fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 59

Fusskalt - Overdrive

Det er jo ikke fordi, det vrimler med ørkenlandskaber i Danmark – det er vel nærmest kun på Anholt og i Råbjerg Mile syd for Skagen, der er noget, der minder om en ørken. Alligevel er der en spirende musikalsk bevægelse i Danmark, der tager udgangspunkt i støvet og tung ørkenrock. Et af disse bands er aarhusianske Fusskalt, som bestemt hører til i den bedre ende af denne bevægelse.

Modsat hvad navnet antyder, er der ikke specielt fodkoldt i deres selskab. EP’en lægger ud i fuld fart med nummeret ”Drive”, der med sine klare Kyuss-referencer sender tankerne ud i en cabriolet på en amerikansk highway. Referencerne til Kyuss finder jeg, foruden Nick B. Jensens og Thomas G. Brandts tunge guitararbejde, i høj grad i Lars Frederiksens hæse vokal.

Ørkenstemningen understreges for alvor med ”Stand In Line”, der både er knastør og tonstung – og ikke mindst fantastisk velskrevet. Tempoet fra særligt åbningsnummeret fortsætter med ”Sin City”, der uden dikkedarer drøner ud ad førnævnte highway. Der bliver dog tid til et pitstop med ”Chasing Unicorns”, der med sin tilbagelænede følelse giver god plads til Janus K. Pedersens fede basfills.

EP’en rundes af med en finale, der vil noget, når ”El Toro” drøner derudaf som en bisset tyr og efterlader lytteren med blødende ører – og dette skal forstås på den absolut mest positive måde.

Jeg vil råde dig til at holde et vågent øje med Fusskalt – det vil jeg i hvert fald gøre. … for den her EP; den fortjener at blive fulgt op af et fuldlængde album!

Trackliste:
1. Drive
2. Stand In Line
3. Sin City
4. Chasing Unicorns
5. El Toro

Total spilletid: 24:00

 


Læs mere...

Illdisposed - With The Lost Souls On Our Side

Illdisposed er tilbage med deres nye udspil “With The Lost Souls On Our Side”. Disse danske døds mastodonter har været på banen siden 1991 og har spyttet 12 fuldlængde albums ud inden denne her. Derudover har de medvirket på et den compilations og var en del af musikdokumentaren “Headbang i hovedlandet” og live dvd’en “We suck - Live in Aarhus”. Med dybtgrowlende Bo Summer i front alle årene er de et af de ældste danske dødsmetalbands, der stadig er aktive på scenen.

Et dybt, langsomt og super tight groove har altid været kendetegnet for Illisposed, sammen med Bo Summers ondskabsfulde growl. Godt sammensmasket med en god portion humor, har de ført an i dansk dødsmetal i 24 år. Længere tid end et par af deres fans har levet. De var med på opsamlingen Fuck you, We’re from Denmark, de stod selv for pladen There’s Something Rotten… In The State of Denmark, og i den på den nyeste skive kommer også en høj femmer til hjemstavnen i form af en spas sample i nummeret I Am What I Am. De har før haft udgivelser der har tangeret op ad de 30000 solgte albums, og deres sidste seks udgivelser har været at finde på de danske hitlister, så de har en del at leve op til.

With The Lost Souls On Our Side er produceret af deres gamle makker Tue Madsen, der især er kendt for sit arbejde med Heaven Shall Burn, Hatesphere, Sick Of It All og The Haunted. Og lyden derpå er bestemt i orden. Tungt, slæbende og klokkeklar. Vokalen ligger tilpads fremme i mixet, så den høres men ikke bliver for dominerende. Pladen er en hyldest til god gammelskole Dødmetal, af den slags der bliver hevet op af den jyske muld. Godt sammensat og gode kompositioner. Et helt igennem hørværdigt album fra disse alfadere af dansk dødsmetal!

TRACK LIST

01. Going Down
02. The Way We Choose
03. Light In The Dark
04. I Am What I Am
05. Tugging At Your Heart
06. A Dreaded Pursuer
07. To Be Dealt With
08. On A Clouded Morning
09. No More Devil To Show
10. The Plan
11. Life Equals Zero (Digipak Bonus Track)
12. Reversed (Digipak Bonus Track)

Samlet spilletid: 53 min.

Læs mere...

Redwood Hill – Decender

Dette album er tungt. Og med tungt mener jeg Australsk-40-hjuls-lastvogns-tog tungt! Lige fra begyndelsen af pladen rammer den som en ti tons hammer lige mellem øjnene og stopper ikke for noget.

Det er et 37 minutters lydtæppe man bliver viklet helt og aldeles ind i, og man sendes på en sanserejse af lyd, indtryk og utilgivende brutalitet. De øjeblikke hvor volumen skrues ned og et aldeles stemningsfuldt klaver tager over, eller når forsanger Marco bryder ud i ren sang bidrager til den fantastiske melankoli der driver af væggene i det univers de har skabt.

Redwood Hill blev dannet i 2010 og har i deres relativt korte karriere allerede nået at spille både på Roskilde festival og på Copenhell. Og da de vandt Politikens Metal Heart Award da de spillede en aldeles formidabel koncert til dette års "When Copenhell Freezes Over" showcase, sikrede de sig en plads på scenen til Copenhell 2014.

De kalder sig selv for depressiv nordisk metal, og det er en genre de rammer hovedet på sømmet med. Det er dog nemt at høre den indflydelse The Psyke Project har haft på dem, og at de kører lidt på samme bølge som Celeste, Sostafir og danske Hexis har godt gang i. En god gang beskidt dødsmetal der rammer stemningen fra black metal.

En effektiv kombination og en kraftfuld debut fra Redwood Hill og jeg glæder mig meget til at høre mere fra dem.


Trackliste:
1. Aten
2. Dybbyk
3. Tristesse
4. Poseidon
5. Croatoan
6. September

 

Label: Bloated Veins Records

Læs mere...

Helhorse - Oh Death

Tilbage i 2011 udkom en toneangivende dansk metal udgivelse fra Københavnske Helhorse i form af deres debutskive: "For Wolves And Vultures". Et album bandet udgav i kølvandet på en række markante koncerter som bl.a. opvarmningsband for Black Label Society og Monster Magnet.

Albummet var toneangivende fordi bandet på albummet leverede deres eget blend af sludge, stoner, hardcore punk og classic rock, og kogte det ned til deres eget skandinaviske varemærke. Albummet blev også toneangivende, eftersom det gav bandet en række koncerter i både ind- og udland. Dette i kølvandet på mange gode anmeldelser.

I 2012 gik bandet med masser af selvtillid tilbage i studiet for at indspille den svære to'er: "Oh Death". For undertegnede har to'eren været ventet med spænding. Det ville blive spændende at se, hvilken vej bandet gik med deres lyd. Hvilken lyd ville blive toneangivende på den nye skive. I et blend af såvel sludge, beskidt og hård metal skulle det blive interessant at se, hvilke elementer der ville blive omdrejningspunktet. Endvidere ville det også blive spændende at høre, om bandet modsat gik i en helt anden retning lydmæssigt.

Resultatet er egentlig et både-og. Det er heldigvis stadig det energiske blend af stilarter, som danner rammen om Helhorse egen specielle lyd. Det er let genkendeligt på den gode måde. Omdrejningspunktet på albummet er et koncept og tekstunivers cirklende omkring døden. Døden som den store befrier, den store sorg, det ultimative farvel eller den nødvendige eskapisme fra livet, som bandet selv meddeler det. Netop tekstuniverset er efterhånden et trademark for bandet. Bandet skriver seriøse tekster med budskaber akkomponeret af seriøse musiske elementer.

Et kendetegn ved bandets blend af musik er kærligheden til det store riff, og samtidigt de letgenkendelige riffs. Disse er om nogen intakte på "Oh Death". Riffsene er stadig massive og tunge og rammer lige, hvor de skal. Selvom det tunge lydniveau fastholdes, er der på "Oh Death" også blevet plads til det, man kan kalde mere rockede og classic rock elementer. Samtidigt rammes man også enkelte gange på albummet af en følelse af at lytte til en større ballade, mens man sekundet efter oplever et eksplosivt punk udbrud, ligeså værdigt som var det fra svenske Refused.

Instrumenterne er ligesom på "For Wolves And Vultures" meget velspillede. Og vokalen virker kraftigere og stærkere end tidligere. Specielt formår bandet, som få, at fortælle historier imens de samtidigt leverer tunge riffs. Bandets sangskrivning er i en høj klasse, hvor især nummeret: "Death Comes To The Sleeping" kan og bør fremhæves! Som bandet synger: "Well let's speak louder and dictate the way!". Det gør bandet i den grad på "Oh Death", hvor det skal stå klart at bandet ikke har hørt noget om en svær to'er. Bandet har for så vidt oppet sig, og leverer på "Oh Death" en lang række velskrevne og -komponerede numre. 

Som navnet også antyder, leverer Helhorse på "Oh Death" et mere nuanceret billede af deres i forvejen genkendelige stil og musik. De leverer metal fra staterne mixet med en god portion dansk og skandinavisk islæt. I dette islæt er der også blevet plads til eksperimenteren med det mere rockede. Det er i sidste ende rigtig vellykket. 

Mon ikke den gamle vandrer St. St. Blicher ville have været stolt over at have sin gamle helhest med, havde han stadig levet? For undertegnede står det klart, at det bliver svært at undgå at høre mere om Helhorse i 2013/2014. En stærk to'er fra et dansk band med et voksende renommé. Et album som fortjener genklang i den danske såvel som i den udenlandske metalverden.

Tracklist:

1. "Fuck Art, Let's Kill"

2. "Hell Hath No Fury"

3. "The Seams Of Life"

4. "The Carnal Rage"

5. "Red Eye"

6. "Climb Trough Fire"

7. "Kill Your Self"

8. "Diggin' A Hole, Waiting To Die"

9. "Death Comes To The Sleeping"

10. "And His Name Is Death"

11. "Scorch The Earth"

 

Samlet spilletid: 43 min.

 

Helhorse - Death Comes To The Sleeping

Læs mere...

Fortress - Of Bones

Guitarist Simon Sonne Andersen fra det københavnske og anmelderroste dødsmetal band By The Patient spiller ved siden af By The Patient også old school heavy rock. Det gør han i bandet "Fortress", som netop har udgivet EP'en "Of Bones". EP'en er en digital udgivelse af en tidligere demo, hvor numrene, såvidt vides, er de samme.

Parolen på den 4 numre lange "Of Bones" EP er old school heavy rock med stærke rødder til 70'erne. Denne leveret med en stærk energi og en rigtig fin distortet produktion. Bandet spiller deres instrumenter tight i et højt og energifyld tempo. De 4 numre rummer et fint mix af rammende riffs, old school heavy, distortion og en rigtig stærk vokal.

Hvad bandet ikke mangler i tekniske og musikalske evner mangler de måske lidt i sangskrivningen endnu. De 4 numre er nemlig ikke vanvittigt differentierede i deres lyd. Det er under den samme hymne. Men tager man i betragtning, at der her er tale om en EP udgivelse og ikke et fuldlængdealbum, vil jeg vente til den endelige fuldlængde debut med at vurdere, hvorvidt dette reelt set er tilfældet.

En fin EP med et friskt pust til old school heavy rock fra den danske undergrund. Jeg ser personligt meget frem til en fuldlængdeudgivelse. 

Trackliste:
1. Fullmoon
2. Howl
3. Suneater
4. Thunderbeast

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed