fbpx

Memoriam - Requiem For Mankind

Presseteksten beskriver Memoriam som et band, der aldrig står stille, og englændernes aktiviteter underbygger påstanden: ”Requiem For Mankind” er bandets nyeste udspil, og det tredje album på tre år! Kvantitet er selvfølgelig ikke et mål i sig selv, men medlemmernes fortid i bands som Benediction og Bolt Thrower burde borge for et højt niveau.

Stilmæssigt gør det helt automatisk, for det er især let at høre inspirationen fra sidstnævnte i Memoriams musik – i grunden ikke den store overraskelse, når man tænker på Bolt Throwers lange karriere. På albummet her skinner fortiden mest igennem på guitararbejdet; især når tempoet ligger højt, som i ”Shell Shock” og titelnummeret, hænger tingene godt sammen.

Alligevel er det som om, at Memoriam ikke kommer helt fra land; jeg sidder med en fornemmelse af, at numrene burde have et gear mere, at de ikke helt når at udfolde deres potentiale. I stedet når jeg at blive en smule træt, og skal bekæmpe trangen til at bryde den begyndende monotoni med et tryk på NEXT-knappen.

Først helt til slut sker der for alvor noget: I ”Fixed Bayonets” kommer der endelig noget mere punch og spænding i Dødsmetallen, og i det instrumentale slutnummer er der både tyngde og flotte melodier. Det er desværre Too little, Too late for Memoriam, som gerne må tage sig længere tid, før de udgiver deres næste album.

Tracklist:
1. Shell Shock
2. Undefeated
3. Never The Victim
4. Austerity Kills
5. In The Midst Of Desolation
6. Refuse To Be Led
7. The Veteran
8. Requiem For Mankind
9. Fixed Bayonets
10. Interment
Samlet spilletid: 48:01

Læs mere...

Copenhell 2019: Amon Amarth

De svenske vikinger udgav for kun halvanden måneds tid siden ”Berserker”, det nu 11. album i rækken. Derfor skal de selvfølgelig på tour igen og deraf forbi Copenhell – igen. Det har været rutinen siden 2013: et nyt album = et show på Copenhell. Konsensus om det nye album er vist at det er helt tilforladeligt, men ikke mere. I virkeligheden beskriver det også Amon Amarth ret godt. Det er lige tilpas råt og vikingeinspireret til at lyde og ligne noget der kunne være semi-farligt, men så hører man det melodiske lydudtryk og indser, at forsangeren kunne være ens onkel. Dét som bandet til gengæld har kørende for sig er professionalisme og et stærkt budget der medfører at bandet både kan medbringe jævnt store thorshamre, tårne til guitaristerne udskåret som monstre og af og til et helt vikingeskib. Det der primært kan savnes til koncerterne er mere af dette: flere videoklip, flere effekter, holmgang på scenen, i virkeligheden er mulighederne jo mere eller mindre uendelige, da de har hele den nordiske mytologi at gøre godt med. Så det er med håb om at bandet har nogle overraskelser gemt i ærmet, især når det nye album er knapt så interessant, men også med en overbevisning om, at mindre sagtens kan gøre det, for Amon Amarth plejer aldrig at være kedeligt.

Overraskelser får vi dog ingen af. Faktisk er det et noget tyndt setup vikingerne har med. ”Kun” et udsmykket trommesæt kan det blive til. Ja og så en god portion ild og lidt fyrværkeri hist og her. Det starter ellers godt da ”The Pursuit Of Vikings” lægger fra land. Endnu bedre bliver det da et par vikinger kæmper mod hinanden på scenen. Men herefter får vi ellers mere eller mindre anonyme skæringer fra de sidste to albums, begge middelmådige, ligesom showet som helhed i dag. Og det selvom det kun varer en times tid. Det bliver fulgt af en noget flad lyd hele vejen igennem, hvor der simpelthen mangler noget bund og noget styrke. ”Death In Fire” rusker lidt op i tingene midt i sættet og ligeledes sidder de tre sidste sange lige i skabet – først er LG Petrov fra Entombed A.D. med under ”Guardians of Asgaard”, så findes de store mjødhorn frem under ”Raise Your Horns”, og da afslutteren ”Twilight Of The Thunder God” brager afsted er det med både en stor midgårdsorm at skue samt Thors hammer solidt placeret i forsangerens hånd. Men det er så også dét. Musikalsk, i hvert fald.

Men selv udfra de betingelser kan Amon Amarth godt levere, også fordi de i den grad har publikum med sig; vi er efterhånden der hvor folk har fået godt med øl indenbords, og det kan mærkes. For selvom de færreste virker til at kende numrene, endsige bandet, så gør de letgenkendelige melodier og det simple, men effektive, udtryk, at folk hurtigt bliver koblet på. Amon Amarth er som skabt til øldrikkende horder – eller er det omvendt? I hvert fald virker det upåklageligt. Der bliver endda dannet en robåd i midten af pladsen, uafhængigt af de folk i pitten der også har en fest.

Det er bare at det aldrig hæver sig over baggrundsmusik. Tilforladelig baggrundsmusik, som kan være underholdende nok at kigge på af og til, men jeg ved Amon Amarth kan præstere bedre, simpelthen fordi jeg har set det. De har denne gang publikum med sig uden at behøve at kæmpe for det, og det sikrer en god koncert alt taget i betragtning. Men der skal mere til næste gang.

Sætliste:
1) – The Pursuit Of Vikings
2) – Deceiver Of The Gods
3) – First Kill
4) – The Way Of Vikings
5) – Crack The Sky
6) – Death In Fire
7) – Shield Wall
8) – Raven’s Flight
9) – Guardians Of Asgaard
10) – Raise Your Horns
11) – Twilight Of The Thunder God
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Hate - Auric Gates Of Veles

Selv om Hate har haft skiftende besætninger og i nogle år har været reduceret til en duo, har det ikke ændret på bandets virkelig vrede Death Metal; i de senere år er den endda blevet skærpet ved at indlemme elementer fra Black Metal. Årsagen til den faste kurs skal søges i, at Adam the First Sinner stadig styrer alt undtagen slagtøj – det overlader han til Pavulon.

Den rollefordeling lader til at passe begge parter fortrinligt, for de leverer Metal på et virkelig højt niveau; albummet er en langemand i ansigtet på de folk, der fejlagtigt tror, at Metal er noget, enhver kan spille.

Her bliver den overbevisende indsats omsat til Dødsmetal med en fortættet mørk atmosfære, der ikke kammer over i ren Black Metal, men hele tiden bevæger sig i grænselandet mellem de to genrer. Det giver numrene et udtryk, som er meget brutalt, men også en smule lukket. Det søger Hate at modvirke ved at snige en smule melodi ind i guitararbejdet, men det ændrer ikke meget på helheden – de sejtrækkende guitarer og de smadrende trommer sætter retningen for de 8 numre. Adam sætter trumf på med en stærkt brølende vokal, som tilfører ekstra power.

Hate giver mig anledning til endnu engang at konstatere, at den polske scene for Death- og Black Metal hører blandt de allerbedste, selvom en smule monotoni koster lidt i den samlede karakter.

Tracklist:
1. Seventh Manvantara
2. Triskhelion
3. The Volga's Veins
4. Sovereign Sanctity
5. Path To Arkhen
6. Auric Gates of Veles
7. Salve Ignis
8. Generation Sulphur
Samlet spilletid: 39:10

Læs mere...

Fleshgod Apocalypse - Veleno

Siden de udgav ”King” i 2016 er der omrokeret en del hos Fleshgod Apocalypse; Cristiano Trionfera og Tommaso Riccardi har forladt bandet, så deres bidrag på guitar og vokal mangler. Den opgave er overtaget af Francesco Paoli, som stadig er hovedmand i bandets sangskrivning.

Derfor er der ingen ændringer i den musikalske kurs, for italienerne fortsætter deres stil med store symfoniske opsætninger og knaldhård Dødsmetal. Især brugen af kor giver et meget stort lydbillede, som dominerer hovedparten af numrene - Det er ind imellem så markant, at selv de traditionelle Metal elementer kommer under pres. Heldigvis holder de stand, så man kan nyde de lækre stortrommer i ”Monnalisa” og det fine samarbejde mellem guitar og klaver i ”Worship And Forget”. Samtidig growler Paoli overbevisende nok til, at jeg ikke umiddelbart savner hans forgænger på posten.

Det hele er flot og pompøst sat op, og bandet udtaler, at de havde frie tøjler til at føre deres ideer ud i livet; en luksus som er de færreste beskåret. Og i dette tilfælde ikke en fordel, for musikken er simpelthen blevet for stor og kompliceret; det virker som om Fleshgod Apocalypse ikke helt kan overskue og håndtere det, de har sat i søen. Resultatet er en række numre, der minder meget om hinanden, og som hver især er rodede og hurtigt bliver uinteressante. Derfor har albummet svært ved at brænde sig fast trods masser af pomp og pragt.

Tracklist:
1. Fury
2. Carnivorous Lamb
3. Sugar
4. The Praying Mantis' Strategy
5. Monnalisa
6. Worship And Forget
7. Absinthe
8. Pissing On The Score
9. The Day We'll Be Gone
10. Embrace The Oblivion
11. Veleno
Samlet spilletid: 51:39

Læs mere...

Rock the Coast — Metalfestival på Costa del Sol!

Det, som de fleste af os danskere rent musikalsk forbinder ordene ‘Costa del Sol’ med, er vel nok C.V. Jørgensen og Billy Cross’ titulære nationalsatiriske kollaboration fra 1980. Dén hvor solen den danser en inciterende flamenco i hans swimmingpool og så videre.

Hvorom alting er, er det vel de færreste af os, der som det første tænker på forvrænget guitar, primalskrig og tusindvis af højt hævede knytnæver med strittende pege- og lillefinger, når vi hører den skønne solkyst omtalt.

Men for de af os, der savner et langt billigere, mere eksotisk og mindre blæsende og regnfuldt alternativ til Copenhell (eller som bare er klar på mere hegn!) er der d. 14.-15. juni — weekenden inden Copenhell — mulighed for at rocke ud til legendariske navne indenfor hård rock og metal i Fuengirola 30 km. sydvest for Málaga. Rock the Coast er navnet på noget så tiltrængt som en festival for alle os, der elsker hård musik og billige øl, men hader regn og blæst — ikke mindst om sommeren hvor vi jo gerne burde være fritaget for den slags elementer.

Udover det fantastiske vejr og de billige øl- og mad-priser byder Rock the Coast 2019 på et line-up, som vores egen Copenhell nok næppe ænser helt foruden en knivspids ærgrelse.

Udtrykket “legendariske navne” skal netop tages i så bogstavelig forstand, som det nærmest kan gøres indenfor den hersens hårde, guitarbaserede musik. Der er dømt kollektiv omkuldslagning af hele hard rock- og heavyhistoriens vægtigste vingesus, når ingen ringere end Ritchie Blackmore’s RAINBOW hamrer hovedscenen i hegnet lørdag aften. Ja: den samme gruppe som den tidligere Deep Purple-guitarist dannede med Ronnie James Dio på den samme bar i Hollywood, hvorfra de tog navnet, og hvorpå en vis Ian “Lemmy” Kilmister senere skulle blive den mest navnkundige stamgæst. Med kun fire shows i alt i 2019 er denne booking tæt på at være så eksklusiv for Rock the Coast, som det kan lade sig gøre. Og når der blandt sættets udødelige klassikere som “Stargazer”, “Tarot Woman”, “Kill the King”, “Long Live Rock and Roll” og “Man on the Silver Mountain” angiveligt vil ligge Deep Purple-evergreens som “Highway Star”, “Perfect Strangers” og naturligvis ”Smoke on the Water”, vil billetten for enhver selvrespekterende proto-heavy-conoisseur være mere end betalt alene hér.



Legenderne fortsætter. Med mere end fem årtier og 100 millioner (!) solgte albums på bagen er Scorpions en mindst lige så klassisk institution indenfor den heavy metal, som de selv var med til at smede både før og under selve genrens guldalder. Med hits som “The Zoo”, “Blackout”, “Big City Nights”, “Rock You Like a Hurricane” og selvfølgelig alletiders største powerballade, “Wind of Change”, vil der være garanteret rockkoncertstemning, som kun bands i den liga kan skabe den. Indenfor samme aldersklasse vil Rock the Coast 2019 være en af de kun ganske få, allersidste muligheder for at rocke ud til “Doctor, Doctor”, “Lights Out” og “Only You Can Rock Me” med den britiske stadionstolthed UFO, der med deres 50. år på bagen er på afskedsturné.

I den mere selvbevidst-kitschede afdeling er de nyligt genopstandne neo-retro-hardrockere The Darkness ligeledes blandt headlinerne. Og på samme scene et døgn forinden er der også retrokultrockfest: Europe anno 2010’erne har for længst fastcementeret deres status som et fortsat sublimt livenavn med en fortsat sublimt skrålende Joey Tempest i front. Og så skal der fra denne signaturs side slås et dundrende slag for de fantastiske prog-hardrockere Magnum, der med Bob Catleys formidable vokal og slagere som “All England’s Eyes”, “Days of No Trust”, “Just Like an Arrow” og “Vigilante” vitterlig kun kan kaste kræs for os kendere.



Jamen hvad med alt det dér metal?!” Jovist:

I den helt hårde afdeling er der hhv. brutal dødsmetal, grindcore og sort goth-død fra Aborted, Carcass og Tribulation. Plakatens øverste navne tæller desuden en vis bette døds-prog-konstellation ved navn Opeth, af hvem yderligere præsentation efterhånden burde være overflødig for både de fleste metalheads samt efterhånden også det mere rendyrkede progrock-publikum. Black-legenderne i Mayhem er ligeledes klar til at kaste mørket over solkysten som det allersidste indslag lørdag nat.

Der er original Göteborg-død fra et af selve genrens oprindelige ophav, Dark Tranquility. Og apropos genrepionerer kommer en af den ægte heavy metals sande legender, Angel Witch, forbi og showcaser — udover selvfølgelig deres selvbetitlede signaturslager — de sange, der i sin tid lagde inspiration til grupper som både Death, Celtic Frost, Megadeth og Metallica. Thrash-afdelingen varetages bl.a. af de lokale helte Angelus Apatrida, der er lige så inspireret af dødsmetal og NWOBHM som af Bay Area-scenen og de gamle teutoner-thrashere.

Der er symfonisk melodød fra finske Wintersun, ekstrem prog-død fra tyske Alkaloid, profan folkemetal på modersmålet fra russiske Arkona og progressiv fusionsheavy fra amerikanske Twelve Foot Ninja, — hvis fans bl.a. tæller Mike Portnoy og Dino Cazares! Og så har Roy Khan efter sine mange år med Kamelot givet det gamle norske progmetal-outfit Conception en saltvandsindsprøjtning, så de nu atter står klar til at levere metal med både elementer fra flamenco, jazz og klassisk på dette deres eneste show i Spanien.



Derudover byder Rock the Coast på en masse godt og blandet. Ret sensationelt optræder f.eks. intet mindre end fire forskellige eks-forsangere fra nogle af metal- og hardrock’ens allerstørste kunstnere. Blandt disse finder vi bl.a. tidligere Accept-vokalist, pigsqueal-godfather og verdens mest kubisk byggede menneske, Udo Dirckschneider (U.D.O.), der spiller numre fra hele sin omfattende solokarriere, samt den forrygende stemningsoppisker Blaze Bayley, hvis sæt eksklusivt byder på skæringer fra hans tid i Iron Maiden.

Derudover kommer den tidligere Nightwish-forsangerinde Tarja Turunen forbi med sit eget solomateriale. Det samme gør eks-Hanoi Rocks-skråler Michael Monroe, som dog udover dette og hovedbandets numre ofte byder på adskillige rockhistoriske skæringer fra bl.a. Ramones, Cheap Trick og Creedence Clearwater Revival. Ikke et øje tørt!

De navnkundige svenske garagerockere Graveyard leverer retrobeton til både gamle syrehoveder, unge hipstere og headbangere i alle aldre. Jinjer er noget så eksotisk som ukrainsk hardcore med kvindevokal. Og så byder forrygende Freedom Call på uimodståelig power metal, lige så skamløs og professionel som kun tyskere kan smede den.

Skulle man i øvrigt have appetit på en opvarmningsaften, spiller den norske sensation Wardruna, bestående af bl.a. tidligere Gorgoroth-medlemmer, og hvis musik er kendt fra serien “Vikings”, sit første show i Spanien. Torsdag d. 13/6 kommer således til at danne eksklusiv ramme om en mørk og organisk ambient-afskygning af norsk folkemusik, hvis lige vel kun sjældent før er hørt og set på dette solrige charterferiemål.



Hele herligheden foregår som sagt fredag og lørdag d. 14. og 15. juni i den maleriske slotspark Marenostrum. Udover de to hovedscener befinder den tredje sig inde i selve det gamle Sohail-slot. Til de publikummer, der er gamle nok til at have købt hovednavnenes debut-LP’er på udgivelsesdatoen i sin tid, er der tusindvis af siddepladser, der tillige giver smuk udsigt over middelhavet og Fuengirolas kilometerlange badestrand, der forresten kun ligger et stenkast væk — lige på den anden side af hegnet. Der er desuden adskillige hoteller samt et større indkøbscenter lige i nærheden. Åh jo, og fik vi nævnt, at der er langt billigere øl end på Copenhell?

Ja, mere overtalelse burde vel egentlig være unødvendig, hvad end man er træt af det danske vejr eller ej, og medmindre man skal på Copenhell eller ej. Billetter købes hér, og yderligere info kan fås på festivalens hjemmeside. Det kan dog anbefales at være hurtigt ude, — over 80% af billetterne er allerede udsolgt!

Revolution Inc. vil som det eneste danske medie foretage en eksklusiv dækning af Rock the Coast 2019.

Læs mere...

Possessed - Revelations of Oblivion

Selv om Possessed regnes for et af de klassiske bands indenfor Death Metal, har der i lange perioder været stille om bandet; siden starten i begyndelsen af 1980’erne har bandet været lagt på is og siden genstartet flere gange - Det forklarer hvorfor kun to studiealbums bærer bandets navn. Det vil sige indtil nu, hvor der endelig er nyt fra veteranerne, hvis nuværende line-up har sangeren Jeff Becerra som eneste originale medlem.

Den sidste oplysning gav mig bange anelser om albummets kvaliteter – Alt for ofte har reetablerede udgaver af klassiske bands haft for lidt at byde på. Her kan jeg berolige alle med, at Possessed er undtagelsen der bekræfter dén regel: "Revelations of Oblivion” er et virkelig fedt Metal album! Punktum.

Det starter og slutter med et instrumentalnummer, og der indimellem ligger ti numre af høj klasse. Selv om Possessed regnes for et klassisk Death Metal band, indeholder numrene også mange elementer af Thrash, men det er kun en fordel. Det giver nemlig et lækkert flow, og da tempoet generelt er pænt højt, rykker det godt i nakkemusklerne.

Som tidligere er teksterne centreret omkring det okkulte og anti-religiøse, og de fremføres med uhyre effektivt af Jeff Becerra. Og da resten af bandet præsterer på virkelig højt niveau, bliver han både støttet af en stærk rytmesektion og forrygende guitarer, der både sørger for skarpe riffs og lækre løb. Det giver en knaldhård helhed, som virkelig rykker igennem. Jeg kan derfor ikke andet end at bøje mig for overmagten og kvittere med fem stjerner.

Tracklist:
1. Chant Of Oblivion
2. No More Room In Hell
3. Dominion
4. Damned
5. Demon
6. Abandoned
7. Shadowcult
8. Omen
9. Ritual
10. The Word
11. Graven
12. Temple of Samael
Samlet spilletid: 54:10

Læs mere...

Dawn of Demise - Into the Depths of Veracity

Så er der nyt fra Jyllands tungeste Dødsmetalband, og i forbindelse med at ”Into the Depths of Veracity” er på gaden, vil jeg sætte lidt tal på: Albummet er det femte fra Dawn of Demise, det tredje udsendt på Unique Leader Records og det andet med den nuværende besætning, som derfor må regnes for sammenspillet.

Og det må man sige, at den er, for i vanlig stil leverer bandet en rigtig stramt spillet omgang Death Metal; her sidder hvert eneste anslag virkelig i skabet uanset om tempoet er skruet op, eller vi befinder os i en af de tunge sekvenser. Det hele hjælpes også godt på vej af en super god produktion, som bare har hul igennem – især stortrommerne er klare og kraftfulde, når de aktiveres – og det gør de ofte og hurtigt, hvilket er et stort plus i min bog!

Til gengæld er musikken sværere at komme ind på livet af denne gang; den fremstår flere steder lidt ensidig og lukket, hvilket krævede en del gennemlytninger at få åbnet. At de forskellige guitarsoli er overraskende melodiske, hjælper kun lidt i sammenhængen.

Dawn of Demise har aldrig været kendt for melodiske indslag (og bliver det garanteret aldrig!), men denne gang har de skruet endnu en omgang på hårdhedsskruen. Resultatet er et album, som er fintrimmet for brutalitet, og brutalt, det er det! - men ikke så meget andet. Her savner jeg lidt det groove og flow, som var på bandets tidligere albums, så ”Into the Depths of Veracity” vil sikkert dele vandene; det er det mest kompromisløse, men også det mest indadvendte udspil til dato fra Dawn of Demise.

Tracklist:
1. Into the Depths of Veracity
2. In Silence He'll Arise
3. Perversion in the Flesh
4. This Hate Will Consume
5. The Permanent Cessation
6. Collapse
7. Disgusting
8. The Exaltation
9. The Ravishment of Carrion
10. Enraged
11. A Belated Abortion
12. Mark My Words
Samlet spilletid: 38:44

Læs mere...

Septicflesh + Krisiun, Pumpehuset 19/04/2019

Normalt er jeg for fin til at se opvarmningsbands. Og selvom jeg får dem set, er jeg somme tider for fin til at skrive om dem. Men i denne ombæring har jeg lige lyst til at kippe lidt med fanen for de amerikanske groovemetallere Incite, der åbenbart har eksisteret i 15 år og udgivet en hel håndfuld studiealbums.

At Incite er et rutineret foretagende kan mærkes. Sammenspillet er eminent; især trommeslager Lennon Lopez imponerer med et lige dele frenetisk og ekvilibristisk bombardement af tørre tæsk til både messing og dyreskind. Men det er den sprælske, hulemandslignende frontmand Richie C, som åbenbart er tidligere livevokalist for Nailbomb, der gør denne gruppe bemærkelsesværdig.

Manden drøner rundt på scenen; headbanger og tæsker huller i luften som en spastiker på speed. Brøler og råber med en Phil Anselmos dybe, drævende sydstatsbariton. Får øjenkontakt med så mange publikummere som muligt fra så mange steder som muligt. Op at stå på så mange kabinetter, højttalere og monitors som muligt. Opildner os til at “MAKE SOME FUCKING NOOOOISE!” så ofte, at det næsten ville være grinagtigt, hvis ikke både hans og bandets samlede selvtillid og stage presence havde holdt vand.

Og det endda til trods for, at jeg stort set ikke husker noget af musikken. Incite lyder lidt som Lamb of God; lidt som alle Max Cavaleras bands de sidste 25 år. Ingen af delene er de mest revolutionerende eller spændende indenfor all things metal. Men det er utroligt livevenligt, og med så meget mere energi i hele rummet, end der kan være på scenen, går der ikke mange minutter, inden den første moshpit bryder ud. Og en større, cirkulær af slagsen bliver det såmænd også til senere.

Incite kommer aldrig på A-holdet indenfor alle tiders største metalnavne, hverken hvad relevans eller kreativitet angår. Men jeg kunne snildt finde på at nappe dem igen, når chancen byder sig, hvad end det måtte være på en festival eller på deres egen headlinertour, — hvilket jeg i øvrigt lige så snildt kunne unde dem. For det er umuligt ikke at se aftenens hovednavne som værende mere eller mindre udfordrede udi at skulle følge i deres kølvand.

(4,5 ud af 6)


F.eks. virker brasilianske Krisiun, — der ellers er det band, som har trukket hårdest i mig i aften, — næsten stillestående og indadvendte til sammenligning. Men det har andre forklaringer.

Selvom Krisiun spiller Dødsmetal med stort D, fornemmer man tydeligt den helt gamle skole, hvori deres fødder er lige så urokkeligt plantet, som de står fast på scenegulvet. Udover allehånde førstegenerations-dødsbands var der de tidlige udgivelser fra Sodom samt naturligvis landsmændene Sepultura. Jovist. Men når jeg normalt beskriver Krisiun, omtaler jeg dem gerne som “Motörhead oversat til dødsmetal”.

Det er ikke bare den konstante, intense energi og det ufravigelige fokus på de dybe basfrekvenser, der gør det. Det er ikke bare det, at de smed en coverversion af “Sweet Revenge” på “AssassiNation”-skiven (2006). Det er næsten lige så meget deres fremtræden som stoisk powertrio, der næsten udelukkende lader musikken tale, samt at de desuden alle er klædt i sort læder fra top til tå som på omslaget til en bette plade ved navn “Ace of Spades” (1980). Og hvis man ikke lige spotter Snaggletooth på ryggen af guitarist Moyses Kolesne, burde bindeleddet gå 0% af de fremmødte forbi, når Krisiun med cadeau til “en af vores største tænkere” kaster sig ud i et cover af det udødelige titelnummer fra samme førnævnte klassikeralbum.

Inden da går der dog noget tid, inden Krisiun får både mig og resten af publikum overbevist. Men de gør det, fordi de er så forpulet dygtige til den lille ekstraordinære, indædt rå og brutale niche i dødsmetallen, som de har brugt lige knapt 30 år på at udstykke så omhyggeligt. Jeg ejer under halvdelen af deres udgivelser, og deres musik ER meget ensartet. Men det er lige så umuligt at stå stille til, som Motörhead var det. Vi headbanger, mosher, drikker og råver. Det er fredag; vi er glade; bandet er taknemmelige. Og selvom jeg har tænkt, at de da burde spille sidst, er det nok lige så godt, at pladsen går til Septicflesh, som at Krisiun ikke afveksler deres musik alt for meget. Det ville sikkert bare ødelægge et eller andet.

(4,5 ud af 6)


Det er dog ikke kun andenheadlinerens relative indadvendthed, der får græske Septicflesh til at trække de største stik hjem i aften. Mit kendskab til dem begrænser sig til “Revolution DNA”-skiven (’99): Et fint lille datidigt bud på så’n noget lidt højtragende keyboard-død i spiseligt tempo og med et par mærkbare hitpotentialer. Det var dengang, de stadig hed Septic Flesh i to ord.

I dag er der lige nøjagtig et ekko tilbage. Alt potentialet er indløst i en imponerende nyinkarnation af gruppen, der synes at have fået langt større vitalitet og fokus efter gendannelsen i 2007. Samtlige numre er fra bandets seneste fire skiver. Det kommer helt bag på mig, hvor vilde folk er med dem helt fra begyndelsen; jeg har det lidt, som om jeg er gået glip af en hel masse.

Septicflesh anno 2019 — og altså også tilbage til anno 2008 — lyder som en udgave af Fleshgod Apocalypse, hvori de barokke og progressive elementer er nedtonet, men hvor der er lige så højt til loftet, og rytmefigurerne er mere strømlinede. Tekstuniverset synes at dreje sig om hedenske panteoner, blasfemiske tolkninger af Kristus og nadverritualet, samt anden okkult esoterisme. Spiros Antonious growl er blevet dybere med årene.

Dramatik og tyngde er nøgleordene. Harmonierne er gerne dissonante; guitarerne gerne huggende som trykluftsbor. Det stort anlagte strygerbackdrop indeholder et lige så konstant udtryk af epik som af horrorfilm. Ja, det er egentlig utroligt, hvor langt man kan strække rammerne for det hersens metalmusik. Og det er som før antydet lige så utroligt, hvor populære Septicflesh åbenbart er blevet, selv heroppe i andedammen.

Hvor sceneshowet var det bærende element hos Incite, og hvor musikken var det hos Krisiun, går de to elementer op i en højere enhed hos førsteheadlineren. Antoniou påberåber os i hvert eneste nummer. “Denmark! I count to three, and then… we destroy!” Og det er ikke kun sit band og deres musik, han maner til vildskab. Crowd’en er et bølgende hav af pumpende knytnæver, lange, piskende manker, og bare, svedende overkroppe i ekstatisk krigsdans. Det er sådan hér, en metalkoncert skal se ud, og det er sådan hér, den skal føles. Både i øjeblikkets indlevelse, men også hér dagen derpå, hvor jeg ikke mindes det antal år, der må være gået, siden jeg sidst har headbanget så meget.

Min nakke er øm grænsende til det ubevægelige, og jeg har tømmermænd, der kunne tage livet af svagere individer. Men fandme om ikke jeg har lyst til at gennemleve årsagerne hertil igen. Verdensklasse er mangt og meget værd.

(5 ud af 6)

Læs mere...

Ketzer - Cloud Collider

Ti år efter udsendelse af deres debut ”Satan's Boundaries Unchained”, er tyske Ketzer ude med album nummer fire: ”Cloud Collider”. Albummet har været tre år undervejs, og blev indspillet i to studier i løbet af efteråret 2018.

Hvor forgængeren ”Starless” stilmæssigt var mere Rock og Post Metal, markerer det nye udspil en tilbagevenden til en mere rendyrket form for Metal. Det er umiddelbart en rigtig god ide, for efter en kort instrumental intro brager bandet fra domkirkebyen Köln løs for fuld tryk: ”Keine Angst” sætter retning mod det mørke med Black guitarer og en dejligt grum vokal, mens ”Walls” fortsætter samme mørke stil, bare ikke så varieret. Endelig markerer titelnummeret en energisk og intens afrunding på en hård og vellykket åbning, inden det nedtonede ”Forever Death” giver en energimæssig pause.

Herefter er det som om kvaliteten stille og roligt falder frem mod slutningen, for selvom vokalen fastholder sin grumme og hvæsende natur, er det ikke nok. For samtidig mister musikken en stor del af sin intensitet; det er som om den går tabt i interne detaljer uden at bidrage til helheden. Resultatet er, at hvis man køber albummet på vinyl, vil man have en stærk side A, men kun sjældent høre side B – som helhed kan ”Cloud Collider” derfor kun høste et Okay herfra.

Tracklist:
1. The Machine
2. Keine Angst
3. Walls
4. Cloud Collider
5. Forever Death
6. The Wind Brings Them Horses
7. No Stories Left
8. This Knife Won't Stay Clean Today
9. (The Taste of) Rust and Bone
10. Light Dies Last
Samlet spilletid: 42:35

Læs mere...

Royal Metal Fest 2019: Samlet vurdering

Hvis der er noget, jeg som gammel Aarhus-dreng holder af, så er det den årlige kongelige metalfest i min gamle hjemby. Stemningen, de glade venner og de gode koncerter er aldrig til at gå fejl af. Så det var en nem beslutning lige at blive hængende et par uger i Danmark, når man i forvejen ville undgå påskeugen i traditionskatolske Spanien, hvor man jo er flyttet til, og når man alligevel skulle nordpå for at se Manowar, fordi man for evigt elsker heavy metal højere, end du gør.

I år har jeg på ekvilibristisk vis formået at styre udenom størstedelen af alt det dødsmetal, der gerne præger RMF-programmet. Lad det dog med det samme være sagt, at jeg generelt anstrenger mig for IKKE at brokke mig over programmer på festivaler, efter at have overværet en gang for meget hvordan den slags gerne spænder af på de dér “sociale” medier. Whiners gonna whine; moaners gonna moan; bitches gonna bitch.

Når det så er af vejen, jamen så ER der altså ganske nøgternt set traditionelt en vis overvægt af døds- og black metal på RMF. Og jeg husker skam mange gode optrædener med bands indenfor begge genrer på festivalen i årenes løb. Men i år har de positive overraskelser skullet findes længere nede ad plakaten og udenfor de mere traditionelle metalsubgenrer.

Selvom Asphyx, Taake og Suffocation har kastet positiv respons af sig til årets bal, er der ingen af dem, der for alvor har hovednavnsstarquality. Sidstnævnte er et af alverdens mest teknisk vanvittige dødsmetalbands, men det er edderrådme ikke mange deciderede slagere, de har kastet af sig.

På samme måde kan det godt være, at Urkraft lige er blevet gendannet, og at Impalers går i opløsning lige om lidt, men heller ingen af dem har hovednavnskvalitet eller leverede for den sags skyld performances over det så forrædderisk svært transcendérbare 4/6’er-stadium. Helt fint; udmærket; godt nok. Men absolut intet at falde i svime over.

Næ, det var som antydet bookernes nytænkninger og satsninger, der gav de største poter i denne omgang. Jeg er lidt træt af, at jeg ikke kunne se Incantation, men det lå oveni det langt mere interessante Author and Punisher, der gjorde sig til årets overraskelse med et uhyggeligt dommedagsmaskinelt scenarie, der formåede at lyde mere utilnærmeligt og umenneskeligt end noget døds- eller black-band, ganske uden brug af hverken guitar eller trommer. Ja, det er sgu lige før, man kan begynde at tale om snyd.

Man forstår godt hvorfor, Author & Punisher p.t. er på tour med Lingua Ignota, der stod for et mindst lige så foruroligende, og dog nøgent og sårbart indblik i menneskelig smerte, galskab og lidelse, hvis lige RMF ikke har set siden svenske Trepaneringsritualen i 2016. Herfra skal der lyde et gjaldende bifald til ledelsen for at tage chancen og vinde bamsen med bookingen af årets vildeste tourpakke.

Faanefjell gav en både visuelt og musikalsk lige dele underholdende, professionel og skræmmende opvisning i, hvad man danser til i efterlivet, når man har ført en seriøst syndig tilværelse. Franske Decline of the I spillede black metal, der i programbeskrivelsen og på Metal Archives er omtalt på nogen så interessant vis som neurobiologisk-konceptuel post-black metal om rotteforsøg… men i praksis såmænd bare lød som black metal.

I den danske afdeling viste det Gojira-inspirerede åbningsband Deadnate et usædvanligt skudsikkert format af et åbningsband at være. Der var overraskende god ukonventionel doom/sludge fra Alkymist. Under den kyndige ledelse fra den yndige Marika Hyldmar fastslog infernalske Xenoblight lige deres position som et af de 2-3 mest lovende danske metalbands lige nu. Og Ethereal Kingdoms opførte en svulstig, multi-kreativt opsat metallisk mini-eventyropera, som det måske ikke var så mange, der forstod, men som man fandme må anerkende og respektere ambitionsniveauet bag.

Som en lille sidebemærkning er det i øvrigt påfaldende — og glædeligt, — hvordan tre af årets bedste og/eller mest bemærkelsesværdige optrædener har været med hunkønnet i front.
I disse år er det svært at sige ret meget om kønsforskelle eller seksualpræferencer, der tilnærmelsesvist kan tolkes som noget negativt overfor nogen tænkelig selvidentificeret kønsidentisk eller seksualorienteret minoritet, uden at tiltrække sig en uoverskuelig mængde vrede og forurettethed fra folk der ikke engang behøver at have noget med nogen af delene at gøre.

Lad os således håbe, at dette er endnu et skridt på vejen til at få nogle flere kvindfolk på scenen, så hele dennehér enerverende kønsdebat en dag kan gå samme vej som hudfarvedebatten i USA efter Martin Luther King.
Med andre ord: Keep up the good work, d’damer. Vi elsker jer lige så højt, som vi elsker hegn.

Udover musikken har RMF ’19 selvfølgelig også haft en masse andet lir på programmet. Der var den traditionelle whiskysmagning, som jeg igen var for klog til at deltage i. Der var noget lørdagsbingo med en masse goodiebag-præmier fra sprutfirmaer samt en signeret violinkasse fra Ethereal Kingdoms. Der var naturligvis den legendariske Rullende Pølsemand med hans mange hotdogvarianter opkaldt efter diverse af byens metalinstanser.

Der var ølpriser til 25,- kr., som jeg af en eller anden grund ikke længere synes er så slemme. Måske fordi jeg er blevet ældre; måske fordi der nu sælges Tuborg Rå og Gulddamer fremfor de ærgerlige Royal og Royal Export. Måske fordi RMF’s forvoksede yngre fætter Copenhell tager i omegnen af et kvart øje og seks tæer for en ærlig fad.

Derudover har inddragelsen af Radar på Godsbanen åbenbart fungeret skidegodt, selvom man kunne have frygtet, at folk ikke gad rende for meget frem og tilbage. Dog har det muligvis virket som et ekstra trækplaster, at Den Tunge Radio åbenbart holdt noget udendørs halløj derovre. Det at RMF nu tæller tre scener gør den jo fra et vist perspektiv til en af landets større metalfestivaler. Lad os håbe, at det betyder flere besøgende og dermed et større budget til nogle større navne.

Endelig var der et fantastisk forårsvejr og en dejlig græsplæne mellem Voxhall og Radar, hvor man kunne tilbringe tid med at nedprioritere bands og opprioritere at catche up med nye og gamle venner, hvilket jo for hulen også er en vægtig grund til overhovedet at gå på festival.

Tusind tak for denne gang, kære brødre og søstre. RMF er dejlig, og det er I også. Der er — som sædvanlig — alt for mange af jer, som jeg fik talt alt for lidt med. Men hvis ikke det på den anden side er et luksusproblem, så ved jeg ikke, hvad der er luksus. Og det synes jeg sgu, det er at kunne dukke op til en masse fed hegn og føle sig så hjemme og velkommen, som jeg altid gør på RMF.



Som vores faste læsere nok har bemærket de sidste par dage, har Revolution Inc. traditionen tro haft dækning på årets Royal Metal Fest. I takt med at anmeldelserne bliver uploadet, vil links'ene blive tilføjet herunder.

FREDAG:

Deadnate

Lingua Ignota

Faanefjell

Xenoblight

Author & Punisher

Taake


LØRDAG
:

Ethereal Kingdoms

Urkraft

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed