fbpx

Necrowretch - The Ones From Hell

Efter godt ti års eksistens og 3 studiealbums på gaden, syntes Necrowretch’ hovedmand Vlad, at der skulle ske noget nyt som optakt til det, der skulle blive til bandets fjerde album, ”The Ones From Hell”. Derfor tog han til Istanbul for at skrive materialet i nye omgivelser; ganske gennemført, må man sige.
Men hvis man ud fra den historie forventer at høre musik med østens mystik og stil flettet ind i numrene, bliver man skuffet; Necrowretch fortsætter stilmæssigt helt som de plejer med en blanding af Death- og Black Metal, der har kraftig slagside mod den sidstnævnte genre.
Det understreges fra start, for de to første numre er nærmest en opvisning i blastbeats og vilde guitarer, selv om der også bliver plads til en smule groove. Det kommer der mere af i titelnummeret, som længe bevæger sig i moderat, men sejt tempo, inden sluserne åbnes til slut, og der igen fræses løs. Hermed er der linet op til resten af albummet, hvor numrene er strikket sammen af de nævnte elementer. Og hvis man lige ser bort fra det uinteressante og ufærdige ”Absolute Evil”, klarer Vlad & Co. sig fint igennem balancen mellem brutal vanvid og seje riffs. Så selv om opskruet tempo virker som svaret på de fleste problemer, hæver ”The Ones From Hell” en tak over mine tidligere møder med Necrowretch.

Tracklist:
1. Pure Hellfire
2. Luciferian Sovranty
3. The Ones From Hell
4. Absolute Evil
5. Codex Obscuritas
6. Darkness Supreme
7. Through The Black Abyss
8. Necrowretch
Samlet spilletid: 37:04

Læs mere...

Errorgod - Ballad of Torture

Errorgod er et 4 mand stærkt band fra Aarhus, som efterhånden har en del år på bagen. I den tid er det blevet til et par korte udgivelser, men nu tager bandet skridtet fuldt ud, og ud giver deres første album. Oprindeligt hed bandet Evil Pigs, men valgte at skifte navn, da deres materiale var blevet mere aggressivt.
Det er man ikke i tvivl om, når man gennemlytter ”Ballad of Torture”, for de fleste vil opfatte indholdet som langt mere Torture end Ballad. Allerede i åbningsnummeret med den passende titel ”Brutal Truth” får man skilt fårene fra bukkene: På samme måde som margarine og sukker smelter sammen til karamel, forenes vokal og musik sammen til en kompakt enhed, men i stedet for sødme er resultatet en voldsom organisme, der nedtramper alt på sin vej.
Resten af albummet fremstår mindre ekstremt, men i de tre numre midt på albummet blandes Grind Metallens kaos ind i helheden på en meget ens facon: De ligner hinanden som Rip, Rap og Rup, og jeg må koncentrere mig for ikke at blive overbevist om, at jeg lige har hørt det samme nummer tre gange. Selv om de efterfølgende tracks viser mere bredde, er og bliver ”Ballad of Torture” en udgivelse for den kreds af Metalfans, som sætter brutalitet og power højere end musikalsk bredde og variation. Jeg er ikke overbevist om dens kvaliteter, og må efterlade den med en karakter under middel.

Tracklist:
1. Brutal Truth
2. I Am
3. Stings of Fear
4. Mirror Image
5. The Stalking
6. The Ballad of Torture
7. The Fall
8. When Rome Burns
9. Worship
Samlet spilletid: 37:32

Læs mere...

Sylosis - Cycle Of Suffering

I 2016 meldte Sylosis ud, at bandet ville tage en pause på ubestemt tid; bandets mastermind Josh Middleton var endt i en blindgyde, og havde brug for at finde ny inspiration. Pausen gav ham lyst til at genstarte Sylosis, som nu er klar med deres femte studiealbum, som også giver debut til en ny rytmesektion.
Udgangspunktet for albummet er, at lidelse er en naturlig og uundgåelig del af livet, men lidelsen findes kun i teksterne – det er ingen lidelse at lægge øre til albummet. Sylosis fortsætter deres stil med Thrash Metal, der både har Dødsmetallens skarphed og melodiske elementer. De sidste leveres af guitaren, og optræder som korte eller længere solstråler i forhold til numrenes øvrige bestanddele. Disse er rå, for musikken afleveres i pænt højt tempo og med eftertryk. Det samme gælder for vokalen, som er voldsomt brølende, men meget lidt varieret. Og det hele passer fint sammen, hvilket gør ”Cycle of Suffering” og ”Apex of Disdain” til rigtig fede Thrash-titler.
Hen mod slutningen begynder det at knibe med ideerne; Middleton vil for meget, så han får ikke stoppet mens legen er go’. Derfor får albummet længere spilletid end indholdet kan forsvare, og kan derfor ikke leve op til bandets bedste præstationer. Konklusionen er derfor, at Sylosis er tilbage, men stadig en smule rustne.

Tracklist:
1. Empty Prophets
2. I Sever
3. Cycle of Suffering
4. Shield
5. Calcified
6. Invidia
7. Idle Hands
8. Apex of Disdain
9. Arms Like A Noose
10. Devils In Their Eyes
11. Disintegrate
12. Abandon Samlet spilletid: 50:52

Læs mere...

God Dethroned - Illuminati

Efter tre albums med elementer fra første verdenskrig som temaer vender God Dethroned på ”Illuminati” tilbage til tekstuniverset fra bandets tidligste dage, nemlig religionen … eller rettere sagt modstand mod religion. Som vanligt er Henri Sattler primus motor på alt fra sangskrivning til produktion, og som vanligt er der justeret i besætningen, hvor Dave Meester er ny guitarist.
Stilmæssigt er der ikke så meget nyt, for God Dethroned fortsætter deres kombination af Døds- og Black Metal. I forhold til de senere albums virker musikken denne gang en smule lukket, hvor titelnummeret og ”Broken Halo” sætter retningen. I ”Book of Lies” åbnes der for nogle melodiske elementer, som i de følgende numre blandes godt med de mørke sider. Den cocktail gør ”Spirit of Beelzebub” og ”Satan Spawn” til albummets højdepunkt, fordi balancen mellem lys og mørke står stærkest her.
Mod slutningen slår det kirkelige igennem på musikken, først via kirkeorgel i ”Dominus Muscarum”, siden via storladne kor, der svarer frontvokalen i det afsluttende ”Blood Moon Eclipse”.
Ved at udgive ”Illuminati” tre år efter ”The World Ablaze” viser Sattler, at gendannelsen i 2014 var alvorligt ment. Og godt det samme, for hollænderne viser igen, at de har noget at tilbyde de Metalfans, der kan li’ deres Død med en sort kant.

Tracklist:
1. Illuminati
2. Broken Halo
3. Book of Lies
4. Spirit of Beelzebub
5. Satan Spawn
6. Gabriel
7. Eye of Horus
8. Dominus Muscarum
9. Blood Moon Eclipse
Samlet spilletid: 36:37

Læs mere...

Defiled - Infinite Regress

Siden deres tidlige karriere i 1990’erne har Defiled været et stort navn i hjemlandet Japan, når det gælder Death Metal, og med tiden har de også opnået en vis popularitet i USA og Europa. Her har de i en årrække været i stald hos Season of Mist, som også står for udgivelse af bandets sjette album.
Der møder man Dødsmetal, der er opbygget helt efter de traditionelle opskrifter – i flere tilfælde kunne numrene tjene som illustration til en håndbog i genren. Den eneste afvigelse er Shinichiro Hamadas vocal, der er mere brølende end egentlig growlende, men det er en detalje.
At fastholde en klassisk stil er ikke en dum ide, hvis man har gode ideer – det er der mange eksempler på. Desværre falder ”Infinite Regress” ikke i dén kategori, for hold da op hvor de fire musikere bare lirer ligegyldigheder af sig i hovedparten af den gode halve time, albummet varer. Det betyder ikke, at der ikke er knald på, for musikken er energisk nok – det er de gode ideer, der glimrer ved deres fravær.
Man behøver ikke at være bange for at overanstrenge sine nakkemuskler, for der er ingen sekvenser, der tvinger dem i brug. Det meste efterlader mig helt upåvirket, og i den sidste ende er det et par steder, der kunne have udviklet til noget godt, der sammen med en udmærket trommelyd forhindrer pointhøsten i at falde værre ud.

Tracklist:
1. Intro
2. Divide and Conquer
3. Tragedy
4. Systematic Decomposition
5. So Blind
6. Legacy
7. Masses in Chaos
8. Centuries
9. Aftermath
10. Invisible War
11. Ignorant
12. Slaverobot
13. Infinite Regress
14. Outro
Samlet spilletid: 35:24

Læs mere...

Suicide Silence - Become The Hunter

Med ”Become The Hunter” bringer Suicide Silence antallet af studiealbums op på 6 – Samtidig er det album nummer tre på Nuclear Blast Records og det tredje siden Eddie Hermida tog over fra Mitch Lucker efter dennes død i 2012. Og netop vokalen ender med at være afgørende for, hvor på skalaen, man placerer albummet – mere herom senere.
Musikalsk bevæger albummet sig indenfor de gængse rammer for Dødsmetal; der bydes både på tempofyldte passager, hvor guitarerne flyver afsted, og sekvenser med det modsatte, hvor tingene er nede i skridttempo. Guitarerne bidrager også med mange lækre detaljer, hvor en melodistump, et par hurtige løb eller en flot solo er med til at hæve niveauet. Det samme gør produktionen, som er dejligt gennemsigtig, så detaljerne kommer frem. Samlet set er denne side af indholdet virkelig stærk og interessant at lytte til.
Men så er der Hermidas vokal, som han præsenterer i tre dele: Han brøler, han råber, og han skriger. Hvor de første elementer fungerer fint sammen med musikken, og er med til at styrke helheden, forholder det sig noget anderledes med den sidste. Problemet er, at skrigeriet totalt dominerer lydbilledet og splitter numrene ad. Det går gennem marv og ben, og jeg bliver ret hurtigt stresset af at lægge øre til det. Det er ødelæggende for oplevelsen, og det er kun på grund af en velfungerende musik, at ”Become The Hunter” slipper herfra med en OK bedømmelse.

Tracklist:
1. Meltdown
2. Two Steps
3. Feel Alive
4. Love Me To Death
5. In Hiding
6. Death's Anxiety
7. Skin Tight
8. The Scythe
9. Serene Obscene
10. Disaster Valley
11. Become The Hunter
Samlet spilletid: 39:47

Læs mere...

Oceans - The Sun And The Cold

I tre år arbejdede de fire medlemmer af Oceans på materiale til deres nye band, før det i 2018 officielt fik navn. Herefter udsendte de 3 singler, hvilket var nok til at få en kontrakt med Nuclear Blast Records. Selskabet udsendte 2 EP’er med Oceans, og står også bag bandets første udspil i fuld længde.
Her blander bandet to genrer, som man normalt ikke hører sammen: På den ene side Death Metal, på den anden side Nu-Metal, som er inspireret af lyden fra 1990’erne. Det lyder som uforenelige størrelser, og en egentlig blanding finder man også kun to gange: I titelnummeret, hvor en brølende vokal og grindende trommer sætter gang i tingene, og i ”Polaris”, som starter ret stille, men efterhånden tager til i styrke for al ende i ren Metal – albummets mest vellykkede kombination.
I de resterende numre er det Oceans’ fortolkning af Nu-Metal, der dominerer, og det går generelt ret stille for sig. Musikken er i perioder mere Rock end Metal, og selv om både vokalen og stortrommerne stedvist viser tænder, ligger numrene til den rolige side - Det er der som sådan ikke noget galt i.
Det er der til gengæld i bandets musikalske retning – eller rettere: Mangel på samme. I flere numre sidder man uvilkårligt med fornemmelsen af, at Oceans ikke har helt styr på, hvad de vil med musikken. Der bygges op, men så sker der ikke mere, og der er ingen elementer som f.eks. lækre melodier til at bøde på resultatet. Numrene virker derfor bare overproducerede, albummet er ikke overbevisende, og karakteren derefter.

Tracklist:
1. The Sun And The Cold
2. We Are The Storm
3. Dark
4. Paralyzed
5. Take The Crown
6. Shadows
7. Legions Arise
8. Polaris
9. Truth Served Force Fed
10. Water Rising
11. Hope
Samlet spilletid: 49:40

Læs mere...

Vomit Fist – Omnicide

Grindcore er en genre, hvor energi vægtes langt højere end struktur og sammenhæng, så da jeg så betegnelsen i pressematerialet, satte jeg mentalt Vomit Fist i den bås. At det var lidt forhastet, viser New York-bandet på ” Omnicide”, som er deres anden EP, for her er der plads til andet og mere end bare kaotisk power.
For lige at sætte tingene på plads: Rigtig Grindcore med alt hvad dertil hører leverer de tre medlemmer Skrag, Vürdoth, Lurkrot i rigt mål – numre som ”Death process”, ”Cleanser” og ”Sleep Paralysuis” er nøjagtigt lige så vilde og voldsomme som forventet – okay, så er det på plads.
Men allerede åbningsnummeret overrasker med sine duga rytmer i moderat tempo, sin kontrollerede energi og de flerstemmige(!) vokaler. Ikke mindre forbløffende er det instrumentale ”Overgrowth”, som er lige så meget Rock som Metal, og har fine melodilinjer.
På samme måde starter ”Remnant Light” ret roligt og kontrolleret, men spidser til helt til slut.
Endelig vil jeg fremhæve ”Single-minded Annihilation”, som er udmærket Death Metal, endda med et skud groove.
Så jo, mit første møde med Vomit Fist faldt positivt ud; amerikanerne viser, at det sagtens kan lade sig gøre at skrue lidt ned for vildskaben uden at miste power.

Tracklist:
1. Sleep Paralysis
2. Flies Choke the Grove
3. Cleanser
4. Single-minded Annihilation
5. Mass Mutation
6. Remnant Light
7. Death Process
8. Overgrowth
9. Choir of the Submerged Church
10. Mind-artifact Espionage
Samlet spilletid: 19:51

Læs mere...

Strigoi - Abandon All Faith

Da Paradise Lost guitaristen Greg Mackintosh mistede sin far i 2009, startede han sideprojektet Vallenfyre som en platform for at bearbejde sin sorg. Sidste år havde projektet udtjent sit formål, og blev derfor stoppet. Det har givet Mackintosh energi til at starte endnu et band; sammen med bassisten Chris Casket lancerer han bandet Strigoi. Navnet er hentet i den rumænske mytologi, hvor det betegner fortabte sjæle som kan vende tilbage fra graven i ny form.
Det er muligt, at Mackintosh har fået bearbejdet sin sorg, men hvis man skal vurdere ud fra numrene på dette album, har det ikke gjort ham mildere stemt. Indholdet er nemlig en meget voldsom omgang Death Metal, som har sine tunge momenter, men hovedsageligt afvikles i højt tempo. Den resulterende energi er positiv, men desværre er der ikke meget struktur i numrene, som ikke bare fremstår kaotiske, men også er iklædt en virkelig grim produktion. Den kombination er ikke spændende ret længe, hvorfor det Doomtunge ”Carved Into The Skin” er langt det bedste nummer på albummets første halvdel.
Om det er fordi jeg efterhånden når at vænne mig til den kaotiske stil, eller Mackintosh efterhånden får mere styr på tingene, kan jeg ikke helt bedømme. Fakta er, at numrene fra og med ”Plague Nation” hænger bedre sammen; energien bliver her til fint drive og tempo, og det redder en middel karakter hjem til ”Abandon All Faith”.

Tracklist:
1. The Rising Horde
2. Phantoms
3. Nocturnal Vermin
4. Seven Crowns
5. Throne Of Disgrace
6. Carved Into The Skin
7. Parasite
8. Iniquitous Rage
9. Plague Nation
10. Enemies Of God
11. Scorn Of The Father
12. Abandon All Faith
Samlet spilletid: 44:05

Læs mere...

Cor Vacante - Amygdala

Selv om Cor Vacante har mere end fem år på bagen, er det for de fleste et nyt navn; alligevel er de fem medlemmer ikke helt ubeskrevne, for deres tidligere bedrifter omfatter navne som Frameless Scar, Inbreeding Rednecks og Kellermensch. Nu udsender de deres første album, ”Amygdala”.
Det har de fyldt med ti Death Metal numre, hvor hovedparten hører hjemme i den mere mørke og lukkede ende af skalaen. Det starter ellers anderledes, for i de første numre er musikken lidt afdæmpet, mens vokalen til gengæld er ret aggressiv; en udmærket kombination. Herefter bliver albummet ret lukket, og mange af numrene ligner hinanden rigtig meget rent udtryksmæssigt - Det giver en ensformig stemning igennem albummet. Og det er ikke fordi man ikke får alle nuancerne med, for albummet er udstyret med en meget gennemsigtig og virkelig god produktion.
Heldigvis er der også et par numre, som stikker så meget ud fra mængden, at de fortjener at blive nævnt: Først er der ”I'm Still the Bastard You Created”, som foruden et bedre drive også har en lille portion melodi, der bringer tingene i balance. Det andet nummer er ”Tear Down the Barricades”, som starter småkedeligt, men så vokser tilstrækkeligt i intensitet til at blive et af de bedste på albummet.
Disse højdepunkter er desværre ikke nok til at overbevise mig for alvor; derfor må Cor Vacante nøjes med en middel karakter.

Tracklist:
1. Sleeping Beauty Collapse
2. Frame of Illusion
3. My September My Ruin
4. I'm Still the Bastard You Created
5. Putrid Kingdom
6. A Farewell Begins
7. Better Self
8. Tear Down the Barricades
9. Darker Days Instead
10. When You Welcome the Dark
Samlet spilletid: 46:14

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed