fbpx

Armored Saint - Punching the Sky

At John Bush er en rigtig fed vokalist har jeg syntes lige siden han i sin tid var sanger i Anthrax; ”Sound of White Noise” er stadig et af mine yndlingsalbums med dét band. Nu møder jeg ham så i front for sit oprindelige band Armored Saint, som med ”Punching the Sky” for ottende gang sender et studiealbum på gaden.
Her er de musikalske rammer noget anderledes end hos Anthrax, for Armored Saint spiller Heavy Metal med en noget mildere tilgang. Nøgleordet for bandets indsats er ”Pæn”, for både musik og produktion er på et niveau, der passer til forårskoncert på flinkeskolen. Kun i ”Missile to Gun” og “Never You Fret” er der tilløb til lidt spænding, men det bliver aldrig til mere end de indledende øvelser.
Facit er, at John Bush stadig besidder en formidabel stemme, men det er ikke nok til, at rette op på en tyndbenet omgang sangskrivning. På mange måder er dette album perfekt til en tid, hvor det gælder om ikke at fornærme eller støde nogen; ”Punching the Sky” vil bestemt ikke træde nogen over tæerne. Omvendt er dets tandløse fremtoning mindst lige så langt fra at kunne begejstre, og det havde været mere passende, hvis albummet var opkaldt efter nummeret ”Bark, No Bite”.

Tracklist:
1. Standing on the Shoulders of Giants
2. End of the Attention Span
3. Bubble
4. My Jurisdiction
5. Do Wrong to None
6. Lone Wolf
7. Missile to Gun
8. Fly in the Ointment
9. Bark, No Bite
10. Unfair
11. Never You Fret
Samlet spilletid: 53:29

Læs mere...

Cirith Ungol - Forever Black

Navnet Cirith Ungol siger sikkert ikke mange nutidige musikfans ret meget, selv om bandet fra Californien blev startet helt tilbage i 1972. Op igennem 1980’erne blev det til 3 albums, men efter indspilning af det fjerde i 1991, trak man stikket og lagde Cirith Ungol i graven.
Helt død var bandet ikke, og i 2015 blev det gendannet i så tæt på original besætning, som det var muligt. En direkte følge deraf er ”Forever Black”, som markerer den første nye musik fra bandet i næsten 30 år. Trods titlen har Cirith Ungol ikke skiftet stil, i stedet fortsætter amerikanerne deres fortolkning af old school Metal. Den minder mig en del om de tidligste udgivelser fra Judas Priest, for nogle numre har den samme stilmæssige usikkerhed, som om de mangler den sidste finpudsning.
Heldigvis formår Cirith Ungol også at levere mere helstøbte numre, hvor især ”The Frost Monstreme” stikker positivt ud fra mængden med sine klassiske rytmer og lækre guitarer. Det samme gælder ”Fractus Promissum”, som i tilgift har et ret fedt drive. Lægger man titelnummerets tunge rytmer oveni, viser bandet en ret fin bredde, og de mange år uden nye udgivelser har ikke ødelagt evnen til at skrive gode numre. Gendannelsen var bestemt en god ide, for ” Forever Black” viser, at Cirith Ungol stadig har noget at byde på: Velkommen tilbage!

Tracklist:
1. The Call
2. Legions Arise
3. The Frost Monstreme
4. The Fire Divine
5. Stormbringer
6. Fractus Promissum
7. Nightmare
8. Before Tomorrow
9. Forever Black
Samlet spilletid: 39:05

Læs mere...

Burning Witches - Dance With The Devil

Det går stadig fremad i lyntempo for Burning Witches; kun godt fem år efter de startede, udsender de det tredje studiealbum. Oveni kommer endda en liveudgivelse, så schweizerne hviler ikke på laurbærrene. Til gengæld er der en udskiftning i besætningen siden sidst, idet Laura Guldemond har overtaget frontvokalen.
Hun passer stemmemæssigt perfekt ind i bandet traditionelle Heavy Metal, for hun både at synger pænt og rent, men kan både brøle og hvine, når musikken kræver det. Og det gør den, for Burning Witches fortsætter deres traditionelle fortolkning af Heavy Metal, hvor navne som Judas Priest og Saxon helt sikkert har været på playlisten under medlemmernes musikalske opvækst.
Inspirationen er omsat til 11 egne numre, som følger bandets tidligere stil, så der både er udmærkede guitarriffs og iørefaldende omkvæd. Og så virker bandet mere afslappede end på forgængeren ”Hexenhammer”, hvor de var lidt overtændte og krampagtige – det giver mere ro. Desværre flytter det ikke kvaliteten meget over middel, for selv om materialet fungerer fint, efterlader det ikke noget blivende indtryk. Det fornemmer man måske også i bandet, siden man har allieret sig med selveste Ross The Boss i den afsluttende version af Manowar-klassikeren ”Battle Hymn” – en udgave, der meget sigende er okay, men ikke særligt personlig.

Tracklist:
1. The Incantation
2. Lucid Nightmare
3. Dance With The Devil
4. Wings Of Steel
5. Six Feet Underground
6. Black Magic
7. Sea Of Lies
8. The Sisters Of Fate
9. Necronomicon
10. The Final Fight
11. Threefold Return
12. Battle Hymn
Samlet spilletid: 52:04

Læs mere...

Almanac - Rush Of Death

Almanac dannede guitaristen Victor Smolski i 2015 efter sin udtræden af Rage, og efter nogle justeringer i line-uppet er bandet nu klar med deres tredje album. Det skydes i gang med opfordringen: ”Drivers, start your engines”, hvilket peger på temaet for teksterne. Her handler det om farerne ved racerløb, et område som Smolski kender udmærket fra en professionel karriere inden for motorsport.
Musikken har også taget det tempomæssige til sig, for generelt går det frisk for sig i de ti numre. Stilen ligge et sted mellem Heavy- og Power Metal med udmærkede riffs fra den seksstrengede og tilsvarende melodier. Her har bandet den fordel med Patrick Sühl og Jeannette Marchewka at kunne stille med hele to vokalister, men det burde de have fået mere ud af, end tilfældet er.
Det symfoniske element i genrebetegnelsen skyldes, at der midt på albummet er flere numre, hvor bandets traditionelt skårne Metal suppleres med stort arrangeret Klassisk musik. Det giver både bredde og størrelse til lydbilledet, er udmærket bundet sammen og har personlighed.
Den savner jeg ind imellem, for selv om numrene er stilsikre, bliver der af og til grebet lige lovlig dybt i kassen med klichéer, så numrene bliver lidt ligegyldige. Det trækker ned i det samlede billede, så vi ender på en blød mellemkarakter.

Tracklist:
1. Predator
2. Rush Of Death
3. Let The Show Begin
4. Soiled Existence
5. Bought And Sold
6. The Human Essence
7. Satisfied
8. Blink Of An Eye
9. Can't Hold Me Back
10. Like A Machine
Samlet spilletid: 47:04

Læs mere...

Crystal Eyes - Starbourne Traveler

Det ottende album fra Crystal Eyes byder på flere nyheder: Henrik Birgersson og Jonatan Hallberg er nye medlemmer på hhv. trommer og guitar, men måske mere interessant er det, at Mikael Dahl denne gang ikke har stået som eneste sangskriver, men i stedet bidraget med demoer, som bandet så har gjort færdige i fællesskab.
Resultatet indeholder igen Heavy Metal efter klassisk opskrift, men selv om Crystal Eyes er inspireret af navne som Judas Priest og Iron Maiden, nøjes svenskerne ikke med at følge i deres fodspor. I stedet tilføjer de numrene et skud Power Metal via højtidelige temaer og high pitch hvin, men også en snert af Pagan eller Folk Metal, hvilket giver numrene en stemning, som mange nok vil kalde nordisk. Denne stil er fremherskende på albummets første del, og så længe elementerne balancerer, kører det fornuftigt for Crystal Eyes – musikken er indbydende og nem at blive dus med, og den bløde produktion skræmmer ingen væk..
Desværre formår bandet ikke at holde dampen oppe, de er nærmest som et håndboldhold, der får gummiarm. Konkret betyder det, at numrene mister mere og mere kant, efterhånden som man lytter sig igennem albummet. Derfor møder man både den pibende ballade ”In The Empire Of Saints” og ”Midnight Radio”, som bare er ideforladt Hardrock.
Jeg kan sagtens leve med, at Crystal Eyes satser på en mindre voldsom tilgang til musikken, men de ender med at overdrive det pæne; derfor kan albummet kun lige skrabe tre stjerner til sig.

Tracklist:
1. Gods Of Disorder
2. Side By Side
3. Extreme Paranoia
4. Starbourne Traveler
5. Corridors Of Time
6. Paradise Powerlord
7. Into The Fire
8. In The Empire Of Saints
9. Midnight Radio
10. Rage On The Sea
Samlet spilletid: 44:27

Læs mere...

Angel Witch - Angel Of Light

Fyrre års eksistens er en milepæl, som kun de allerfærreste bands oplever, men med en historie, der startede i 1978 hører engelske Angel Witch til den eksklusive klub. Med til historien hører dog, at der har været pauser ind imellem, ligesom sangeren og guitaristen Kevin Heybourne er den eneste gennemgående figur. Bandets nyeste album er således kun det femte, og følger efter ”As Above, So Below” fra 2012.
I presseteksten udråbes albummet til en ren åbenbaring, men det er en af de overdrivelser, der ikke holder en meter. Det starter ellers meget godt, for åbneren ”Don't Turn Your Back” kører godt med et fint riff og et udmærket omkvæd, som Heybourne fremfører med en lys vokal. Det efterfølgende ”Death from Andromeda” holder skansen med et fint drive og lækre guitarer, men herfra er det så som så med de positive indslag. De efterfølgende numre byder på alle genrens kendte byggesten fra dagadak rytmer over double lead guitarer til en ballade, men da det hele er sammensat uden gnist og personlighed, har det mere end svært ved at gøre sig gældende.
Nej, ”Angel Of Light” er langt fra den lovede åbenbaring; albummet rammer den klassiske stil udmærket, men omsætter den med meget lidt overbevisning.

Tracklist:
1. Don't Turn Your Back
2. Death from Andromeda
3. We are Damned
4. The Night is Calling
5. Condemned
6. Window of Despair
7. I am Infamy
8. Angel of Light
Samlet spilletid: 47:43

Læs mere...

Velvet Viper - The Pale Man Is Holding A Broken Heart

I sin originale udgave var Velvet Viper aktive i starten af 1990’erne, og udsendte 2 albums. Så blev bandet opløst, og energien blev rettet mod andre musikalske projekter. Lige indtil sangerinden Jutta Weinhold samlede nye, unge musikere om sig til en gendannelse af bandet. Det førte først til albummet "Respice Finem“ i 2018, som nu får følgeskab af “The Pale Man Is Holding A Broken Heart”. Her mærker man hurtigt, at der ikke er tale om et band med ligeværdige medlemmer. Reelt er der tale om Weinhold med et backingband, for hendes kraftfulde vokal er trukket langt frem, og overskygger totalt de øvrige medlemmer.
At hun også fortjener den ekstra opmærksomhed, viser hun allerede i ”Götterdämmerung”, som fremføres med en højtideligt på grænsen til det morsomme, men som passer godt til helheden og vinder ved flere gennemlytninger.
Herfra går det kvalitetsmæssigt stille og roligt nedad bakke, selvom der behandles andre historiske temaer som nordisk mytologi (”One Eyed Ruler”) og historie fra Bibelen (”Samson And Delilah”). Musikken er nemlig Heavy Metal, som er opbygget helt efter kendte principper, og ikke byder på nogen som helst overraskelser. Desværre er kvaliteten ikke imponerende, hverken i melodier eller de ind imellem naive tekster. Derfor er det primært Weinholds vokal, der sikrer 3 stjerner til Velvet Viper.

Tracklist:
1. Things Behind
2. Götterdämmerung
3. All By Yourself
4. One Eyed Ruler
5. Samson And Delilah
6. Confuse and Satisfy
7. Something Is Rotten
8. Keep Your Head Up
9. Hide Your Fire
10. The Wheel Has Come Full Circle
11. One Day
Samlet spilletid: 52:01

Læs mere...

Endseeker - The Harvest

Nordtyske Hamborg er hjemby for Endseeker, som startede i 2014, og tre år senere albumdebuterede med ”Flesh Hammer Prophecy”. Det album var resultat af et godt samarbejde med produceren Eike Freese, så han var det naturlige valg til at sidde bag pulten på opfølgeren ”The Harvest”.

Her kaster de fem medlemmer sig ud i en omgang Dødsmetal af den gamle skole; bandet nævner selv navne som Entombed, og Grave blandt inspirationskilderne, og det høres også i numrene. Hovedparten af de 10 tracks afvikles i højt tempo, men i ”Cure” og ”Whores Of War” sænkes tempoet. Det giver lidt tiltrængt afveksling, men fungerer ikke helt for bandet. De føler sig klart bedre tilpas, når det er Metal i højere tempo, der akkompagnerer sangeren Lennys growl. Der er en tendens til at bruge de samme elementer flere gange, men når det kører, kører det godt for Endseeker. Det gør ”Spiritual Euphoria” og “Epitome Of Decadence” til mine favoritter på ”The Harvest”.

Albummet rundes af med et cover af Megadeth-klassikeren ”Symphony of Destruction”, men Endseekers udgave ligger så tæt op ad originalen, at en malplaceret growlende vokal er det eneste nye, så det kunne jeg godt have undværet. Heldigvis er resten af albummet stærkt nok til, at tyskerne hiver fire solide stjerner hjem for deres indsats.

Tracklist:
1. Parasite
2. Pulse
3. Cure
4. Spiritual Euphoria
5. Whores Of War
6. The Harvest
7. Epitome Of Decadence
8. Immortalized
9. Vicious Devourer
10. Symphony Of Destruction (Bonus Track)
Samlet spilletid: 42:30

Læs mere...

Ram - The Throne Within

Det sjette studiealbum fra Ram bærer titlen "The Throne Within” og udkommer netop som svenskerne kan fejre deres 20 års beståen. Albummet er indspillet i bandets eget Black Path Studio, og naturligvis har de selv produceret.

Mine tidligere møder med Ram har haft kvalitetsmæssige op- og nedture, men stilmæssigt holder de fem svenskere fast i den klassiske Heavy Metal. Således også denne gang, hvor det virker som om, at bandet selv vil markere jubilæet rent musikalsk. Medlemmerne virker særligt opsatte, og numrene afvikles i frisk tempo med alle genrens kendte elementer omsat på en stærk og gennemført måde. Der køres på med både melodi og power, som lige får et hak opad når guitarerne får lov af sejtrække, som det sker i ”Fang and Fur” og ”The Trap”. Samtidig viser Oscar Carlquist hvor god en sanger han er, når han får så godt materiale at arbejde med som i ”Spirit Reaper”.

Som med alle moderne bands kan man høre inspiration forskellige steder fra, men alligevel overrasker ”You all Leave”. Her lægger Ram sig meget tæt på Iron Maiden, for både opbygning, fremførelse og mix af vokalen er som taget direkte fra de engelske ikoner. Det er malplaceret og unødvendigt, Ram kan sagtens selv. Det viser de på dette album, som er det mest helstøbte til dato, og jeg kan kun give thumbs up og ønske Ram tillykke med jubilæet!

Tracklist:
1. The Shadowwork
2. Blades of Betrayal
3. Fang and Fur
4. Violence (is Golden)
5. The Trap
6. No Refuge
7. Spirit Reaper
8. You all Leave
9. Ravnfell
Samlet spilletid: 44:07

Læs mere...

Mystery Blue - 8red

Da jeg tog fat på mine gennemlytninger af albummet ”8red” fra franske Mystery Blue, var bandet et ukendt bekendtskab, og jeg gik til opgaven som med alle nye navne, der havner i anmelderstakken; her høstede jeg et par overraskelser, men mere herom senere.

Nå, i gang med albummet, hvor jeg straks bed mærke i den glimrende produktion, som giver trommerne masser af krop, men også stiller skarpt på de andre aktører. Blandt dem er sangerinden Nathalie Geyer, som også spiller keyboards. Hun har en udmærket stemme, og præsterer også nogle fine powerhvin, men det er hurtigt glemt, for hun synger så skabet og affekteret, at det næsten ikke er til at holde ud!

Her kunne man have håbet på oprejsning fra musikken, men det skal man lede længe efter. Mystery Blue spiller Heavy Metal, men i den mest uinspirerede og uinteressante udgave, man kan forestille sig – Numrene slæber sig afsted uden gnist, og når der endelig kommer noget interessant, sker det i glimt og er hentet i kassen med klichéer. Der er virkelig tale om sangskrivning på amatørniveau! Derfor var jeg (og er det stadig) overrasket over, at det var lykkedes for Mystery Blue at få en kontrakt med Massacre Records, for albummet er simpelthen noget af det mest røvsyge, jeg har hørt i meget lang tid. Og da jeg som anmelder hører tingene igennem flere gange, har jeg taget en for holdet her…

Da jeg så skulle i gang med at skrive denne anmeldelse, og søgte info om bandet, kom den næste store overraskelse: Mystery Blue er ikke nybegyndere, men har eksisteret i mere end 30 år, og albummet her er deres 8. (OTTENDE) !!! Jeg er chokeret over, at et navn med så meget erfaring kan præstere på så lavt niveau. Gå derfor i en stor bue uden om albummet – det er 100% spild af tid.

Tracklist:
1. Hatred
2. One Shot
3. Killing Innocence
4. Throwaway Society
5. Vikings Of Modern Times
6. Final Fight
7. Legions Of Metal
8. Beast Within
9. Earth Without Humans
10. Introspection
Samlet spilletid: 50:04

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed