fbpx

Iron Fate – Crimson Messiah

Historien om Iron Fate begyndte i 2005, og nåede sit foreløbige højdepunkt med udgivelse af det første album 5 år senere. Siden har der været lidt stille om det tyske band, men nu har man været forbi PureSonic Studio med en ny besætning for at indspille album nummer 2.
Det er muligt, at Iron Fate har godt 15 år på bagen, men deres musikalske stil rækker noget længere tilbage. Her er der nemlig tale om Heavy Metal af den helt klassiske slags, som den lød i 1980’erne. Det hele føres an af sangeren Denis Brosowski, som er inspireret af både Dio og Bruce Dickinson, men også bevæger sig op i de øvre tonelejer, som man forbinder med Power Metal. Jeg nævner det ikke som genre, da musikken ikke har den selvhøjtidelige feeling, der også hører med der.
Nej, her er der klassisk Metal fra start til slut med alt hvad dertil hører af dagadaga rytmer og fint guitararbejde. Numrene har generelt udmærket power, og der varieres også fint i udtrykket, så der både optræder uptempo passager og tungere sekvenser i numrene. Til gengæld er omkvædene ikke de mest fængende, jeg er stødt på; selvom Brosowski arbejder hårdt, kan han ikke redde det lidt anonyme materiale. Til gengæld scorer Iron Fate en ekstra stjerne i bedømmelsen, fordi helheden er så dejligt autentisk – måske de fede omkvæd kommer næste gang?

Tracklist:
01. Crimson Messiah
02. Malleus Maleficarum
03. We Rule The Night
04. Crossing Shores
05. Mirage
06. Strangers (In My Mind)
07. Hellish Queen
08. Guardians Of Steel
09. Saviors Of The Holy Lie
10. Lost Forever (Bonus Track)
Samlet spilletid: 56:22

Læs mere...

Serpent Lord (GR) - Apocrypha

I de første 2-3 år af bandets eksistens var navnet Serpent Lord, men herefter kom tilføjelsen (GR) med for at markere bandets græske ophav – Det lugter af en strid med et andet band af samme navn. Herefter var vejen banet for debutalbummet ”Towards the Damned” fra 2018 og det nye udspil ”Apocrypha”.
Her spiller de 4 musikere Heavy Metal, som tydeligt bruger klassiske elementer, men hvor numrenes opbygning giver dem et personligt præg. Pressematerialet omtaler stilen som okkult, men det er ikke den første tanke, der slår mig. Numrene følger ikke den klassiske kombination af skarpe guitarer og fængende omkvæd, men tager nogle musikalske afstikkere. Det gør tingene mindre direkte og en smule kringlede, men at det ikke bliver kedeligt skyldes Marios Arikas´ karismatiske vokal. Det klar og kraftfuld, kan levere nogle fine power-hvin og har samtidig en højtidelig tone, lidt som man finder det hos Primordials Nemtheanga. Kombinationen af vokal og musik gør, at Serpent Lord (GR) formår at fastholde min interesse … i hvert fald et stykke ad vejen. Fra omkring midten af albummet begynder jeg at savne afveksling, og der er genhør med lidt for mange elementer. Men så længe det varer, klarer grækerne sig fint.

Tracklist:
1. The Final Horseman
2. Divine Plane (feat. Stu Block)
3. Hail To Nothingness
4. Love Covenant
5. Inner Darkness
6. Damned To Live
7. Evil Source
8. Humanity’s End
9. Cursed Roots
Samlet spilletid: 42:30

Læs mere...

Opera Diabolicus – Death on a Pale Horse

Under navnet Opera Diabolicus udgav d’herrer Adrian de Crow (Bas) og David Grimoire (Guitar & Keyboard) deres debutalbum ”1614” i 2012, og nu vender de tilbage med album nummer to. Men de er ikke alene, for både Mats Levén (Ex- Candlemass) samt Snowy Shaw, Andy La Rocque og Michael Denner (alle nuværende eller tidligere medlemmer af King Diamond) giver en hånd med.
Opera Diabolicus kalder selv deres stil for Horror Metal, men det kan kun gælde for tekstuniverset - Musikalsk er der tale om en blanding af dystre Goth toner blandet med Heavy Metal og tilsat passende mængder symfoniske elementer (der alle lyder meget keyboardagtige). Det hele blandes til en fortælling om trolddom, pest og hævn, der i opbygning og stemning ikke ligger så langt fra King Diamond (surprise!), selvom Levén gør fortællingen lidt mere teateragtig.
Det er naturligvis fortællingen, der er i centrum; alligevel varieres musikken udmærket, så vi både får old school Jon Lord stemning i ”Bring Out Your Dead”, en stærk og flot melodi i ”Siren’s Call” og et godt guitarriff i ”Night Demon”. Numrene flytter ingen grænser, men samlet byder albummet på udmærket underholdning og viser, at det altid er godt at have venner, der kan træde til.

Tracklist:
1. Listen everybody
2. Bring Out Your Dead
3. Second Coming
4. Siren’s Call
5. Darkest Doom on the Brightest of Days
6. A song of Detestation
7. Little Sister
8. Night Demon
9. At Nighttime
Samlet spilletid: 59:15

Læs mere...

Portrait - At One with None

Som anmelder har man altid langt flere udgivelser at anmelde, end man kan overkomme – Det betyder, at man må vælge til og fra. I tilfældet Portrait valgte jeg deres 2017 album ”Burn The World” fra, fordi jeg ikke var særlig begejstret for de to tidligere udgivelser. Men nu, hvor svenskerne udgiver deres fjerde album, ville jeg lige høre, om der sket noget. Det skulle vise sig at være en rigtig go´ beslutning, for ”At One with None” er et virkelig godt album!
Stilmæssigt har tingene ikke ændret sig synderligt; musikken peger igen på den klassiske Heavy Metal, og vokalen er stadig kraftigt inspireret af King Diamond. Til gengæld er den mangel på selvstændige input, som jeg tidligere har klandret Portrait for, nærmest forsvundet som dug for solen!
Det høres allerede i åbningsnummeret, hvor sej Metal med fedt drive og en fængende melodi virkelig rykker afsted. Tendensen fortsætter i de følgende numre, hvor ”Curtains (The Dumb Supper)” fortsætter den klassiske stil, mens især ”Ashen” scorer point for sin meget stærke melodi. Generelt numrene fint varierede udtryk, og det er kun et par steder, hvor Portrait ikke helt kan slippe deres hang til Mercyful Fate. Men det ændrer ikke på, at ”At One with None” med afstand er det bedste, jeg har hørt fra bandet, og jeg kan kun anbefale alle at checke albummet ud.

Tracklist:
1. At One with None
2. Curtains (The Dumb Supper)
3. Phantom Fathomer
4. He Who Stands
5. Ashen
6. A Murder of Crows
7. Shadowless
8. The Gallow's Crossing
Samlet spilletid: 52:37

Læs mere...

Oceanhoarse - Dead Reckoning

Siden bandets start i 2016 har finske Oceanhoarse udgivet en del singler, et par EP´er og endda et live album; alligevel er "Dead Reckoning", som udgives på det tyske selskab Noble Demon, bandets første studiealbum.
Her giver finnerne deres bud på, hvordan Heavy Metal skal lyde anno 2021: Musikken fastholder genrens gængse rytmer, og afvikles gennemgående i et frisk tempo. Samtidig er numrene både udstyret med udmærkede melodier og udmærket kant. Det melodiske kommer naturligt i fokus via sangeren Joonas Kosonen; han står for en klasse præstation med en vokal, der både er ren og klar, men samtidig har kant til at passe ind i sammenhængen.
Flotte melodier og ditto vokaler betyder ikke, at musikken mangler skarphed; der er fint gang i instrumenterne hele raden rundt. I ”One With The Gun” og ”REW” skærpes guitarlyden, og det klæder musikken; det havde ikke gjort noget at gøre det flere steder. Det skal nu ikke tolkes som egentlig kritik, for Oceanhoarse fastholder deres stil, og der vises tænder i flere tracks, f.eks. i starten af ”The Intruder” og ”The Damage”.
Nej, ”Dead Reckoning” er et gennemført og glimrende debutalbum, og med de kvaliteter, bandet viser, kan jeg konstatere, at det er på tide, at det kommer – Oceanhoarse er et navn, det betaler sig at holde øje med fremover!

Tracklist:
01. Headfirst
02. Locks
03. Betrayed by Light
04. One With The Gun
05. Reaching Skywards
06. Fields of Severed Dreams
07. Submersed
08. The Intruder
09. Fight For Tomorrow
10. From Hell to Oblivion
11. REW
12. Dead Reckoning
13. The Damage
Samlet spilletid: 44:18

Læs mere...

Firewing - Resurrection

Firewing er et spritnyt navn, som med "Resurrection” sender deres første album på gaden. Det fem mand stærke band har base i USA, men er kommet i stald hos tyske Massacre Records. Her har man store forventninger, og taler endda om, at bandet vil forny udtrykket for Symfonisk Metal.
Det kan være, at Firewing kommer til det engang, men det sker ikke med denne debut. For godt nok er der stilmæssigt tale om en blanding af Melodisk Metal og Klassisk Musik, men de optræder oftest hver for sig. Der er derfor ikke tale om en helhjertet sammensmeltning, hvor elementerne understøtter hinanden, som det f.eks. sker hos Epica.
I stedet får man 4 instrumentale tracks, hvor det symfoniske kører solo, mens resten af numrene består af Melodisk Metal tilsat strygere her og der. Det hele bruges til at fortælle en historie om kampen mellem godt og ondt, og fungerer som sådan udmærket – det flytter bare ingen grænser.
Den metalliske side af musikken er af den melodiske slags, og giver især fokus på sangeren Airton Araujo, som synger både kraftfuldt og varieret. Men også de øvrige musikere gør en fin figur, og der er ikke noget at udsætte på indsatsen. Til gengæld kunne jeg godt have ønsket mig en lidt skarpere produktion; vi skal helt hen til slutningen med ”The Essence Of Your Heart”, før guitarerne rigtigt får bid. Som helhed er albummet godkendt, også selvom den lovede fornyelse udebliver.

Tracklist:
1. Prelude: Moonlight Of Despair
2. Obscure Minds
3. Chapter I: Acheron's Ritual
4. Demons Of Society
5. Far in Time
6. Chapter II: Temple Of Helios
7. Resurrection
8. Time Machine
9. Chapter III: Transcending Souls
10. Eternity
11. Tales of Ember & Vishap: How Deep Is Your Heart?
12. Tales of Ember & Vishap: The Meaning Of Life
13. The Essence Of Your Heart
14. Epilogue: Sacred Journey

Samlet spilletid: 58:21

Læs mere...

Accept - Too Mean To Die

Da Accept har været en stor del af min musikalske opvækst, er det altid interessant, når bandet udgiver nyt, også selvom det er længe siden, de har imponeret mig. Nu er veteranerne klar med deres studiealbum nummer 16.
Åbneren ”Zombie Apocalypse” viser Accept som jeg husker og elsker dem: Skarpe guitarriffs, en stærk vokal og et stærkt drive – alt sammen præsenteret i en flot produktion. Det efterfølgende titel nummer byder på mere fra samme skuffe, bare i højere tempo – SÅDAN!
Og det var så det, for så falder niveauet betragteligt, og holder sig der på resten af albummet. Musikken er uinspireret og gentager gammelkendte ideer, og teksterne er banale med udlevering af internettets hurtige vej til berømmelse i ”Overnight Sensation” som en kærkommen undtagelse. Det giver et kedeligt udtryk, som end ikke Wolf Hoffmanns solo i ”Symphony Of Pain” med citater fra Beethovens femte og niende symfonier kan rette op på.
Jeg står derfor tilbage med en lidt træls smag i munden, for "Too Mean To Die” minder lidt for meget om et defekt nytårsbatteri: De to første skud brager højt op og oplyser himlen i mange farver, mens de resterende ikke når meget over parcelhusenes tagryg. Det er ikke det niveau, jeg forventer fra fordums helte, og jeg har svært ved at tro det, når Mark Tornillo synger ”The best is yet to come”.

Tracklist:
1. Zombie Apocalypse
2. Too Mean To Die
3. Overnight Sensation
4. No Ones Master
5. The Undertaker
6. Sucks To Be You
7. Symphony Of Pain
8. The Best Is Yet To Come
9. How Do We Sleep
10. Not My Problem
11. Samson And Delilah
Samlet spilletid: 52:11

Læs mere...

Holy Mother - Face This Burn

Det seneste album fra Holy Mother ligger mere end femten år tilbage, men nu har sangeren Mike Tirelli og guitaristen James Harris genstartet bandet. Det sker med dette album, hvor trommeslageren James Harris runder line-uppet af, ligesom der er en del gæstemusikere ombord.
Der åbnes med titelnummeret, der er en heftig sag med fint drive og energi, hvor det hele geares to tænder i omkvædet – et stærkt nummer med en alvorlig tone. Den fastholdes i de følgende tre numre, hvor guitaren bevarer sin fremtrædende rolle, så selv om Tirelli stadig synger rent, fastholdes det skarpe udtryk.
Det er desværre ikke nok til at gøre ”The Truth” og ”Prince Of The Garden” interessante; numrene har for lidt indhold. Men netop som man kunne frygte, at det var slut med de gode numre, slår Holy Mother kontra med ”Wake Up America” og ”Mesmerized By Hate”, som begge er rigtig stærke tracks, hvor både tekst og musik har bid. Det samme gælder for ”The River”, som havde været en meget passende afslutning på albummet. Men af en eller anden grund er den rolle tildelt ”Superstar”, som er alt andet end super; selv om guitarerne stadig har tyngde, er nummeret en pladret ballade af værste skuffe. Og det er en uværdig slutning på et comeback album, som er både varieret og værd at give et lyt trods et par svipsere undervejs.

Tracklist:
1. Face This Burn
2. Love Is Dead
3. Legends
4. No Death Reborn
5. The Truth
6. Prince Of The Garden
7. Wake Up America
8. Mesmerized By Hate
9. Today
10. The River
11. Superstar
Samlet spilletid: 40:57

Læs mere...

Ecclesia - De Ecclesiæ Universalis

Franske Ecclesia startede i 2016, og udsendte en EP et år senere. Herefter var der stille om bandet, men efter at have fundet ny mand bag hhv. trommesættet og mikrofonen, er de nu klar med deres første album. Ifølge presseteksten er Ecclesia det græske ord for kirke, og man må sige, at de fem medlemmer går all-in omkring temaet. Således har de kunstnernavne, der relaterer sig til den katolske kirke, og alle numre bærer titler med forbindelser samme sted.
Også i musikken sætter kirken sit aftryk, især på albummets første halvdel. Her krydres numrene med munkekor, kirkeorgel og kvindelige lovprisninger for at sætte stemningen til teksterne. Musikalsk behøver Ecclesia ingen kunstige hjælpemidler, for deres udgave af Heavy Metal er både energisk, varieret og til tider medrivende. Der arbejdes generelt i et frisk tempo, og numrene har saft og kraft. Omkring albummets midte er det ”Behold the Heretic Burning” og ”Deus Vult”, der markerer sig, mens de seje guitarer i ”God’s Trial” gør nummeret til albummets bedste. I denne stribe numre passer coveret af Venoms “Burn the Witches” fint ind, inden der rundes af med mere munkekor.
Ecclesia har valgt at bruge kirketemaet ret konsekvent, men det er kun staffage. Og bandet har slet ikke brug for, at opmærksomheden fjernes fra musikken. Den kan sagtens stå alene på en debut, som er meget vellykket.

Tracklist:
1. Excommunicamus
2. Vatican III
3. Ecclesia Sathani
4. Montségur
5. Behold the Heretic Burning
6. Antichristus
7. Deus Vult
8. God’s Trial
9. Burn the Witches (Venom Cover)
10. Ite Missa Est
Samlet spilletid: 46:41

Læs mere...

Lizzy Borden - Best of Lizzy Borden, Vol. 2

Lizzy Borden var en del af den første bølge af Heavy Metal, og bortset fra et par kortere afbrydelse har bandet eksisteret siden 1983. Den seneste genstart har kastet 2 studiealbums af sig, og det er åbenbart nok til, at Metal Blade Records vil samle et greatest hits album. Da der allerede findes sådan et fra 1994, må denne version nødvendigvis være ”Vol 2”.
Stilmæssigt holder Lizzy Borden sig til den amerikanske version af Heavy Metal med en meget strømlinet produktion og vokale arrangementer, der er velopdragne og polerede. Det gør de fleste numre velegnet til radioen, hvor man sagtens kan cruise ned ad en amerikansk highway uden, at det skurrer i ørerne. Lidt bid er der dog her og der, hvor især ”We Only Come Out at Night” rykker fint. Ellers scorer Lizzy Borden mest point med deres coverversioner af numre som “(This Ain't) The Summer of Love” (The Imperial Dogs), “Burnin' for You” (Blur Öyster Cult) og “Pet Sematary” (Ramones).
Hvis man skal kunne samle 2 greatest hits albums af høj kvalitet, skal man have et bagkatalog som Iron Maiden eller Judas Priest, og det har Lizzy Borden ikke. Det giver derfor en opsamling på det jævne, hvor de fleste numre glider forbi uden, at der efterlades spor. Bandet markerer sig mest, når de låner andres materiale, og det rækker kun til et OK og en middelkarakter herfra.

Tracklist:

1. My Midnight Things
2. Long May They Haunt Us
3. Tomorrow Never Comes
4. Obsessed with You
5. (This Ain't) The Summer of Love
6. Under Your Skin
7. Lovin' You Is Murder
8. The Scar Across My Heart
9. There Will Be Blood Tonight
10. We Only Come Out at Night
11. Abnormal
12. Live Forever
13. Pet Sematary
14. Burnin' for You
Samlet spilletid: 60:58

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed