fbpx

Never A Hero - UnEvolution

Never A Hero er ikke noget helt nyt navn på rockscenen. Bandet fra Sudbury, England, har eksisteret siden 2009 og har udgivet flere EP’er, samt debutalbummet ”Bleed Between the Lies”, der fik en del omtale. Nu er de så tilbage med deres andet album, ”UnEvolution”, der bliver mit første rigtige møde med dem.

Og der er sgu meget godt gang i de her fem engelske gutter. De spiller en energisk blanding af alternativ rock med melodiske metal elementer, og det gør de faktisk udmærket. Jeg fornemmer dog af og til at de eksperimenterer en tand for meget med de forskellige genrer, og nogen gange bliver udtrykket en smule for rodet. Men, men, men….jeg kan nu meget godt lide det alligevel. Efter en kort intro åbner pladen for fuld skrue med nummeret ”Mr. Munchausen”, der klart er at af albummets tungeste numre. Og her fungerer de forskellige inspirationer rigtig fint. Og så sker der noget sjovt, for skæring nummer tre ”Nightboy” er lidt pudsig. Et up-tempo meget dansabelt nummer, der dog unægtelig besidder en vis charme. Den stil fortsætter til næste nummer ”Not Too Cool to Dance”, hvor der også bliver rappet lidt indover musikken. Man kan i hvertfald ikke beskylde drengene i Never A Hero for at være bange for at eksperimentere, og langt hen ad vejen er resultatet egentlig også ok at høre på. Skæring nummer 6 ”The Crow that Follows You Home” byder både på skønsang, guitarsolo og elektroniske elementer. Der er meget i spil og selvom jeg generelt synes det er et godt nummer, kunne jeg godt have ønsket mig lidt mindre lir. Et nummer som ”Falling Up” er et af de simpleste, og det er klart et af albummets bedste! Selvom teksten grænser til det sødsuppeagtige (”You are my pink butterfly, I am your blue butterfly”, etc.) så kan jeg godt lide forsanger Phrixus i hans følsomme momenter.

”UnEvolution” er en hæderlig skive. Igen, jeg synes der er for meget lir, for mange skæve elementer og for mange inspirationskilder, bandet prøver at forene til at resultatet bliver helt sammenhængende. Men det de viser her er absolut ikke dårligt. 3 stjerner ud af 6 for en fin, men dog jævn præstation.

Track list:
1. A Thousand Days Wasted
2. Mr. Munchausen
3. Nightboy
4. Not Too Cool To Dance
5. It’s The Way
6. The Crow That Follows You Home
7. God Is Complex
8. Kramer
9. Falling Up
10. The Idiots Are Winning
11. Succubus
12. Time To Crucify
Samlet spilletid: 00:38:00

Læs mere...

Snack Family - Pokie Eye

Af og til, når man får tilsendt en EP fra et eller andet undergrundsband, man aldrig ville være stødt på hvis ikke det var dumpet ind i ens mailbox, kan man ikke undgå at dømme dem på det umiddelbare indtryk f.eks. deres navn giver. Og i dette tilfælde tænkte jeg; ”Snack Family? Shit, det er sikkert noget gøglermusik.” Men den fordom bliver hurtigt manet til jorden, da jeg sætter mig ned og lytter til dem.

Jo, der er da elementer af gøgl i Snack Familys musik, men det er gøgl som fra et cirkus fra ens mareridt hvor en mand, der lyder uhyre meget som Nick Cave, er sprechstallmeister og guide på turen gennem den her skæve rock ’n’ roll karrusel. Det er sådan ”Pokie Eye” lyder, og det kan ikke beskrives bedre eller på anden vis. For det er en sær men samtidig utrolig forførende og mystisk omgang – magasinet NME har tidligere beskrevet det som ”dementer rock blues”. Snack Family er fra London og består af de tre gutter Andrew Plummer, Tom Greenhalgh og James Allsopp, og de har spillet sammen siden 2011. Jeg bliver straks fortryllet af det univers bandet bygger op. EP’en åbner med den flabede ”Lupine Kiss”, der charmerede sig ind i mit hjerte med sin skæve rytme og Allsopp’ lækre saxofonspil. ”Plastic Factory” er en coverversion og egentlig EP’ens svageste nummer synes jeg. Men det swinger, det kan man ikke klage over! Den 5 minutter lange ”No Reason” er helt igennem fantastisk! Med sit dystre lydspor og Plummers fremragende hæse, mørke vokal, lyder den som noget der kunne være lydspor til en David Lynch film – og dette er bestemt et kompliment fra min side! Det sidste nummer er det skøreste indslag, men ikke desto mindre er ”Pokie Eye Poke Ya” mindst ligeså fabelagtig som resten af EP’en.

”Pokie Eye”s 15 minutter efterlader mig med en ustyrlig lyst til at høre mere, og det bliver til nok omkring 20 gennemspilninger, mens jeg skriver dette. Det er skævt, betagende og allerhelvedes rock ’n’ roll, og jeg er simpelthen vild med det de her drenge gør! Det er så anderledes og så helt igennem syret, at jeg ikke kan andet end elske det. Og så er der ingen tvivl om at Snack Family har utrolig godt tjek på deres instrumenter. De her gutter kunne godt gå hen og blive rigtig store!

Track list:
1. Lupine Kiss
2. Plastic Factory
3. No Reason
4. Pokie Eye Poke Ya
Samlet spilletid: 15:00

 

Læs mere...

Phal:Angst - Black Country

Bandet med det lidt specielle navn Phal:Angst er resultatet af en sammensmeltning af to eksisterende musikalske projekter: Phal og Project Angst. De er fra italien og har eksisteret siden 2006. De har tidligere udgivet 2 albums, medvirket på et par soundtracks og der er allerede planlagt udgivelse af et remixalbum af dette, der er deres tredje album.

Det er altså nogle ganske ukendte, men tilsyneladende produktive drenge der står bag dette projekt. Og ”projekt” er nok den eneste måde jeg rigtig kan beskrive Phal:Angst på. For det lyder ikke rigtig som et band. Mere som en ide, en kreativ process eller outlet, end et decideret ”orkester”. Genremæssigt lægger de sig et sted mellem noget post-rock lignende, med kraftige industrial inspirationer. Når det er sagt, må jeg lige indskyde at det nærmest er umuligt at beskrive Phal:Angst’s lyd med ord. Pladen, der har fået den dystre titel ”Black Country”, åbner med et næsten 15 minutter langt nummer, der hovedsageligt består af noget spoken word, med en smule messende sang til ovenpå et lydspor af elektroniske elementer. Det er på samme tid både dragende og en smule uhyggeligt. Og mest af alt lidt underligt. Titelnummeret er anden skæring, og det ligner mere et stykke musik man kan forholde sig til. Desværre er det bare ikke særlig godt. Eller også er det mig, der ikke er dybsindig nok til at forstå det store guddommelige budskab. For selvom jeg fornemmer at der er en dybere mening med det her projekt og de sære toner der kommer fra det, så er det bare pakket ind i alt for meget særhed og for lidt musikalitet til, at jeg på noget tidspunkt rigtig kan finde ud af, hvad det går ud på. Der er yderligere to numre på albummet der varer næsten 15 minutter. Sammenlagt ender vi på en spilletid på 55 rædsomme, ligegyldige, vanvittigt umusikalske minutter. På ”Black Milk Of Morning” titter der halvvejs igennem lidt melodi frem, som egentlig lyder ret fint. Desværre er det overstået meget hurtigt, og forsangeren tager over med sin mærkelige vokal og hverken messer eller synger, men mest af alt lyder som en prædikant der har ondt i maven.

Phal:Angst er noget af det særeste jeg har lagt øre til meget længe, og jeg har meget svært ved at sige noget som helst pænt om det. Det er simpelthen bare for mærkeligt og for utilgængeligt, og hvis jeg må være 100% ærlig, er det samtidig ganske rædselsfuldt at høre på!

Track list:
1. Hardwire
2. Black Country
3. The Old Has To Die and the New Must Not Be Born
4. Black Milk Of Morning
5. Theta
Samlet spilletid: 55:00

Læs mere...

Metal Moth - Rise

15 minutter. Mere tid får jeg ikke til at vurdere denne lille EP fra britiske Metal Moth. Den indeholder nemlig kun fire numre, om end fire ganske udmærkede numre. Newcastle bandet blev dannet tilbage i 2012, og ”Rise” er den første af tre planlagte EP’er fra det femmand store band, der for øvrigt har en kvinde bag trommesættet, hvilket jeg ikke kan huske at have set i meget lang tid.

Og hun spiller forrygende godt! Og det gør resten af bandet faktisk også. Metal Moth skriver i pressematerialet, at de er stærkt inspireret af klassisk heavy metal, og det fornægter sig bestemt ikke. Og når det unge band mixer det klassiske med mere moderne, tunge og præcise riffs, kommer der faktisk en rigtig fed lyd ud af det. Det melodiøse og det hårde smelter sammen til et ret unikt udtryk, og Kurt Hudsons vokal smager af og til lidt af Lemmy, hvilket absolut heller ikke er dårligt at høre på. Åbningsnummeret ”Moth To The Flame” er kraftigt inspireret af oldschool heavy, med sit meget melodiøse omkvæd, mens ”One More Time” smager af noget mere moderne. Jeg er vild med dets knivskarpe riffs, tunge trommer og det høje tempo. Uanset hvad bandet kaster sig over, lyder det dog rigtig godt. De spiller meget præcist og overbevisende , og deres sangskrivning holder også et virkelig højt niveau. Mit favoritnummer må være skæring nummer tre ”Meltdown” hvor Hudsons vokal og de hvinende guitarer virkelig stjæler billedet, og de tunge riffs inden omkvædet gør det umuligt for mig ikke at rocke med foran anlægget. Også EP’ens sidste nummer, den tempofyldte ”Metal Maniac”, er ganske udmærket og igen sidder alting fuldstændig i skabet. Bandet udviser desuden virkelig god energi, og selvom 15 minutter burde være overskueligt at holde niveauet på, så tager jeg alligevel hatten af for det imponerende tempo de holder sig.

Metal Moth har tydeligvis en masse at byde på og det er bestemt ikke umuligt, at de er et band vi kommer til at stifte nærmere bekendtskab med, over de næste par år. Deres anden EP ud af tre er planlagt til at udkomme i starten af det nye år, og hvis de fortsætter stilen fra ”Rise”, er jeg sikker på at de kunne være tæt på at få et gennembrud på metalscenen.

Track list:

1. Moth To The Flame
2. One More Time
3. Meltdown
4. Metal Maniac
Samlet spilletid: 15:00

Læs mere...

Hellion Rising - Eight Of Swords

Britiske Hellion Rising har slået deres folder på metalscenen omkring hjembyen New Castle og resten af det nordøstlige England siden 2012, hvor deres første EP udkom. Jeg har ikke tidligere stiftet bekendtskab med bandet, der er stærkt inspireret af bands som Kylesa, Pentagram og ikke mindst Clutch, med deres tunge rockede lyd.

”Eight Of Swords” er således bandets anden EP, og anerkendte medier indenfor rockens verden, blandt andre Kerrang! Magazine, har spået dem en lysende fremtid. Og mens jeg lytter til EP’en kan jeg da godt se små glimt af den fremtid. Om end de er meget små. Hellion Rising har klart fat i noget af det rigtige. Jeg kan godt lide deres lidt skramlede garagelyd og der gemmer sig mange lækre riffs of gode melodier hist og her. Singleforløberen ”The Beast” er helt sikkert et af de stærkeste numre, med sin groovy melodi og nogle blærede guitarsoli. Forsanger Matt Adamson har også en ganske fin vokal, der dog ind imellem virker en smule svag, men jeg tror der er masser af potentiale i ham. Den tempofyldte ”Wretch Nailed Tongue” er egentlig et ganske fint nummer, selvom det af og til lyder som om der faktisk er lidt for meget tempo på, til at alle i bandet kan følge med. Og så kunne jeg godt være foruden den insisterende high hat, der død og pine skal være med i baggrunden konstant. ”Goat Charmer” er klart mit favoritnummer. Her synes jeg bandet rammer en meget helstøbt lyd, som jeg virkelig savner i resten af numrene. Også Adamsons vokal fungerer rigtig fint her. Hellion Rising lyder som om de af og til har lidt svært ved at blive enige om, hvilken lyd de går efter, og hvad deres slutresultat egentlig skal blive. Og det er rigtig ærgerligt, for når der ellers er enighed om det – som på ”Goat Charmer” – lyder det faktisk ret fedt.

Alt i alt er dette ikke noget vanvittigt spændende udspil. Det fungerer udmærket, og det lyder egentlig ok. Men det er en smule ensformigt og egentlig bare ikke særlig unikt eller interessant. Hvis du er Clutch fan tror jeg helt sikkert, at du ville kunne se noget fedt i de her fem britiske metalhoveder, for lyden og viben er meget den samme. Der skal dog nok gå ret lang tid endnu, før Hellion Rising kan bevæge sig op på samme niveau.

Track list:

1. With Bricks of Bone And Blood as Mortar
2. The Beast
3. Wretch Nailed Tongue
4. Bereavement of the Chimes
5. Goat Charmer
6. Just For Tonight
Samlet spilletid: 29:00

Læs mere...

Escapethecult - All You Need To

Bandet – eller måske nærmere projektet - Escapethecult er sammensat af musikere fra nogle virkelig store navne. Med bassist Peter G. Shallmin som den musikalske hovednerve, samt trommeslager Tim Alexander (kendt fra Primus og A Perfect Circle), den svenske Grammynominerede guitarist Mike Wead (kendt fra King Diamond og Mercyful Fate) og sanger Matthieu Romarin (kendt fra Uneven Structure), blev dette altså til Escapethecult.

Og denne udgivelse har ifølge det medsendte pressemateriale været ventet længe og med stor spænding. Lad mig sige det med det samme; dette er ikke let tilgængelig musik. Det skal lyttes til med alle sanser og fuld opmærksomhed, før det folder sig ud for alvor og fanger en til fulde. Men når det så rammer en, er der ingen tvivl om at det er ganske fremragende. Inspirationen fra Primus og A Perfect Circle fornægter sig ikke og jeg hører også en knivspids af noget, der minder om The Mars Volta og Tool. Og jeg kan enormt godt lide bandets lyd! Alt ved dette lille album er rigtig fint skruet sammen og jeg elsker den helt unikke lyd og stemning der er på skiven. Jeg kan også virkelig godt lide Matthieu Romarins vokal, der er både blød og lækker og med en snert af en skøn hæshed, som giver det hele lidt kant. Jeg er vildt med numre som ”Clandestine” og ”I’m Absolute”, der flyder langsomt men sikkert gennem ens øregange med sine blide slow tempo toner og lækre riffs. ”Feel The Flight” er en rigtig lille guitarperle, der bliver mere og mere lækker at lytte til for hver gang. Det er fantastisk når Mike Wead får lov at holde musikalsk legestue og give den gas! ”Tired Of The Past” bliver ført frem af en lækker basgang og skæve trommer, og der er en fantastisk underspillet energi i nummeret. Når det er sagt, må jeg dog også tilføje at numrene lidt nemt glider sammen og det er svært at holde fokus på sangene, medmindre man har virkelig god tid. Kompleksiteten bider sig selv lidt i halen og musikken bliver en smule for indadvendt og søvnig.

”All You Need To” er en kompliceret lille sag med masser af lag, der virkelig udfordrer den ægte musikelsker fuldt ud. Og hvis man er til den type musik så vil man helt sikkert elske Escapethecult, for det ER pisse godt – det er bare absolut ikke nemt at holde opmærksomheden længe nok til, at musikken virkelig kan nå at røre en. Men holder man ud, åbner der sig en fed musikalsk oplevelse for en!

Track list:

1. Backfired
2. Clandestine
3. I’m Absolute
4. Feel The Flight
5. Tired Of The Past
6. This Time Will Come
7. Where No Grown Up Grapes

Samlet spilletid: 36:00

Læs mere...

The Hate Colony - Navigate

Dette fem mand store metalmonster af et band, The Hate Colony, kommer fra Trondheim i Nordnorge. De har eksisteret siden 2010 og er altså stadig et forholdsvis nyt navn, men ikke desto mindre har de allerede gjort sig ret bemærkede i hjemlandet. De har en enkelt udgivelse med sig i bagagen og dette album ”Navigate” er spået til at blive deres helt store gennembrud.

Og det kunne måske nok give bandet en hel del omtale om ikke andet. For der er rigtig meget som fungerer rigtig fint for drengene på den her udgivelse. Det er i hvertfald meget hurtigt tydeligt for mig, at de her gutter kan spille musik. Hele vejen gennem pladens 47 minutter spiller de totalt overbevisende, overlegent og bundsolidt, og der er masser af guf i form af lækre riffs, tungt og fuldstændig præcist trommespil og gode melodier med passende variationer. Også forsangeren – der kalder sig Lord Mordor – har en ganske fremragende vokal. Men men men….når det så er sagt, er jeg nødt til at sige, at jeg hurtigt kommer til at kede mig lidt. Der er masser af musikalsk lir på ”Navigate” og jeg nyder bestemt at sidde og svælge i det, men det er som om det lidt for meget får lov at leve sit eget liv, og bliver en anelse for rodet. Uanset hvad vil jeg dog gerne fremhæve et par af de numre jeg synes holder, for dem er der faktisk en pæn håndfuld af. ”Blood Runs Black” starter med et superfedt guitarriffs og bygges op af fantastisk energisk bas og trommespil. Lord Mordors vokal er ond og hæs, og nummeret har i det hele taget en fantastisk stemning. Efter det følger ”Solitude”, der også er en af mine favoritter. Med sin perfekte tunge rytme, giver det mig associationer til Meshuggah og giver mig ufattelig meget lyst til at headbange foran tastaturet, mens jeg skriver dette. ”Pandemonium” og ”Path Of Resistance” runder skiven rigtig fint af, og især førstnævnte synes jeg er ret fantastisk. Men fælles for begge er, at energien er i top og drengene spiller som om intet kan stoppe dem. Det er synd den energi ikke helt holder samme niveau hele vejen igennem.

The Hate Colony er et levende bevis på at Norge har andet at byde på musikalsk end black metal. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at dette album kan give dem det gennembrud de mangler. For de kan rigtig meget, og der er uden tvivl masser af fed musik i de her gutter. Så snart det har fundet sin endelige form og de får tøjlet alle deres gode ideer lidt mere, tror jeg helt sikkert de kan blive rigtig store.

Track list:

1. Recheck
2. Trigger
3. The Letter
4. Blood Runs Black
5. Solitude
6. Domain
7. When Worlds Collide
8. Nothing Less
9. Interlude
10. Dialogue
11. Pandemonium
12. Path Of Resistance
13. Welcome To The Hate Colony
Samlet spilletid: 47:00

Læs mere...

Dot Legacy - Dot Legacy

Ifølge deres pressemateriale har Franske Dot Legacy kæmpet siden deres spæde begyndelse tilbage i 2009, for at finde en unik og særpræget lyd, de kunne kalde deres egen. Og nu kommer så deres selvbetitlede debutskive, der om ikke andet i hvertfald ikke lyder som noget andet, jeg kan huske at have lagt øre til meget længe.

Dot Legacy spiller rock ’n’ roll med inspiration fra noise og stoner rock, samt en del psykedeliske elementer også. Og resultatet er en spøjs og finurlig gang rockmusik med masser af charme og sjæl. Men måske også med en smule for megen indadvendthed, der lidt forhindrer musikken i for alvor at nå ind i ens bevidsthed og sætte sig fast. For det er ikke ukompliceret musik, Dot Legacy præsenterer sin lytter for, og det ender med at bide dem selv lidt i røven. Dog er det uden tvivl enormt velspillet musik de fire unge franskmænd spiller. Åbningsnummeret ”Kennedy” bæres frem af fremragende guitarspil og skæve trommerytmer, men er ellers en sær lille sag rent lyrisk. ”Think Of A Number” er lidt samme dur men en anelse mere punket i sit udtryk. På ”Days Of The Weak” formår bandet for første gang rigtigt at vække min interesse, og den instrumentale perle ”The Passage” er klart et af albummets højdepunkter. Også den 5 minutter lange ”Pyramid” er et ganske interessant nummer med en fed energi og en stemning, der sender mig direkte tilbage til 70’er rocken.  Pladens sidste nummer, ”3 am” ,er dog klart min favorit, for det er først her jeg virkelig føler jeg mærker menneskene bag musikken lidt. Generelt føles faktisk mest som om drengene spiller for sig selv. Som om de ikke helt har – eller ønsker – at være i øjenhøjde med deres publikum. Eller også har de simpelthen bare, i deres søgen på den her unikke lyd, glemt hvem de egentlig har lyst til at henvende sig til. For jeg mærker dem bare aldrig rigtig i musikken. Og det gør faktisk at jeg kommer til at kede mig lidt i de 46 minutter skiven kører.  

Jeg priser mig lykkelig og klapper i mine små hænder over den originalitet, Dot Legacy lægger for dagen. Om end jeg aldrig rigtig bliver fanget ind i deres kryptiske univers og ikke er helt sikker på jeg forstår det, men den ros skal de have, at det så absolut er helt deres eget. Er du til stoner rock og aparte toner, så er det heller ikke umuligt at du vil synes Dot Legacy er et fremragende lille band.     

Track list:
1.       Kennedy
2.       Think Of A Name
3.       Days Of The Weak
4.       The Passage
5.       Pyramid
6.       Gorilla Train Station
7.       Rumbera
8.       The Midnight Weirdos
9.       3 am
Samlet spilletid: 46:00

Læs mere...

Qui - Life, Water, Living

Den Californiske duo Qui blev dannet tilbage i 2000 og har tilsyneladende opnået pæn anerkendelse i hjemlandet. Selv har jeg aldrig stiftet bekendtskab med dem, før deres tredje album ”Life, Water, Living” havner i min inbox. Og da jeg i første omgang lytter til det, synes jeg egentlig ikke jeg er gået glip af ret meget. Men langsomt åbner der sig alligevel noget i Paul Christensen og Matt Cronk’s sære musikalske univers.

Det er meget underspillet, det er skævt og lidt underligt. Jovist, det er faktisk også meget velspillet, meget rock ’n’ roll og forfriskende anderledes. Qui spiller rockmusik med rod i den gode gammeldags rock ’n’ roll, og uden store armbevægelse og stadionlyd. Og så er det gennemgående holdt meget i slow tempo og som sagt, næsten stoner agtigt. Og man skal lidt ned i de dybere lag af deres lyd, før det går op for en, at der faktisk er virkelig mange fine ting i det her musik. Albummet åbner med nummeret ”Kicked Out Of Mime College”, der på alle måder er virkelig underligt. Men hold kæft en fed bas der er på det, og nogle vildt blærede breaks! Begge fyrene i bandet bidrager med vokal, og deres klange og harmonier passer virkelig godt sammen. Selvom pladens første del klart er den mest sære, er der masser af fine numre at komme efter. ”Awkward Human Interest” er et af de fedeste numre, jeg længe har hørt! Med sin skæve, jazz agtige rytme og laidback stil er det både vildt charmerende og virkelig lækkert at lytte til. Også drengenes vokaler er rigtig fede sammen her. ”Boogie Down Disappointment” er et fint lille nummer, bygget op på et solidt guitarriff og rigtig fint trommespil. Man skal holde tungen lige i munden under ”The Kind Of Jazz This Is”, det er et sandt virvar af musikalske finurligheder og finesser, og jeg elsker hvordan det lykkes for Christensen og Cronk at skabe et helt unikt lydbillede, mens jeg lytter til nummeret. Det samme gør sig gældende på albummets sidste halvdel, hvor den fantastiske ”Songbirds” dukker op! Det virker simpelthen så uendeligt cool, at jeg sidder med åben mund og polypper, og bare tager hvert lille sekund af det ind. For helvede, det er lækkert spillet og for nu at bruge et godt gammelt udtryk, der har fået en renæssance, så har det virkelig ”swagger”! Før enden helt nærmer sig er jeg nødt til også at nævne ”Whatareeyadoin”, der indeholder meget af en samme lækre feel, tilsat en stærk om end simpel, men utrolig stærk basgang, der bærer nummeret.

Der er ingen tvivl om at Qui virkelig formår at udfordre deres lyttere, og dette album kræver virkelig ens fulde opmærksomhed. Pludselig kunne jeg bare ikke lade være med at lytte! Nuvel, deres lyd er ikke ligefrem radiovenlig eller lettilgængelig, men det her album er klart for alle, der ikke er bange for at lytte og dykke helt ned i musikken og smage på hver enkelt lille anslag og hver eneste toneart. For ellers går man glip af alle de små finesser og fine musikalske perler, der er at finde på ”Life, Water, Living.”  

 

Track list:

1. Kicked Out of Mime College
2. Life Water Living
3. Mucho Sex In America
4. Awkward Human Interest
5. Boogie Down Disappointment
6. The Kind Of Jazz This Is
7. Proof Of Bass
8. Songbirds
9. You’re A Girl
10. Whatareeyadoin
11. Ham Spray

Samlet spilletid: 35:00

Læs mere...

Mod Fiction - Hoax

Amerikanske Mod Fiction spiller vanvittigt cool og overbevisende rock ’n’ roll på deres helt egen måde. Med forbilleder som Nirvana, Neil Young og The Beatles mixer det unge band det bedste fra flere verdener for at opnå deres meget anderledes og – efter min mening – vildt fede lyd! Bandets tre medlemmer mødte hinanden i Albany, New York, i 2011 og har tidligere udgivet en enkelt EP før denne.

Og jeg kan sige med det samme, at hvis man som jeg elsker oldschool rock ’n’ roll, så er ”Hoax” en EP man ikke må snyde sig selv for! Allerede fra første skæring er jeg fuldstændig overbevist om, at det de her drenge kan, det er helt utrolig fedt! Der er noget ”back to basics” over musikken, der i høj grad er en musikalsk legeplads for guitarer. Attituden i numrene virker enormt underspillet og i første omgang forventer jeg mig ikke meget efter at have set de lidt sære sort/hvide promobilleder, der også følger med udgivelsen. Men jeg har sjældent oplevet så meget coolness på så kort tid, da jeg sætter ”Hoax” på. 19 minutter er alt hvad vi får, hvoraf sidste skæring ”Is This Morning?” faktisk blot er spoken word og gamle lydklip ovenpå noget klavermusik. Til gengæld sparker de tre reelle numre så meget rockstar-mås, at jeg slet ikke kan få armene ned! På ”Quit Stalling” skinner grunge inspirationen virkelig igennem, og det hele har en rå, upoleret lyd, der er ufatteligt charmerende. Og jeg kan endda høre lidt Kurt Cobain i forsanger Kevin Gadani’s stemme. ”Losing Interest” har en anderledes, 90’er agtig lyd over sig. Med sin kække up-tempo lyd emmer den af sol, sommer og kolde dåseøl, og skiller sig rigtig fint ud fra EP’ens andre numre, men man er stadig ikke i tvivl om at det her er et Mod Fiction nummer. ”Silence In Stereo” får mig igen til at tænke på Nirvana med sine skæve rytmer og lettere monotome vokal, og det er mit absolutte favoritnummer på ”Hoax”. De tre gutter der udgør Mod Fiction gør det virkelig godt! Musikken er egentlig ganske simpel, der er ikke så meget pis, det er bare rock ’n’ roll. Men de spiller utrolig overbevisende på deres lettere laid back facon og har desuden masser af attitude.      

”Hoax” er en fabelagtig lille EP, og den efterlader mig med følelsen af, at ville have meget mere af Mod Fiction! Og jeg håber virkelig ikke jeg skal vente alt for længe, på at der kommer et fuldlængde udspil fra de her drenge. For der kan ikke herske tvivl om, at rockscenen og alle os der elsker rock har brug for Mod Fiction. Fordi der i den grad mangler rockbands der er så cool og spiller så fedt, som de gør!  

Track list:
1. Quit Stalling
2. Losing Interest
3. Silence In Stereo
4. Is This Morning?

Samlet spilletid: 19:00

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed