fbpx

Rammstein - Paris Fremhævet

Rammstein - Paris

At det visuelle altid har været en vigtig del af Rammstein ses bl.a. ved, at tyskerne efterhånden har udsendt næsten lige så mange DVD’er som studiealbums. Og nu kommer der så endnu én, men ”Paris” er ikke en traditionel koncertoptagelse. I stedet er der tale om en koncertfilm instrueret af svenske Jonas Åkerlund, som er kendt for at lave musikvideoer for kunstnere lige fra Madonna og Lady Gaga til netop Rammstein. Filmen blev optaget 6. og 7. marts 2012 i Frankrigs hovedstad, hvor Åkerlund havde hele 25 kameraer til rådighed – det forklarer hvorfor redigeringsarbejdet tog mere end et år.
Koncerterne stammer fra ”Made In Germany” touren, så setlisten indeholder mange ældre numre som ”Bück Dich”, ”Mutter” og ”Asche Zu Asche” blandet med nyere tracks som ”Haifisch” og ”Amerika” – det kan man ikke rigtigt klage over. Det samme gælder billedkvaliteten, for optagelserne er virkelig skarpe og med fyldige farver. Hertil passer lydsidens 5.1 surround mix glimrende, man omsluttes af koncertstemningen.

Filmen har altså alle forudsætninger for at blive noget exceptionelt, men desværre lykkes det ikke at komme i mål, trods de mange muligheder. Netop de mange kameraer ender som en hæmsko, for det enkelte af dem er kun på ganske få sekunder, så klippes der til et andet.
Disse korte sekvenser får optagelserne til at fremstå mere dynamiske; det virker som om der kommer turbo på begivenhederne – det var det samme der blev brugt til at peppe tingene op dengang MTV var en rigtig musikkanal. Samtidig kan Åkerlund ikke lade være med at lægge forskellige visuelle effekter ind over billederne, ligesom der er mange klip med musikerne i slow motion mikset med real time optagelser. Men når jeg f.eks. ser Flake tage sin obligatoriske tur i gummibåden, kommer jeg ikke tættere på ved at se det i slow – tværtimod virker det distanceret og unødvendigt.

Problemet er, at hverken Rammsteins musik eller deres eminente sceneshow har brug for kunstige virkemidler – de to ting udgør i forvejen en perfekt enhed. Derfor bliver det hele unødigt hektisk, og filmen kommer til at fremstå som én lang musikvideo. Det er brandærgerligt, når man ser det store arbejde der er lagt i selve optagelserne.
Jeg tror, der er to måder at bedømme filmen på: Hvis man er træt af traditionelle koncertoptagelser, vil Åkerlunds stil sikkert virke som et frisk pust, men er man mere til traditionelle koncertoptagelsers roligere tempo, vil ”Paris” være et tilbageskridt. Jeg hører til den sidste gruppe …

Tracklist:
1. Intro
2. Sonne
3. Wollt Ihr Das Bett In Flammen Sehen
4. Keine Lust
5. Sehnsucht
6. Asche Zu Asche
7. Feuer Frei!
8. Mutter
9. Mein Teil
10. Du Riechst So gut
11. Links 2-3-4
12. Du Hast
13. Haifisch
14. Bück Dich
15. Mann Gegen Mann
16. Ohne Dich
17. Mein Herz Brennt
18. Amerika
19. Ich Will
20. Engel
21. Pussy
22. Frühling In Paris
Making of
Samlet spilletid: 142:35


Yderligere information

Mere i denne kategori: « Satyricon - Live At The Opera

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.