fbpx

Bottomless - Bottomless

Line-uppet for Bottomless blev komplet i 2018, da bassisten Sara Bianchin stødte til guitaristen Giorgio Trombino og trommeslageren David Lucido; alligevel tvang medlemmernes forskellige forpligtigelser til udsættelse af indspilningerne til bandets første album. Men nu er det her, opkaldt efter bandet selv.
Når man kalder sit projekt for Bottomless, er det ingen overraskelse, at indholdet i høj grad består af Doom Metal, men helt bundløs er musikken ikke. De tre italienere fremhæver Black Sabbath som deres største inspirationskilde, så musikken er også kraftigt farvet af de old school elementer, der hører til Stoner Metal.
Med de rammer kunne man frygte, at Bottomless ville være endnu en klon af mestrene, men det er ikke tilfældet – Debutalbummet indeholder mange personlige elementer. Først og fremmest forsøger Trombino ikke at kopiere Iommis måde at skabe riffs på; i stedet går han egner veje, som når han bruger to guitarer i åbningsnummeret, eller når han lader den seksstrengede hvine i bedste Hendrix-stil i ”Vestige”. Samtidig ligger Trombinos vokal med sin meget rene og klare tone temmelig langt fra Ozzys ditto.
Jeg må indrømme, at jeg ofte løber sur i det, når jeg anmelder Doom-udgivelser, fordi genren ofte mangler ideer. Her markerer ”Bottomless” en behagelig undtagelse, for indholdet er både selvstændigt, interessant og medrivende. Derfor er det kun en formkrise mod slutningen, der lægger en dæmper på karakteren.

Tracklist:
01. Monastery
02. Centuries Asleep
03. Bottomless
04. The Talking Mask
05. Ash
06. Losing Shape
07. Loveless Reign
08. Vestige
09. Cradling Obsession
10. Hell Vacation
Samlet spilletid: 46:29

Læs mere...

1782 - From The Graveyard

Historien om 1782 er et eksempel på, hvor hurtigt det nogle gange kan gå. Bandet blev startet af Marco Nieddu og Gabriele Fancellu i december 2018, i januar 2019 indspillede de deres første single, og en måned senere deres første album! Det blev udsendt på Heavy Psych Sounds, som også står bag bandets nye album ”From The Graveyard”, hvor bassisten Francesco Pintore er kommet til, så 1782 nu er en trio.
For at sætte titlen i scene, indledes det hele med kirkeklokke og så står der ellers Doom på resten. For lige så stærkt det karrieremæssigt er gået for 1782, lige så langsomt bevæger deres numre sig fremad. Stilen er Doom Metal, som via rigtig meget forvrængning på guitaren og en meget tilbagetrukken placering af Nieddus vokal får et snert af Stoner Metal. Numrene er domineret af guitarens tunge anslag, og når man skal udpege forskelle imellem de enkelte tracks, skal man have den lyttemæssige lup frem. Her er det nemlig småting som mængden af forvrængning eller hvor langt vokalen er mikset tilbage, der udgør de væsentligste forskelle – variation er der ikke meget af.
Men der kommer lidt spænding til sidst, for i “Priestess Of Death”, gentages den samme guitarsekvens i det næsten uendelige med en ikke uinteressant, nærmest hypnotisk effekt til følge. Samtidig er der et godt drive i det afsluttende ”In Requiem”, så 1782 alligevel slipper afsted med skindet på næsen – men også kun lige.

Tracklist:
1. Evocationis (intro)
2. The Chosen One
3. Bloodline
4. Black Void
5. Inferno
6. Priestess Of Death
7. Seven Priests
8. In Requiem
Samlet spilletid: 43:28

Læs mere...

Cosmic Reaper - Cosmic Reaper

Cosmic Reaper er et nyt navn fra North Carolina, som gav sin første koncert i sommeren 2019 og indspillede sin første EP et par måneder senere. Nu er de 4 musikere så klar med deres første album, der udgives på Heavy Psych Sounds.
Og man fristes til at sige ”hvor ellers?”, for amerikanernes stil passer perfekt ind i det italienske pladeselskabs valg af genrer. Cosmic Reaper spiller en blanding af Doom med de dertil hørende tunge rytmer, og Stoner metallens old school lyd og stil. Sidstnævnte kommer især til udtryk i de voldsomt forvrængede guitarer, men også den rene, men meget tilbagetrukne vokal bidrager til billedet af retro.
Fordi vokalen ligger så langt tilbage, kommer man let til at opfatte den som endnu et instrument, og det er i stedet de tunge guitarer, der dominerer numrene. De driver begivenhederne langsomt fremad i det, der hurtigt bliver en meget ensidig affære. Heldigvis brydes monotonien af en meget lækker bluesguitar i ”Wasteland I”, og i det efterfølgende ”Wasteland II” hæves tempoet med fornyet energi til følge. Herefter er det tilbage til den oprindelige opskrift med gennemført, men begivenhedsløs tyngde.
Man skal virkelig være glad for de helt tunge rytmer, for at blive begejstret for denne debut. Efter min mening er den alt for monoton, og det er da også kun de få afvigelser, der i sidste ende kradser de tre stjerner hjem til Cosmic Reaper.

Tracklist:
01 Hellion
02 Heaven’s Gate
03 Stellar Death
04 Wasteland I
05 Wasteland II
06 Planet Eater
07 Infrasonic
Samlet spilletid: 44:40

Læs mere...

Zakk Sabbath - Vertigo

Black Sabbath tribute bands findes der rigtig mange af, alle med det formål at hylde mestrene, men når tribute bandet selv består af kendte musikere, tager man det lige en tand længere. Det gælder for Zakk Sabbath, hvor sangeren og guitaristen Zakk Wylde samt bassisten Blasko endda spiller med Ozzy, og hvor trommeslageren Joey Castillo er kendt fra bl.a. Queens of the Stoneage. De tre har valgt at markere 50 året for udgivelse af Black Sabbath’ første album med en genindspilning af USA-versionen (dog uden ”Evil Woman”).
Også uden dette hit formår de tre at skabe den helt rigtige stemning, og ideen med at holde det hele old school passer fint ind. Wyldes vokal er generelt mikset, så han ligger MEGET tæt på Ozzy selv, og hvis man ikke lige koncentrerer sig om at lytte, kunne man nemt tro, at der var tale om en indspilning med Sabbath selv. Lytter man efter, så afslører den lidt mere nuancerede produktion, at vi har at gøre med en udgivelse fra 2020.
Som med vokalen ligger også musikken meget tæt på originalen; de mest markante forskelle leverer Wylde, når han ikke kan lade være med lige at trække en solo lidt ud eller få guitaren til at hvine lidt ekstra.
Så hvis det gælder om at lyde som originalen, har Zakk Sabbath løst opgaven til topkarakter. Det synes jeg ikke helt er nok, specielt fra etablerede navne som de tre i spil her – der burde have været plads til at kunne sætte et personligt præg på numrene uden, kompromittere deres grundide. Som det er nu, giver albummet mig i højere grad lyst til at høre den 50 år gamle skive.

Tracklist:
1) Black Sabbath
2) The Wizard
3) Wasp / Behind the Wall of Sleep / N.I.B
4) Wicked World
5) A Bit of Finger / Sleeping Village / Warning
Samlet spilletid: 41:37

Læs mere...

Avatarium - The Fire I Long For

Selv om grundlæggeren Leif Edling ikke har været en del af Avatarium i et par år, har han alligevel bidraget med flere numre til "The Fire I Long For”, som er bandets fjerde studiealbum. Og her fortsætter svenskerne den Stoner Metal stil, der er deres varemærke.
Dens karakteristiske forvrængede guitarer er markante i åbneren ”Voices”, hvor Jennie-Ann Smith’ flotte og klare vokal skaber en spændende kontrast til deres old school bidrag. Ellers kniber det en smule med spænding, for selv om ”Rubicon” byder på tunge rytmer, og ”Shake That Demon” har et friskere tempo, er det kun i ”Epitaph Of Heroes” og især ”Porcelain Skull”, at tingene lykkes for alvor – melodien og vokalen i sidstnævnte får mig til at tænke på det tidlige Rainbow – Hos mig er det en meget positiv reference.
Når en retning ikke fungerer helt, er det godt at have andet at byde på, og det har Avatarium i form at 3 stærke ballader, hvor vokalen skinner flot igennem: Først ”Lay Me Down”, som har en meget flot stemning; dernæst titelnummeret, som trods et lidt pompøst omkvæd scorer point på melodien og en flot slideguitar, og til slut det nedtonede slutnummer, som flere steder er helt jazzet. På den måde hæves kvalitetsniveauet til det, jeg tidligere har mødt fra bandet, og karakteren bliver derfor den samme.

Tracklist:
1. Voices
2. Rubicon
3. Lay Me Down
4. Porcelain Skull
5. Shake That Demon
6. Great Beyond
7. The Fire I Long For
8. Epitaph Of Heroes
9. Stars They Move
Samlet spilletid: 43:58

Læs mere...

GoatHawkBuffalo - Come To Temple

Bag navnet GoatHawkBuffalo står fem gutter fra København, som startede bandet i 2014, og tre år senere debuterede med EP’en ”Release the Beast”. Nu er det så blevet tid til det første fuldlængde udspil, som har fået titlen ”Come To Temple”.
GoatHawkBuffalo nævner navne som Kyuss og Corrosion of Conformity blandt deres inspirationskilder, og det høres også i musikken. Med sine tunge og forvrængede guitarer fremstår den nemlig nutidig, men med tydelige spor af noget mere gammeldags. Det høres i de tre åbningsnumre, hvor den let råbende mandfolkevokal er med til at give power. Musikken er lidt lukket, men det afhjælpes ved, at guitarerne bringer lidt melodi ind i billedet – en go’ ide. Efter samme mønster afsluttes albummet med tre numre i stil med åbningen, men imellem disse to treenigheder finder man kun et enkelt nummer, som ligner albummets start og slut - Ellers er det numre, som tiltrækker sig opmærksomhed fordi de afviger fra den normale stil: Først er der ”Pretty Promise”, som med sin mere rock’ede stil og drive giver et frisk pust, og så to tracks i den afdæmpede afdeling: ”Buried Alive” starter helt stille og bevæger sig roligt, men stærkt videre. Og så ”The Ridge”, som med sin helt stille stil og sparsomme instrumentering skaber en intensitet, der ikke blot gør det til albummets mest personlige, men også til min favorit.
Numrene i den Sludge-prægede stil er lidt for tilknappede og ensformige efter min smag, men GoatHawkBuffalo viser med de tre anderledes numre, at de har andet og mere at byde på.

Tracklist:
1. Broken Whore
2. Come To Temple
3. Soil’n Mud
4. The Ridge
5. Pretty Promise
6. Life Is Chaos
7. Buried Alive
8. Chuck
9. Get Defensive
10. Pound
Samlet spilletid: 41:23

Læs mere...

Stone Cadaver - Royal Metal Fest 2016

Stone Cadaver er en powertrio, der udelukkende synes at være inspireret af de bands, der er inspireret af Black Sabbath. Jeg kan høre både Down- og Pentagram-elementer i deres tungt stenede 70’er-heavy. Og det er jo dejligt. Det gynger og rykker ganske pænt i både ører og andre kropsdele.

Dog kan det tydeligt mærkes, at bandet er en upcoming størrelse. Musikken er ikke vanvittigt original, - hvad der da heller ikke ligefrem er kendetegnende for genren. Et større kritikpunkt er leadguitaren, der er decideret ringe, hvilket nok må tilskrives den mærkbare nervøsitet hos bandets guitarist og forsanger. Derudover kunne de måske godt ha’ spillet lidt mere tight. Men hva’.

Alle indvendinger til trods ender Stone Cadaver med at levere en koncert, der som åbningsshow af et ungt band må betegnes som god. De er ret sikre i genren, og det er som om numrene bliver federe og federe og riffs’ene mere og mere originale, - for så vidt det nu måtte være muligt. Især det afsluttende nummer, hvis titel desværre er gået mig forbi, rammer en tyngde, der er genrens bedste bands værdig. Stone Cadaver har masser af potentiale; de skal, som upcoming bands er flest, bare ha’ noget mere erfaring. Jeg forestiller mig, at de bli’r rigtig fede at se om en tre-fire års tid.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Monster Magnet, Scorpion Child - Pumpehuset

Scorpion Child

Texanske Scorpion Child har åbenbart 10 år på bagen og flere bemærkelsesværdige meritter på CV’et, inklusive en Nuclear Blast-kontrakt, et par Billboard-placeringer og en Classic Rock Magazine-nominering som bedste nye band i 2013. Jeg har hidtil aldrig hørt om dem, vanligt ude af trit med alt i det 21. århundrede som jeg er. Det er dog ingenting sammenlignet med aftenens supportnavn, der uden at være helt lige så psych-orienterede som hovednavnet er akkurat lige så tilbageskuende mod det skønne hjørne af ’68’erne, hvor den elektriske guitar var lige så selvskrevet som det lange hår, når man gav udtryk for sin afstandtagen til hele det omgivende etablissement.

Scorpion Child lyder som nutidens Graveyard og Blues Pills, når disse allermest prøver at emulere lyden fra datidens Lucifer’s Friend og Pentagram. Udover den afsluttende “I Might Be Your Man” gør deres sange for det meste dog ikke større væsen af sig udover at rocke som de skal. Men bandet er tændt, rutineret og energisk, og det smitter af på publikum, så alt er som det skal være på dén konto. De kan drive det vidt, hvis de - ligesom Monster Magnet i 90’erne - gør lidt mere ud af sangskrivning frem for bare at satse på stemning. Som opvarmning til en anledning som denne er de dog et indlysende valg.

Karakter: 4/6


Monster Magnet

De bedste koncerter, jeg har set med Monster Magnet, har været dem, hvor bandet har satset på gammelt materiale. Der var jo f.eks. “4-Way Diablo”-touren i 2008, hvor der ikke blev spillet et eneste nummer fra denne skive. Selv ihukommende marathonopførslen af den i øvrigt glimrende “Last Patrol” (2013) sidste gang bandet besøgte Lille Vega, er det, som om Dave Wyndorf godt er klar over, at hans nyere udgivelser ikke helt står mål med de efterhånden kanoniserede stonerrock-hovedværker “Dopes To Infinity” (1995) og “Powertrip” (1998). Det er givetvis denne indsigt, der ligger til grund for det regi, hvori Monster Magnet denne gang gæster Danmark: Et retrospektivt blik på bandets guldalder i fold hos A&M Records, som udover førnævnte hovedværker også lagde navn til disses omkringliggende “Superjudge” (1993) og den lidt oversete “God Says No” (2001).

Man kan med rette kalde en sådan approach for et nemt cash-in. - Find i øvrigt selv på flere dysfemismer. Selv alle de tænkelige af slagsen kan stadig ikke diskutere med publikums taknemmelighed, da Wyndorf og inkarnationen af Monster Magnet anno 2016 sætter i med et sandt hattrick af en indledning: Klassikerne “Crop Circle” og “Powertrip” efterfulgt af den fremragende “Melt”, som jeg i dén grad har savnet til bandets koncerter gennem de sidste otte år.

Dog er det “Superjudge”-skiven, der er overrepræsenteret i aftenens set. Herfra får vi bl.a. endnu et par højdepunkter i form af det forrygende titelnummer og den dejlige “Cage Around the Sun”. “Superjudge” er måske kommet til at stå lidt i skyggen af sine opfølgere, men på den anden side er numrene derfra generelt bare knapt så memorable som de senere. F.eks. kunne jeg sagtens have undværet “Twin Earth” og “Dinosaur Vacuum” til fordel for lidt mere fra “God Says No” - i særdeleshed den kriminelt velbevarede hemmelighed “Queen of You”.

Men et decideret stille nummer havde på den anden side måske bare lagt en dæmper på festlighederne. I aften er Monster Magnet fra start til slut nemlig mindst lige så rødglødende og røvsparkende, som de var dengang, hvor Wyndorf var et symbol på sex, og ikke på at man skal lade være med at æde for mange pizzaer og sovepiller. Faktisk kan jeg ikke erindre, at jeg nogensinde har set bandet give en så gnistrende intens performance - sgu ikke engang på Orange Scene i ’99. Og for helvede, hvor er det dog befriende at se et band retfærdiggøre dets så fremtrædende status i min smags- og referencesfære.

Det hér med, at et band kun er så godt som sit seneste album, er noget forbandet sludder. Jeg nyder altid at se Monster Magnet, men det er i aften, jeg definitivt bliver mindet om, hvorfor jeg bliver ved med at tage til deres koncerter. Setlister kan altid diskuteres. Og nu må det altså for en dag: Jeg er sgu lidt træt af at skulle høre “Tractor” til hvert eneste show. Men når lortet samtidig holdes oppe af evigt træfsikre perler som stenerklassikeren “Look To Your Orb for the Warning”, og når det samtidig spilles, som gjaldt det langt mere end dét daglige brød, som det vel reelt ellers gør for samtlige bandmedlemmers vedkommende, skulle man være en massiv klump hipster af Thomas Treo-karat for at klage. Det hér mere end bare virker. Og det gælder også hovedsættets måske ellers nok så forudsigelige afslutning bestående af “Dopes to Infinity” og “Space Lord”. Bandet og publikum nærmest konkurrerer om, hvem der kan være mest tændt. Det er disse situationer, der refereres til, når man taler om at “løfte taget”, folkens.

Første ekstranummer er dog lige antiklimatisk nok - nemlig bandets coverversion af det svenske kult-rockband Union Carbide Productions’ “Financial Declaration”, som hos Monster Magnet hedder “I Want More”, og som optrådte som bonusnummer på den engelske udgave af “God Says No”. Og hvor “Face Down” måske også mest appellerer til fans'ene over 40, reddes aftenen i højeste grad hjem af fabelagtige “Negasonic Teenage Warhead”, som de sidste par gange har glimret ved sit fravær. Jeg kan oprigtigt talt ikke huske, hvornår jeg sidst har befundet mig i en decideret pit, og selvom mine lægmuskler i dag giver mig et bud på, hvorfor der måtte gå længere tid imellem, har bandet ikke fortjent mindre end adskillige moshende Pumpehuse ovenpå en så tindrende og engageret rocklektion som denne.

Den bli’r svær at overgå.

Karakter: 5/6

Læs mere...

Mono Goes Metal 2016 (fredag)

Det er efterhånden blevet en tradition, at jeg dækker MGM på Revolution Inc. Det er ingen hemmelighed, at jeg holder umådeligt meget af arrangementet, så jeg var også taget derud alligevel, kan man sige. I år kan det desværre kun blive til en enkelt aften.
Årsagerne er, 1) at Manowar som bekendt blæser taget af Scandinavian Congress Center søndag, og 2) at jeg ganske enkelt ikke længere vil udsætte dette i forvejen så hårdt medtagne korpus for tre afteners kampdruk, hjernesmeltende høj musik og mennesker overalt hele tiden. Derfor må jeg bruge lørdagen på restitution, inden det atter går løs. De af jer, der har rundet de 30 og/eller nogensinde festet til det udløste panikangst, vil muligvis kunne forstå det. Resten må lære det på den hårde måde.

Udover det vanligt fremragende selskab nåede jeg således at opleve følgende bands på MGM 2016:


Expatriated

Lige så utaknemmelig en opgave det er at åbne et arrangement i max-200-mands-størrelsesorden, lige så utaknemmeligt er det at skulle fælde en nogenlunde diplomatisk dom over det stakkels band, der får tjansen. Trioen Expatriated har hørt en del Tool og rigtig meget Opeth, og de vil gerne spille lige så mystisk og intrikat progmetal i spektrets hårde ende.
Det lykkes nu også til en vis grad. Sammenspillet er der for så vidt intet i vejen med, og bandet er også i stand til at bygge nogle ganske interessante sangstrukturer. Desværre forfølger de ikke rigtig nogen distinkte idéer snarere end bare at progge uden andet mærkbart formål end dét.
Der består to problemer i bandets lave besætning. Først og fremmest - og det er hér, det bli’r en utaknemmelig opgave ikke at lyde perfid og personlig, - indfrir bandets forsanger og guitarist ingen af sine forpligtelser. Ligesom både hans rene vokal er for upersonlig og hans bud på et growl alt for fladt og luftigt, er også hans rene guitarlyd for tynd, og hans distortede for komprimeret og tonløs. Og så er der lige det hér med, at det bare ser ubehjælpeligt akavet ud for en metalfrontmand at stå med samlede ben og have spaden helt oppe i Django Reinhardt-position. Stængerne ud til siden og øksen ned i keglehøjde. Der er ingen undskyldning.
Derudover ville bandet kunne gøre meget mere med deres sound og idéunivers, hvis de fik sig en andenguitarist og/eller måske en keyboardspiller. Af og til er lyden forsvindende tynd, og hvor det selvfølgelig giver det samlede udtryk noget dynamik, er musikken også af og til i fare for at forsvinde ind i sig selv, og ikke ud over den scenekant, som den kun sjældent forcerer.
Jeg anser og bedømmer Expatriated som et demoband, der endnu ikke er færdigt til at flyve fra øvelokalet. De har lang vej endnu, men de har på den anden side også en masse teknisk kunnen og kreativitet, der kan føre dem langt. Jeg vil lade tvivlen komme dem til gode og ønske dem held og lykke.

3,5/6

 

Cor Vacante

Så er der sateme ellers, (tør jeg næsten skrive det her i 2016?) fee’ døø’! Esbjergensiske Cor Vacante spiller noget så dejligt som en omhyggeligt langsom og smagfuldt præcis-tilstrækkeligt-melodisk dødsmetal af den skole, hvorpå bands som Obituary og Bolt Thrower danner lærerstab. Og modsat så meget andet forstår jeg først, at jeg faktisk har savnet det, nu hvor jeg får det tilbage efter så lang tid. Det 21. århundredes dødsmetalbevægelser er generelt præget af Meshuggah, og hvor jeg - bevares - til stadighed er i svime over de ekvilibristiske krumspring hos fantastiske bands som Decapitated og Psycroptic, er det en mindst lige så lækker overraskelse at blive præsenteret for et nyt bud på genrens stik modsatte ende.
For Cor Vacante er mere end bare et kærkomment pift i en tid, hvor dødsbands stadig ikke helt er færdige med at overgå hinanden i tempo og teknikalitet, - de er også forbandet gode til det, de gør. Den ene guitarist er iført en Primus-t-shirt og har en tatovering af en blæserspillende rasta-fyr, og ved eftersyn finder jeg en afskedssalut til David Bowie på bandets Facebook-side. Ingen af delene overrasker.
Jeg hører nemlig en masse decideret musikalitet i bandet. Frem for bare at lave stiløvelser hermetisk indenfor deres egen genre bruger Cor Vacante også et vist teknisk og kreativt overskud til at tænke - og spille - lidt udenfor boksen. F.eks. er selv den rene guitarlyd utroligt fin; den er fundet frem til med flere års erfaring i at justere på pedal- og forstærkerknapper - og ikke bare ved at trykke distortionlyden off. Men bandet består åbenbart også af medlemmer fra bl.a. Kellermensch, så det forklarer noget.
Med forbehold for at jeg desværre ikke får set lørdagens bands på Mono i år, vil jeg hermed erklære Cor Vacante for årets positive overraskelse samt bedste nye danske bud på en international metalkandidat anno 2016. God vind, drenge!

Karakter: 5/6

 

Oxx

Aarhusianske Oxx er en trio bestående af guitar, trommer og… Moog?? Der er i hvert fald tale om en analog synth fra dengang, hvor vores bedsteforældre definitivt gav op overfor nutidens mærkelige undskyldning for musik. Og Oxx virker sjovt nok som et band, der gerne vil fremmane samme reaktion hos en mærkbar del af deres lyttere.
I programmet står Oxx omtalt som “noise, drone, avantgarde-jazz, doom/black metal”. Det er de også, men de er også mere end det. Jeg ved bare ikke rigtig hvad - et ord der i øvrigt er beskrivende for min initialreaktion på bandet, hvilket de tre første linier om dem fra mit notathæfte bevidner:
Hvad??
Hvordan??
… HVAD?
Den skal de alligevel ha’, og det tror jeg nemlig også gerne, de vil. For de gør sig ekstremt umage med at skrive og spille så skizofrent og åbent overfor samtligt tænkelige idéer som muligt. De blæser ens hjerne behørigt omkuld, hvad end man er til den ene, den anden eller samtlige typer musik i verden. Guitaristen og synth-spilleren growler skiftevis. Førstnævnte ligner én, der normalt krøller folk sammen, hvis de har deres egne Breezers med ind på Crazy Daisy, men samtidig spiller han en tapping så jazzet, at det snarere end på Steve Vai leder tankerne hen mod dennes læremester, Frank Zappa.
Det er fandme mærkeligt, det hér. Jeg ved ikke helt, ud fra hvilke præmisser jeg skal bedømme Oxx. Men de kan deres lort, ingen tvivl om det. Udover de ekstremt teknisk krævende passager byder deres musik på drone, doom, black… Ja, se ovenstående beskrivelse. Det er en fordoms- og kompromisløs, radikal, ultra-ekspressionistisk hvirvelvind af lyd-idéer, og det bli’r for meget for mig til sidst, skal jeg gerne erkende. Som jeg siger til min sidemakker: “De skal nok få en positiv karakter; jeg kan bare ikke holde ud at høre på dem længere.”

Karakter: 4/6

 

Death Rides a Horse

Ovenpå Oxx er Death Rides a Horse’s stoner-doom’ede 70’er-heavy lige, hvad jeg har brug for til at klare hjernen. Jeg så dem en gang for nogle år tilbage til en makkers 40-års fødselsdag, og det er sjovt, hvordan de ikke synes at have ændret sig det store siden dengang, og som der stadig heller ikke er så meget brug for at ændre på noget, der virker, som det er. DRaH er u-folkelige, u-hippe og tilbageskuende ind til benet, og man kan regne ud, at de vil blive ved med at holde disse kvaliteter i hævd, så længe de eksisterer. Og så meget desto mere imponerende er det, hvordan de bliver aftenens mest velmodtagne publikumsattraktion. De er ikke verdens teknisk største begavelser, men mindre kan så sandelig også gøre det, når deres musik er så gennemført komponeret og mere ualmindeligt oldschool end nogen Tuborg-reklame. Jeg kan dæleme godt li’ DRaH, og når jeg siger, at Cor Vacante er dette års bedste bud på et dansk metalnavn til den internationale scene, skal det altså ikke forstås sådan, at DRaH ikke har potentiale til meget af det samme.
De er tillige en broget flok at beskue. Den ene guitarist ligner Kevin Bacons nørdede lillebror; den anden ligner en tidligere storforbryder, der har slået sig ned som potrygende beatpoet i Haight-Ashbury. Men begge flankerer de bandets suveræne omdrejningspunkt, vokalist/bassist Ida Hollesen. - Et omdrejningspunkt som jeg ikke kan undgå at blive lidt mere fascineret af, end hvad min kæreste måske ville være tilfreds med. Hollesens stemme og stage presence er så stærke størrelser, at man skulle tro, hun havde stået og skrålet på en scene siden engang i en version af børne-MGP, der er alt for awesome til at eksistere.
Som flere gange før til MGM har vi nu nået det punkt på aftenen, hvor jeg nedprioriterer notatskriblerierne og joiner det efterhånden fuldtallige publikums cowboyrækker til en gang aktiv nakkemyoseudvikling. Men i virkeligheden er der også kun følgende at tilføje: DRaH’s relevans består i, at de netop spiller den kommercielt mindst tænkeligt relevante musik med en sådan flair og indlevelse, at den for indforståede synes uendeligt mere relevant, end hvad der nu kører af dubstep-bastardiseret konsum-pop på P3 og The Voice for tiden. Og dét er en sag, i hvis navn jeg som hér gerne kaster garn til en gang ømme skuldre oveni tømmermændene.

Karakter: 5/6

 

Diskord

For mig at se burde Death Rides a Horse have været aftenens headliner. I hvert fald svigter publikum Diskord i et omfang, jeg ikke helt forstår, når man tager i betragtning, hvor velbesøgt selv Oxx’ kaotiske ADHD-opvisning var. Det er synd for Diskord. Men det skyldes måske også, at deres musik slet og ret er lidt tvetydig, hvor Oxx’ multiskizofreni tydeligvis er selve meningen i al galskaben. Denne norske trio spiller en underlig, dissonant form for dødsmetal, der ikke helt kan finde ud af, hvor den befinder sig på kontinuummet fra helt avantgarde-kunstnerisk over nogenlunde “normalt” progressiv til slet og ret teknisk. Udover dødsmetalfundamentet indeholder musikken elementer fra både thrash, doom, punk, grindcore og jazz. Jeg ville umiddelbart beskrive dem som en lidt mere straightforward udgave af Gorguts, men med det forbehold at beskrivelsen langt fra er fyldestgørende. For de lyder som sig selv, - hvad man da også må forvente af et band med 17 år på bagen.
Ligeson Oxx fænger Diskord mig kun delvist. Det kan skyldes, at de også spiller i forlængelse af noget, der er langt nemmere tilgængeligt og mere publikumsvenligt. De tre bandmedlemmers komplet anonyme look er muligvis en yderligere faktor i mit utilstrækkelige indtryk af Diskord. De ligner ikke nogen, der kunne drømme om at høre metal; så meget desto mindre hér iblandt en flok stive jyder med patches længere ned af ryggen end headbangerhår. Så overflødigt som det end måtte være at sige, er bandet dog både teknisk og kreativt dybt imponerende - samlet set mere end noget andet band i aften. Men jeg ender ikke desto mindre med at gå lidt til og fra Monoramas scenerum. Det er ærgerligt, men som så mange andre af de fremmødte må jeg nok erkende, at denne tid på aftenen er til fest snarere end fordybelse. Diskord er med til at variere programmets i forvejen utrolige stilmæssige bredde, - noget som jeg elsker MGM for, - men som headliner vil de desværre næppe være egnede i andre tilfælde, end hvis line-up’et udelukkende bød på ekstraordinært avanceret dødsmetal. Jeg vil skam ellers gerne se dem igen, hvis jeg får muligheden, for deres musik ER skidespændende. Og ligesom i tilfældet Oxx vil jeg hjertens gerne give dem en god karakter for deres tekniske og kompositoriske evner, der langt overgår noget andet band fra Norge, jeg kan komme i tanker om.

Karakter: 4/6

 

Samlet set er det - som altid - en dejlig aften i glade omgivelser på Monorama. Denne fredag er der til ære for salig grandonkel Lemmy endda hyret et par makkere ind til udelukkende at spille Motörhead mellem bands’ene og hele aftenen ud. Sådan, mand.
Jeg har nok skrevet alt det hér før, men jeg gør det gerne igen: Stemningen på MGM er den hyggeligste til nogen dansk metalfestival, jeg nogensinde har besøgt; programmet sammenlagt det mest spændende og varierede, og menneskene altid et gensyn og en dæmonpåkaldende brandert værd. Lige så behørigt som Manowar fik rykket mig og resten af SCC rundt i søndags, lige så ærgerligt er det, at jeg ikke længere har det overskud til tre-dages weekender, der ville have kunnet få mig til MGM lørdag aften. Ud over alle dem, jeg ikke fik snakket og drukket tilstrækkeligt meget med, ville jeg også noget så gerne have oplevet lørdagens metalliske overflødighedshorn indeholdende Extended Suicide, Beyond the 9th, Orm, Seed of Heresy, mathcore-kometerne Cold Night for Alligators, de yderst lovende black-debutanter Serpents Lair og hard rock-håbet Sea.
Heldigvis er jeg overbevist om, at den gode Leifur Nielsen som altid vil krænge den fornødne tid, sjæl og mønt i bookingarbejdet det kommende år, så MGM 2017 kan blive lige så skøn som alle de forudgående. Og hvis ikke lige Manowar, eller det der er større, slår vejen forbi Aarhus igen i samme weekend, dukker jeg naturligvis op begge dage.

Vi ses til næste år!

Læs mere...

Witchcraft - Nucleus

Oprindeligt skulle det kun være for at kunne indspille et tribute-nummer til Pentagram, at Magnus Pelander dannede Witchcraft tilbage i 2000, men siden har han holdt projektet kørende med forskellige besætninger. Til ”Nucleus”, som er det nyeste udspil, har han de to nye medlemmer Tobias Anger og Rage Widerberg med på hhv. bas og trommer.

Den traditionelle triobesætning passer perfekt til Witchcrafts musik, for her er tyngde og old school stemning de primære kendetegn. Konkret betyder det en vekslen mellem herligt tunge Doom sekvenser og fede melodier. Pelander har måske ikke verdens største stemme, men den er markant og sætter især sit præg på de mere stille og stemningsfulde sider af numrene. Samtidig er der masser af forvrængning i guitaren, og hans soli peppes op med wah-wah pedalens karakteristiske lyd – alt sammen meget stilsikkert. Stilen holdes i det lange titelnummer, men de fungerer også når tempoet øges: Både ”The Obsessed” og især ”The Outcast” med Jethro Tull-agtig fløjte og glimrende energi rykker virkelig godt.

Der er ingen tvivl om, at Pelander har hørt Black Sabbath og især Pentagram, men resultatet fungerer – rigtig godt endda! ”Nucleus” er et af den slags albums, som ikke umiddelbart fænger 100%, men bare vokser i styrke med tiden, og som derfor får et stort Thumbs Up med herfra.

Tracklist:
1. Malstroem
2. Theory Of Consequence
3. The Outcast
4. Nucleus
5. An Exorcism Of Doubts
6. The Obsessed
7. To Trancend Bitterness
8. Helpless
9. Breakdown
Samlet spilletid: 69:48

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed