fbpx

In Hearts Wake - Skydancer

Bandet In Hearts Wake er fra Australien, og de er et helt nyt bekendtskab for mig. Det fire mand store band har eksisteret siden 2006, og har fire albums bag sig. Albummet før dette ”Earthwalker” var ifølge bandet inspireret af det smukke og feminine ved naturen, hvor ”Skydancer” er den mere tunge og maskuline pendant til dette, og således følger den lidt op hvor ”Earthwalker” sluttede.

Jeg har ikke lyttet til ”Earthwalker” men jeg bliver bestemt nysgerrig efter at have lyttet til denne plade. In Hearts Wake er tydeligvis et band med meget på hjerte og rigtig mange tanker bag det, de laver. Og jeg kan rigtig godt lide det. Med inspiration fra naturen og alle de menneskeskabte problemer den kæmper med, skaber In Hearts Wake et meget stemningsfuldt og kraftfuldt univers, der samtidig sætter nogle tanker i gang hos lytteren. Albummet åbner med en instrumental intro, ”Aether”, der er meget fin, hvorefter pladen for alvor sparkes i gang af titelnummeret. Jeg bliver hurtigt meget betaget af kombinationen mellem growl/screamo vokalen fra forsanger Jake Taylor og den rene vokal fra Kyle Erich, der samtidig er bassist. Deres stemmer passer perfekt sammen, og bidrager hver især til at give hver eneste sang den maskuline og tunge lyd, som bandet ønskede. Singleforløberen ”Breakaway” er tredje skæring, og er klart en af de stærkeste på albummet, med dit tunge guitarspil og energiske omkvæd. ”Insomnia” er en klassisk lidelseshistorie, tilsat et melodisk omkvæd, der giver en lyst til at synge med. Bandet er i det hele taget rigtig dygtige til at skrive gode melodier, og selvom nogle af sangene har meget den samme opbygning, synes jeg de formår at variere de 11 numre ret fint. Et andet af mine favoritnumre er ”Wildfire”, en sang om at finde styrken i sig selv, der igen brager igennem højttalerne med masser af power. ”Erase” er en evigt aktuel sag om racisme og menneskers had til hinanden, noget der tydeligvis ligger bandet meget på sinde.

”Skydancer” er en meget poetisk og stærk plade, for dem der er til bands som Being As An Ocean og Northlane. Til dem der kan lide alt det tunge fra hardcoreuniverset, men samtidig kan lide dybsindige tekster, der kræver en vis opmærksomhed. Igen, jeg havde gerne se et lidt mere varieret udtryk, men alt i alt synes jeg at det her er en god skive.

Track list:
1. Aether
2. Skydancer
3. Breakaway
4. Badlands
5. Insomnia
6. Oblivion
7. Wildfire
8. Cottonmouth
9. Erase
10. Intrepid
11. Father
Samlet spilletid: 34:00

 

Læs mere...

All Time Low - Future Hearts

På “Future Hearts” bliver vi præsenteret for fire gæve amerikanske gutter, der tilsammen danner bandet All Time Low. Selvom jeg aldrig mindes at have hørt noget af deres musik, har de imidlertid eksisteret siden 2003 og udgivet fem studiealbums før dette. De har desuden turneret med blandt andre Set It Off, som jeg selv er ret begejstret for.

Og det er også meget den samme stil, All Time Low lægger for dagen. Det er den der lidt ”happy-go-lucky” agtige pop-punk stil, i et tekstunivers der kredser om de svære ting i livet. Og selvom den slags ofte kan blive en anelse for banalt og tandløst – efter min mening – så synes jeg, at All Time Low formår at levere nogle ganske hæderlige numre i løbet af albummets 47 minutter. Nuvel, det ER pænt og en smule kliche, men det gør mig nu alligevel i godt humør. Åbningsnummeret ”Satellite” er en rigtig fin lille sag med tung guitar og simpel lyrik. Og så er popballet eller åbnet, med numre som ”Kicking And Screaming” og ”Something’s Gotta Give”, der er ægte up tempo pop-punk melodier, og som jeg egentlig ikke synes er så spændende endda. Ved skæring nummer fire sker der dog noget med ”Kids In the Dark”, der har lidt dystre undertoner og et kraftfuldt omkvæd. Og denne stil klæder virkelig bandet. Også ”Runaways” og ”Cinderblock Garden” er super fede numre med en virkelig intens energi i omkvædene, der giver mig lyst til at skråle med af fuld hals. Og jeg kan nu også godt lide det, når bandet skruer tempoet helt ned, som på ”Tidal Waves” og forsanger Alex Gaskarth synger ”you don’t know me at all” og pigehjerter uden tvivl smelter på stribe. Bortset fra det, har den gode Gaskarth en rigtig god stemme, både her og når han er i det mere rockede hjørne. Resten af bandet spiller også ganske fint og ganske upåklageligt.

Jeg synes faktisk at ”Future Hearts” er en udmærket skive med nogle fine melodier og velskrevne sange. Der er som sådan ikke noget særligt anderledes eller ekstraordinært over det All Time Low gør, men er man til genren, så synes jeg bestemt man skal unde sig selv dette album. For de er bestemt et af de bedre bands i pop-punk genren, og om ikke andet så bliver man i hvert fald i godt humør af at lytte til All Time Low, og det er nu heller ikke at kimse ad i min optik.

Track list:
1. Satellite
2. Kicking And Screaming
3. Something’s Gotta Give
4. Kids In The Dark
5. Runaway
6. Missing You
7. Cinderblock Garden
8. Tidal Waves
9. Don’t You Go
10. Bail Me Out
11. Dancing With A Wolf
12. The Edge Of Tonight
13. Old Scars / Future Hearts
Samlet spilletid: 47:00

 

Læs mere...

Speak Low If You Speak Love - Everything But What You Need

Bag det lange navn Speak Low If You Speak Love gemmer der sig kun en enkelt ung musiker. Hans navn er Ryan Scott Graham og trods sine kun 25 år, er amerikaneren ikke nogen nybegynder på den musikalske scene. Han slår nemlig også sine folder i pop-rock bandet State Champs, der udgav en EP sidste år som jeg selv anmeldte.

”Everything But What You Need” er ifølge pressematerialet lyrisk et glimrende eksempel på Grahams evne til at fortælle hverdagshistorier på en måde, så man kan genkende sig selv i det. Og jo, det kan han da, men jeg tror nu mest man kan genkende sig selv, hvis man er en amerikansk high school knægt med ondt i livet og forældre, der bare er irriterende. For der er noget lidt for naivt og blåøjet over udtrykket i sangene, synes jeg. Jovist, de er meget søde og jo, jeg kan da godt mindes de følelser Graham beskriver. Men umiddelbart føler jeg mig en lille smule for gammel til det her musik. Pladen åbner med en kort intro efterfulgt af nummeret ”Knots”, der egentlig nok er et af de numre på pladen, der har mest bid. ”A List Of Things” er rigtig fint og ”Ruined” har helt sikkert hitpotentiale. Og Graham gør sig i det hele taget godt, når han kommer lidt op i tempo, som på ”Guess And Check”. Det gør han dog sjældent, og der går ærlig talt lidt for meget pæn-akustisk-singer-songwriter i den, synes jeg. Numrene smelter sammen, og jeg kan ikke rigtig kende dem fra hinanden. Det er en anelse for tandløst og intetsigende, og når man har hørt de første 5-6 numre, er man egentlig ved at være lidt træt af det. Det er synd, for jeg tror vi har at gøre med en fyr, der har rigtig meget på hjerte. Og som for øvrigt besidder en ganske fin vokal, der gør sig rigtig godt til hans stil.

Der er ingen tvivl om, at Graham kan skrive sange og melodier. Det gør han egentlig meget godt, og der er klart en total og fuldstændig blottet ærlighed i hans musik, som jeg virkelig godt kan lide! Det er meget ægte og uden omsvøb, og det er en sjældenhed i musikken i dag. Hvis ikke det kørte helt så meget i samme rille hele tiden, så kunne jeg have sneget en stjerne mere ud af ærmet. Men for denne gang bliver det altså kun til 2.

Track list:
1. Art School
2. Knots
3. Eight Weeks
4. A List Of Things
5. Ruined
6. Locking Lips
7. Confusion
8. Guess And Check
9. Naive
10. Tiny Furnace
11. Adjacent
12. Not Enough To Say
13. Have My Head
14. The Time In Between
Samlet spilletid: 00:48

 

Læs mere...

Set It Off - Duality: Stories Unplugged

Da de amerikanske pop-rockere i Set It Off udgav deres seneste album ”Duality” sidste år, havde jeg aldrig før stiftet bekendtskab med dem. Men ikke desto mindre røg det album ind på min album top 10 for 2014, da jeg faldt totalt for drengenes storladne og catchy musik. Nu er de så klar med denne lille EP, der indeholder unplugged versioner af fem numre fra sidste års skive, plus et enkelt nyt nummer.

Og selvom også jeg i første omgang var skeptisk overfor bandets musikalske evner, da jeg så de meget pæne og polerede pressefotos der fulgte med albummet, har jeg måtte æde min tvivl råt. Især efter at have hørt dem på ”Duality: Stories Unplugged.” For det holder 100%! Forsanger Cody Carson kan virkelig synge og han har en både rå, men også ganske stor vokal, der passer perfekt til genren. Også bandets resterende medlemmer, spiller upåklageligt og bundsoligt, og det er super fedt at høre dem sådan her. Uden så meget omsvøb, gemt lidt væk i pæne produktioner og store kor. Numrene fungerer hver især også rigtig godt, med det anderledes udtryk, de får her. ”Ancient History” er fremragende som en catchy lille popmelodi, med energisk guitarspil og en Carson der giver der giver sig fuldt ud. Et andet nummer der virkelig får en fed lyd, er ”The Haunting” der bygges op om tung, langsom basgang, og føres flot frem med en lidt dyster klang. Den mere tempofyldte ”Why Worry” fungerer også rigtig godt. I det hele taget er alle numrene virkelig godt arrangeret og fremført, og der er ikke en finger at sætte på noget som helst. Det nye nummer på EP’en ”Wild Wild World” lyder som om det er lidt gospel- og soul inspireret, og det er faktisk rigtig fedt.

Selvom jeg synes at ”Duality: Stories Unplugged” er en skøn lille EP, er den muligvis nok mest interessant, hvis man allerede kender Set It Off og kan lide deres stil. Hvis musical inspireret pop-rock med store armbevægelser ikke lige er dig, så vil du givetvis ikke være helt så meget på som jeg er. Jeg nyder den, og jeg er igen fuldstændig solgt til de her herlige gutter!

Track list:
1. Ancient History
2. Tomorrow
3. The Haunting
4. Why Worry
5. Bleak December
6. Wild Wild World
Samlet spilletid: 21:00

 

Læs mere...

Set It Off - Duality

Wow! Det er længe siden jeg har set så pæne og polerede drenge, som dem der pryder coveret på dette album! I første omgang tænker jeg at det må være en fejl, at det her da umuligt kan have noget med rockmusik at gøre. Og det er nok heller ikke ligefrem rock ’n’ roll, det amerikanske band Set It Off oser af. Til gengæld oser de – og især forsanger Cody Carson – af teatralsk charme, med et fandenivoldsk glimt i øjet.

Og selvom det på nogle punkter ER meget pænt og lyder mere af pop end af punk, så rammer deres orkestrale og storladne facon noget i mit musicalelskende hjerte. Deres lyd får mig til at tænke på Panic! At the Disco fra deres spæde begyndelse og bands som Divided By Friday og Amely. De har en skæv, men ret cool lyd, og Carson’s ganske store stemme klæder det hele virkelig godt. ”Duality” er bandets andet fuldlængde album, og det har allerede høstet en del ros fra rockpresse i hjemlandet. Og det er som sagt en charmerende udgivelse, med 11 numre der har hver deres personlighed. Albummet åbner med ”The Haunting”, et nummer der lægger sig i den tungere ende, ligesom ”N.M.E.” og singleforløberen ”Why Worry.” Fælles for disse tre numre er den tydelige næsten big band agtige inspiration. For her er knald på et utal af forskellige instrumenter, og guitar, trommer og bas akkompagneres af blæsere og piano, her er stort kor og en stemning der lægger op til ”jazz hands” for alle pengene. Og jeg er solgt! Også numre som den mere straight forward poppede ”Ancient History” og ”Bleak December” fungerer rigtig godt. Nok er Set It Off’s lyriske univers temmelig banalt, men med enderim og syng-med-venlige omkvæd, rammer det trods alt plet. Titelnummeret er en sjov elektronisk inspireret sag, og selvom bandets ide var at hele albummets koncept skulle være dualitet, så er det altså mest her jeg rigtig lægger mærke til det. Albummet rundes af med en sang om ulykkelig kærlighed, ”Miss Mysterious”, der om noget viser at der bestemt også er en blød side af bandet. Hvis man – meget imod forventning – skulle være i tvivl. Men det er faktisk et rigtig flot lille nummer, bygget op omkring en fin pianomelodi, der bygger op til den helt store afslutning i klassisk musicalstil.

Set It Off ER pæne, og der er ikke en tone – eller et hovedhår – der sidder forkert, når de her drenge folder sig ud. Men for fanden, jeg må tage hatten af for deres originalitet, musikalitet og sangskrivning. Og mod til at mixe og matche, fra inspirationskilder som Earth, Wind & Fire, over Destiny’s Child til My Chemical Romance. ”Duality” er ikke en skive til de hårde drenge, men det er ikke desto mindre et rigtig fremragende pop rock udspil, der på alle måder er både melodiøst, pompøst og velspillet. Jeg bliver upopulær blandt de tunge metaldrenge jeg kender, når jeg smider 5 stjerner efter det her....men fuck it, jeg er vild med det!

Track list:

1. The Haunting
2. N.M.E
3. Forever Stuck In Our Youth
4. Why Worry
5. Ancient History
6. Bleak December
7. Duality
8. Wolf In Sheep’s Clothing feat. William Beckett
9. Tomorrow feat. Jason Lancaster
10. Bad Guy
11. Miss Mysterious
Samlet spilletid: 00:39:00

Læs mere...

New Found Glory - Resurrection

New Found Glory er langt fra noget nyt navn på den populære pop-punk scene. De har eksisteret siden 1997 og ”Resurrection” er intet mindre end deres ottende studiealbum. Albummet har fået sin titel, fordi det skal symbolisere at dette er det nye og stærkere New Found Glory. Et band der har overlevet interne konflikter og manglende inspiration.

Og det er nok et album mange har set frem til, for bandet har ikke udgivet noget siden 2011 og har holdt lav profil siden 2012. Men nu er de tilbage, og det er med den klassiske ”finde tilbage til rødderne” indstilling og hele molevitten. Om det er lykkedes for New Found Glory kan jeg ikke udtale mig om, for dette er mit første rigtige møde med dem. De lyder fuldstændig som jeg havde forestillet mig, så meget kan jeg sige. Der er intet farligt eller provokerende over deres lyd, men det er egentlig også ok. Det lyder ok. Bandet har masser af fed energi og de holder et virkelig højt energiniveau hele vejen igennem pladen. Titelnummeret er et af de første på albummet, jeg lægger mærke til. Jeg kan rigtig godt lide melodien og jeg synes egentlig, at det er en af bandets forcer. De har rigtig fint fat i at skrive gode melodier. Dog kunne jeg godt tænke mig lidt flere variationer over den opskrift, de for det mest bruger, men ellers er der rigtig meget der lyder ganske godt. ”The Worst Person” spiller på sine punkede undertoner og her kan jeg ligeledes rigtig godt lide tempoet. ”Vicious Love” er nok mit yndlingsnummer fra skiven. Den skiller sig godt ud fra resten af numrene og om end teksten er meget ligetil, synes jeg faktisk nummeret har lidt dybde trods alt. Men det er ikke den store poesi man møder, når man begynder at dykke ned i New Found Glory’s lyriske univers. Det er ganske simpelt men det virker faktisk ret oprigtigt, trods alt. Et sidste nummer jeg vil fremhæve er skæring nummer 10, ”Angel”, der bygges op af en rigtig lækker basgang og trommer, som får lov at lægge en semitung bund i nummeret. Jordan Pundiks vokal kan jeg faktisk også meget godt lide, især når den som her får et lidt mere følsomt twist.

Det er generelt meget pænt og amerikansk, når man lytter til New Found Glory. Og hvis man er til det, så er jeg sikker på at ”Resurrection” falder i god jord. Jeg har ikke den store fidus til det, men jeg smider 3 ud af 6 stjerner efter det. For det lyder udmærket og det er en smule hyggeligt, men også en anelse for poleret og ufarligt til min smag.

Track list:

1. Selfless
2. Resurrection
3. The Worst Person
4. Ready And Willing
5. One More Round
6. Vicious Love
7. Persistent
8. Stories Of A Different Kind
9. Degenerate
10. Angel
11. Stubborn
12. Living Hell
13. On My Own

Samlet spilletid: 44:00

Læs mere...

State Champs - The Acoustic Things

For ganske få måneder siden anmeldte jeg en akustisk EP fra bandet The Story So Far. Og jeg rammes af et deja vu, da jeg sætter denne EP fra State Champs på. For det lyder umiskendeligt som noget, jeg lige har hørt. Og det er da også to bands fra samme skuffe. Det er den semi-optimistiske, semi-romantiske, amerikanske pop-punk genre, der går igen.

Denne lille EP er ifølge pressematerialet noget, State Champs har haft lyst til at lave meget længe, og den indeholder akustiske versioner af numre fra deres debutalbum ”The Finer Things” samt to helt nye numre. Det lyder da også rigtig fint, og jeg synes bestemt det er rart at vide, at bands i denne genre - der i mine ører nogle gange kan synes meget unge og naive i deres lyd – rent faktisk rummer lidt flere sider af sig selv end den, man først hører. Således er ”The Acoustic Things” væsentlig mere eftertænksom og moden i sit udtryk end de originale numre er, synes jeg. Der er ingen tvivl om at de fire gutter i bandet faktisk spiller rigtig godt og har formået at skrive nogle rigtig fine melodier, der virkelig tager sig godt ud på denne måde. Jeg kan rigtig godt lide denne version af bandets hit ”Elevated”, som pludselig bliver en super fed sang fremfor et top-irriterende wannabe-punk nummer. Også ”Deadly Conversation” kan jeg rigtig godt lide. Den har en rigtig fin lyrik og jeg er vild med nummerets opbygning. Tekstuniverset kredser ikke overraskende om at være ung og finde sin plads i verden, om piger og følelser og livets store spørgsmål. Især ”If I’m Lucky” er en rigtig teenagebasker om at være forelsket… og at det er ok. ”Simple Exsistence” er også et nummer jeg godt kan lide, god energi tilsat tambouriner….what’s not to like?

State Champs kan nok ikke imponere andre end deres fans med denne EP, for der er som sådan ikke så meget at komme efter, hvis man ikke er til dem eller er fans af genren. Men jeg synes faktisk, at det er en hæderlig lille skive. For nu at beskrive den på meget dansk vis, så er den egentlig pisse hyggelig, hvis man lige mangler lidt stille toner at nyde den sidste efterårssol til.

Track list:
1. Elevated
2. Deadly Conversation
3. Hard To Please
4. Simple Existence
5. Easy Enough
6. Leave You In The Dark
7. If I’m Lucky

Samlet spilletid: 20:24

Læs mere...

Avenged Sevenfold - Waking The Fallen: Resurrected

Avenged Sevenfold. Uanset om man kan lide dem eller ej, må man nok erkende at de er et af de største hardcore/hardrock bands gennem de sidste 15 år. Og bandet har rigtig mange fans verden over. Og mange haters. Og det er vel først da, at man for alvor har opnået succes? Selv har jeg aldrig hørt andet end 2-3 numre fra Amerikanerne, så at skulle anmelde denne genudgivelse af deres album ”Waking The Fallen” fra 2003, er en lidt sjov opgave.

Det er ikke blot en genudgivelse. Det er en 3 disc sag, der både indeholder ikke tidligere udgivet materiale, demoversioner plus livenumre, samt en 30 minutter lang DVD hvor bandet fortæller om albummets tilblivelse og meget mere. Men det er jo uden tvivl som med alle andre opsamlingsalbums, genudgivelser osv.: det er guf for hardcore fans, det er et godt sted at begynde for en der ikke kender bandet, og det er ikke super interessant for dem, der allerede kender det meste af musikken. Og en spilletid på over to timer er meget. Og hvad er der så at sige om det for en som mig, der ikke har det store kendskab til Avenged Sevenfold? Det er vel egentlig begrænset. Jeg synes ikke musikken er voldsomt interessant, omvendt kan jeg sagtens høre at bandet har øre for den gode melodi og egentlig har både en god del musikalitet og samtidig noget af det rebelske over sig, som uden tvivl tiltaler uendeligt mange teenagere. Men uanset hvordan jeg vender og drejer det, når Avenged Sevenfold bare aldrig ud hvor de fanger mig. Det er alt for pænt og det punkede og hardcore udtryk virker en kende for søgt i mine ører. Numre som ”Chapter Four” og ”Eternal Rest” er egentlig ganske fine, og der er noget rigtig god energi i musikken langt hen ad vejen. Og når bandet tager sig sammen og giver den en tak op på hardcoreskalaen, som på ”Radiant Eclipse”, lyder det faktisk meget godt. Forsangeren, der kalder sig M. Shadows, har også en ret fin vokal, som jeg dog langt foretrækker når han synger rent, fremfor når han går i screamo-mode. ”I Won’t See You Tonight Part 1” – og part 2 – er faktisk også rigtig gode numre, hvor resten af bandet også løfter sig lidt ud af den anonymitet, der præger dem langt hen ad vejen, og markerer sig med lækre guitarsoli og solidt trommespil. Og selvom jeg som sagt ikke synes musikken siger mig så meget, så spiller de sgu godt på live numrene. Det må jeg tage hatten af for. Især ”Desecrate Through Revence” og ”Unholy Confessions” fungerer faktisk rigtig godt. Avenged Sevenfold kan altså et eller andet, det kan man ikke tage fra dem.

Og det her er som sådan et fint album. Det er jo hvad det er, det er ikke noget nyt, det er for fansene og de skal såmænd nok blive rigtig glade for denne udgivelse. For det er en rigtig fin genudgivelse med masser af lækkert indhold, der nok skal få emo-pigehjerter til at bløde og emo-drenge til at græde lidt, mens ingen ser dem. Er det noget for mig? Nej, ikke rigtig. Men det er sgu ok.

Track list:

1. Waking the Fallen
2. Unholy Confessions
3. Chapter Four
4. Remenissions
5. Desecrate Through Revence
6. Eternal Rest
7. Second Heartbeat
8. Radiant Ecplise
9. I Won’t See You Tonight Part 1
10. I Won’t See You Tonight Part 2
11. Clairvoyant Disease
12. And All Things Will End
13. Waking The Fallen; Resurrected
14. Second Heartbeat (Alternate Version)
15. Chapter Four (Demo)
16. Reminissions (Demo)
17. I Won’t See You Tonight Part 1 (Demo)
18. I Won’t See You Tonight Part 2 (Demo)
19. Intro; Chapter Four (Live in Ventura)
20. Desecrate Through Revence (Live in Pomona)
21. Eternal Rest (Live In Pomona)
22. Unholy Confessions (Live in Ventura)
23. Second Heartbeat (Live in Ventura)

Samlet spilletid: 02:02:00

Læs mere...

Upon A Burning Body - The World Is My Enemy Now

”Dette album er til alle dem, der ikke troede på os. Vi vil huskes som et af de bedste metalbands i vores tid.” Texanske Upon A Burning Body udgiver deres tredje fuldlængde album ”The World Is My Enemy Now” med masser af selvsikkerhed, ikke mindst fra forsanger Danny Leal, fra hvem denne udtalelse kommer. Bandet har eksisteret siden 2005, men jeg har ikke tidligere stiftet bekendtskab med dem.

Men selvtillid har de nok af allerede fra åbningsnummeret, hvor Leal skriger ”I’m not sorry for the way that I am” og så er vi ellers i gang. Det lyriske univers kredser meget om vrede, både til verden generelt og til andre mennesker, og på den måde er der noget meget amerikansk over Upon A Burning Body. De lyder umiskendeligt som andre – undskyld, udtrykket – ”mavesure” bands som f.eks. Thy Art Is Murder og Suicide Silence, og deres hovedbudskab synes at være at…ja, det hele lidt er noget lort. Det er muligvis mig der er en blødsøden kælling, men jeg kan nu godt lide når man vil sige lidt mere med sin musik end det. Teknisk lyder alting dog som det skal. Bandet har udmærket styr på deres instrumenter, og Leal’s vokal er udmærket. Der er bare ikke rigtig noget af det bandet gør, der gør dem særligt interessante at høre på. Det er lidt gentagelser på gentagelser og noget, der virker som en konstant søgen efter at være de mest brutale og hårdtslående på scenen. Der er få numre på skiven, jeg synes er acceptable og indeholder et minimum af noget, der er interessant at høre på. ”Bring The Rain” har en fed melodi, og jeg kan rigtig godt lide måden nummeret er bygget op på. ”Pledge Your Allegiance” har ligeledes en god melodi og noget fed energi, samt nogle fine guitarsoli, der fungerer rigtig fint. Men jeg vender hele tiden tilbage til at jeg bare ikke kan tage det her seriøst. ”Don’t fucking ’bro’ me, when you don’t know me” skråles der på ”The New Breed”…igen er det måske bare mig, men come on. Man må da kunne skrive noget dybere end det.

Vreden og den heftige brug af ordet ”fuck”, som Upon A Burning Body lægger for dagen, tiltaler mig overhoved ikke. Teksterne lyder som om de er skrevet af en tilfældig gangster rapper, og musikken er bare uinteressant og langt far mindeværdig eller nyskabende. Desværre.

Track list:
1. Red Razor Wrists
2. Scars
3. Fountain Of Wishes
4. Bring The Rain
5. Pledge Your Allegiance
6. The New Breed
7. A Toda Madrè ò un Desmadrè
8. Judgement
9. The World Is My Enemy Now
10. Blood, Sweat And Tears
11. I’ve Earned My Time
12. Middle Finger To The World

Samlet spilletid: 42:00

 

Læs mere...

Darkest Hour - Darkest Hour

Amerikanske Darkest Hour er et band, jeg kun kender af navn. Og det er lidt af en bedrift, siden de har eksisteret i næsten 20 år. Det i sig selv er også ganske imponerende og dette, bandets ottende, studiealbum har også været ventet med spænding længe. Darkest Hour spiller en blanding af metalcore med thrash elementer og tydelige rødder i punkmusikken. Det viser sig hurtigt at være en kombination, jeg virkelig godt kan lide.

Pressematerialet lover mig at dette er det ultimative udspil fra det fem mand store band. Hvorvidt det holder stik, kan jeg nok ikke udtale mig om, men jeg kan sige så meget at det er et ganske fremragende udspil! Noget af det bedste ved at være anmelder er nogen gange den der fede ”Aha”-oplevelse man kan få, når man bliver præsenteret for et band, man egentlig godt vidste fandtes, men aldrig havde overvejet at lytte til. Og det er sådan jeg får det, mens jeg lytter til Darkest Hour. Allerede fra åbningsnummeret ”Wasteland” er der fuld smæk på og pladen formår at holde tempoet hele vejen igennem, selvom spilletiden nærmer sig en time. Jeg bliver imponeret over, hvor godt bandet spiller. Ikke fordi jeg troede det ville være dårligt, men fordi jeg ikke havde nogen som helst forventninger til dem. Men det er et vaskeægte overflødighedshorn af lækre guitarriffs, fede trommesoli og stærke basgange samt John Henry’s vokal, der både formår at være brutal og give mig gåsehud igen og igen. Der er så mange gode numre på albummet at det er svært at måtte begrænse sig til kun at nævne de bedste, for ellers bliver denne anmeldelse så lang, at mine kære læsere sikkert mister interessen. Men bortset fra åbneren er jeg nødt til at fremhæve ”Rapture In Exile” og ”Infinite Eyes”, der blæser mig omkuld med deres aggressive og brutale attitude. ”Futurist” er et af mine absolutte favoritnumre. Jeg er vild med opbygningen af nummeret og Henry’s rene vokal, der står knivskarpt blandt de hvinende guitarsoli og de dynamiske trommer. På ”By The Starlight” får vi en lidt mere følsom side af Darkest Hour at høre og også det er aldeles fremragende. Også ”The Goddess Figure” er et rigtig fedt nummer, der sprudler af energi og har en fantastisk steming.

Jeg har i det hele taget rigtig meget godt at sige om dette album. Om man er fan af Darkest Hour eller ej, så synes jeg bestemt at dette er en skive man bør unde sig selv at lytte til. Om det virkelig er bandets stærkeste udspil eller ej må jeg lade en ægte fan bedømme, men uanset hvad synes jeg, at det er et af de stærkeste metaludspil jeg har hørt i år!

Track list:
1. Wasteland
2. Rapture In Exile
3. The Misery We Make
4. Infinite Eyes
5. Futurist
6. The Great Oppressor
7. Anti-axis
8. By The Starlight
9. Lost For Life
10. The Goddess Figure
11. Beneath The Blackening Sky
12. Hypatia Rising
13. Departure

Samlet spilletid: 51:00

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed