode side, og hver enkelt finurlighed i bandets musik fremstod skarpt i kontrast til hinanden. Forsanger Kristofer Dommins vokal fremstod skarp og energisk under hele koncerten, mens de resterende medlemmer ligeledes leverede en energisk og velspillet koncert. Bandet spillede med udgangspunkt i deres nye album ”Love Is Gone” fra 2009, suppleret af et enkelt cover nummer, Cutting crews ”(I Just) Died In Your Arms”. Både bandets egne numre samt covernummeret blev leveret med en nerve og perfektionisme, der fangede hele salens tidligere snakkende publikum, og fik trukket dem op i den forreste del af salen og godt opvarmet til hovednavnet.

Undertegnede står som værende særdeles positivt overrasket efter Dommins performance og kan klart anbefale dette band live. Alt fungerede som det skulle og publikum fik også udvist deres, for flere, nyfundene respekt for dette mildest talt ukendte band. Man kan godt være lidt ærgerlig over, at bandet ikke havde fået 15 min til, men sådan er det jo med opvarmningsbands og det er heller ikke sikkert at bandet havde performet ligeså godt, hvis de havde haft mere tid. På den givne tid spillede bandet sig til 5 ud af 6 stjerner, for en rigtig pragt performance.

Herefter var det blevet hovednavnets tur til at indfri de forventninger, publikum måtte have. Det havde dog ikke lykkedes bandet at få mere end en halvfyldt sal i pumpehuset, men til gengæld lod det til, at de publikummer der var mødt op, glædede sig til at se eller gense bandet. Kl. 22 gik bandet på til tonerne fra den eksplosive førstesingle, Survive, fra bandets nyeste udspil Shallow life. Under normale omstændigheder ville det have været det oplagte valg, og sandsynligvis også sikret en fantastisk start på koncerten. Desværre var det stort set intet, der fungerede ved denne start. Det ellers så energifyldte nummer blev udhule,t og virkede mest af alt som en død rotte, der blev tæsket mod gulvet. Stort set intet fungerede, trommeslager Cristiano Mozzati ramte helt ved siden af på stortrommen, guitarist Cristiano Migliore og Marco Biazzi var fulstændigt livsløse og stod cementeret fast på scenen uden så meget som at bevæge hovedet. Andrea Ferro’s i forvejen ikke specielt gode vokal, virkede slet ikke velsmurt og var endnu mere hæs end normalt, og desværre også meget utydelig. Heldigvis har bandet en stærk x-faktor i deres sangerinde, Cristina Scabbi, hvis vokal var den eneste, der gik klart igennem fra start og hvis sceneentre var den eneste, der rigtig gav udtryk for, at der var tale om en rockkoncert. Dertil skal det tilføjes, at bandet til aftenens koncert var en mand mindre, idet bassist og keyboard spiller Marco Coti Zelati havde fået en ufrivillig pause pga. overbelastning af hans skulder.

Heldigvis ændrede tingene sig hurtigt, efter den horrible start på koncerten. Andrea Ferro’s vokal blev justeret, Cristiano Migliore og Marco Biazzi vågnede op og begyndte at ligne guitarister, og Cristiano Mozzati formåede at slå korrekt på gryderne. Den elendige start satte dog automatisk en mindre dæmper for aftenens begivenheder, og det var først da bandet trak et af deres stærkeste kort ”Heaven Is A Lie”, at brikkerne rigtig begyndte at falde på plads, og man som publikummer følte sig hjemme. Herefter fulgte en energisk og velspillet version af Fragile fra bandets Karmacode album, hvorefter bandet formåede at lave aftenens anden store fejl. Efter 45 minutters koncert forlod bandet scenen, og overlod publikum til en mørk scene de følgende minutters inden scenen igen blev besat, dog kun på trommer, guitar og vokal. Den ellers sexede rockchick Christina havde iført sig en mørk lang kjole, og virkede på et splitsekund straks mere kvindelig og meget mere sårbar, end man ellers normalt ser hende. Herefter blev fremført et meget stille nummer, hvor Christina fik vist, at hun vokalmæssigt er en rigtig god sanger. Alt sammen meget godt. Desværre for bandet, var det kun lige lykkedes at få koncerten op i gear, og det dramatiske sceneskift og stille men velspillede nummer, formåede kun at hive al energi ud af koncerten igen. At Christina herefter skulle forsvinde fra scenen igen og komme tilbage med resten af bandet, iført hendes normalt kropsnære læderoutfit og maskuline attitude, fik hele scene- og tøjskiftet til at virke overflødigt og ikke mindst alt for amerikaniseret og ikke specielt rocket – med mindre man hedder Axl og spiller i et helt andet band.

Heldigvis forsatte bandet som om det mindre mellemspil aldrig var sket, og fik bragt koncerten tilbage på spor og gang i publikum igen. Efter en times tid smuttede bandet af scenen igen, denne gang for at blive klappet ind igen til de obligatoriske ekstranumre. Her blev det til den klassiske Lacuna Coil fællessangs version af Depeche Modes ”Enjoy The Silence” – inden bandet lukkede og slukkede med ”Our Truth”.

Lacuna Coil spillede ikke den velspillede koncert, som man kunne have håbet på. Den katastrofale start og den mærkelig sammensætning af koncerten, kostede i længden og det var tydeligt, at kun den forreste del af publikum kunne holde entusiasmen under hele koncerten. De mange lydmæssige fejl blev heldigvis rettet undervejs, og om man vil det eller ej, har bandet efterhånden udgivet en lang række numre, der fungerer rigtig godt live, og som også fungerede rigtig godt denne aften. Samtidig udviste bandet stor interesse for deres publikum, selvom det er klart, at størstedelen af hvad der blev sagt er gentagelse fra tidligere, var man som publikummer ikke i tvivl om, at bandet mente hvad der blev sagt. På trods af koncertens start og andre problemer, spillede bandet med entusiasme og lod til, at de var glade for at være hvor de var, hvilket også forplantede sig til publikum, der overordnet set blev præsenteret for en koncert, der var over middel, men som med lidt finpudsning kunne have været en rigtig god koncert. 4 ud af 6 til Lacuna Coil.

Som tidligere nævnt overgik Lacuna Coil klart det hovednavn de opvarmede for sidst jeg så dem. På denne aften måtte bandet se sig overspillet af deres eget opvarmningsband, der leverede en fantastisk koncert. Samlet set var aftenens koncert vellykket, og man kan kun håbe på snart at se Dommin igen og ikke mindst Lacuna Coil spille en 100% vellykket koncert. 4,5 ud af 6 for aftenens koncert.

Læs mere...

Bullet For My Valentine, Lacuna Coil, Bleeding Through

Bullet for My Valentine havde endnu engang valgt at gæste Danmark denne gang søndag, d. 30. november. I den anledning var dørene i Vega åbnet op, for såvel ældre som yngre. Især den sidste del, de yngre, mere specifikt de meget unge, havde valgt at bruge deres penge på at tage til koncert. En faktor der medførte, at vega til tider virkede som en legeplads for små børn. Som opvarmning havde Bullet For My Valentine medbragt deres faste tourband, amerikanske Bleeding Through, samt italienske Lacuna Coil.

Bleeding Through
Revolution Music
Kl. 19:55 startede førstnævnte aftenens koncerter for et halvfyldt Vega. Bandet, hvis musik falder i fin tråd med hovednavnets, forsøgte at skabe en koncert ud af den halvdel, der havde besluttet sig for at deltage i festen. Bleeding Through spillede en klassisk og klichefyldt gang metalcore, dog uden at imponere specielt. Bandet spillede lidt over en håndfuld tracks, hvor det desværre kun var under halvdelen, der fungerede godt - lydmæssigt såvel som melodisk. Dertil havde bandet yderligere en del problemer med lyden, især Marta Petersons keyboard druknede i lyden fra de andre instrumenter. Hendes funktion bestod derfor i, at stå og headbange og se lækker ud, hvilket hun derfor gjorde til den store guldmedalje. Det er bare ikke godt nok at se godt ud, hvis man ikke bidrager med noget på scenen. Kort sagt var der tale om en kedelig koncert, selvom bandet forsøgte at skabe en fed stemning blandt publikum.

Lacuna Coil
Revolution Music
Herefter var det Lacuna Coils tur til at forsøge at vække det halvdovne publikum, der enten stod og drak øl, eller legede pigerne efter drengene foran scenen. Kl. 20:45 gik bandet på til et stadig halvfyldt Vega. Til forskel fra Bleeding Through formåede Lacuna Coil langt bedre at fylde hele scenen ud. Til trods for den noget monotone lyd, der prægede italienernes sidste album ”Karmacode”, havde bandet baseret størstedelen af koncerten på deres nye numre. Bandet spillede i alt 9 numre, heriblandt ”Our truth”,”Heaven’s A Lie”, ”Fragile” og deres coverversion af ”Enjoy The Silence”. Med et tight og virkningsfuldt set bestående af deres bedste numre, formåede bandet, i forhold til Bleeding Through, at fange publikum og fastholde dem. Dertil var det en ren fornøjelse at hører Cristina Scabbia synge, og selvom Andrea Ferro ikke har den bedste vokal, opvejede hans samspil med Cristina og resten af bandet hans manglende talent. Alt i alt leverede bandet, hvad der skulle vise sig at være aftenens bedste performance.

Bullet For My Valentine
Revolution Music
Herefter var det det walisiske hovednavn, Bullet For My Valentine, der skulle på scenen. Kl. 21:45 gik bandet på til en fyldt nedre del af Vega. Efter lidt problemer med lyden på de første par tracks, lykkedes det for BFMV at få spillet koncerten godt i gang, med sikre hits som ”4 Words (To Chock Upon)” og ”The Poison”. Det lykkedes Bandet at få hele publikum med på fællessang, hvor publikum hengav sig fuldstændigt til bandet og i høj grad viste, hvem det var de var kommet for at se. Derudover leverede BFMV en række numre fra deres nyeste album ”Scream Aim Fire”, som desværre ikke fungerede ligeså godt som deres ældre numre. Publikum gav i høj grad hvad bandet havde fortjent og dertil en stor del mere. Alt i alt var koncerten desværre alt for rodet, og højdepunkterne bestod i stort omfang af bandets ældre numre, toppet med ”Tears Don’t Fall”. Selvom Publikum i høj grad gav bandet mere end de egentlig fortjente, virkede bandet stift og træt, kun bassist Jason James leverede noget, der kunne minde om et sceneshow. Selvom hardcore fans sandsynligvis fik hvad de kom efter, kunne man ikke lade være med at stå med en middelmådig smag i munden og en følelse af, at Lacuna Coil leverede en langt bedre oplevelse end hovednavnet, Bullet For My Valentine.


Revolution Music vil gerne takke Vega.

Læs mere...

Lacuna Coil - Visual Karma (Body, Mind and Soul)

Med den enorme succes Lacuna Coil opnåede med albummet ”Karmacode”, er det kun naturligt, at netop dette album danner springbræt for bandets første DVD, der består af to skiver. Hovedindholdet på DVD 1 er materiale fra bandets tour i forbindelse med albummet, og består af optagelser fra hhv. Wacken og den japanske Loud Park Festival.

Det er imponerende, så mange folk italienerne fik trukket hen til scenen i Wacken i 2007, og disse blev belønnet med en flot gang Metal af den pænere slags. Det vil sige, ikke helt så pænt, for der gives noget mere gas på scenen end i studiet. Den store folkemængde hjælper klart på bandets spillelyst, og man mærker, at musikerne er i deres es.
På optagelserne fra Japan når Lacuna Coil ikke helt samme niveau som ved den første festival, og det havde været bedre, om de havde spillet helt andre numre – som det er nu, er der for mange overlap.

DVD 2 er dedikeret til ekstramateriale. Første indslag har fået titlen ”Karma chronicles”, hvor de individuelle medlemmer præsenterer emner, som betyder noget specielt for dem. Disse rækker fra vandprojekter i Afrika til kampsport, så vi kommer med vidt omkring. Desuden følges bandet bag scenen under deres turneer i Australien og Japan samt i forbindelse med optagelserne af videoerne til de to numre ”Our Truth” og ”Closer”.
Endelig er der en sektion om og for fans; her er interviews med indsendte spørgsmål samt 10 videoer skabt af fans. Her skal man virkelig være FAN for at kunne værdsætte indholdet!

Selvom jeg ikke er specielt vild med bandets musik, må jeg indrømme, at Lacuna Coil gør det rigtig godt på denne DVD. Liveoptagelserne har mere energi, end jeg havde ventet, og det hele er optaget i absolut topkvalitet. Dog savner jeg flere numre, som ikke stammer fra ”Karmacode” – det virker lidt overflødigt at bruge plads på de samme numre to gange.
Ekstramaterialet er meget omfattende, og for fans er der virkelig meget at gå i gang med. Vi andre kan godt leve uden, men jeg må erkende, at det hele er uhyre professionelt sat sammen, så godt endda, at det trækker helheden 1 stjerne op på karakterskalaen.

Tracklist:
Wacken Open Air 2007 in Wacken, Germany:
01. Intro
02. To The Edge
03. Fragments Of Faith
04. Swamped
05. In Visible Light
06. Fragile
07. Closer
08. Senzafine
09. What I See
10. Enjoy The Silence
11. Heaven's A Lie
12. Our Truth


Loudpark 2007 in Japan:
01. Intro/To The Edge
02. Swamped
03. Closer
04. Within Me
05. Daylight Dancer
06. Our Truth


Promotional Videos:
* Our Truth (Promotional Video)
* Enjoy The Silence (Promotional Video)
* Closer (Promotional Video)
* Within Me (Promotional Video)

Samlet spilletid: DVD1: 90:25; DVD2: 123:00


Revolution Music vil gerne takke EMI for tilsending af dette album.

Læs mere...

Lacuna Coil - Dark Adrenaline

Lacuna Coil har efterhånden været en aktiv spiller inden for ovennævnte genre siden slut 90´erne. Efter deres debut tilbage i 1999 (In a Reverie), er den italienske gruppe nu tilbage med det 6. fuldlængde album – Dark Adrenaline.

Lyden på dette nye opus afspejler bandets seneste udgivelse Shallow Life (2009). Christina Scabbia og Andrea Ferro danner stadig makkerpar på vokalen og indsvøbes i en velproduceret og finpoleret sound, som nogen nok vil vælge at kritisere for at være direkte harmløs. Det være sagt har Lacuna Coil haft ganske fin succes med denne sound, og hvorfor ændre på noget der virker?

En anden ting, der er sikkert når det kommer til italienerne, er fordelingen af godt vs. skidt på deres udgivelser. Undertegnede har endnu ikke oplevet en Lacuna Coil-udgivelse, som der ikke har været en række velkomponerede og fede numre på, ej heller uden en række kedelige og uinspirerende skæringer. Det spændende ved denne nye udgivelse er altså, hvordan denne ratio fordeler sig – og lad det være sagt med det samme, Lacuna Coil har været heldigere end på de seneste album. Jeg vil endda gå så langt at sige, at andelen af gode numre ikke har været større siden udgivelsen af Comalies (2002). ”Trip In The Darkness” er hittet, det hit som altid er at finde – og det holder hele vejen igennem. Velkomponeret med et sing-along-venligt omkvæd rejser nummeret sig fra de resterende 12 numre på albummet. De efterfølgende 4 numre, til og med ”Upside Down”, følger ganske godt med på et fint niveau, men dog uden at det bliver så godt som albumåbneren. Herefter falder niveauet dog lidt. Ikke voldsomt men nok til at det bliver lidt ligegyldigt. ”Intoxicated” og ”Fire” holder niveaet fra de fem første numre og er begge fede, velskrevne skæringer.

Lacuna Coil har tidligere med mindre succes forsøgt sig med covernumre. Depeche Mode hittet ”Enjoy The Silence” blev gengivet i en mindre vellykket og noget flad version på 2006-udgivelsen Karmacode. På Dark Adrenaline har gruppen kastet sig over REM hittet ”Losing My Religion” og gør det faktisk bedre end med ”Enjoy The Silence”, til trods for at nummeret er et af dem, andre gruppe bare ikke bør lave cover af. Nummeret er værd at give et lyt, men det bør nok være op til den enkelte at vurdere kvaliteten.

Som nævnt tidligere er Dark Adrenaline et ganske fint album. Det når aldrig at toppe helt, men har mange fine skæringer, der formår at holde lytteren og som sikkert også vil fungere live. Pladen lægger sig i front hvad angår kvaliteten i forhold til de seneste Lacuna Coil-udgivelser og derfor spiller pladen sig også ind til 4,5 ud af 6. Men hvis bandet nogen sinde skal nå højere på skalaen, skal der altså bedre materiale til og dertil er der absolut stadig plads til forbedringer . ”Trip The Darkness” er klart anbefalelsesværdigt, og skulle man have lyst til mere, så giv et lyt til ”Against You”, ”Upside Down” eller ”Intoxicated”.

Tracklist:

1. Trip The Darkness
2. Against You
3. Kill The Light
4. Give Me Something More
5. Upside Down
6. End Of Time
7. I Don’t Believe In Tomorrow
8. Intoxicated
9. The Army Inside
10. Losing My Religion
11. Fire
12. My Spirit
 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed