fbpx

Vader headliner Viborg Metal Festival 2016

  • Udgivet i Nyheder

Viborg Metal Festival har netop offentliggjort deres headliner til næste og tredje udgave af festivalen.

Det bliver det polske death metal band Vader, som er aktuel med albummet "Tibi Et Igni".

Festivalen har skrevet følgende:
”Ladies and Gentlemen we are so very proud to announce the headlining act for next years VMF. Direct form Poland they do not need any introduction. We give you: Vader

Sammen med denne fantastiske nyhed om Vader til ‪#‎VMF16‬. Kan vi nu fortælle at billetter kommer til salg på fredag 27/11. '
Prisen for begge dage i forsalg KUN: 250 kr.

 

Mere info og links følger.”

 

Viborg Metal Festival afholdes endnu engang på Paletten i Viborg og denne gang udvides festivalen med endnu en dag og er flyttet til marts måned, helt præcis den 11. og 12. marts.

Festival’s arrangører har samtidig givet et fingerpeg til hvad årets program vil bestå af i form af denne opstilling:

Fredag:
Headline
Mellemstort navn x3
Upcoming x2

Lørdag:
Vader
Stort Navn x2
Caro
Mellemstort navn x2
The World State
Upcoming x1

 

Læs mere...

Første bands offentliggjort til Viborg Metal Festival 2016

  • Udgivet i Nyheder

Til marts åbner Paletten i Viborg for endnu en omgang metal i form af den årlige Viborg Metal Festival, som løber af stablen for tredje gang.

Denne gang udvides festivalen med endnu en dag og er flyttet til marts måned, helt præcis den 11. og 12. marts.

I dag har arrangørene offentliggjort de første 2 navne:

”Tiden er inde til det første navn: De trådte til med få timers varsel da vi fik afbrud på den første VMF. Derfor er det på sin plads, at de er det første navn på plakatten.

De har udgivet en super fed ny EP som vi glæder os at høre live. Velkommen tilbage til Caro.

 

Det andet band på programmet beskriver sig selv som Episk Rock. De har allerede spillet på de fleste større festivaler og vi er sikre på at deres dragende doomish stil bliver et hit.

Tager godt imod The World State”

 

Festival’s arrangører har samtidig givet et fingerpeg til hvad årets program vil bestå af i form af denne opstilling:

Fredag:
Headline
Mellemstort navn x3
Upcoming x2

Lørdag:
Headine
Stort Navn x2
Caro
Mellemstort navn x2
The World State
Upcoming x1

Læs mere...

Mono Goes Metal 2015 - Fredag

De læsere, der husker min Mono-reportage fra sidste år, vil med rette have en idé om, at jeg nærer et stort, fedt, blødt punkt for arrangementet. Og lad det med det samme være sagt, at benævnte punkt kun har vokset sig endnu større ovenpå denne festivalens nu veloverståede 10. afvikling.

Enkelte gange går man som i en kammeratlig kædedans fra den ene krammer til den anden. Der er glade venner overalt, - enkelte af hvem jeg ikke har set i adskillige år. Der catches up; de sidst sete koncerter evalueres. De obligatoriske debatter om subgenredefinitioner og hvilket af de fire første Morbid Angel-albums, der er bedst, afvikles i hygge og fordragelighed. (Det er i øvrigt Altars of Madness, hvis nogen stadig skulle være i tvivl.) Det er noget så genkendeligt altsammen, men jeg bliver sgu nok aldrig træt af det. Det er lidt ligesom en form for familiefest. - En stor, skøn, pissesej familiefest.
Hertil kommer bookingen af dette års line-up, som enten er enormt heldigt ramt eller slet og ret foretaget af en knusende professionel arrangør med en større finger på undergrundspulsen end nogen anden dansk metalinstitution. Det er umuligt at redegøre fuldt ud for denne weekends beskaffenhed indenfor rammerne af denne reportage, - ja, med ord i det hele taget, - men tro mig: Ligesom sidste år og året før dét ender MGM 2015 med at transcendere summen af sine enkeltdele.

 

Gaia

Dog starter det lidt sløvt. Ligesom sidste år præsenteres første aftens åbningsband af Anders Bøtter, der i samarbejde med Blastbeast har udvalgt det mest interessante fra Sort Søndag-indslaget Undergrunds-Ukrudt. Gaia er en ung trio, der med deres egne ord spiller "kosmisk doom", og langsomt går det da i hvert fald. Det er den blues'ede, stoner-agtige ende af doom, vi er ovre i. Lige præcis det stenede islæt ender desværre med at dominere sangene, og når jeg bruger ordet "desværre", er det fordi dét er det eneste konsistente og mest opdyrkede element i musikken. Der tænkes tilsyneladende ikke så meget i riffs, temaer, hooks eller melodier, men for det meste bare i stenet atmosfære. Jeg savner ganske enkelt at høre nogle stand-out-elementer.
Det er muligt, at jeg skal høre Gaia flere gange, inden den famøse prås begynder at gå op for mig, og jeg skal gerne lade tvivlen komme dem til gode. De er trods alt også newcomers, og de virker i øvrigt som nogle sympatiske gutter. Men sangene virker til gengæld gerne, som om de er lidt tilfældigt sammensat af stykker, der ikke nødvendigvis havde behøvet at have noget med hinanden at gøre. Dertil kommer, at vokalen er sloppy og anonym, og at forsangeren lidt ligner én fra Weezer, der lige er stået op. - Ikke mindst når han nu er flankeret af en ultrasej bassist i tanktop med lange dreads, undercut og omfattende maori-tatoveringer. Det kan lyde mavesurt og Thomas Blachman-agtigt at gå op i den slags, men kom nu ikke og sig, at det ikke betyder noget.

Nej, men det er på den anden side heller ikke fordi, musikken er direkte ringe; slet ikke. Der er noget fed Clutch-agtig stemning i nogle af de mere upbeat passager, og hen imod slutningen træder forsangeren da også mere i karakter og lægger noget tiltrængt energi og overbevisning bag. Der er helt klart masser af uopdyrket potentiale hos Gaia; det er desværre bare ikke nok til at overbevise mig i denne omgang. Men jeg vil se frem til den dag, det sker, og ønske dem alt muligt held og lykke så længe.
Karakter: 3/6

Gaiafoto10 

 

The Powergloves

The Powergloves spiller en form for math-rock, hvilket som udgangspunkt får en lille alarmklokke til at ringe hos mig. Det kan være en spændende genre, men der er ikke langt derfra, til dér hvor den bliver lige så anstrengende for enhver, der ikke er på krystalamf eller har galoperende ADHD. De dersens Dillinger Escape Plan har jeg i hvert fald altid haft det svært med, selvom de er nok så teknisk vanvittige.
Men så meget desto mere tager The Powergloves røven på mig. Udover at være et enormt kreativt og forskelligrettet band, er de langt fra lige så hysteriske som f.eks. førnævnte Dillinger kan være. Det hænger måske også sammen med, at vi hér spares for den vist ellers obligatoriske råbe-/skrigevokal, eftersom samtlige numre er rent instrumentale. Og så bærer musikken tydeligt mærkbare islæt af både Oceansize og Tool, - og sammen med math-rock er det fandeme en saftig combo.

Det er nu stadig om ikke anstrengende, så enormt udfordrende. Der sker en masse forskellige ting hele tiden. Basfigurerne minder til tider lidt om Primus - hvilket kun er en kompliment, når det kommer herfra. (Hvordan kan det egentlig også være andet?) Det er specielt en overraskende fornøjelse at opleve trommeslager Rune Weidemann, - hvis spil i Surfing Henchmen normalt er lidt løst og jammende, - være så meget i kontrol over de konstant skiftende taktarter. Det er umuligt for mig at følge med hele tiden, men jeg får i hvert fald aktivt talt en 13/8-periode og i samme nummer en 11/8 inddelt i 3-3-5. Ind imellem får jeg nærmest associationer til balkan-musik. Åh, jeg elsker nørderi.

Leadguitaren er et kapitel for sig. Enkelte hele gennemgående figurer er tapping-baserede, Gojira-style. Jeg tager mig selv i at stå og måbe flere gange. Der bliver lavet nogle superlækre shoegazer-agtige ting med noget ekko/delay, der henleder mine tanker på Sigur Rós, hvad der ligeledes kun er positivt. Det skyldes måske også, at den ene, diminutive guitarist med sin strikhue og sweater samt lidt uplejede skægvækst ligner én, der normalt bruger mere tid på at gå og kigge på gletschere med sin vædder Tjórðgrúnn, end han bruger i et øvelokale. Men spille, det kan han sateme. Og så ser jeg gerne igennem fingre med, at der er et par enkelte halvdøde anslag her og der. Jeg forventer ikke at opleve nogen ny Malmsteen på dennehér festival.

Det hele er trods alt for krævende til, at min opmærksomhed ikke begynder at søge andetsteds hen hen imod slutningen. Men det ændrer ikke på, at The Powergloves' musik er så selvstændig og skudsikker, som noget jeg nogensinde har hørt indenfor genren. Der er så megen mening med galskaben, at hele det kaotiske udtryk til tider føles som ganske ordnet - og sgu i enkelte momenter er decideret flot. Min musiksmag er netop blevet rykket en lille anelse. Og jeg har normalt nogle halvkedelige tendenser til at være lovligt konservativ, hvad musik angår, så tak for det, gutter.
Karakter: 5/6

Powergloves2 

 

All Trays For Venom

Hvis All Trays For Venom havde pladedebuteret i starten af dette århundrede, havde de måske formået at opnå den kongestatus, som Hatesphere havde i dansk metal for omkring 10 år siden. I stedet lyder de som endnu en klon af en klon af Killswitch Engage. Om jeg nogensinde kommer til at forstå, hvordan en subgenre på én gang kan indeholde så lidt nytænkning og have så forbavsende kort holdbarhedstid. Eller... det er da i grunden meget indlysende, nu jeg lige siger det på dén måde.

Nå. Når mit personlige vand hermed er hældt ud af ørerne, så er All Trays For Venom vel for så vidt egentlig ret gode til det, de gør. De spiller f.eks. ganske upåklageligt sammen. - Selvfølgelig, fristes man til at sige, for ellers kan et band ikke så godt spille noget, der har med metal at gøre. Og det kan de godt, selvom det hér dogme med enormt-hårdt-vers-enormt-poppet-omkvæd-og-så-lige-et-breakdown-til-sidst så er mere gennempløjet end den eneste lolitadukke i en straffekoloni for sædelighedsforbrydere. Og så er det jo naturligvis heller ikke fordi, musikken er ganske blottet for fede momenter; det har trods alt enkelte tråde tilbage til In Flames, dengang de endnu ikke spillede godnatsangs-metal. Der er bare stadig ikke ét sekund af All Trays For Venoms musik, der har formået at sætte sig fast i min hukommelse udover den så skamredne standardform. Og når noget indenfor metallen insisterer på at være så melodisk, så skal det edderma'me også være catchy. Det er All Trays For Venom desværre ikke.

Men så kan man til gengæld snakke lidt om deres liveshow, for hvad de mangler i originalitet, har de til gengæld til overflod i energi og attitude. Forsanger Rasmus Godsk er som besat af en komplet manisk fandenivoldskhed, og han er nærmest mere ude at løbe rundt blandt publikum, end han er oppe på scenen hos sine bandkammerater. Heroppe er bassist Simon Buje til gengæld lige så herligt sprælsk at se på. Dog skæmmes det samlede udtryk af den ellers så glimrende leadguitarist, der nærmest konstant har et ansigtsudtryk, som om han lige har slået en meget højlydt prut til en begravelse. Du spiller skidegodt, kammerat; bare op med næbbet, foden på monitoren og få dig noget garn at svinge rundt med. Åh jo, det er forresten en anden ting: All Trays For Venom havde muligvis overbevist mig bare en smule mere, hvis ikke fire ud af fem bandmedlemmer havde lignet statister i en dokumentar om bystanders. Få jer dog nogle outfits der i det mindste ikke skriger af herreafdelingen i Føtex, altså.

Hvorom alting er, havde jeg i den tilstræbte objektivitets hellige navn faktisk ellers overvejet at give All Trays For Venom 4/6, fordi de leverer så fed en performance og får publikum så godt med. Men de skal altså ha' et run for deres money. Når jeg ikke får mere personlighed, end der kan ligge i hullet på en tokrone, kan jeg desværre ikke tillade mig at være mere gavmild end som så. Jeg beklager, drenge, men vi må allesammen gøre vores for at fremme den forandring, vi ønsker at se i verden. Og jeg vil altså virkelig gerne snart have enormt-hårdt-vers-enormt-poppet-omkvæd-og-så-lige-et-breakdown-til-sidst-paradigmet stedt til hvile.
Karakter: 3/6

Alltraysforvenom2 

 

The World State

I starten er jeg meget forvirret. "Hvad er det hér i grunden?", tænker jeg. Jeg har hørt et par enkelte numre med The World State for velsagtens et par år siden; dengang var min reaktion lige dele skepsis og interesse. Bandet var - og er - tydeligvis enormt sultne, eksperimenterende og drevet af enormt forskelligrettede kunstneriske kræfter. I aften kan jeg med stor glæde konstatere, at The World State er blevet lidt mere sammentømrede i deres udtryk, men uden at give køb på den kreative åbenhed, der synes at være primærdrivkraften.

Det ændrer dog ikke på, at jeg stadig står bruger betragtelige kognitive ressourcer på at placere The World State rent genremæssigt. Avantgardistisk doom-rock? Jeg tænker i retning af det nyere Anathema, som det jo desværre er de færreste af os, der kan finde ud af at nyde, for hvad det er. Men ligesom det tager tid for mig at finde en nogenlunde passende musikalsk kategori, ligesådan kryber musikken langsomt ind under huden på mig undervejs. Udtrykket er enormt vidtfavnende; rent dynamisk gås der fra den ene spæde, luftige yderlighed til den anden, eksplosive, dramatiske ditto. Men den mystisk inciterende atmosfære er konstant i højsædet lige fra koncertens tostemmige á capella-start til dens ultrasoniske blastbeat-klimaks. Jeg var i øvrigt slet ikke klar over, at Leif var i stand til at synge - og så endda ganske pænt. (Ja, det er arrangørens band, og det er okay, for man må sgu have visse privilegier, når man står for bookingen, og så indfrir The World State trods alt også konceptet om at være fra nærheden af den danske metalundergrund.) Og Bina Rosenvinges kønne vokal er lykkeligvis en værdig arvtager for forgængerinde Monika Pedersens. I det hele taget er jeg rigtig positivt overrasket.

Det er desværre bare ikke nogen ubetinget følelse. Lige så bjergtaget, som jeg ender med at blive af The World State, lige så træt er jeg af alle de infame snakketanter, der ikke fatter at reservere deres kævl til ind imellem koncerterne. Det er dybt respektløst overfor bandet, især når man står kun få meter fra deres performance og ikke gider gøre sig den ulejlighed lige at gå i baren eller udenfor, hvis verdenssituationen partout ikke kan vente med at blive løst. Bevares, det er helt fint med en enkelt, konstaterende kommentar eller udbrud, men når folk står og har hele konstant vedvarende samtaler til en fucking koncert...! Jøsses. Jeg har faktisk aldrig tysset på nogen i ren irritation før, men nu ved jeg, hvordan dét er. Hele momentet er desværre for omfattende til ikke at trække ned i min bedømmelse. Og som min makker ellers så rigtigt siger udenfor bagefter, så burde det aldrig kunne ligge bandet til last. Men det kommer det jo desværre til, al den stund det skæmmer min personlige koncertoplevelse. Og det gør det, når det er så omfattende, som tilfældet er hér, og så meget desto mere når musikken sommetider er så fin og skrøbelig, som det er tilfældet hos The World State, der udover en større scene også har fortjent et bare lidt mere dedikeret publikum.
Karakter: 4/6

Worldstate5

 

Pet the Preacher

... Og det er så lige hér, jeg giver pokker i notathæfte og indtager cowboyrækkerne med garnet slået ud. Lige så aparte, som deres bandnavn er, lige så tung, blueset, dynamisk og all-round overbevisende er Pet the Preachers skønne sydstatsstenerheavy. Stilen er hen ad Corrosion of Conformity anno "Deliverance" tilsat lidt ekstra potjoints og bluesguitar. Hurra, mand. Hvis man ikke kan lide det hér, er man fandme et ind-til-benet-røvsygt menneske, ligemeget hvor løjerligt navnet "Pet the Preacher" så måtte være. Men én ting er selve stilen, en anden er sangene, hvis velskrevethed og variation er af international klasse.

Pet the Preacher rammer faktisk en synergi, som alt for mange metalbands kunne lære noget af: Det dynamiske og melodiske foregår ingenlunde på bekostning af den metalliske tyngde, og omvendt dominerer det tunge aldrig musikken i så høj grad, at der ikke er plads til en lækker bluessolo eller rent faktisk bare noget opbygning. Åh, hvor er det dog skønt med et dansk band, der ikke bare er så heavy som hér, men sgu samtidig også i stand til rent faktisk at skrive gode sange. - Altså, et dansk band som ikke er Volbeat.

Min svingende manke fejer rundt i de ølsjatter, jeg selv har spildt på scenen. Jeg ved, at det bliver et helvede at rede ud i morgen, og jeg er pisseligeglad. Fuck nu mig, hvor er det dog fedt, det hér. Og jeg har faktisk ikke ret meget mere at tilføje, så det vil jeg prøve at lade være med. Summa summarum: Pet the Preacher fortjener at blive tjekket ud, hvis du er til en snart sagt hvilken som helst afart af rock, og selvfølgelig er du da dét. Jeg ville virkelig ønske, at de kunne gå hen og blive store. Dog skal der muligvis et navneskifte til.
Karakter: 5/6

Petthepreacher14

 

Den rullende pølsemand

"Æh... Jeg er her som anmelder, og jeg havde egentlig så'n en madbillet, men der var ikke mere inde backstage, og jeg har lige snakket med Leif, og han sagde, at jeg bare sku' gå herud... Såeh, kan du ikke lige hotdogge mig?"

Og dét kunne han så sandelig, den gode rullende pølsemand, der blandt visse af Aarhus' metallere vil være glædeligt husket fra Royal Metal Fest. Som en af mine gode venner så rigtigt har udtrykt det, så skal man sateme ikke fucke med en ristet med det hele, og sådan nogle bygger den rullende pølsemand nogle yderst kvalificerede af. Blødt, ikke tørt og overbagt, men stadig gennemvarmt brød; hverken for meget sennep, ketter eller remo; til gengæld masser af både rå og ristede løg; tre-fire skiver agurkesalat øverst og frem for alt en overraskende godt langtidsgennemristet frankfurter med noget nær perfekt sprødhed. Sådan skal det sgu være. Og jeg kunne bare komme igen senere, hvis det var. Det var jeg alt for ydmyg til, men jeg lovede med det samme at gøre lidt reklame for den rullende pølsemand, og det gør jeg jo hermed. Han laver som sagt en brav hotdog, som for selv en SU-slave er de 25,- kr. værd, den koster, når ens brandert er i metalfestivalliga; han kan bookes på 24870071 og Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., og han er desuden enormt flink og rar.
Karakter: 5/6

 

Hvis man nu havde købt billet, kunne man såmænd få sådan en aften hér for en skaldet hund. Subsidiært bare for hundrede kroner. Pointen er, at det er urimeligt billigt. Og for bare en halvtreller ekstra til et partoutarmbånd kunne man få en lørdag med, der muligvis vil gå over i Monoramas historie som dén bedste aften. Følg med i morgen og find ud af, hvad der var festivalens bedste koncert; hvad begrebet "dark rock" egentlig dækker over; om danskere overhovedet kan finde ud af at spille power metal; hvem det egentlig var, der skød J.R. i "Dallas"; hvorvidt Birthe Kjær er en androide eller ej; samt om yours truly har tømmermænd. (Hint: Det har jeg.)

 

Læs også vores reportage fra lørdag aften på Mono Goes Metal!

Vi vil meget gerne slutte af med at takke Emilie Marie Bregendahl for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Postfest offentliggør endeligt program

Med tilføjelsen af bl.a. The Ocean som også spillede på dette års Roskilde Festival, polske Tides from Nebula, New Zealandske Kerretta, Norske The Samuel Jackson Five samt danske Nanna Schannong, Fossils, Flod og The World State er programmet for dette års Postfest på plads.

Det tyske metalkollektiv The Ocean finder inspiration til deres ambitiøse musik langt væk fra grinende skelethoveder og blodige lemmer.
Havet, sjælen og universet er mindst lige så skræmmende størrelser, når man kigger ordentligt efter.
På storværket Pelagial tager The Ocean en musikalsk og psykologisk rejse fra havets overflade og ned i dybderne, sollyset aldrig når.
Det sker i metalliske suiter, der kombinerer Pink Floyd, Isis, Mastodon og Mogwai i en symfonisk og progressiv maksimalisme.
The Ocean er episk, litterært anlagt metal, som udløser skælv både i kroppen og i hjernecellerne.

Postfest finder sted 11-13 september. Torsdagen afvikles på Radar, mens fredag og lørdag afvikles på Train. Der er officiel efterfest på Escobar alle tre dage.

Billetter til alle dage koster 250,- og kan købes på www.billetnet.dk
Det endelige program ser således sådan ud:

- This Will Destroy You (US)
- The Ocean (GER)
- Tides From Nebula (PL)
- Totorro (FR)
- Kerretta (NZ)
- The Samuel Jackson Five (NO)
- Sky Architects (DK)
- Lymbyc Systym (US)
- Mimas (DK)
- Fossils (DK)
- Nanna Schannong (DK)
- The World State (DK)
- Flod (DK)
- Postfest DJ´s

Læs mere...

Royal Metal Fest offentliggør 5 nye bands – inkl. Artillery og Horned Almighty

I sidste måned blev det offentliggjort at Royal Metal Fest vender stærkt tilbage i slutningen af maj, helt bestemt den den 30. og 31. maj på spillestederne Atlas og Voxhall i Aarhus.

Her blev det også offentliggjort at, programmet i år ville se lidt anderledes ud en hvad man har oplevet tidligere, fredagens program vil nemlig udelukkende fokusere på dansk metal.

Samtidig blev de første navne offentliggjort, her var det tale om blandt andet Illdisposed, Blood Red Throne, Pretty Maids og Endstille, samt at vinderen af årets danske W:O:A METAL BATTLE vinder ville få en plads på programmet.

I dag er der offentliggjort yderlig 5 bands; her er tale om thrash legenderne Artillery, black metal fra Horned Almighty, det internationale metal band med danske rødder One Machine, thrash drengene fra Haderslev Impalers og ikke mindst lokale The World State.

Desuden er der offentliggjort at festivalen byder på Whisky smagning med Tonny Nielsen.

 

Programmet ser pt. således ud:

Pretty Maids (DK)
Illdisposed (DK)
Artillery (DK)
Blood Red Throne (N)
Horned Almighty (DK)
Endstille (D)
One Machine (DK/USA/UK/IT)
Impalers (DK)
The World State (DK)
Killing Gandhi (DK)
W:O:A Metal Battle DK vinder (DK)

 

Om billetsalget har foreningen sagt følgende:

”Husk at købe din billet hurtigst muligt. Vi vil gerne understrege, at du hjælper i høj grad Foreningen Metal Royale med at arrangere en bedre fest, ved at købe billetten i forsalg!
Vi gør for en god ordens skyld opmærksom på, at antallet af partoutbilletter er ret begrænset, så hvis du går og tænker, at du både vil høre Killing Gandhi OG Pretty Maids, vil vi opfordre dig til at sikre dig din billet allerede nu, så du ikke skal høre om festen fra dine venner!
Sidst men ikke mindst – spred ordet; og se lige vores priser; allerede nu overskrider vores line-up den ydmyge pris på 320 kroner for partoutbilletten!
Metal Royale
...fordi vi elsker hegn!”

 

Fredagsbilletter til Atlas koster 140 kroner, en billet til lørdagens koncerter koster 250 kroner og en partout-billet koster blot 320 kroner.

Billetter sælges via billetten.dk & www.fondenvoxhall.dk

 

Artillery "Legions" (OFFICIAL VIDEO)


Horned Almighty - Vile Works of Witchcraft


Impalers - "Nuclear Nights"


ONE MACHINE - The Distortion Of Lies And The Overdriven Truth - Lyric Video


The World State - Engine

Læs mere...

Aalborg Metal Festival 2013

Aalborg Metal Festival er én af de begivenheder på året, som er mejslet ind i vores kalender - der skal vi bare hen.

2013 udgaven var ingen undtagelse, og igen bød programmet på forhånd på mange spændende navne.

Og som vanligt måtte vi vente til fredag med at springe på festivalen; til gengæld var vi der fra dagens start.

 

Læs mere...

Aalborg Metal Festival offentliggør de første bands

Aalborg Metal Festival har her til aften løftet sløret på de første navne til årets festival. Aalborg Metal Festival 2013 finder sted den 7. til 9. november og som altid på Studenterhuset midt i Aalborg.

Endnu engang har festivalen gjort et kæmpe scoop, ved at kunne præsentere årets headliner, som er intet mindre end de svenske veteraner i At The Gates. Samtidig offentliggøre også deres landsmænd Soilwork, som er på tour med Keep Of Kalessin og Sybreed, som selvfølgelig også vil optræde på årets festival. Her næsten kommer 6 danske bands i vidt forskellige genre, her er tale om: The Burning, Crocell, Act Of Cohesion, Red Warszawa, The World State og Alter Of Oblivion.

Mange flere bands vil blive offentliggjort løbende, vi holder jer selvfølgelig opdateret!

Læs mere...

Royal Metal Fest 2013 offentliggør tidsplan

Som vi skrev forleden, er det i weekenden der er kæmpe metal fest i Aarhus, nå Royal Metal Fest 2013 løber af stablen fredag den 12. og 13. april på hhv. Voxhall og Atlas.

Nu er tidsplanen for arrangementet offentliggjort og man kan få et overblik over hvornår de forskellige bands optræder samt andre spændende aktiviteter:

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed