fbpx

Baest - Copenhell 2017

Det burde simpelthen ikke være muligt.

Jeg taler hér om flere ting. Dels at jeg befinder mig hér midt i den grå, regnfulde og blæsende dårlige, danske joke af en undskyldning for “sommervejr”, som jeg hader så inderligt — og dog har et så stort, lyksaligt smil over hele den skideskoldede festivalfemøre, at selv de mest fredfyldte tibetanske zenbuddhistmunke må ængstes en kende ved denne mærkbare forrykkelse i den kosmiske glædesbalance.

Dels at de så purunge aarhusianske dødskometer i Baest har opnået retten til netop titlen dødskometer i løbet af en periode, hvori andre bands knapt nok kan nå at bestemme sig for, om der skal købes Tuborg eller Hof til øveren.

Og dels at så mange mennesker kan stå og have det mere eller mindre lige så lyksaligt som jeg til så dybe, skurrende toner spillet så panden-mod-muren-aggressivt, at de må have kunnet indgyde panisk rædsel blandt de bersærkervikinger, der rendte rundt her på egnen dengang, hvor en rigtig mand havde hårpragt som Baests to forrygende øksebetvingere Svend Karlsson og Lasse Revsbech.

Jeg har hørt meget om bandets fænomenale statur og kvaliteter siden deres debutshow på Royal Metal Fest for knapt et år siden. — Et af de shows som det i dag er ret bittert at have haft for mange tømmermænd til at overvære, skal jeg sige jer.

Men fra første skønt ondsindede anslag denne lørdag eftermiddag på Pandæmonium er det indlysende, at der nok skal blive noget så rig mulighed for at gå til Baest-koncerter fremover. Det er som at få en lastbil af ren energi lige i ansigtet med 200 km/t. Og selvom dødsmetal reelt er så fjendtlig og utilnærmelig en genre, som tilfældet er, er dette én af de stunder, hvor jeg oprigtigt ser skævt til mennesker, der ikke evner at forstå det fede ved det hér.

Ydermere er Baests liveenergi bare én ting. En anden er de forrygende skæringer, der kommer ud af gruppens favntag med oldschool-Stockholm-død á la Dismember og Entombed. Tingen er så bare, — og nu skal jeg dæleme passe på mit renommé som mangeårig metalskribent hér, — at Baest har lært af de børnesygdomme, som ophavsmændene fødte genren med, og fandme gør det bedre. Jeg synes dybt seriøst, at Entombed først blev ordentligt fede, da de gik rock’n’roll, og at plader som “Left Hand Path” er mere eller mindre tvivlsomt producerede. En decideret lytterfjendtlig sound vægtet over spændende komposition HAR fandme aldrig været nogen fornuftig prioritet. (Jo sgu; nu har jeg skrevet det, og så må konsekvenserne være, som de bliver.)

… Men ligesom foregangsmændene i Bloodbath har Baest lykkeligvis både formået at fatte og reparere på det problem. Hele lydbilledet er tydeligt og klart uden at gå på kompromis med den klassiske rundsavsklang. Og selvom genren reelt ikke levner Baest de store variationsmuligheder, tyder de to nye numre på, at bandet er begyndt at udforske — og ud-fordre — sig selv rent sangskrivningsmæssigt.

Når jeg således “kun” giver Baest 5/6 er det fordi, de indenfor dødsmetallens rammer ikke bare har normal plads til udvikling. — Vi snakker større potentiale end noget andet dansk undergrundsband indenfor nogen genre, jeg har hørt, siden de første numre med Solbrud fandt vej til Sort Søndag.

Spørgsmålet er så bare, hvor store begrænsninger bandets danskklingende navn på længere sigt vil give dem internationalt. Men med den spilleglæde og professionalisme, jeg overværede denne lørdag, samt med anmeldernes reaktioner på både bandets Copenhell- og senest Roskilde-shows taget i betragtning, skal der vist noget nær det modsatte af et mirakel til, hvis ikke de hér drenge som det allermindste opnår status på niveau med Dawn of Demise eller Hatesphere her i landet.

Hvor der er en vilje, er der som bekendt en vej. Og det er dén vilje og vej, der fysisk afspejles blandt publikum, når Baests supergrowler Simon Olsen som en anden Moses splitter crowden hele vejen ned til lydhuset. — Og dernæst med musikkens magt maner de to publikumshalvdele sammen i et lige dele livsbekræftende og dødsforagtende frontalsammenstød, der energimæssigt modsvarer dén aarhusianske dødslastbil, vi allesammen lige fik i ansigtet.

God himmelflugt, gutter.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • ROB ZOMBIE_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • GHOST IRIS_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • SLAYER_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

W:O:A Metal Battle - Radar

I år virker det til at jeg prøver nye ting af. Wacken Open Air Metal Battle er en konkurrence som finder sted over hele verden, hvor bands konkurrer om at komme og spille på verdens største Metal Festival i. Selvfølgelig er Danmark også repræsenteret hvert år på festivalen i Tyskland, hvor før i tiden det har været bands som Savage Machine, Huldre og By The Patient. I aften var første gang jeg var med til arrangementet og vejret var utrolig godt udenfor, så der var mange mennesker udenfor imellem bands for at nyde det gode vejr. Der var ikke proppet inde på Atlas i aften, men alligevel var der mødt en del mennesker op for at støtte op omkring bandsne.

 

Unseen Faith

Første band på scenen i aften var lokale Unseen Faith. Det er ikke et band jeg har stiftet bekendtskab med overhovedet før koncerten, men alligevel er navnet blevet nævnt en del gange, men aldrig har jeg hørt dem. Genren vi er ude i er Deathcore med en sammenblanding af Djent og Moderne Metal. Born Of Osiris er et navn som lyder som en inspirationskilde for bandet. Jeg synes at spilleglæden var til stede, og bandet var tændte. Deres trommeslager pisker tønderne på teknisk vis, og deres forsanger hoppede frem og tilbage på scenen. De prøvede at få publikum med ind i festen, men alligevel virkede det som lidt af en umulig opgave. Publikum virkede meget tilbage holdene i aften og det var en smule ærgerligt. Unseen Faith gjorde det hele som de skulle, men alligevel følte jeg lidt at showet blev en smule kedeligt og ensformigt. Jeg synes også at deres flow gik en smule tabt, og det virkede svært at komme op på hesten igen. Unseen Faith var en ganske fin åbning til aftenens fest, men alligevel blev det hele ikke mere end bare ganske fint.

Karakter 3 ud af 6

 

Cruelty's Heart

Cruelty's Heart er et band som jeg aldrig hørt om før. Jeg fik at vide at deres genre var ovre i noget Folk-Black Metal. Det var lidt svært at sætte deres musik i bås, men den førnævnte genre lyder nogenlunde rigtig. Bandet spillede i bare overkroppe og krigsmaling som dækkede det meste af kroppen. Det var noget af et genreskift i forhold til Unseen Faith, som spillede lige før. Bandet spillede fint, men alligevel følte jeg aldrig at det var noget som fangede mig. Lyden inde i salen var heller ikke så god, så oplevelsen blev en ødelagt rimelig meget. Man kunne se på bandet, at de var klar til at spille op til dans men jeg synes ikke at de fangede min interesse på noget som helst tidspunkt. Det blev desværre en kort oplevelse for mig, da på grund af dårlig lyd og ikke så fangende musik besluttede jeg mig for at forlade salen før koncerten var slut. Cruelty's Heart formåede at skille sig ud fra mængden, men alligevel var det ikke nok til at imponere mig.

Karakter 2 ud af 6

 

Bæst

Pga det meget tætpakkede program og at jeg ikke lige fik holdt øje med tiden, så endte det med at jeg desværre missede Empire Of Doom. Det er jo hvad der kan ske engang imellem. Næste band på scenen i aften var lokale Dødsmetal Helte i Bæst. Bandet spillede for omkring tre uger siden deres første koncert på Royal Metal Fest på samme spillested, og jeg var til stede og de leverede en god koncert. Allerede da bandet gik på scenen blev de oversvømmet i jubel fra publikum. Bandet startede ud med nummeret Bones, og allerede her vidste vi at var vidne til noget specielt. Selvom det kun er tre uger siden jeg sidst så bandet live, så er der sket så meget på den korte tid. Bandet ligger meget i samme boldgade som det gamle svenske Dødsmetal såsom Entombed, Bloodbath og Dismember. Det er bands som jeg er vokset op med, så det er bare endnu federe. Nu kom der endelig gang i pitten, og der var også nogle stagedivers på scenen og det var ret sjovt at se. Det, som også er så imponerende ved Bæst er, at de er en liga helt for sig selv. Vi har jo selvfølgelig gode dødsmetal bands i Danmark men Bæst formår at skille sig ud da de er langt mere Old School end det mere moderene Dødsmetal, som florerer rundt i undergrunden. Bæst spillede rigtig fedt, og lyden var god inde i salen for en gangs skyld. Både på scenen og foran scenen blev der svunget med garnet i alle forskellige retninger. Bandet leverede energien og brutaliteten igennem deres musik ud til publikum, og vi elskede hvert et øjeblik af det. Bæst viste endnu engang at de formår at skabe en fest lige meget hvor henne i landet de spiller.

Karakter 5 ud af 6

 

Savage Machine
Savage Machine var vinderne af Wacken Metal Battle Danmark sidste år, og de var blevet valgt at spille imens juryen diskuterede om hvilke bands skulle gå videre i konkurrencen. Savage Machine er Heavy Metal af den gamle skole. Her snakker vi om store riffs og høje vokaler som det var tilbage i 80'erne. Jeg må ærligt indrømme, at deres musik er ikke mig, men jeg endte med at blive overasket alligevel. Bandet kan nemlig deres præg selvom jeg ikke er fan af musikken. Kontakten med publikum er til stede, og de ved lige hvordan de skal samarbejde med et publikum. Forsanger Troels Rasmussen er en rendyrket frontmand og det er næsten at ligesom at se Bruce Dickinson bare i en dansk version. Savage Machine er måske for mit vedkommende et band som ikke fungerer så godt på plade, men live sider det hele bare i skabet. Savage Machine leverede en ganske fin koncert, og selvom det var første gang jeg så dem live, så er det ikke helt udelukket at jeg nok kommer til at se dem live på en scene igen.

Karakter 3½ ud af 6

 

Hamferð
Jeg kan huske da jeg boede på Færøerne. Vi havde vores lokale metal bands som SIC, Synarchy og The Apocryphal Order. Men da jeg oplevede Hamferð for første gang tilbage i 2010, var det noget så fænomenalt. Aldrig havde vi oplevet noget så storslået og majestætisk, og de har ændret den færøerske metal scene for evigt. Hamferð vandt både det Færøerske og internationale Wacken Metal Battle tilbage i 2012, og har siden da fået ros fra metal pressen og publikum verden rundt. I aften var tredeje gang jeg ville se Hamferð og passende efter tre års ventetid stillede jeg mig helt frem til scenekanten. Åbningsnumrene som var Vráin og Deyðir Varðar fungerede endnu bedre end da jeg hørte dem for første gang for to og tre år siden. Specielt det sidstnævnte nummer betyder utrolig meget for mig. Lyden inde i salen var så god under Hamferðs koncert, at det næsten var synd for de andre bands. Bandet spiller jo altid iført i sorte jakkesæt som alligevel sætter en teatralsk stemning i gang på scenen. Forsanger Jón Aldará blander sangene godt op med både dybe dødsgrowls og utrolig smukke skønsangs passager. Vi fik også hørt numre som Evst og Við Teimum Kvirri Gráu som også bare fungerede perfekt. Hamferð sluttede deres koncert af med den fæøerske salme Harra Guð, Títt Dýra Navn Og Æra. Hamferð viser endnu en gang at de er et af de mest oversete live bands fra Færøerne. At vidne et band som fuldstændig har tryllebundet deres publikum og har dem i deres hule hånd, så kan man ikke andet end at bukke sig i respekt for bandet. Hamferð er mere end velkommende til at gæste landet hver weekend for mit vedkommende.

Karakter 6 ud af 6

 

Bandet som så var aftenens vindere var Empire Of Doom. Så de skal dyste videre i finalen i Kolding med bands som Bæst, Lotunn og Sunless Dawn. Vi ønsker alle bands held og lykke!

Læs mere...

Bæst - Royal Metal Fest 2016

Lokale Bæst havde den utrolige nervøse opgave at vække liv i det tømmermandsramte publikum.

Bæst har eksisteret siden oktober sidste år, og genren vi snakker om er dødsmetal af den gamle skole, med inspirationskilder som Entombed og Bloodbath. Man kunne ikke bede om et bedre sted at spille sin debut koncert end til årets festival.

Bandet gik på scenen, og de leverede et ordenligt los i løgene. Lyden var god, og bandet var utrolige glade for at spille der. Jeg har set mange koncerter i løbet af min tid som metal fan, men alligevel er det en af de stærkeste debut koncert jeg har set. Det var ikke til at mærke at de kun havde spillet sammen siden oktober måned sidste år, de spillede som havde de spillet sammen i flere år

Bæst er i hvert fald et band jeg kommer til at holde øje med i fremtiden, og det synes jeg også alle jer som læser dette burde gøre!

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed