fbpx

Supercharger - Real Machine

Fire år er der gået siden Supercharger udsendte ”Broken Hearts And Fallaparts” – en tid, som er brugt på masser af koncerter, men også på at finde en erstatning for sangeren Mikkel Neperus, som trådte ud i 2015. Det har man fundet i Linc Van Johnson, som står i front på det nye album, ”Real Machine”.

Supercharger er kendt for at spille Rock med ekstra vitaminer, og sådan starter de også her: ”Off We GO” åbner ballet med eftertryk, selv om der ikke er tale om den revolution, der annonceres i teksten. De gode takter fortsætter i det tungere, stadion-rock-agtige ”Rottenburg”, som heller ikke mangler energi. Herefter er det som om kvaliteten falder et hak eller to; numrene bevarer deres power, og guitaren er iklædt en lyd, som giver fin kant, men det kniber med at gøre tingene personlige og vedkommende – i længden er det ikke nok at være energisk.

Slideguitaren i “Watching All Our Heroes Die” og den spirende sydstatsstemning i ”Another One To Die” er positive elementer, men de udgør en minoritet af gode ideer i det generelle billede – her er der for mange ting, som er hørt før, og Supercharger formår ikke at anvende dem på en personlig facon. Med det opnåede energiniveau kan man ikke påstå at der er grus i bandets ”Machine”, men den trænger alligevel til et eftersyn.

Tracklist:
1. Off We GO
2. Rottenburg
3. Shake It Up
4. The Ride
5. Seven
6. Another One To Die
7. Take Back
8. Watching All Our Heroes Die
9. The Punch
10. Forsaken Sin
Samlet spilletid: 40:36

Læs mere...

Chronosphere - Red N' Roll

Jeg havde jo den udsøgte fornøjelse af, at anmelde Græske Thrash Metallers Chronosphere's forrige album fra 2014 med titlen ”Embracing Oblivion”. Der blev kvitteret med 4,5 ud af 6 stjerner for en aldeles glimrende skive, hvorfor forventningerne til bandets nye udspil ”Red N' Roll” selvsagt var pænt sat i vejret, men det skulle vise sig at blive en slem skuffelse!
 
...Hvad er der lige sket for bandet her? Stilen som er en blanding af Thrash og Rock N’ Roll skal velnok ses som et eksperiment fra bandets side – vel og mærke et mislykket et af slagsen. Det der gjorde det forrige album så fedt, var bandets fandenivoldskhed, nerve og energi i musikken, som desværre langt væk på dette album. Bevares, der er da enkelte fede riffs og andre lækkerier hist og her; såsom de fede soli samt Spyros Lafia's vokal som stadig er enormt charmerende, men musikken fænger bare slet ikke på samme måde. 
 
Så ”Red N’ Roll” ender med at være et album som slet ikke lever op til mine forventninger, da det er en noget rodet blanding af Thrash og Rock N’ Roll”, hvor riffene flirter alt for meget med det mere rockede groove, og slet ikke passer til deres ellers så fede Thrash Metal, som var så forrygende på forgængeren. Øv for en skuffelse, og man kan kun håbe de finder tilbage på sporet på næste album.
 
Tracklist:
1. Alu Card 
2. Demonized 
3. Before it's gone 
4. Picking up my pieces 
5. Be the best 
6. The force to put an end 
7.  Honest to kill 
8. Wolves out of cage 
9. Warriors 
10. Portal to the underworld 
Samlet spilletid: 40:25
 
Læs mere...

Gehennah - Too Loud To Live, Too Drunk To Die

Selv om Gehennah blev dannet i 1992, er albummet her kun bandets fjerde; en del af forklaringen skal findes i en lang række EP’er fra svenskerne, der kalder sig for ”verdens mindst talentfulde band”.

Der er ingen tvivl om, hvor de denne gang har søgt deres inspiration, for der står Motörhead i blinkende neon henover meget store dele af dette album. Det starter med vokalen, hvor Mr. Violence ganske vist ikke helt rammer Lemmys ikoniske stemme, men alligevel har så meget med, at han kommer temmelig tæt på.

Numrene bygger også på samme grundelementer som hos de engelske ikoner: Masser af Rock’n’Roll tilsat lidt Metal, og gashåndtaget i bund. Det giver fin stemning og power i numrene, godt hjulpet på vej af det stilmæssige forlæg: Således kunne trommerne i ”Still The Elite”, ” Gehennah Will Destroy Your Life” og ”Cause We’re A Street Metal Band” sagtens være kreeret af Mickey Dee, og på samme måde ville det ikke overraske, hvis det vitterligt var Phil Campbell, der stod for de guitarriffs, der markerer sig i f.eks. ”Scumbag” og ”Let’s Fall Off The Wagon”.

Samlet virker albummet som én stor hyldest til Motörhead, hvilket i sig selv er ganske sympatisk. Samtidig får bandet også plusser i min bog for ikke at tage sig selv højtideligt – det er befriende, for det er der rigeligt med andre, der overdriver. Resultatet er et album, som ikke byder på de store åbenbaringer, men bare er sig selv – take it or leave it!

Tracklist:
1. Still The Elite
2. Life Metal Must Die
3. Too Loud To Live, Too Drunk To Die
4. Scumbag
5. Gehennah Will Destroy Your Life
6. Let´s Fall Off The Wagon
7. Cause We're A Street Metal Band
8. Tonight We Fight
9. When All Else Fails - Destroy
10. Low On Cash, High On Speed
11. We Stole Your Song
12. Unholy And Unpleasant
13. All Of The Decadence, None Of The Success
Samlet spilletid: 36:41

 

Læs mere...

Mustasch - Testosterone

Med 18 år på bagen som band er svenske Mustasch sikkert mere eller mindre kendte for de fleste. Selv husker jeg dem også, især fra mine teenageår til fester, når byens metalhoveder samledes på et drengeværelse for at drikke lunkne håndbajere og headbange. Og selvom jeg aldrig har fulgt bandet for alvor, så har deres lettilgængelige rock ’n’ roll musik altid kunne skabe god stemning.

Og det er ikke anderledes med ”Testosterone”, der er bandets 8. fuldlængde album. Et album, der ifølge forsanger og guitarist Ralf Gyllenhammar er hans og bandets måde at mixe alle aspekter af, hvad det vil sige at være en mand. Det hårde og det bløde i forening. Og det lykkes egentlig også rigtig fint. Der er ingen tvivl om, at Mustasch som band altid i mine ører har haft et meget maskulint hard rock udtryk over sig. Og den stil holder de endnu, blot tilsat en del numre med et noget mere eftertænksomt udtryk. Albumåbneren ”Yara’s Song” er et fint eksempel med sin stille guitarintro, der forenes med Ralfs vokal, der afgjort ikke er blevet svagere med årene. Tværtimod sparker den stadig ligeså meget røv, som den altid har gjort! Skæring nummer to ”Breaking Up With Disaster” er et tungere, bundsolidt hard rock nummer, og uden tvivl et af albummets bedste efter min mening. Men også ”The Rider” er jeg virkelig vild med! Den western agtige feel, og det meget nøgne og ærlige udtryk i teksten er virkelig fedt! Og sjældent har jeg hørt så forfriskende en hymne som ”Down To Earth”, der oser af selvsikkerhed og rockstjernesved. Efter min mening går der måske en anelse for meget ”blød mand” i den, når bandet leger symfonisk 80’er band til den store guldmedalje på ”Dreamers.” Men okay, hatten af for at der bliver eksperimenteret med en lyd, man efter så mange år sagtens kunne sige man var fuldstændig ligeglad med at ændre på.

Med ”Testosterone” har bandets begået en ganske fin plade. Det er hverken den slags udgivelse der rører mig dybt, ryster mig i min grundvold eller får mig til at falde på halen af beundring. Men det er solid rock ’n’ roll af den bedste skuffe, om end det kører lidt for meget i den samme rille. Men, men, men….når det er sagt, så holder Mustasch nu absolut stadigvæk.

Track list:
01 Yara’s Song
02 Breaking Up With Disaster
03 The Rider
04 Down To Earth
05 The Hunter
06 Dreamers
07 Be Like A Man
08 Someone
09 Under The Radar
10 Testosterone

Samlet spilletid: 38:00

 

Læs mere...

Motorhead - Bad Magic

I de mere end 40 år, Motorhead har været på banen, har de ikke bare placeret sig solidt i det musikalske univers med en meget personlig stil, de har også udlevet begrebet Rock’n’Roll fuldt ud. Ikke mindst frontmanden Lemmy har levet i overhalingsbanen, hvilket har givet ham alvorlige helbredsproblemer, der i perioder har tvunget bandet til at holde pause. Men der har været kræfter til at indspille et nyt album, ”Bad Magic”, som er det 22. i rækken.

Her er stilen umiskendeligt Motorhead; når man hører Lemmys vokal, den massive lyd og musikkens indhold af toptunet Rock’n’Roll, er man ikke i tvivl. Billedet er så tydeligt, at jeg var lige ved at skrive Motorhead som genrebetegnelse.

At vi har med tre herrer i fremskreden alder at gøre, hører man ikke meget til, når de giver den gas. I ”Victory or Die” og ”Thunder & Lightning” sker det med en stor del af den power og charme, der har gjort bandet til det, de er idag. Omvendt er der også et par eksempler i den anden ende af skalaen, for både den balladeagtige ”Till the End” og den monotone ”Choking on Your Screams” er mere fyld end spænding, og kunne sagtens undværes.

Imellem disse yderpunkter ligger resten som en lidt uhåndterbar mellemvare; ikke gode nok til at trække albummet op, men heller ikke så dårlige, at de gør det modsatte. Derfor ligger ”Bad Magic” et pænt stykke fra bandets bedste udgivelser, og er kun et must for de folk, der har alle de andre skiver i forvejen.

Tracklist
1. Victory or Die
2. Thunder & Lightning
3. Fire Storm Hotel
4. Shoot Out All of Your Lights
5. The Devil
6. Electricity
7. Evil Eye
8. Teach Them How to Bleed
9. Till the End
10. Tell Me Who to Kill
11. Choking on Your Screams
12. When the Sky Comes Looking for You
13. Sympathy for the Devil" (The Rolling Stones cover)
Samlet spilletid: 42:58

 

Læs mere...

Snack Family - Pokie Eye

Af og til, når man får tilsendt en EP fra et eller andet undergrundsband, man aldrig ville være stødt på hvis ikke det var dumpet ind i ens mailbox, kan man ikke undgå at dømme dem på det umiddelbare indtryk f.eks. deres navn giver. Og i dette tilfælde tænkte jeg; ”Snack Family? Shit, det er sikkert noget gøglermusik.” Men den fordom bliver hurtigt manet til jorden, da jeg sætter mig ned og lytter til dem.

Jo, der er da elementer af gøgl i Snack Familys musik, men det er gøgl som fra et cirkus fra ens mareridt hvor en mand, der lyder uhyre meget som Nick Cave, er sprechstallmeister og guide på turen gennem den her skæve rock ’n’ roll karrusel. Det er sådan ”Pokie Eye” lyder, og det kan ikke beskrives bedre eller på anden vis. For det er en sær men samtidig utrolig forførende og mystisk omgang – magasinet NME har tidligere beskrevet det som ”dementer rock blues”. Snack Family er fra London og består af de tre gutter Andrew Plummer, Tom Greenhalgh og James Allsopp, og de har spillet sammen siden 2011. Jeg bliver straks fortryllet af det univers bandet bygger op. EP’en åbner med den flabede ”Lupine Kiss”, der charmerede sig ind i mit hjerte med sin skæve rytme og Allsopp’ lækre saxofonspil. ”Plastic Factory” er en coverversion og egentlig EP’ens svageste nummer synes jeg. Men det swinger, det kan man ikke klage over! Den 5 minutter lange ”No Reason” er helt igennem fantastisk! Med sit dystre lydspor og Plummers fremragende hæse, mørke vokal, lyder den som noget der kunne være lydspor til en David Lynch film – og dette er bestemt et kompliment fra min side! Det sidste nummer er det skøreste indslag, men ikke desto mindre er ”Pokie Eye Poke Ya” mindst ligeså fabelagtig som resten af EP’en.

”Pokie Eye”s 15 minutter efterlader mig med en ustyrlig lyst til at høre mere, og det bliver til nok omkring 20 gennemspilninger, mens jeg skriver dette. Det er skævt, betagende og allerhelvedes rock ’n’ roll, og jeg er simpelthen vild med det de her drenge gør! Det er så anderledes og så helt igennem syret, at jeg ikke kan andet end elske det. Og så er der ingen tvivl om at Snack Family har utrolig godt tjek på deres instrumenter. De her gutter kunne godt gå hen og blive rigtig store!

Track list:
1. Lupine Kiss
2. Plastic Factory
3. No Reason
4. Pokie Eye Poke Ya
Samlet spilletid: 15:00

 

Læs mere...

Gehennah - Metal Police

Under arbejdet på materiale til deres næste studiealbum, indspillede Gehennah ”Metal Police”, en EP med 4 numre, som gav bandet en kontrakt med Metal Blade Records. Nu foreligger EP’en i en version hvor de 4 numre suppleres med 2 nye samt 6 genindspilninger af ældre materiale.

Coverets billede med pentagramstjerne og omvendte kors indikerer en omgang Black Metal, men det er ikke tilfældet; det tætteste man kommer herpå, er Mr. Violence’ ret så grumme vokal. Den musikalske side af sagen er mere munter, for den består af lige dele Rock’n’Roll og Thrash Metal. Og det er en meget potent blanding, der bare kører derudaf i højt gear. Det store indhold af Rock gør numrene lette at blive dus med, og Thrashdelen giver både power og tempo. Selv om numrene ikke stammer fra den samme tidsperiode, passer de udmærket sammen mht. stil og udtryk. Måske endda lidt for meget, for det ensartede udtryk ligger lige på kanten af det ensformige, men jeg synes det er go’ underholdning, så det vil jeg ikke hænge mig i. Tværtimod er jeg sikker på, at det fungerer endnu bedre i livesammenhæng; dels fordi der er gang i sagerne, dels fordi man selv i den største brandert vil være i stand til at brøle med på omkvæd som ”Metal Police” og ”Black Jack Looser”.

Tracklist:
1. Metal Police
2. Four Knuckle Facelift
3. Crime Career
4. Fuck 'em All
5. Carve Off Your Face (and Shove it Up Your Ass)
6. Black Jack Looser
7. Decibel Rebel
8. 666. Drunks & Rock n' Roll
9. Bitch with a Bulletbelt
10. Hellstorm
11. Six Pack Queen
12. Piss Off, I'm Drinking
Samlet spilletid: 31:43

Læs mere...

Black Veil Brides - Black Veil Brides

Mit kendskab til amerikanske Black Veil Brides er ikke imponerende. Jeg har lyttet til et par numre hist og her, men aldrig rigtig sat mig ind i deres musik. Ikke desto mindre har de eksisteret siden 2006, og de kigger forbi Amager Bio for at give koncert til foråret. Dette er deres fjerde album, og med sit post-apokalyptiske inspirerede album art, lægger det ved første øjekast op til en hård omgang.

Eller, så hårdt som det nu kan blive når man spiller rockmusik. Nok er det hardrock, men det er til tider mere melodisk og radiovenligt end det er hårdt. Om end der er læder og leggings og nitter og sortfarvet hår for alle pengene, befinder Black Veil Brides sig ikke i rockens allertungeste ende. Men de har til gengæld godt fat i deres sangskrivning, for der er unægtelig nogle super fede ørehængere og rigtig gode numre på det her album. Specielt åbningsnummeret ”Heart Of Fire” er jeg ret vild med. Det smager også en smule af noget oldschool rock, og det klæder virkelig nummeret rigtig godt. Også skæring nummer to ”Faithless” har et rigtig godt tempo og en fed energi. Den smukke unge mand i front hedder Andy Biersack, og på trods af at jeg ind imellem synes han lyder en smule som Chad Krueger fra Nickelback – undskyld! Det er muligvis den ultimative fornærmelse – så kan jeg faktisk godt lide hans stemme. Især på numre som ”Goodbye Agony” og ”Last Rites” har han en rigtig fed klang. Hans dybe røst klæder musikken fantastisk godt, dog synes jeg af og til der mangler lidt kraft bag hans vokal, og ind imellem lyder han ligefrem halvtræt. Resten af bandet spiller også utrolig fint. Alting lyder som det skal på pladen, og det ærgrer mig lidt, at det føles som om det hele ligesom har et ”lag” af pænhed over sig. Det er måske bare mig, men jeg mangler sgu lidt beskidt rockattitude og lidt mindre….fandenivoldskhed. Jo jo, der er lidt growl med her og der og lidt udmærkede guitarsoloer, men det er ikke voldsomt interessant eller sindsoprivende. Der er nogle super fede numre der klart fortjener et lyt, men alt i alt bliver det lidt for ensformigt og en smule kedeligt i mine ører.

Jeg har intet at sammenligne med, da jeg ikke har hørt andre fulde albums fra Black Veil Brides. Men jeg lander på en middelkarakter og synes det må være det, det kan blive til. Jeg mangler energi og attitude, jeg mangler nogle flere musikalske krumspring og lidt mindre radiovenlighed.

Track list:
1. Heart Of Fire
2. Faithless
3. Devil In The Mirror
4. Goodbye Agony
5. World Of Sacrifice
6. Last Rites
7. Stolen Omen
8. Walk Away
9. Drag Me To The Grave
10. The Shattered God
11. Crown Of Thorns
Samlet spilletid: 44:00

Læs mere...

Hell In The Club - Devil On My Shoulder

Italienske Hell In The Club består af medlemmer fra tre i forvejen mere eller mindre kendte bands; Elvenking, Death SS og Secrets Sphere. Her bevæger de sig ud i en ny genre sammen, nemlig rock ’n’ roll med inspiration fra hardrock og 50’er rock. Det er blevet til dette deres første album, der har fået titlen ”Devil On My Shoulder.”

Nu må jeg alligevel indrømme at ”djævelsk” eller særligt rebelsk, ikke er tillægsord jeg vil bruge om det. For det er egentlig ret pænt af sådan en omgang oldschool rock at være. Dermed ikke sagt at det ikke lyder ganske fint og svinger, for det gør det. Men albummet taber desværre virkelig pusten efter sin første halvdel, og så bliver det en lille smule anonymt og kedeligt i længden. Der er dog stadig en god håndfuld numre, jeg gerne vil fremhæve. Åbningsnummeret ”Bare Hands” er efter min mening albummets absolut stærkeste. Jeg elsker dens 80’er agtige lyd og omkvædet, der om noget lægger op til fællessang og dans. Titelnummeret indtager andenpladsen som favorit. Igen svinger det virkelig godt, og selvom det ikke er den mest originale lyd bandet har gang i, så er der bare noget om det, jeg virkelig godt kan lide. Disse to numre fremstår utroligt helstøbte og derfor er skuffelsen også endnu større, mens niveaet gradvist daler gennem pladen. Skæring nummer fem ”Whore Paint” løfter dog energien lidt igen, og beviser at bandet altså sagtens kan skrive fede rocknumre, når de lige er i stødet. ”We Are The Ones” starter stille men vinder tempo efter introen, og selvom dette nok er det mest mainstream og radiovenlige nummer på albummet, og dermed ikke er særlig sleaze eller flabet, så kan det altså bestemt et eller andet. Men ak, så skal vi altså helt frem til næstsidste skæring før der sker noget nævneværdigt igen. ”No More Goodbyes” er en semi-rockballade med en super god melodi og igen et solidt omkvæd, men i det den ringer ud, er der ikke mere at komme efter.

Jeg tror man med fordel kunne have cuttet det sidste kvarter af pladen og kogt det ned til kun at indeholde de rigtig gode numre, så man undgik en 4-5 stykker der lidt føles som fyld….fordi nu skulle der jo ligesom mere end 8 numre på den plade. Hell In The Club kommer jævnt fra start med en det bump på vejen, med ”Devil On My Shoulder”. Men heller ikke mere end det.

Track list:
1. Bare Hands
2. Devil On My Shoulder
3. Beware Of The Candyman
4. Proud
5. Whore Paint
6. Pole Dancer
7. We Are The Ones
8. Save Me
9. Toxic Love
10. Muse
11. Snowman Six
12. No More Goodbyes
13. Night
Samlet spilletid: 00:48

Læs mere...

Entombed A.D. - Interview med L-G Petrov

På grund af interne konflikter måtte det svenske death metal/death n’ roll band Entombed skifte navn til Entombed A.D. og med et nyt album i baggagen vender bandet endnu engang tilbage til Aalborg Metal Festival for at vise de stadig er i live og lever i bedste velgående.

I den anledningen tog vores reporter en snak med gruppens frontmand Lars-Göran Petrov omkring navnskiftet, deres nye album, kontrakt med Century Media og meget mere. Hør hele interviewet her:

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed