fbpx

Necrowretch - The Ones From Hell

Efter godt ti års eksistens og 3 studiealbums på gaden, syntes Necrowretch’ hovedmand Vlad, at der skulle ske noget nyt som optakt til det, der skulle blive til bandets fjerde album, ”The Ones From Hell”. Derfor tog han til Istanbul for at skrive materialet i nye omgivelser; ganske gennemført, må man sige.
Men hvis man ud fra den historie forventer at høre musik med østens mystik og stil flettet ind i numrene, bliver man skuffet; Necrowretch fortsætter stilmæssigt helt som de plejer med en blanding af Death- og Black Metal, der har kraftig slagside mod den sidstnævnte genre.
Det understreges fra start, for de to første numre er nærmest en opvisning i blastbeats og vilde guitarer, selv om der også bliver plads til en smule groove. Det kommer der mere af i titelnummeret, som længe bevæger sig i moderat, men sejt tempo, inden sluserne åbnes til slut, og der igen fræses løs. Hermed er der linet op til resten af albummet, hvor numrene er strikket sammen af de nævnte elementer. Og hvis man lige ser bort fra det uinteressante og ufærdige ”Absolute Evil”, klarer Vlad & Co. sig fint igennem balancen mellem brutal vanvid og seje riffs. Så selv om opskruet tempo virker som svaret på de fleste problemer, hæver ”The Ones From Hell” en tak over mine tidligere møder med Necrowretch.

Tracklist:
1. Pure Hellfire
2. Luciferian Sovranty
3. The Ones From Hell
4. Absolute Evil
5. Codex Obscuritas
6. Darkness Supreme
7. Through The Black Abyss
8. Necrowretch
Samlet spilletid: 37:04

Læs mere...

Blaze Of Perdition - The Harrowing Of Hearts

Selvom Blaze Of Perdition trådte ind på den polske Black Metal scene i 2007, og med "The Harrowing Of Hearts” udgiver deres femte album, er det første gang, jeg stifter bekendtskab med bandet fra Lublin.
Albummets produktion markerer sig hurtigt som en betydelig del af oplevelsen, for den er ikke særlig nuanceret; faktisk er den temmelig garage- eller demoagtig. Kombinerer man dette med bandets genre, vil mange sikkert forvente et musikalsk indhold, hvor vanvittigt tempo og brutalitet går hånd i hånd – det har polen leveret mange gode eksempler på i tidens løb.
Beskrivelsen passer bare ikke her, for Blaze Of Perdition følger en anden vej mod mørket. Ganske vidst er musikken rå, og der blastes løs i traditionel stil, men i perioder er det som om musikken står stille og bliver kedelig – det er udtalt i numrene i hhv. start og slut på albummet.
Derfor er det kun de tre numre midtpå, der fortjener opmærksomhed: i ”Transmutation of Sins”, ”Królestwo Niebieskie” og ”What Christ Has Kept Apart” træder den egentlige Black Metal frem, men trods pænt højt tempo er det ikke det, der scores point. Det sker via det drive, som numrene besidder, for det rykker virkelig godt – også når der skrues ned for brutaliteten. Desværre dækker beskrivelsen kun halvdelen af udgivelsen, og det er ikke nok til mere end et OK herfra.

Tracklist:
1. Suffering Made Bliss
2. With Madman's Faith
3. Transmutation of Sins
4. Królestwo Niebieskie
5. What Christ Has Kept Apart
6. The Great Seducer
7. Moonchild (bonus track)
Samlet spilletid: 51:28

Læs mere...

Midnight - Rebirth By Blasphemy

Et album fra et band, som kun har ét medlem – som vel at mærke ikke bruger sit navn Jamie Walters, men kalder sig Athenar – og en titel, som lover genfødsel gennem blasfemi; hvis ikke det peger på en gang Black Metal, så ved jeg ikke … ”Rebirth By Blasphemy” er det fjerde fra Midnight, og det første på Metal Blade Records.
Black Metal er ganske rigtigt på programmet, men hvis man sætter næsen op efter fræsende guitarer, dødsrallen og trommeangreb med hastigheder på kanten af det mulige, bliver man skuffet. Midnight kører en stil, som er rå og upoleret, men som på intet tidspunkt bliver ekstremt. I stedet minder det umiddelbart om er beskidt udgave af Thrash Metal, og ligger ikke verdener fra et navn som f.eks. Abbath.
Og Midnight arbejder virkelig efter KISS-princippet (Det står for Keep It Simple, Stupid og har intet at gøre med et totalt overrated Rockband fra USA): Musikken indeholder kun det nødvendige, og hvis ikke det var fordi Athenar skulle levere alle bidrag, ville det hele sikkert være indspillet live i studiet. Som det er nu, kan man også finde små unøjagtigheder her og der, men det gør ikke noget. Tværtimod gør det musikken mere levende, og giver samtidig numrene et ærligt præg, som man ikke hører hver dag. Det trækker bedømmelsen opad, så Midnight kan kontere fire stjerner for indsatsen.

Tracklist:
1. Fucking Speed and Darkness
2. Rebirth by Blasphemy
3. Escape the Grave
4. Devil's Excrement
5. Rising Scum
6. Warning from the Reaper
7. Cursed Possessions
8. Raw Attack
9. The Sounds of Hell
10. You Can Drag Me Through Fire
Samlet spilletid: 33:45

Læs mere...

Arkona - Age Of Capricorn

Med en start tilbage i 1990’erne har Arkona passeret sølvbryllupsalderen, og bandets syvende album, "Age Of Capricorn” er det andet med den nuværende besætning og samtidig det andet på Debemur Morti Productions.
Albummet indeholder seks numre, som alle er glimrende eksempler på, hvad Black Metal står for: Her er tempoet højt til meget højt, og strengeinstrumenterne skaber i fællesskab en kompakt og hård kerne af Metal. Samtidig bliver trommerne gennemtævet i en sådan grad, at man frygter for deres holdbarhed. Det hele rundes af med en vokal, som hvæser teksterne ud mod lytteren.
Beskrivelsen kunne umiddelbart give indtryk af noget ensidigt og lukket uden skygge af melodi, men det er ikke tilfældet. Det lykkes fint at flette melodiske elementer ind i guitararbejdet, og i et par numre spiller en klavermelodi en fremtrædende rolle. Det giver musikken et bredere fundament, men tag ikke fejl: Det er helt igennem benhård Metal, de fire medlemmer leverer.
Polsk Black Metal har altid stået stærkt, så i en tid hvor et stort navn som Behemoth søger i nye retninger er det godt at vide, at der er andre, som holder fast i den traditionelle stil. Det gør Arkona så overbevisende, at det er svært at komme med indvendinger.

Tracklist:
1. Stellar Inferno
2. Alone Among Wolves
3. Age of Capricorn
4. Deathskull Mystherium
5. Towards the Dark
6. Grand Manifest of Death
Samlet spilletid: 46:46

Læs mere...

Botanist - Ecosystem

Her er et band, som passer 100% ind i tidens fokus på miljø og klima: Botanist er en kvartet fra San Francisco, som selv betegner deres stil som Green Metal, fordi den omhandler menneskets behandling af naturen. Det hele er beskrevet som set af en fiktiv videnskabsmand, kaldet The Botanist.
Reelt er stilen Black Metal, men amerikanerne laver en meget personlig fortolkning af genren. Lydbilledet er domineret af et instrument, som jeg først antog var klaver, men nok nærmere er et hakkebræt eller lignende slagtøj. Resultatet er, at udtrykket bliver noget mindre aggressivt end normalt for genren - Også selv om frontvokalen gennemgående skriger temmelig voldsomt. Med til at glatte ud er også baggrundskorene, som veksler mellem at være let messende og blot synge rent. Den sidste udgave er meget speciel; de enkelte stemmer er rene nok, men det er som om, at de er sat skævt sammen med vilje. Det sidste er et mislykket forsøg på at skabe noget spændende, reelt er det bare irriterende.
Med en meget utraditionel instrumentering og deraf følgende lydbillede markerer Botanist sig meget selvstændigt på musikscenen. Desværre ligner mange numre hinanden en del, ligesom de specielle vokaler overdrives.
Og det er ikke fordi musikerne ikke kan bedre, for de enkelte elementer performes fint – de sammensættes bare underligt. Resultatet er, at de fremstår som om de er kun underlige og anderledes med det formål at være underlige og anderledes – og det høster man ikke mange point på hos mig.

Tracklist:
1-Biomass
2-Alluvial
3-Harvestman
4-Sphagnum
5-Disturbance
6-Acclimation
7-Abiotic
8-Red Crown
Samlet spilletid: 33:38

Læs mere...

Blut Aus Nord - Hallucinogen

Mit forhold til Blut Aus Nord har udviklet meget positivt over årene; efter de tidlige udgivelsers eksperimenterende, men uinteressante stil har franskmændene arbejdet sig frem til et niveau, hvor jeg ser frem til deres udgivelser - Således også det nye album, ”Hallucinogen“.
Her vender franskmændene tilbage til det eksperimenterende, men heldigvis med en helt anden tilgang end tidlige. Musikken er stadig Black Metal med højt tempo, bankende stortrommer og en aggressiv vokal … Det vil sige, at det sidste hører man ikke meget til. Vindsval & Co. har nemlig valgt en anden tilgang til det vokale. I stedet for at have en ekstrem vokal i front, går Blut Aus Nord den modsatte vej: Vokalerne er trukket så langt tilbage i lydbilledet, at de næsten overdøves af musikken. Derfor nytter det ikke meget, at vokalen er aggressiv, for den mister hovedparten af det vilde. Måske er det årsagen til, at de fleste vokaler optræder som kor, og endda i pæne og rene udgaver, som nærmest svæver hen over musikken.
Resultatet er, at store dele af albummet fremstår som rene instrumentalnumre; det er der som sådan ikke noget galt i, fordi musikken ikke har gashåndtaget i bund hele tiden, men også giver plads til passager med stille musik. Det giver fin afveksling, men kan alligevel ikke dæmme op for den monotoni, der sniger sig ind i løbet af en gennemlytning. Min anbefaling af albummet kommer derfor med en lille anmærkning.

Tracklist:
1. Nomos Nebuleam
2. Nebeleste
3. Sybelius
4. Anthosmos
5. Mahagma
6. Haallucinählia
7. Cosma Procyiris
Samlet spilletid: 48:56

Læs mere...

1349 – The Infernal Pathway

Siden deres debutalbum “Liberation” udkom i 2003, har 1349 hørt til blandt de mest markante repræsentanter for den norske Black Metal scene. Positionen har de udbygget med de efterfølgende udgivelser, og nu søger bandet at befæste den yderligere med deres album nummer syv.
Når jeg ovenfor skriver markant, mener jeg i virkeligheden brutal, og når man tager numrene på det nye album enkeltvis, ligger de inden for denne kategori: Frost maltrakterer sine trommer med vanlig intensitet, og Ravn brøler teksterne ud med stor vrede. Det hele sker primært i højt tempo, hvilket gør numre som ”Towers Upon Towers” og ”Striding the Chasm” til rene energibomber. Også ”Dødskamp” bør fremhæves, nummeret er baseret på et maleri af Edward Munch og var en opgave, som Munch museet gav til 4 forskellige bands i 2018.
For de enkelte numre er der således ikke noget at udsætte på indholdet, men når man ser på albummet som helhed, ændrer billedet sig lidt. Fordi hovedparten af spilletiden foregår med speederen i bund, bliver man lidt ”fartblind”, og tingene flyder lidt sammen. Det giver perioder, som er lidt monotone og ikke rykker helt så meget, og det trækker oplevelsen lidt nedad. Så selv om 1349 igen leverer brutal Metal, så mangler jeg noget substans, og "The Infernal Pathway” fanger mig ikke 100%.

Tracklist:
1. Abyssos Antithesis
2. Through Eyes of Stone
3. Tunnel of Set VIII
4. Enter Cold Void Dreaming
5. Towers Upon Towers
6. Tunnel of Set IX
7. Deeper Still
8. Striding the Chasm
9. Dødskamp
10. Tunnel of Set X
11. Stand Tall in Fire
Samlet spilletid: 44:02

Læs mere...

Verheerer - Monolith

Kun et år efter udgivelse af debutalbummet ”Maltrér” er Verheerer tilbage med et nyt udspil. Igen er det Vendetta Records fra Berlin, der står bag udgivelsen, og igen er det Black Metal, der står på menuen – så langt er alt ved det gamle. Til gengæld er besætningen udvidet, så de originale medlemmer BST og SMN har fået selskab af LKS,MYR og KRZ.
Albummet starter med et dybt og dystert klangtæppe, hvorfra musikken langsomt vokser frem – her er genrens traditionelle redskaber i brug. Men allerede i det efterfølgende titelnummer viser Verheerer en stærk håndtering af musikkens forskellige elementer, og kroner indsatsen med et stærkt omkvæd.
I de resterende numre fortsætter de positive takter, for her veksles der problemfrit mellem hårde og melodiske passager, ligesom tempoet flere steder i numrene ændres fra det stille til det opskruede. Det giver numrene dynamik og bredde, og gør dem rigtig interessante at lytte til. Det er rigtig god Black Metal, som illustrerer genrens stærke sider virkelig flot.

Vokalen er det eneste element, der ikke har forbedret sig siden sidst; den er let råbende og meget lidt varieret, selv om den er kraftfuld og myndig. Heldigvis overskygger kvalitetsløftet denne skønhedsplet, så den ikke ødelægger det samlede billede.
På debutalbummet klandrede jeg Verheerer for at levere en upersonlig indsats, men jeg skal love for, at tyskerne har taget et stort skridt fremad! ”Monolith” er helt anderledes interessant, og viser et meget mere modent band. Det vidner om en overraskende, men flot og imponerende udvikling, som fortjener anerkendelse og bør udvide Verheerers fanskare.

Tracklist:

1. Intro
2. Monolith
3. He Who Sowed the Poisoned Seeds
4. The Fatalist
5. The Eskapist
6. He Shall Reap a Thousandfold
7. Serpent Grave
8. Theios Aner & Irrisio
Samlet spilletid: 50:07

Læs mere...

Orm - Ir

Dansk Black Metal er inde i en meget positiv periode i disse år, hvor der udkommer mange markante albums. Et af disse var debutskiven fra Orm, som udkom i 2017 og øjeblikkeligt placerede bandet solidt blandt genrens udøvere. Nu er bandet så klar med album nummer to, som har fået titlen ”Ir”. Foruden at skrive og performe musikken, har bandet selv produceret, ligesom de også står bag det grafiske udtryk.

Man skal ikke lade sig forlede af, at der kun er to numre på udgivelsen; de er tidsmæssigt velvoksne sager, hvilket bringer den samlede spilletid op over tre kvarter. Denne fordeling af spilletid stiller store krav til numrenes opbygning, så disse ikke ender ensidige og kedelige. Balancegangen klarer Orm meget overbevisende ved at variere deres udtryk, så musikken ikke bliver monoton. Og det sker vel at mærke med de samme elementer, der gjorde det første album stærkt. Men netop fordi disse bruges intelligent, savner jeg ikke fornyelse, for udviklingen ligger i fordelingen af, hvordan de enkelte brikker i puslespillet lægges. Her lader Orm f.eks. musikken stige og falde i intensitet, så passager med helt stille akustisk guitar afløses af voldsomme udladninger af Sort Metal med stor energi. Det skaber dynamik, men giver også en fin bredde og balance mellem power og melodi.

Hvis man syntes om debutskiven, vil man også kunne lide ”Ir”, selvom albummet kræver lidt mere af lytteren: De lange numre fortjener at man fordyber sig og lytter aktivt, så de mange facetter og deres samspil rigtigt kommer til deres ret. Belønningen er endnu en stærk performance, der får Orms stjerne til at lyse endnu kraftigere.

Tracklist:
1. Klippens Lyse Hal
2. Bær Solen Ud
Samlet spilletid: 47:17

Læs mere...

Crimson Moon - Mors Vincit Omnia

I år er det 25 år siden Scorpios Androctonus startede Crimson Moon som et enmandsprojekt i USA; senere flyttede han til Tyskland, hvor besætningen blev udvidet til et egentligt band. Trods de mange år på banen er ”Mors Vincit Omnia” kun bandet fjerde fuldlængde, så man kan ikke klandre dem for at overeksponere sig selv.

De har nu ingen grund til at gemme sig, for albummets 8 numre byder glimrende Sort Metal. Her scorer Crimson Moon point på deres håndtering af genrens grundelementer, så den hamrende rytmesektion og de fræsende guitarer fungerer glimrende sammen med hovedmandens skærende vokal. Musikken suppleres med diverse stemningsskabende elementer, hvor især de messende baggrundskor, der pryder flere numre, giver helheden et løft.

Men ikke alle ideer fungerer lige godt. Helt galt er det i “Parcae - Trinity of Fates”, hvor en fyr ved navn Phaesphoros spiller blokfløjte (!). Det lyder mest af alt som det, man som forælder er tvunget til at lytte til, når ens håbefulde afkom spiller til forårskoncert i tredje klasse - Den slags hører selvsagt ikke hjemme på en seriøs udgivelse! Heldigvis står dette fejltrin alene, og kan ikke ødelægge helheden. Så selvom ”Mors Vincit Omnia” ikke flytter grænser for Black Metal genren, er det et godt og solidt udspil, der bestemt er et prøvelyt værd.

Tracklist:
01 Vanitas
02 Altars of Azrael
03 Godspeed Angel of Death
04 Upon the Pale Horse
05 Parcae - Trinity of Fates
06 Mors Vincit Omnia
07 Funeral Begotten
08 Tempus Fugit
Samlet spilletid: 24:25

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed