fbpx

Various Artists - Global Metal

Various Artists - Global Metal

”Global Metal” er en efterfølger til dokumentarfilmen ”Metal: a headbangers journey”, som igen har den canadiske antropolog og metalentusiast Sam Dunn som instruktør.

”Global Metal” tager fat, hvor forgængeren sluttede.
Sam Dunn vil denne gang undersøge, hvor stor en indflydelse metal kulturen har uden for den vestlige verden.
Han begiver sig ud på en mission, der fører ham til verdens yderkanter. Fra Brasilien over Japan til Saudi Arabien, Israel og Indien m.fl.

Filmen byder på interviews af så vel kendte musikere som Marty Friedman, Bruce Dickinson, Lars Ulrich mfl. som lokale headbangere og amatørmusikere rundt i verden.
Filmen er på nogle punkter en øjenåbner for kulturens mangfoldighed og betydning i hele verden, men filmen nærmer sig på ingen måde sin forgænger i underholdningsværdi.

Ganske vist er der nogle sjove og skæve indslag, hvor en heavy koncert afholdes side om side med et bryllup i Indien, og et interview med to saudier, der i fuld ”oliesheik” uniform sidder med en elguitar med iron maiden klistermærker og giver den gas.

Min begejstring for forgængeren ville ingen ende tage. Derfor var mine forventninger til denne film skruet ekstra højt i vejret, hvilket må siges at lede til endnu større skuffelse.
Der er ingen tvivl om, at Sam Dunn er en god ambassadør for heavy metal kulturen. Hans tilgang til emnet er fyldt med respekt og ydmyghed.
Men de 93 minutter filmen varer, føles alt for lange, fordi der lægges for meget vægt på interviews med ukendte artister og fans. Filmen har slet ikke den dybde og teoretiske tilgang, som kunne opleves i forgængeren, og der er for langt mellem de sjove og skæve indslag.

Filmen er ikke distribueret i Danmark, hvilket gjorde at undertegnede måtte bestille den hjem fra Holland
Da filmen indeholder interviews af folk fra hele verden på deres respektive modersmål, er man afhængig af undertekster for at få alle detaljerne med. Men undertekst mulighederne på filmen begrænser sig til et sprog, nemlig Hollandsk.
Dette gjorde, at jeg foruden ikke følte mig nok underholdt af filmens udvikling, heller ikke kunne forstå en fjerdedel af interviewene i filmen, og dermed gik glip af de detaljer, som kunne skabe helheden.

Konklusionen på denne anmeldelse må derfor være, at det er en indsigtsrig og interessant film for den inkarnerede metalfan, men hvis man ikke kan vente til den udgives i Danmark, skal man ikke forvente sig meget. Jeg vil give filmen 2 ud af 6 stjerner.

Yderligere information

  • Band/Kunstner: Various Artists
  • DVD titel: Global Metal
  • Karakter: Karakter: 2.0
  • Pladeselskab: Seville Pictures
  • Genre: Metal

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.